The Project Gutenberg EBook of Kongens Fald, by Johannes Vilhelm Jensen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Kongens Fald

Author: Johannes Vilhelm Jensen

Release Date: August 2, 2011 [EBook #36942]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KONGENS FALD ***




Produced by Jens Sadowski






Johannes V. Jensen

Kongens Fald






Gyldendalske Boghandel  Nordisk
Forlag  Kjbenhavn  Kristiania
London  Berlin  MDCCCCXXII



Copyright 1916 by Johannes V. Jensen

Fjerde Oplag

Trykt ialt i 14.250 Eksemplarer



Gyldendals Forlagstrykkeri
Kjbenhavn








Mikkel


Vejen bjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By; Grfterne
laa med mrkt Grs og gule Smaablomster, ude over Markerne hvilede hist og
her en hvid Blak, en Blomstertaage, i Skumringen. Solen var gaaet under, og
Luften stod klig klar, skyls men uden Stjrner.

Der kom et Hls krende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og
gyngende paa den vanskelige Vej. Som det listede afsted i Tusmrket ind
gennem den snvre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr,
der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.

Lsset holdt udenfor Serritslev Kro; de svedige Heste vendte Hovedet
tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa. Kusken lindede
sig ned paa Hamlen, skrvede til Jorden og gjorde Tmmen fast. Saa vendte
han sig mod Bislaget og raabte ind og snd Nsen.

Er der nogen til frds -- kanske?

Hvad -- der gik Lys i Ruderne, havde de tndt Lys derinde? I det samme kom
en Pige frem i Dren. Kusken nskede sig en Dram. Mens han ventede paa den,
blev det levende oppe i Lsset, et Par lange Ben skd sig forsigtigt ned og
flte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og gryntede besvret. Ned
kom han da og stod og rystede sig -- et langt knoglet Menneske med Htte
over Hovedet.

Singodt, sagde han. Karlen slog den rde Dram i sig og hostede behrigt. Om
han ellers holdt videre, Kusken? De kunde jo altid gaa indenfor og tage en
Snaps mere paa Flgeskabet.

Men da de kom ind i Lyset, blev Kusken straks staaende ved Dren ramt af
refrygt; ogsaa den anden tabte Sikkerheden. Midt i Stuen ved Bordet sad
fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til
Byen. De straalede af Klder, deres rde, spkkede rmer, deres Fjer og
Skg fangede jet som en Gldesild. Lnet op mod Bordet og Bnkene stod
Svrd og Spyd, gedigne Vaaben. Enhver kunde se, at Lderstropperne havde et
Fald, der var kommet ved vet Brug. Alle fire vendte Hovedet men saa straks
paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.

Pigen bragte to Krus l hen til Dren og satte et Lys paa det lille Bord
der. Hun var knap gaaet vk igen, fr en af Kngtene henne i Stuen rakte
sig i Sdet og brast i Latter.

Se nu til ham der, ham med Htten -- det gr godt, hvor det kommer! Han
talte tysk.

De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade vre at le.
Den lange drak just, han stod op med bjede Kn, og idet en stor, spids
Nse tonede ud af Htten over Kruset, tog hele Figuren sig ungtelig morsom
ud. Da han havde drukket, satte han sig roligt ned. Lyset faldt paa hans
jne, han plirede hen til Bordet, halvt fornrmet, halvt varmt spottende
som en Mand, der har Filosofi.

Da rejste den ene af Kngtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog
hfligt tilorde paa sin tysk:

Vor Lystighed var ikke ondt ment -- gr De os ikke den re at drikke et
Glas Vin?

Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud. Fr han
skrvede over Bnken og satte sig, gjorde han en Bjning mod hver isr og
nvnede sit Navn, Mikkel Thgersen, studiosus. Saa henfaldt han til at
purre i Haaret og slibe Haandfladerne op ad sine ru Kinder. Han hrte fire
Navne blive sagt, hvoraf det ene ld dansk, og saa et Glas blodrd Vin
brnde foran sig. Og Skaal, Skaal!

Ihr Herren! Mikkel Thgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige
Krop, idet Vinen lb i ham. Han skd Blikket hastigt over Bordet og
fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet stttet i
Haanden. Det var en hvid, tt Haand uden synlige Aarer eller Knoer,
Fingrene gravede i det lysebrune Haar. Ansigtet var langt -- og Udtrykket
deri fik pludselig Mikkel til at huske en Linedanser, han havde set en Gang
ved et Marked, en ung Badutspringer, der sad ensom i en Krog uden at tage
sig noget for -- syg velsagtens. Mikkel huskede det unge, lidende Ansigt nu
-- netop saadanne jne havde han der. Men Mikkel syntes desuden, han skulde
kende ham. Hvem var det, hvor var det? Han saa' ud som en Adelsmand.

Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thgersen. Han gjorde Besked med
strste Hviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af
Mennesket paa den anden Side Bordet. Der var en Mystik om det brune Hoved,
og se der vendte han Brystet til. Armene sad i en paafaldende Afstand fra
hinanden, det var en ualmindelig rank Skabning, han havde. Hvorfor havde
han Sorg, Trkkene var mere egnede til Lystighed.

Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende. Og Mikkel
flte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at
man kaldte ham for Storken inde i Byen. Mikkel sprokkede tysk meget
gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade
vre at tnke paa sit genavn . . . paa den anden Side vidste Tyskerne her
heller ikke, at han i en snvrere Kres var bekendt som Ophavsmand til
latinske Oder og Distika . . . hvorfor sagde den unge derovre ingenting? --

Otte Iversen! Der faldt Navnet. Saa var det ham alligevel. Og Mikkel
huskede i samme Nu en graa, brstfldig Port, en Mur og et Spir -- hjemme i
Jylland -- han flte sig selv staa klejn og elendig der udenfor. Han havde
vret der nogle Gange. Det var lnge siden. Kun en eneste Gang havde han
set ham . . . det var altsaa den Junker Otte, han havde skimtet inde i
Gaarden som en spinkel Dreng og tnkt paa siden. Han stod derinde i en Flok
Hunde og med en forpjusket Falk paa Tommelfingeren. Og nu sad han her,
hjvoksen, smal som en Pige.

Kngtene smaalo. Mikkel Thgersen tog sig sammen og drak igen.

Kusken viste sig i Dren. Nu krer jeg, sagde han, og dermed satte han en
Pose og en lille Halmkurv fuld af g ned paa Gulvet lige indenfor Dren,
hvorpaa han lukkede igen for sig. Det var Mikkels Sager, Udbyttet af hans
Tur paa Landet -- der stod hans Forsmdelse ganske ngen nede ved Dren;
han vendte forvirret Ryggen dertil.

Men de tyske Soldater lo og fik en Id -- g var jo aldrig afvejen. Mikkel
flyede da ggene fra sig baade glad og fornedret, og de blev drukket
allesammen, som de var. Otte Iversen vilde ingen have og sagde fremdeles
ikke noget.

Nu sad Mikkel Thgersen paa Bnken, hed og flov og venlig, den lkre Vin
befriede hans Tynge, og dog flte han sig ubodeligt mismodig. Hans Sjl
flj de sorglse Herrer imde, og samtidig beholdt han en Frygt for at vre
dem prisgiven -- og hele hans Humr begyndte at svmme og vugge i Rytme.
Han skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham, mistroisk,
logrende . . . kendte han ham mon ikke? -- nej, gid han alligevel ikke
kendte ham.

Den ene af de tyske Kngte havde et Skaar i Overlben slet dkket af
Skgget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thgersen hrte hans uttte Snak
og morede sig vemodigt -- han blev varm af alt, hvad han saa og hrte. Og
medens Vinen og Velvret lste hans Sind, forhrdede han sig underneden,
han flte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede
sig.

De tre Tyskere svrmede henne ved Sknken. Mikkel Thgersen og Otte Iversen
blev ene tilbage ved Bordet. Ingen af dem sagde noget, og Mikkel sgte at
gaa i sig selv. Han saa ned i Mrket mellem Bordet og Bnken og fornam en
bitterlig Ensomhed. Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak
sine Rafter af Ben ind under sig, han trrede Sveden af Panden og kom i
Orden. Otte Iversen sad og drejede sit Bger rundt, han saa fremdeles ud
som han var syg.

Da Kngtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thgersen
sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro. Nu svirede de allesammen
tt og tnkte ikke paa andet. Otte Iversen tmte Bgret saa tit det blev
fyldt og undergik ikke fjrneste Forandring derved. Clas, ham med Skaaret i
Lben, stemte op med en Sang, det ld ikke saa lidt besynderligt.

Mikkel Thgersen tog et af de vldige Tohaandssvrd og vejede det prvende
i Haanden -- de viste ham Tagene. Hver Gang den hvasse Od vendte imod ham,
trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad -- det undrede ham,
han var nu ellers ikke bange for Kniven.

Og Clas sang:

   Ei werd' ich dann erschossen,
   Erschossen auf breiter Heid',
   Man trgt mich auf langen Spieszen,
   Ein Grab ist mir bereit;
   So schlgt man mir den Pumerlein Pum,
   Der ist mir neunmal lieber
   Denn aller Pfaffen Gebrumm.


De halve af Ordene sivede ham ud i Skgget. Og man opvartede med
Krigshistorier, om Fgtninger her og der -- huit, huit -- om Sejre og
Ddsfarer og . . .

Heinrich, husker du den blonde Lenore? raaber saa Clas ellevild. Jo,
Heinrich mindedes Lenore. Historien haglede jeblikkeligt fra hans Mund,
Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.

Men Mikkel Thgersen tav og krympede sig under dette Vejr af
Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen -- og han alene blev et
Smil va'r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umrkeligt Trk ved
Lberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.

Mikkel havde Mje med at faa sit Vejr, han strg sig atter og atter over
Ansigtet.

Men Heinrich fortalte vk. Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det
ene Ben over det andet. Da Historien endelig var ovre, blev der ganske
stille, som om man havde mrket Forstemtheden. Maaske flte Otte Iversen,
at Pavsen skyldtes ham -- han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin
Mening og sgte stift Fortllerens Blik.

Heinrich saa ganske betuttet ud. Men nu skar Samuel igennem med en anden
Historie. Han var ikke ung, det var ikke om Krlighed, han fortalte men om
en vis sindssyg Slagtning, han havde vret med til en Gang, hvor de traadte
Tarmene ud af Folk med Stvlehlene og kvalte dem i deres eget Mg. Denne
Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande. Clas
kom med ivrige Kendersprgsmaal, Mikkel Thgersen morede sig pludselig over
hans ljerlige Talefejl, han hvede Nsen og brast i Grin -- gru, gru! Da
saa Otte Iversen trevent op og trak halvt ndtvungen paa Munden, og endelig
rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter ld som en Skralde.
Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som fr.

Lidt efter tog de afsted for at slippe ind i Byen, inden Portene blev
lukket. Da de kom udenfor, flte Mikkel Thgersen igen Afstanden mellem sig
og Soldaterne, han holdt sig tilbage og tog Afsked, saa snart de var naaet
indenfor Nrreport. Landskngtene gik videre ind i Byen, Mikkel stod og saa
lidt efter dem, inden han tog til venstre for at komme hjem.




Kbenhavn ved Nat


Mikkel Thgersen boede i et Hus, der laa ligeoverfor Palisadevrket mod
Pustervig; der delte han Vrelse oppe paa Loftet med en anden Student, Ove
Gabriel. Ove sad oppe ved et Tllelys og studerede som sdvanligt, da
Mikkel traadte ind, han saa op fra Papirerne og lste straks videre.

Mikkel smed sig for den anden Bordende og ragede nogle af sine Kollegier
hen foran sig. Det var der han kom fra i Morges. Og ingenting havde
forandret sig siden.

Mikkel pustede. Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin hule
Haand forbi Ansigtet.

Du har drukket, sagde han. Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret. Og
han kunde blive ved at se med sine runde moralske jne uden at blinke,
eller uden at de lb i Vand en Gang. Mikkel Thgersen havde haft dette
uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels talende
Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid. Ove Gabriels
retfrdige jne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med Forbehold, med
lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen. Om lidt vilde Ove Gabriel
bemrke: Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.

Mikkel Thgersen rejste sig og aabnede Taglugen; han var saa hj, at han
kom til at rage ovenud med hele Overkroppen. Paa den Maade plejede han at
gre sig usynlig for Ove Gabriel.

Oh! Luften var sval, Stjrnerne straalede hjt over Hovedet. Til begge
Sider skd Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt. Nede i
Gaden vankede Vgteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Dre. Men ude
paa den anden Side Bjlkevrket glittede Vandet, en Stjrne spejlede sig
inde mellem Sivene i Graven. Landet laa stille derude i mosgrnt Mrke,
langt ude fra Serne kom en tt myldrende Musik af Frerne. Byen var falden
til Ro. Vandet slikkede dmpet mod Stolperne i Graven. En mjavs Kat
vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.

Mikkel Thgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen strkt bjet
tilbage op mod Skorstenen og Stjrnerne. Han svimlede, det var som gled han
ud med begge sine ngne Fdder paa et Bundt Knive. Men det var ham tilpas
-- han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i et Reb
midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til
hans indre Svimmelhed. Mikkel vendte sig og lnede Armene mod det kolde
Tag.

Susanna! tnkte han. Susanna. Og hans Hu var saa bld, at alle stumme og
livlse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjrte. De dve Huse holdt sig
stille men udtrykte idel Godhed, Stjrnerne glippede bevget. Der bankede
en Puls i den blide Stilhed; en Krusning lb over Vigen, selve den dunkle
Luft syntes at fare sammen som et Vsen, der mindes sin Hemmelighed og sin
Skbne.

Men blot fordi Mikkel havde tnkt Navnet, blev han fattig i Sjlen -- og
ond, han fns og rettede sig.

Tys! Nede i Byen ld Stemmer. Raabene medbragte en Forestilling om oplyste
Rum og om noget, der nu foregik.

Mikkel Thgersen trak sig ned i Kamret igen. Ove Gabriel stod ngen paa
Gulvet, frdig til at gaa i Seng, hans jne talte om Fuldbragthed, han
lyste som en stille Vokskerte.

Du er slemt mager . . . det er srt. Sjlen vil blive i dig, sagde Mikkel
og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen
som Skroget af en arm, udpint Klveko. Ove Gabriel stak sig under
Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hnderne og afskd
et Vers mod sin Kontubernal. _Et nunc extingue lucem!_ tilfjede han i en
mt Tone.

Slukke Lyset, slukke Lyset! tnkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust til.
Han bjede sig og blste Praasen ud, tog saa sin Pigkp og famlede ned ad
Stigen. Oven over ham ld Ove Gabriels satisfakte Stemme, han lste sin
Bn.

Det var over den Tid, da man maatte frdes paa Gaden, men Mikkel Thgersen
tog sig nu alligevel Forlov. Han bjede rask tilhjre og ned ad Pilestrde.
Men da han var kommen et Stykke, tvede han og stod tilsidst stille. Der
var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mrke, de ttte Trr i Haverne
hvilede deres Lvkroner mod hinanden. Overalt duftede det af udsprungne
Trr, lunkent og syrligt som efter en Regn.

Mikkel gik langsomt videre. Da han kom forbi Hjrnet, hrte han dem synge
Vigilie inde i St. Clara Kloster, Stemmerne ld klart og dog murdmpet,
bnligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden. Og Mikkel saa Krucifikset
for sig, som det stod dernede og ragede op, rdt og blaat i Halvlyset.

Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig hje Huse og
med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Lvet
knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede
Kant af Gavlen skinnede i Stjrnelyset. -- Saa listede Mikkel nlende
videre.

Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede
Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde; men der var ogsaa mange af Byens
Borgere imellem. Mikkel Thgersen vilde dreje om ad Kbmagergade for at gaa
hjem, men da mdte han en Flok Landskngte, der kom svrmende i meget hj
Stemning.

Der har vi jo vor lrde Ven igen! raabte en af dem, og hans lspende Udtale
var ikke til at tage fejl af -- det var de fire, han havde truffet ude i
Serritslev og et Par Stykker til. Clas tog ham i Armen og vilde have ham
med, og Mikkel kunde ikke sige nej. De turede saa lidt omkring ud af en Bod
og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted. Mikkel havde god Vilje til
at slaa sig ls som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte
Iversen fremdeles var mrk og forstemt. Mikkel vidste endelig ogsaa, at
Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.

De kom over Hjbroplads, og her stdte en spinkel gulhoset Svend til dem og
fortalte noget, der syntes at gre stort Indtryk -- de tog Fart allesammen
op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjrnet til Hyskenstrde. Mikkel
Thgersen blev glemt. Han blev staaende lidt og saa sig om. Slottet laa
mrkt og stille, intet rrte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven
ved Broplene. Taarnet derude strbte roligt tilvejrs og saa sig ud med
smaa rynkede Glugjne. Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig --
om den evige Nat og om den, der vaager.

Gaa hjem nu? For at ligge og hre paa Ove Gabriels Snorken. Nej, Mikkel
bjede Hovedet og fulgte efter de andre. At de havde ladet ham staa,
behvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med lngere.

Der var Lys flere Steder i Hyskenstrde. Mikkel luskede forbi de lukkede
Porte og mrkede den sregne Duft, som han kendte her, Duften af
Bastmaatter og Muskat -- der foresvvede ham en Id, om indiske Karavaner,
Kamelgdning, Trke.

Ud fra Conrad Vincens' Bod ld Stemmer, og Dren stod aaben. Mikkel
Thgersen nrmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod rundt i
Stuen -- det var let at se, at noget srligt var paa Frde. Mikkel kunde
ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa han kunde se uden
at blive bemrket. Og da opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den
store Vgt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Sn
Christiern. Mikkel for sammen og blev varm, han gik et Skridt tilbage, rrt
og urolig. Og som han saa Prins Christiern der, glemte han ham aldrig
siden. Han stod med Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrnne Hoser og
rde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til; over Skuldrene og ned paa
Brystet laa en Guldkde. I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner,
af hvilke han nu og da nappede en med den hjre Haand og spiste. Mikkel saa
tydelig hans fine, glatte Mund: der var en zart Skygge om Hagen som af
mrke Skgkim. Men isr jnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og
strammet en Kende op mod Tindingerne, men de skinnede strkt. Prinsen havde
et stort Baghoved, hans Hals var tyk og rund. Se nu vendte han Hovedet om
mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede -- hans Haar var af en
fyldig mrkerd Farve.

Ak, ogsaa jeg er rdhaaret, tnkte Mikkel.

Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt -- nej, nu lo han og rynkede jnene
-- Ligevgt! Besynderligt! Saaledes saa et Menneske ud.

Mikkel stirrede og fik vaade jne, han sukkede ubevidst hjt, mens han gav
sig hen i Dyrkelse. Hvad der videre skete passede han nje paa. Alle
Herrerne bevgede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position
med Fdderne; saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad
Gulvet, saa talte en anden med smilende Tnder og bjet forover. Store
Bgere blev hvet formelt i Vejret og drukket ud paa Prinsens Velgaaende,
og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind mod Brystet. Conrad Vincens
trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.

Men en var der, som bevgede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i
spraglede Klder. Naar nogen talte til ham, spjttede han sidelngs med det
ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og bjffer;
Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin hjre Kind ud med Tungen, naar
han havde sagt noget. En Gang lo de allesammen, selv Prinsen blottede
Tnderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud -- da lo ogsaa Mikkel
taknemlig for sig selv. Hvor Stemmerne ld opdragent derinde og afdmpet.
Der var tndt to store Ambralys. Helt lngst tilbage i Stuen saa Mikkel
Otte Iversen, han stod for sig selv men lod til at vre i glad Stemning.
Men Mikkel havde ikke meget tilovers for ham ivrigt lige for Tiden.

Lnge stod Mikkel Thgersen fortabt og mttede sig med Farverne derinde og
Synet af de frie Herrer; der faldt en lille Straale Naade ud paa ham ogsaa,
syntes han. Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde gaa,
skyndte Mikkel sig tilside. Han saa hele Selskabet svrme muntert ud paa
Gaden og trkke lige tvrs over ind i den rige Martin Glzes Bod. Da lagde
Mikkel Mrke til Prins Christierns Gang.

Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen. Langt over Midnat saa han sine
tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemrke ham bjede ind i et
berygtet Smug nede ved Stranden. Det var kendeligt paa deres Stemmer, at de
var haardt forkomne af Svir nu. Otte Iversen var ikke mellem dem mere.

                                  *

Nste Dag saa Kbenhavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tvrs over
Mnningen af et hjt Hus ud til Torvet. Der var nogen, der om Natten havde
skilt den ad, slbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der. Inden
Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der havde vret
Mester for det.




Drmmeren


Det var langt op paa Dagen, da Mikkel Thgersen vaagnede. Han laa noget
inden han blev klar over sig selv, han havde drmt saa besynderligt, sknt
han ikke huskede noget.

Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer. Sknt Ove Gabriel
for lnge siden var gaaet paa Forelsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak
med Vmmelse paa Nsen.

Kunde der ske noget i Dag, var det vrdt at staa op og byde sig fal for
Skbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tnkte efter. Egentlig var der
ikke hndet noget afgrende igaar, og dog flte han sine Oplevelser saa
strkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betd. Alle Vrdier var
gaaet endnu mere nedad, Mikkel flte, at han ikke kunde holde sin Stilling
ud lngere.

Mikkel lagde sig op mod Vggen og grundede med jnene stift rettet frem for
sig. Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede jnene, han var
kommen i Tanker om Susanna. Nsten i det samme mrkede han en hftig
gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klderne.

Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fgtede hver Dag hos Gud
og Hvermand. Medens han drog sine rde, forhadte Lderbukser paa,
overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag. Han bestemte sig til at
sge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter og
andet Pak fra Byen.

Det var en dejlig Majdag. Mikkel gik rask ud gennem Nrreport. Og saa saare
han fik Markerne for je, blev han forvirret af Lyst, han kiggede nsten
undselig op mod Himlen. Jorden gav Foraarsduft fra sig -- hvad var det han
mindedes derved? -- den grnne Rug stod langt hen. Solen varmede velsignet.

Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til hjre og venstre. Det var
vist en Lykkedag, han flte sig let og vel tilmode.

Ja, det var en Lykkedag. Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bnket i en
Landgaard ude ved Serne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem
for ham uden Omsvb og uden at helde gudsfrygtigt med rene. Manden
sknkede fraadende l i Kruset til ham og flte sig oplivet ved hans Besg.
Her kom der nok ikke lrde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig
det bag ret. Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok
i sin Plage for saa vidt -- Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med
sig selv. Han sugede sine Tnder og skottede op mod Skyerne, fulgte
blinkende en Fugl med jnene og talte Latin til sin uddelige Sjl.

Pludselig blev Mikkel staaende og tnkte sig om -- mon han ikke netop i Dag
skulde gre det, _det_ han saa lnge havde haft i Sinde, gaa ls paa Jens
Andersen? Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme
Egn som han selv. Jo i Dag skulde det vre, nu vilde han vove det.

Men straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt
hans Hoved, og han tabte Lysten. Under mange Tvivl naaede han ned i den
Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede. Da han stod udenfor Dren, var
alt hans Mod borte, men han var sat i Bevgelse nu og vilde have Ende paa
det.

Mikkel Thgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Vggene
. . . men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt
imod ham. Jens Andersen -- en lavstammet, bred Mand med en vldig Pande.
Han var ifrt en Skindtrje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just
som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen var lav og klangls,
men Mikkel hrte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som
ham, han talte med -- hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde
ikke god Tid.

Mikkel Thgersen kom da frem med det. Om han kunde faa et godt Raad, han
vilde grne udenlands og studere . . . men som altid blev Mikkel hentaget,
krt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde -- han saa et langt, tyndt
Krucifiks af simpelt Jrn hnge paa Vggen og kunde ikke lade vre at tnke
paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine
Hunde med. Han var desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis
Forbavselse, som Storken, det gjorde Jens Andersen ikke -- saadan en Mand
var han altsaa. Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstndighed
nu. Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjlpels,
svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjrnt sndernede -- han var
ellers en Smedesn oppe fra Limfjordsegnen . . . der stod han saa fast.

Ghm! Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skvt til
Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Krmmer. Mikkel skulede op og
saa en svr Tyrehals, et ttklippet hvidligt Nakkehaar . . . og der borede
Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte jne, Blikket var hfligt og
ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede -- Mikkel sgte
Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt. Huden var
farvels og tt uden en eneste Rynke. Sorte Tnder . . . det var nemt at
se, at han var en Jyde. Mikkel kunde ikke taale hans Blik lngere, han saa
som fortryllet hen paa Reolerne, der lb rundt for ham.

Et Kvarter efter stod Mikkel Thgersen nede paa Gaden. Hvad var det saa,
det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om
Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig _overhrt_ Mikkel! Mikkel
havde svaret som i Svne men var dog sluppen til at gre god Rede for sin
Lrdom. Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen
havde hugget i Luften med sin haarede Haand -- saadan, da da da da.

Mikkel Thgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt Kter.

Da han atter vovede sit beskmmede Nb ud af Htten for at se sig om,
befandt han sig nede paa Hjbroplads. Her var der som altid megen
Bevgelse. Mikkel stod ved Hjrnet af en Port, han rynkede Ansigtet sammen,
som om han anstrngte sig med at overveje. I Virkeligheden stod han halvt
bevidstls. Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske
Selvflelse rrte sig som et farligt Dyr. Trods en Tankefuldhed, der fik
ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de strke Farver
paatrngte sig hans Syn med en saarende Klarhed -- en Klling skreg med
Sild -- hudls, hudls stod Mikkel Thgersen der, sklvende som nylig
slagtet Kd i den onde Luft.

Hr, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over
Hovedhuden.

Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre. Vindebroen lodes ned
inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne,
lutter hjfornemme Mnd. De bragede ud paa Gaden og bjede i skarpt Trav om
Hjrnet til Hjbroplads, baade Heste og Ryttere laa hldet til Siden i
Svinget. Hvor de hoppede latterligt i Sadlerne -- klik, klik. Svrdene
dansede forrykt i Stropperne, og de kulrte Kapper slog Hurra i Luften.

Mikkel forfjede sig op i Byen. Overalt Soldater, Hestespektakel. Selve
Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Vbner bagved, han var i
fuldeste Harnisk. Det storartede Jrnmenneske drejede Hjlmen til hjre og
venstre med en Kejsers Vrdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme
Knebelsbarter glittede i Solen. Hesten fns ud af Skaberaket, den var
heller ikke billig.

Mikkel drev Byen rundt og summede sig. Gade op og Gade ned. Alle Gaderne
mundede til syvende og sidst ud mod Volden; indesprret var han i denne
arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskelim og Sildeskl og begjort
med Munke og Svin i alle Smger. -- Han saa op mod Himlen for dog at fle
Rummet frit. Luften var fugtig. Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at
tnke paa det lse Vand og gik ned til Stranden igen.

Vinden friskede, Blgerne gik muntre og krappe. Ude over det blaa, urolige
Sund fgtede Joller sig stundeslst frem og stod paa Enden og havde travlt.

Og pludselig gik der som en Taage fra Mikkels jne, han huskede sin Drm.
Han havde vret paa det fjrne Hav, og der havde han set et forunderligt
Syn. Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Sjle, ikke mere end en
Finger stor, men han forstod, hvor uhyre hjt den maatte rage op, siden den
var saa ufatteligt langt borte. Den stod mod Himlen som en snehvid Top af
Slv og lyste. Og en kvart Himmel fra den jnedes en lav glasblaa Kuppel,
som maatte vre flere Mile i Udstrkning, hvis man kom nr til den. Medens
Mikkel stirrede ud efter Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det
ham, at der maatte gaa en stor Flod fra Havet ind til Byen. Thi det var en
By, og den laa paa den anden Side Jorden.

Mikkel Thgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag. Han
tog ikke Vejen gennem Pilestrde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre
ind efter Susanna i Dag.

Han lagde sig paa Sengen, da han kom hjem. Ove Gabriel var der ikke,
sagtens gik han ude og sang for Drene og vendte de rene jne i Hovedet.
Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker aflste hverandre. Henad
Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld. Mikkel rejste sig uden et Ord og
gik sin Vej.

Da Mrket var falden paa, befandt Mikkel Thgersen sig et Sted paa Vejen
udenfor Vesterport. Han hrte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og
nppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham. Det
var Otte Iversen. I et Nu var han sprngt forbi. Han sad foroverbjet i
Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham og hrte, hvor
Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet, Jord og Sten sprjtede fra dens
Hove.

Rundt om duftede det grnne Korn. Aftenen var ganske stille. Frerne sang
og sang i uendelige Drmme.

Da Mikkel en Time efter gik ind mod Nrreport, hrte han igen det vilde
Hovslag bag ved sig. Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i
fuldt Firspring igen og sprnge ind mod Byen.

Nogle Dage efter blev Mikkel Thgersen, ogsaa kaldet Storken, pludselig
og uden Varsel relegeret fra Kbenhavns Universitet. Det kom ham dog ikke
helt uventet, han havde forsmt sine Pligter ved Gudstjenesten i lngere
Tid. Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden lg Mand.

Men Mikkel flte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed. Det frste
han foretog sig var at lade sit Mundskg staa. Mens den kommende Tid
vltede Ulykker ind over ham, Nd, Forblindelse, Angst, lagde han sig
virkelig ogsaa en rverd Knebelsbart til, to frodige Koste, en ved hver
Mundvig, der haardnakket groede lige nedad.




Foraars Smrte


Alt hvad Mikkel Thgersen vidste om Susanna var, at hun hrte til i Huset
hos den gamle Jde Mendel Speyer; kanske var hun hans Datter. Navnet havde
vret ham bekendt, lnge frend han opdagede hende derinde i Haven, det
stod tit og ofte malet med Kridt paa Husstolperne tilligemed sjofle
Figurer. Navnet og Tegnet blev slettet ud, kom igen og blev slettet ud
ligesaa rask. Mikkel saa en Dag den gamle Jde komme hjem, og fr han gik
ind ad sin Dr, lod han jnene lbe over Hjrnet af Huset -- den Gang var
der dog ingenting.

Susanna hed hun. Mikkel havde kun set hende tydeligt to Gange. Sidenefter
turde han ikke opholde sig saa lnge oftere. Han plejede at gaa gennem
Strdet som den, der skal igennem og passer sit. Naar han da var ud for
Stakittet, saa han som uforvarende derind, og undertiden fik han et Glimt
at se af Susanna. Hun plejede at gaa ude i de tilgroede Gange ved Middags-
og Aftenstid.

Haven var fuld af Ukrudt, hje Skarntyder og vildtvoksende Peberrod; de
ldgamle Abildtrer hldede Stammerne tilhjre og venstre. I Hjrnet ud mod
Gaden stod en mgtig Hyld, tt som et Tag, Mikkel havde en Anelse om, at
den dannede et Lysthus ind mod Haven, og at Susanna undertiden opholdt sig
der. Han havde hrt det pusle derinde bag Lvet. Maaske sad Susanna gemt
derinde og kiggede ud -- Mikkel holdt ikke rigtig af det Tr. Og dog drog
det ham til sig, fordi han tnkte sig hende der.

Om Aftenen, naar Mikkel gik forbi, saa han Lys oppe i et lille Vindue i
Gavlen ud til Haven. Om Natten var Lyset slukket, Mikkel gik forbi og saa
derop.

Et Stykke skraas overfor Mendel Speyers Hus laa St. Clara Kloster, og her
var der et mrkt Hjrne, som Mikkel fandt det lykkeligt at staa ret op og
ned i om Aftenen og Natten. Han kunde jne Vinduet derfra.

Og her stod han Pintsedags Aften sent, da der var kommen Ro i Byen. For
Byen havde vret af Lave. Da Solen stod op, var Gildet begyndt, hele Byen
havde fejret Pintse med Dans, Klang, Drukkenskab og Musik. Ude i Haverne
nordenfor Byen stod Majstngerne saa tykt som en Skov, hvert eneste saligt
Menneske svrmede deromkring, det gik skummelt til med Drik og Fortring.
De tyske Soldater havde slaaet sig ls, det kan vre, de havde yppet
Livsaanderne, fr de skulde i Krigen.

Mikkel Thgersen havde vovet sig ud i den glade Strm, men han var straks
bleven Aarsag til jublende Oplb. Drengene kendte ham, og nu havde han
tilmed lagt Kappen og Htten, hans rde Ben var synlige i hele deres
ventyrlige Lngde. De gjorde ham til Genstand for Kultus, Ungdommen, de
dansede om ham og sang en taknemlig Vise. Mikkel skrvede afvejen og gemte
sig bort inde paa St. Nicolaj Kirkegaard. Her laa han det meste af Dagen i
en tt frodig Krog mellem Gravene og lod Solen skinne paa sig. Der var
stille rundt om, Fuglene pippede, og Fluerne flj hid og did. En Glente
kastede sig ud fra en Glug hjt oppe i Taarnet og rejste vk ud i Landet.
Mikkel laa rkesls paa Ryggen og sank dybt ned i Grsset og Ukrudtet. Han
rev Stnglerne over paa en Plante, der stod ved hans Hoved, og saa, at der
var gul Saft i den, han stak friske Spirer i Munden og tyggede paa, rullede
Grsstraa sammen i Fingrene, og Tiden forvandtes. Byen levede rundtom, af
og til klang hje Gldesraab langt borte.

Da det endelig blev mrkt, listede Mikkel ud af Byen og bjrgede sig et
Maaltid Mad i en enfoldig Bondegaard. For hver Bid, han sank, var han klar
over, at han bedrog, siden han nu ikke lste lngere.

-- Og nu stod han her i den stille, svale Nat. Byen var kommen til Ro, og
Mikkel vaagede som det dybe Sus, der bliver i rene, naar al anden Lyd er
forstummet. Natten var fuld af Duft fra de duggede Haver. Det var meget
lyst, Maanen var ved at komme, det lysnede i st over Haverne.

Der kom nogen oppe i Gaden. Mikkel hrte Skridtene nrme sig, han troede
frst, det var Vgteren. Men snart skelnede han Sporeklirren. Mikkel vilde
ikke ses saa nr ved Mendels Hus, han traadte ud af Skyggen og slentrede
ned ad Gaden. Omtrent ved stergade blev han indhentet af ham bagved;
pludselig blev Skridtene hurtigere, og Mikkel fik et Haandslag paa
Skuldren. Han vendte sig og saa til sin Forundring, at det var Otte
Iversen. Saa kendte han ham alligevel; hvad mon nu?

Godaften sagde den unge Junker dmpet og med venlig Fortrolighed -- er det
ikke Mikkel Thgersen?

Jo, det var det.

Vi var sammen derude i Serritslev forleden. Og jeg har jo ogsaa truffet Dem
siden. De spaserer en Aftentur, ja. Vejret er dejligt. Jeg ved ikke . . .

Han talte slret og med en egen Mildhed, som havde han vret lnge alene,
han blev staaende og bjede sig en Smule forlegen; det svage Nattelys
strejfede Knappen paa hans Dolk.

Ja, det er snart for godt Vejr at sove i, sagde Mikkel.

De kunde . . . naar De alligevel gaar ude -- skal vi flges ad en Tur?

Det havde Mikkel ikke noget imod, og de gik ad stergade ind gennem Byen.

Jeg kender jo ikke nogen videre her i Byen, vedblev Otte Iversen -- af
danske at vre.

Aa, nej. Mikkel mente, det kunde have sin Rimelighed. Han tav, og de
fulgtes ad helt op til Frue Kirke uden at sige noget.

Hm! Otte Iversen rmmede sig. Har De ikke Lyst til at flge med hjem, hvor
jeg bor og drikke et Bger Vin? Han talte i en anden Tone nu, koldere og
som det lod mismodigt.

Mikkel saa ingen Grund til at sige nej, og de gik hen et Sted i Vestergade,
hvor Otte Iversen laa i Kvarter. Huset var lukket.

Vi kan ikke komme ind uden at banke dem op, sagde Otte Iversen henvendt til
sig selv. Men jeg har en Kande Mjd ude hos Hesten.

De gik over den maanelyse Gaard og kom til et stort Skur med Halvtag. Otte
Iversen stdte Dren op. Det er mig, sagde han, da en Karl sprang op fra
sit Halmleje. Tnd os et Lys.

Karlen skvede til Mikkel, da han havde tndt Lys. Det var et stort
Staldrum, men der stod kun en eneste Hest i et af Spiltovene. Otte Iversen
gik op og klappede den og puslede lidt ved den.

Lg du dig kun igen, sagde han til Karlen. Han rakte hen i en Krog og fandt
en lang Trstob frem, klappede Laaget op og kiggede i den.

Jeg opholder mig for Resten mest herude ved min Hest . . . vi kan vel godt
stte os paa Truget her? Der er en Slurk endnu, det er den brede Ende af
Kanden, der er tilbage. Vrsaagod!

Mikkel drak, og den strke Mjd smagte forfrende godt, den lb ud i ham,
han blev jeblikkelig varm. Otte Iversen drak en lang Slurk efter ham. Saa
sad de der Side om Side paa Truget. Karlen, der havde smidt sig i Halmen
igen, sov allerede dybt. Hesten nippede op i Hkken og tyggede saa stille.
Lysestumpen brndte i sin Klemme paa Vggen. Ddsstille var der rundt om,
Gaarden laa hvid som af nyfalden Sne udenfor Dren i Maaneskinnet. Det var
over Midnat.

Mikkel listede sig til at se paa Otte Iversen, han blev mere og mere
underlig ved ham. Men der var ikke andet at spore paa hans Ansigt end
pinlig Fortnkthed, han kneb Munden sammen og stirrede ned for sig.

Her er meget lummert, for Otte Iversen endelig op, skal vi gaa udenfor
igen. Men lad os drikke ud frst.

De tmte Kanden og gik. Otte Iversen skd Dren til. Lidt efter var de ude
ved Bymurene, de bjede tilhjre og blev ved at gaa langs med dem,
fremdeles tavse.

Men Otte Iversen kunde ikke blive ved at tie. Aajaja! udbrd han spgende,
og Mikkel saa ham vende sit smilende Ansigt op i Maanelyset -- her gaar vi
i det sknne Majvejr; om fjorten Dage er man maaske frdig med alting,
baade Maaneskin og alting.

Mikkel saa forbavset paa den unge Soldat, der var stanset med et St, som
om en Sklven havde overfaldet ham.

Tror De, jeg er bange for Krigen, vi skal i? sagde Otte Iversen og gik igen
-- det tror De vist ikke. Men sig mig . . . ja De er maaske endogsaa gift
-- eller er De forlovet?

E -- nej, sagde Mikkel nsten skrkslagen og virrede med Hovedet

Kunde De da forestille Dem, De var forlovet og skulde afsted? Jeg er
forlovet. Jeg er rejst fra en Pige, og fr jeg tog afsted, lovede hun mig
at vente paa mig, om det saa varede aldrig saa lnge.

Mikkel turde ikke rre sig, saa ilde tilmode blev han over Otte Iversens
Forlegenhed og den Bespndthed, han aabenbart pintes af.

Hun hedder Ane Mette, sagde Otte Iversen noget efter ganske sagte.

De gik videre i Tavshed. Men da Otte Iversen talte igen, var hans Stemme
varm og svag. Det var fordi han havde faaet sagt Navnet fr.

Jeg er oppe fra Jylland, fra en lille Herregaard ved Limfjorden. Han
hostede uroligt og ventede, til Stemmen var sikker igen. Min Fader er dd
for mange Aar siden, min Moder har Gaarden. -- Han tvede, betnkte sig
tydeligt nok paa at fortstte.

Mikkel syntes, han burde give sig tilkende. Men hvorfor skulde han saa
endelig det? Han sparede fr Otte Iversen for rgrelse ved at lade vre.
Mikkel tav.

De kom forbi Nrreport. Vagten spankede op og ned med Hellebarden i Armen,
han stod stille og spejdede mistnksom efter de to Nattevandrere.

Jeg har kendt . . . vi har kendt hinanden i over fem Aar, sagde Otte
Iversen, lige fra jeg var Dreng. Min Moder vidste ikke noget om det. Det
gik saa underlig til. Jeg holdt meget af at ligge og sejle i Aaen i en
lille Baad, jeg havde, og paa den Maade kom jeg helt ned til Stranden. Hun
bor i et Hus dernede ved Fjorden, hendes Fader er Fisker. Der var det jeg
saa hende frste Gang. Hun var fjorten Aar og nsten voksen; saa saa jeg
hende flere Gange siden. Og saa hndte det, at vi laa og medede Fisk i
Aamundingen en Gang -- jeg kunde godt faa hende med ud i Baaden en Tur,
naar jeg kom derned.

Otte Iversen tav lidt og hentede Vejret. Mikkel kendte Fiskeren srdeles
godt, det var jo Jens Sivertsen. Ane Mette havde han set nsten daglig, men
som lille Pige. Da havde hun gult Haar og var rd og hvid som alle
Smaabrn. Men . . . men hvordan hang alt det sammen?

Saa lige med t, da vi ser os om, er vi drevet fra Land! fortalte Otte
Iversen videre i betydelig Sindsbevgelse. Jeg havde nok mrket, at det
blev dybt, men aldrig tnkt over det, vi laa jo og kiggede ned i Vandet. Vi
var dreven fra Land. Jeg farer til med Stagen, der var til Baaden, og vil
stde den i Bunden for at komme ind -- saa kan den ikke naa!

Otte nikkede nervst.

Det var Fralandsvind. Og der var ingen at jne -- Jens Sivertsen, Fiskeren,
bor lngere oppe, og hjemme var han jo heller ikke. Hvad skulde vi gre, vi
var saa bange frst, at vi ikke kunde sige et Ord, ikke en Gang raabe om
Hjlp. Men da jeg saa, at Baaden blev ved at drive udad, og der blev langt
til Land, skreg jeg saa lnge jeg kunde, vi gav os begge to til at grde og
klage os. Baaden hldede og skvulpede, fordi vi _sprang_, saa fortvivlede
vi var. Det er et Under, at vi ikke fik den vltet og kom i Vandet -- jeg
kunde ikke svmme den Gang; min Fader dde, mens jeg var lille, saa jeg har
lrt alting sent. Naa tilsidst blev vi jo trtte af at skrige og faa Krampe
-- ret kloge var vi jo ikke den Gang i det hele taget -- vi satte os ned
hver paa sin Toft og grd og grd. En Gang imellem, naar vi saa op, og
Landet var bleven mindre for os, tog vi paa Veje igen, saa lnge til vi
blev stakaandede og trtte. Det var en forfrdelig Fare. Vi faldt vist i
Svn i Baaden en Gang imellem, saa meget vi grd. Nok er det, vi blev ved
at drive vk. Men tilsidst naaede vi jo over til Salling paa den anden
Side.

Otte Iversen aandede dybt ud.

Samme Dag satte en Fisker os over igen. Saa gik der endda fire Aar, fr vi
gav hinanden vor Tro. Det var nu i Foraaret. Men vi er jo bleven voksne
begge to nu for lnge siden.

Han tav. De var kommen til et aabent maanebelyst Sted foran Muren. Otte
Iversen pegede paa en Sten -- skal vi stte os lidt?

De satte sig. Der var mere, Otte Iversen skulde have sagt, han sad i
Tanker. Mikkel vidste ikke noget at bemrke, han saa, hvor raadvild Hr.
Otte sad og borede med en Finger i en af Slidserne paa Knet. Der er ingen
Forskel paa ham og mig, tnkte Mikkel, vi har det ens begge to, Gudbedre,
og vi er ens.

Men jeg maa ikke faa hende, sagde Otte noget efter, dybt nedslaaet,
eftertnksomt, stdigt. Min Moder stter sig imod det, fordi det er under
min Stand. Jeg kan ikke faa Gaarden, hvis jeg gr det. Saa hrte jeg, at
Kongen lavede til Krig. Og om jeg saa skulde begynde allernederst, der var
en Udvej.

Otte Iversen havde nu sagt, hvad han _kunde_ sige. Resten, Menneskets
fortrende Lngsel efter den Pige, hvis Navn han nppe formaaede at udtale,
hans Blods Sygdom, fattede Mikkel gennem Sympati.

Hvem ved, hvad Lykken kan have til en, sagde Otte Iversen i en trt Tone.
Han hldede sig forover med de sammenlagte Hnder mellem Knene.

Gaarden er gammel og forfalden, vedblev han rusten i Mlet. Der er ingen
Skik paa nogenting. Han for gysende sammen og gabede hjt. Skal vi gaa!

De gik. Maanen var blegnet paa Himlen, Solen vilde til at komme. Der
begyndte at lgge sig en tynd, rosenrd Taage over Byen fr Gryet. Mikkel
kunde mrke paa Otte Iversen, at han fortrd sin Meddelsomhed nu. Han sagde
snart Farvel og gik.

Mikkel havde ingen Steder at gaa hen. Han lagde sig ind i Krogen paa
Kirkegaarden, det var lyst nok. Just som Solen brd ind over Byen, sovnede
han hen.




Mikkel synker


Graveren kom op paa Kirkegaarden ved Middagstid og saa det lange
ubevgelige Legeme derhenne i Ukrudtet. Han gik derhen i den Tro, at det
var en dd; men Manden sov kun, jenlaagene zitrede lige mod Solen.

Mikkel drmte, at han steg op ad et stort stejlt Bjrg, han vadede alendybt
i den lse Sne. Men da han var kommen nsten op paa Toppen, satte han sig
ned, nu kunde han ikke mere. Hjt over hans Hoved gik Stien skraat ned til
venstre; for at komme blot dette Stykke hjere op, maatte han en lang
Omvej, helt rundt om Bjrget. Han havde opgivet det, han sad plantet med
begge Benene i Sneen, og det var forbi. Stien ovenover ham stod i en Brand
af Snefog, al Bjrgets frostfine Sne var oprrt til Bunden. Ned langs Stien
kom en lang Rkke unge Piger i sorte Kaaber, og mens de under megen grusom
Munterhed fgtede sig frem i de stejlende Snehvirvler, flj Kaaberne nu og
da tilside, deres Legemer var ganske skoldrde af Kulde. De blev ved at
komme ned fra Bjrget i en uendelig lang Rkke, nogle smilede, andre lo.
Alle lignede de Susanna, og dog var ingen af dem hende.

Da Mikkel vaagnede hen paa Eftermiddagen, huskede han Drmmen tydeligt og
foruroligedes af den. Det bares ham for, at han aldrig skulde komme Susanna
nrmere, sknt han flte, at hun var hans Skbne. Mig vil det nok gaa galt,
tnkte han fuld af bange Anelser. Der hang Ulykke over ham, og dog havde
han spaaet sig selv strre Lyksalighed end de fleste andre Mennesker. Og
pludselig faldt det paa ham som et dunkelt srgeligt Fremsyn, at han vilde
komme til at d for egen Haand.

                                  *

Ikke langt fra Stejlebakken udenfor Vesterport laa Rakkerkulen. Nu i
Sommertiden stod den mestenstid fuld af Taage, saa at man ikke kunde se
Aadslerne dernede. Ved den Kant, der laa nrmest Vejen, havde Rakkeren
rejst en Stage med Hovedskallen af en Hest for at vise Folk fra at falde
derned. Mikkel gik tit forbi -- han opholdt sig helst paa Kirkegaarden
eller ved Retterstedet, hvor han kunde vre i Fred for Folk. Lidt efter
lidt kom Mikkel til at fle en besynderlig Venlighed for Hestehovedet der
paa Stagen; det var, som vidste han noget tilflles med det dde, afmgtige
Hovedben. Kraniet gabede vidt som en stadig, lydls Vrinsken fra Helvede,
jenhulerne gloede. Tndernes Blottelse manede om den evige Varme hos Satan
-- selv Nsen vilde den stikke med i sin benede Ondskab. Men Mikkel var
hemmelig til Vens med den.

En Aften traf Mikkel Rakkeren ifrd med at flaa en selvdd Helmis. Han gav
sig i Snak med ham, men Jerck vilde lnge ikke tage Notits af ham. Det var
en ordknap Mand, Jerck. Et lille Stykke henne havde han sin Hytte. Men den
Aften spiste Mikkel Hestekd ved Rakkerens Bord. Siden sluttede han sig til
ham en sjlden Gang og hjalp ham ved Bestillingen. Natmanden havde en vis
indesluttet Forstandighed i sit Vsen, Mikkel regnede ham for sin Ven.

En Dag, da de flaaede Skindet af en Hest, blev Mikkel siddende lnge med
Kniven i Haanden i dybe Tanker.

Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og kunde
ikke leve -- derhjemme paa Egnen. Anders Graa undte sig selv at aflive den,
han skd den en Armbrstbolt i Stjrnen, og i samme Nu hug den Tnderne i
Sneen. Jorden tog Hovedet frst, og saa drev Kroppen bagefter, idet
Stivelsen gik af Haserne. Ja . . . ja Jorden ved nok Besked, sknt den tier
stille. Vi har vor Forlov en Tid, og jo gladere vi er, des hellere hopper
vi paa den. Men alle Vsner er skabt i Strid med Naturen, paa Trods af
Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten fra Jorden og snydt Tyngden
for et Par Ben. Gud feder de levende, for at de skal falde des alvorligere
til Jorden, thi Gud og Satan er en og samme Person. Men Jorden . . .

Mikkel saa et hjlpelst Spdbarn ligge under sig paa Jorden, tnkte sig
det saa grant. Det ligger paa Ryggen som et Foster med Lemmerne foldet
sammen. Men det vokser for hans jne -- saa hurtigt, at han ikke kan flge
alle Enkeltheder paa en Gang. Nu er det et Par aabne fornuftige jne, der
ser op paa ham, Armene ligger hvide og fine langs Siden; se hvor lange
Benene er bleven. Nu skygges Ansigtet af Sorger, der flyver Smil over
Trkkene, sd Grumhed, Angst, Raadvildhed. Hnderne er allerede store og
brune. Bedst som han ser fra Terne op til Hovedet, svinger Skgget sig som
en mrk Drive om Underansigtet, Panden hvlves af Smrte. Det er en moden
Mand nu, han ligger stille et jeblik kun optagen af sit Indre. Og da er
han allerede gammel. Skgget graaner, Haaret gaar ud. Knene rager spidse i
Vejret. Alt er Rynker, Kdet visner under Huden -- og pludselig springer
den sorte Ramme ud om Alderens Ynk -- et Glimt af de gule Ben, og Laaget
gror sammen under en Regn af Jord.

O, Jorden henter sine, den hvirvler dem omkuld og strkker dem endelangs
paa sin Skal. Faa kun Hul et Sted paa dig, og dine Sideben skal svuppe mod
Jorden, du skal smkke mod Grunden som en Stolpe, hvis Rod er raadnet hen.

. . . Da Anders Graa havde skudt Hesten, fik Rakkeren den til Behandling.
Han slagtede og parterede den ude i Sneen, Mikkel stod og saa til.

Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det
aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt op over Bakkerne laa den hvid
som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skr og hvad der var
snebegravet Land. Det var saa koldt, at Sneen knirkede hjt under Fdderne,
Kulden tsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem Engen krb
Aaen aaben og sort, ulgeligt levende midt gennem den ihjelfrosne Eng.

Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den.
Blodet laa i en stor brun Pl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrde
Fraade frs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vldede en Farve ud af
den dampende Hestekrop, Kdet spillede i dejlige blaa og rde Farver. Og se
Trvlerne blev ved at rre sig, fare sammen og sklve mod Frostluften, de
overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den svirpende Ild. Det lange
Luftrr kom for en Dag, Kindtnderne laa synlige som fire Linjer mystiske
Bogstaver. Der kom en fin lyserd Hinde frem, den var mnstret med
mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land set hjt oppe fra. Da Brystet
blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt
og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vgge, det gule Fedt stod fra
Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt
andet brunt i Verden, Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og
Mlkevejen. Og der var mange flere skre Farver, blaa og grnne Indvolde,
teglstensrde og okkergule Dele.

Alle sterlands frodige, raa Farver; gult som gyptens Sand, turkisblaat
som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver
blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.




Otte Iversens Fald


Kbenhavn blev mere og mere opfyldt af Mennesker, alt som Varmen tog til.
Lensmndene var kommen med deres Folk og laa i Kvarter rundt om, de
indkaldte Bnder kom i store Flokke til Byen hver Dag, Byen svedte af
Forberedelser til Krigen. Saaledes stod Sagerne tilfldigvis -- uden stor
indre Ndvendighed -- hver voksende Sommer bragte i Flge sin Natur Uro og
Sammenpakning med sig. Ved det Lag Rugen drer, sidder Bnderne hvert Aar
paa Trappestenene i Kbenhavn, flokkevis, og hver Mand sidder skinsygt paa
sin Madpose. Store Melmader fra Ringstedegnen eller fra Himmelbjrget
kommer for en Dag helt vinde og skve af at vre gemt saa lnge, spegede
Flyndre fra Blaavandshuk fortres i Naboskab med Rgelaar fra Hedeegnene.
Ryttere, Tyskere, Junkere svrmer paa Gaderne fra Morgen til Aften -- det
er Juni Maaned, den Tid, da man stimler, Skibene ligger rede, Kongen
indtager Sverig hvert Aar paa denne Tid.

Dagen fr Hrens Afrejse i Mrkningen -- Mikkel Thgersen bukkede sig efter
et Flskesvr, der var bleven smidt paa Gaden; lngere henne fandt han
Skindet af en Blodplse. Han var paa Vejen ind i Byen i et vist rinde, han
bar en Seddel paa Brystet, som han havde skrevet i Morges.

Just som Mikkel kom forbi en hj Trappe, fik han et susende Rk over Nakken
med en Kp -- det var en velkldt Mand, der stod oppe udenfor sin Dr og
trak Aftenluft. Mikkel var kommen ham for nr. Et Par vrede Ord fulgte med.
Nu, Mikkel skuttede sig, Slaget havde ramt ham paa det mme af Rygbenet.
Han gik et Par Skridt -- det var maaske et godt Varsel for det, han havde i
Sinde. Men pludselig vendte han om, greb Manden deroppe i Foden og rev ham
voldsomt ned, saa han kom til at hnge i Skrvet paa en Stavre af
Rkvrket, gav et hjt Skrig og besvimede. Mikkel tog tilbens om et Hjrne.

Ah -- sa . . . se til ham! ld det fra den anden Side Gaden -- da skal! --
hje Raab. Mikkel blev skarp forfulgt, men han lb og lb, og han stansede
ikke, fr han med et Hop var over Diget og inde paa Kirkegaarden. Her lagde
han sig forpustet i Leje mellem Gravene.

Det var ikke videre mrkt endnu, Mikkel tnkte forelbig kun paa det
Plseskind, han havde fundet, han tog det frem og gjorde sig tilgode med
det. Mikkel havde ikke fr vret paa Kirkegaarden i Mrke, det var om
Dagen, han sov der. Han blev aarvaagen, efterhaands som Mrket tiltog, han
saa sig om og begyndte snart at sklve af Ophidselse -- rask lagde han sig
ned og stak Hovedet i Ly af det hje Grs.

Da han havde ligget noget, hrte han en knistende Lyd -- nu stod Satan
bjet over ham og lo. Mikkel saa vildt i Vejret, der var ingenting.

Kirken ragede sort og usalig op mod Himlen, utydelig som en Klump fortttet
Mrke. Mikkel rystede af Rdsel, han satte sig op og paakaldte ufrivilligt
den Onde, han bandede rasende -- i hede Helvedes Navn! Der laa Gravene
tavse og mtte af Ondskab, Kors og Sten grinede med raa Fortrolighed i
Mrket -- alt det ildesindede, der er usynligt og som triumferende lader
vre at vise sig, svvede i Nrheden og blste efter Mikkel. Han bvede,
han saa truende frem for sig og hviskede Satans Navn i sin Hede.

Mikkel tvang sig til at se i en og samme Retning i lngere Tid, fristet af
sin Ddsangst til at blotte sig og give Helvede frit Spil bagved. Naar han
nu vendte sig, stod der en led Abe lydlst groet op af Jorden -- han vendte
sig bragt til det yderste af Banghed, men der var ingenting. Tnderne
klaprede i hans Mund. Men den vilde komme, han vilde ligge under Dyret og
vrge sig forgves. Ingen Forklaringer, ikke et Ord, men Dyret hver sin
laadne Haand op over hans Hoved, spiler to Fingre fra hinanden og sigter --
Mikkel faar Tid til at tnke efter, om der dog ikke gives noget Middel mod
denne hadefulde Magt, dette Fingerpar, der sigter paa hans jne -- Ah nej!
Ah! Den Onde begraver begge de strakte Fingre i hans jne. Ah! Igen.
Afmgtig sidder Mikkel paa sine Kn og knejser op -- Ah! Den Lede begraver
begge Fingre i hans jne.

Lnge skede Mikkel de fejge Magter ud, kom an! -- og han var mere angst
end den fortvivlede Spurv, der vil forsvare sin Unge foran Hundens Gab. Men
Ondskaben om ham mente at tie ham ihjel. Alle Korsene stod mageligt stille
som en Kapital af Skrk og Forbandelse, der er sat paa Rente og Renters
Rente, selve den mrke Luft hvilede sit Indhold af giftig Spot om ham,
Mrket gik bagfra og stak ham. Intet gav sig tilkende, den stille Grusomhed
vilde ikke give ham Naadestdet.

Ja ja, i Djvelens Skind og Ben, Mikkel lagde sig ned og svor at faa Ro paa
sig. Han flte ind paa Brystet, om Seddelen var der. -- Men allerede nu
havde Tvivlen faaet Overhaand. -- Mikkel var af Natur en Hedning; det
eneste, han og hans Slgt i Grunden havde nemmet af Religionen op gennem
Tiden var Ederne -- mon det betd noget det hele?

Men bange var han, knuget af Bvelse, han laa de Timer inden Midnat og blev
febersyg af Skrk. Koldsveden sprak ud af ham, Draaberne faldt fra Haar til
Haar paa hans Bryst, Skrkken slog sig ls i Maven paa ham, saa han paa
Stedet maatte fje Naturen.

Og Tiden krb frem, det blev mrkere og mrkere. Stilheden tiltog. Alt
forandredes umrkeligt og uigenkaldeligt som for n, der dr. Luften
strknede ved den mindste Lyd. Rdselen sad i Luften med Ansigtet rakt
forstenet frem og med vidtaaben Mund.

Da de tolv Slag endelig rungede oppe i Taarnet, var Mikkel saa syg, at han
djede med at rejse sig. Han havde slaaet det hele hen, det var umuligt,
der var ingen Fornuft i det. Men han vilde alligevel gre det, sknt han
ikke troede paa det lngere. Og Mikkel listede hen til Kirkedren med sin
Pergamentstrimmel i Haanden, hvorpaa han havde skrevet Forsvrgelsen. Han
bjede sig ned mod Nglehullet -- og for straks tilbage, ramt af en kold
Luftstraale under jet. Men uden at bie lngere blste han ind i
Nglehullet og bankede tre Gange med Knoen paa Dren, idet han nvnede alle
den Ondes Titler og Grader.

Satan hyttede sig, han kom ikke.

Saa drog Mikkel et dybt, skamfuldt Suk og skruppede af.

                                * * *

Det hndte samme Dags Middag, at Otte Iversen gik gennem Pilestrde og fik
Mendel Speyers Datter at se. Han var optagen af sine Tanker -- i Morgen
skulde han afsted, Ane Mette, hvordan levede mon hun, Ane Mette med det
dyrebare gule Haar? -- Da saa han Susanna. Han gik videre uden at fstne
sig derved.

Om Aftenen sad Otte Iversen ude hos sin Hest. Hele hans Udrustning var i
Orden, alt var rede. Hvad skulde han saa videre tage sig til; Hjrtet sad i
hans Hals, rolig kunde han ikke vre for Hjemve og Lngsel. Det var
allerede bleven sent, men hans Blod vilde ikke lgge sig.

Han gik ud og strejfede i Gaderne, han kom gennem Pilestrde forbi Haven,
hvor han havde set et Glimt af en ung, sorthaaret Pige. Og han ruskede
vredt to Staver ud af Stakittet, brkkede ind og kom som en Hjort
hovedkulds gennem Buskene ind i Gangen. Tilvenstre for ham ld et let
Skrig, han hrte nogen flygte, en Kjoles blde Bulder, da sprang han til
over Grs og Ukrudt, sporede mere end han saa, smuttede om et Tr og
fangede hende.

Han slap jeblikkeligt igen og lod Armene synke. De stod lidt foran
hinanden, han kunde ikke se hende tydeligt, men han hrte hende aande
hurtigt. En Kvist, der var bleven trykket ned, slap og gled op over Ottes
Ansigt med laadne klige Blade.

Pludselig gjorde hun en hastig Bevgelse som for at undvige.

Nej, stammede Otte sygeligt bnfaldende, han rakte i en Fart begge Arme ud,
en paa hver Side af hende.

Hvad, hvad . . .? hviskede hun hst. Dirrede hun, strakte hun sig paa
Taaspidserne -- Otte saa hende og kunde dog ikke skelne hende i Mrket
under Tret. Da lagde han sin hjre Haand i hendes Haar, der var koldt af
Dug. Og han sukkede klagende. Tog saa Haanden til sig og spurgte sagte:

Hvad hedder du?

Susanna, svarede hun aandelst hviskende. I samme Nu satte hun til Siden,
tumlede mod Tret, rullede bag om det, og var borte. Buskene raslede
strkt, fr de lukkede sig efter hende, og blev ved at nikke. Og endelig
var alting stille.

Otte Iversen saa op. Sommerhimlen hvlvede sig over Haven, de fromme
Stjrner funklede. Gavlenes mrke Trekanter stod paa hver Side. Hun var
borte! Otte gik langsomt, kvlende trang om Hjrtet ud mod Gaden igen. Hver
Gang han rrte op i det dybe Grs med Foden, flte han en sval Lugt af
Urter og Grs. Nej, Otte kunde ikke forlade Haven endnu. Han gik bag om
Buskene ad Gangen og kom til et Hyldetr, som var hult ind mod Haven.

Der havde hun gemt sig inde. Otte fandt hende, idet han famlede sig frem
med udstrakte Arme, hans Hnder stdte mod hendes Haar. Hun gav ikke en Lyd
men trak Hovedet helt ned i Skuldrene, hun rystede. Otte lagde sig paa Kn
og vilde omfavne hende, men hun trykkede sig haardnakket ind i det ttte
Grenevrk, Otte flyttede sig efter hende paa Knene og stdte mod Kanten af
et Bord, der var derinde.

Susanna, hviskede han. Susanna. Han gentog Navnet og var bleven roligere.
Hun sprang hurtigt op. Men han holdt hende fast med begge Armene om hendes
Kjole og Kn.

Hvem er du? spurgte hun bvende.

I Stedet for at svare lo han dmpet, fortabt, han mrkede Varmen fra hendes
Legeme; hendes Kjole var ru og grov at fle paa, men han blev lykkelig i
begge sine Hnder derved. I sin Glde rakte han Armene op om hendes Liv og
tvang hende i Kn foran sig, han fattede hende varsomt om Haaret og de hede
Kinder og vilde dreje hendes Ansigt om til sig. Han fik det ogsaa vendt --
da narrede hun ham og snoede rask Ansigtet den anden Vej. Otte tvang igen
hendes runde modstrbende Hoved om -- da gav hun uventet efter og fik
Ansigtet gemt til den modsatte Side.

Nej -- nej, hviskede Otte henrykt, han kom i sin gode Ret, han brugte Magt
og trak hende til sig, men hun stemmede baade Kn og Albuer imod ham -- han
rkkede Halsen og naaede til at kysse hende, inden hun vidste af det, han
kyssede hende endnu en Gang og fik ikke andet end en lille haardtlukket
Mund at smage -- men da strakte hun sig langsomt, godvilligt ud under ham,
og han havde hende i hele hendes ydmyge Lngde, smal og fjelig i sin Favn.
Otte kyssede hende igen, og hendes Mund sprang ud som en Rose med mange
svulmende Blade. Det lb ham harskt gennem Svlget, han hummede sig sky.
Endnu engang kyssede han Susanna og mdte hendes Ild, og da blev han mod i
Viljen, han hldede sig dybt forstemt ind mod Hyldetrets kolde Lv. Men
Susanna lagde sit Hoved paa hans Bryst op under hans Hage.

Saaledes sad de lnge. Der var stille i Byen. Midnatsklokkerne faldt ind
med dybe rungende Slag.

Imorgen rejser vi, sagde Hr. Otte. Det var der ikke noget ulykkeligt i, og
det kunde ikke vre derfor, Otte lftede Susannas Hoved med dybe Suk.

Srger du over noget? spurgte Susanna.

Hvad? Hans Stemme ld som en Klang. Ja, svarede han lnge efter tonlst.
Susanna bed og kyssede Knoerne paa hans Fingre.

Otte hrte Skridt paa Gaden og lyttede skarpt et jeblik -- de holdt op, og
han glemte dem igen.

Men det var Mikkel Thgersen, der nu stod udenfor Hyldetret. Han var
kommen og havde set Hullet i Stakittet. Og han blev staaende paa Stedet,
til han hrte Kirkeklokken ramme Et ud over den sovende By. Da kom de to
frem, og Mikkel kendte Otte Iversen. Han saa dem svbe sig mellem Buskene
ind i den de Have, hvor gamle skve Stammer stod i det duftende Vildnis,
graanede Urvsner, der rakte Grenene hid og did, som vidste de ikke,
hvorhen de skulde pege i deres knoklede Livsvisdom.

Otte kom op ad Stigen til Susannas lille Jomfrukammer, hun ledte ham ved
Haanden. Her, hvor det frie Sommernatslys faldt ind ad Lugen, saa Otte,
hvor hun var dejlig, mrk og hvid som Natten og Dagen, et Solbarn fra en
Verden, han ikke kendte -- se hun var skinnende hvid og skygget af gylden
Brunhed, som havde hun vret helt solbrndt, fr hun voksede til og blev
hvid. Og hendes Blod var som Natten og Dagen, vildt og uskyldigt -- Otte
bjede sig blndet af hendes Gld, han skrmmedes ind i sig selv og
mindedes Ane Mette. Men jo mere ddelig sorgfuld han blev, des rigere
straalede Susannas Flelse, Fryd og ngstelse, hun blev lyksalig ved denne
lyssky Smrte, hun elskede ham, fordi han tav og havde jnene fulde af
fremmed Fortvivlelse. Tre Gange lokkede hun ham, lysende af mhed, med sin
gulbrunt skyggede Barm, og tre Gange veg han tilbage, som skulde han d.
Indtil han snderknust og hemmeligt grdende tog hende i Favn.

Vgteren sang nede paa Gaden -- vor Klokke er slagen fire! Langt borte
blstes der paa Trompet gennem det hvide Morgenstille. Da tumlede Otte
Iversen afsted. Udenfor Haven lb han lige i Armene paa Vgteren og fik et
Par gnavne, lysvaagne Ord i rene. Han skyndte sig bort. Det var en taaget
Morgen. Hr, Hestehove skrabede paa Stenene i de lukkede Gaarde, nu
begyndte de allesammen at gre sig i Stand.

Lidt Lys trngte hist og her ud gennem Drsprkkerne, og der ld sagte
Klirren af Vaaben, nu stod de inde midt paa Gulvet ved Lys og hgtede
Harnisk paa . . . Otte Iversen lb tvrs paa for at komme til sit Kvarter,
han vilde til Verdens Ende straks paa Timen, lukt paa Hovedet ud i Slag og
Spektakel -- han maatte syde ud af sit Hjrte, hvad han havde gjort,
glemme, glemme. Medens han lb, klemte han uvilkaarligt jnene haardt i,
fordi han blev ved at se hende, der havde taget saa flammende krligt imod
ham, han flte hendes Hnder endnu i sit Haar. O, hun havde trykket hans
Hoved saa fast, saa fast mod sit Bryst -- og selv grd han i Smug ved
hendes Hjrte . . . Otte sprang en Alen lige op i Luften ved Tanken som
ramt af en Kugle. Han lb forstyrret gennem de morgentaagede Gader.

I sin Blindhed lb Otte vildt og kom ind i en snver Gyde, han gik
langsommere og faldt til at lette sin Strubes Kval ved at grde lige frit
op af Halsen. Han flte sig truet paa Livet af Pine og satte i Rend igen.
Da saa han et smudsigt Lys i Taagen, det var fra en oplyst Rude i et lille
fattigt Hus. Og ligesom et Barn falder paa at pille Kalk af Vggen i sin
overvttes Graad og Sorg, gik Otte Iversen hen til Ruden og kiggede ind ad
et lille, trekantet Hul, der var ved Rammen.

Han saa en lav, uordentlig Stue. Lige for stod en Mand med Ryggen til lnet
over en Stol, i Stolen sad en ung Kvinde, kun hendes lyserde rmer og
Hnderne var synlige. De to Skikkelser dkkede Lyset, som stod paa Bordet.
Netop i det jeblik, Otte skulde komme til at kigge ind ad det lille Hul,
saa han Manden lfte sin hjre Arm paa en snigende Maade -- og det saa ud,
som om han lagde den venstre Haand over Panden paa hende, der sad foran ham
paa Stolen -- Herre Jesus! og der skar han med en stor rund Bevgelse
Halsen over paa Kvindemennesket; der ld et kvalt gurglende Kvk. Og Manden
vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit Offers Bryst, lod den sidde,
og paa samme Tid stemmede han Knet mod Stoleryggen og vltede den med den
drbte over mod Bordet. Lyset slukkedes.

Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud mod
Gaden. Saa tog han tilbens og lb, indtil han uden Hue og med Haaret
piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter. Han stormede fuldstndig
trstesls ind i Stalden til sin Hest.




Stenene bres af By


Nste Dag var Hren borte, Kong Hans med sine Mnd, Landskngte og Bnder,
Faner og Sporer, Bsser og Madposer, alt var fejet ud af Byen. Gaderne laa
grelt folketomme fra den ene Ende til den anden. Luften, der fr genld af
Jernlyd og Pral, tav angrende stille. Nu da Faren for tilfldige Spark var
bleven mindre overhngende, tonede Hunde og Svin tappert frem allevegne og
snusede i Affaldet, der var bleven tilbage efter Hren. Byen kunde i
Almindelighed vende sit Blik indad. Samme Dags Middag blev Galgen udenfor
Vesterport pyntet med to forgemte Misddere, en stor og en lille. Der blev
sat Undersgelse i Gang i Anledning af flere Forbrydelser, som var bleven
begaaet om Natten; blandt andet havde man fundet Hamborg-Lotte dd i sit
Hus med overskaaren Hals. Der var gaaet adskilligt for sig den Nat, som
tnkeligt kunde vre. Mangt et Hjrte var vel bleven rrt paa forskellig
Vis ved Tanken om den nre Afskedsstund. Den der er vk, bliver ikke hngt.

Hen paa Eftermiddagen havde der samlet sig et lille Oplb foran Raadhuset.
Der sad to i Stokken, en Mand, som havde stjaalet, og en Kvinde, der var
blevet grebet i Hor. Hun var meget ung og over al Maade kn, det var Mendel
Speyers Datter Susanna. Vgteren havde fakket hende tidligt om Morgenen,
ligesom hendes Kunde var lbet fra hende. Han havde lnge haft Kig paa
Susanna, over det Folk skrev saa umiskendeligt paa Hushjrnet om hende.
Vgteren var enjet; en Sklm havde stukket hans ene je ud under en natlig
Hurlumhej en Gang . . . hvis Susanna Mendelsdatter nu havde vret dansk,
saa man kunde stole paa, hun drog Nring til sig, der blev i Byen, vilde
Vgteren sagtens have vendt det blinde je til her; han havde velse i at
skifte Ret og Skel. Men Susanna var en udenlandsk sort Ting. Nu blev hun
altsaa stillet til Skue, og naar Folk havde spyttet paa hende, skulde hun
bre Sten af By.

Folk stod i rund Klynge om Stokken, og der kom stadig flere. Tyven sad
aarvaagen og snar i Blikket, kom nogen ham for nr, kftede og fraadede han
med alle sine hvide Tnder snappende ud i Luften som en gal Hund. Selv
begge hans Fdder, der stak ud af Hullerne i Blokken, dirrede af Raseri.
Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trkkene, fik en forgrmmet Mine
. . . og opdagede i det samme en halvgammel pn Mand, der nrmede sig ham
med en Spg paa Lben -- raj raj raj, der bed Fangen saa lynsnart og
tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i Forskrkkelse. Folk tog
sig et Grin. Og se, den pne Mand forhrdedes i Ansigtet, blev hadsk om
Munden, han saa efter, om den bevbnede Vagt passede paa -- og gav Fangen i
Blokken et Spark i Nse og Mund, hvorpaa han med et ondt Blik drejede sig
-- se til Skidtet! -- og gik. Tyven blinkede tre-fire Gange, saa
staalblankt efter ham og knuste Tnder men gav ingen Brl af sig. Der blev
en lighvid Plet paa hver Side af hans Nse.

I passende Afstand, fire Huller, fra Tyvekngten sad Susanna. Fdderne, der
var ngne, stak i Blokken; mere end n flte sig fristet til at kilde hende
under de smaa allerkreste Fdder. Hun havde en grn Kjole paa, over hendes
Skuldre havde man lagt en grov Sk, der skjulte Armene. Hun sad aldeles
urrlig stille med Ansigtet bjet ned mod Brystet, det svre sortebrune
Haar var fuldt af Spytklatter.

Noget til Side stod den gamle Mendel Speyer. Han var i sort Jdekappe,
Skgget hang ned fra de lange, bekymrede Trk, han stod duknakket og talte
med en ung sortsmudset Mand, som ingen kendte noget til. Det var en med et
stort purlet Haar og rdligt sorte Rottejne, han var mager som en Kniv.
Han var Kbmand i Helsingr; Mendel Speyer havde faaet Bud efter ham siden
i Morges.

Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store Stene
sammen. Der gjordes saa ikke flere Omstndigheder behov. Men frend de
lste Susanna af Stokken, nrmede hendes Fader sig tvende og tvivlraadig
-- han saa med sine dde jne op paa Vagten og derfra ned paa et Par smaa
Sko, han havde i Haanden, og saa ned paa Datterens bare Fdder -- og samme
Tur om igen en Gang. Vagten stttede sig til Hellebarden og rrte ikke sit
glubske Overskg ud af Stedet, sagde ikke nej -- men betd det ja? Mendel
Speyer nlede og var hele Tiden fattet paa et Tilbagetog, mens han hastigt
og ubehjlpsomt bandt Skoene paa Susannas arme Fdder. Han gav hende
Haanden og hjalp hende op. Saa maatte han af Vejen.

Jerck rrte ikke en Muskel i sit gule Mandsansigt, idet han lagde Rebet
over Nakken paa Susanna. Der var forresten dem, der mente, at Stenene var
valgt lovlig smaa.

Toget satte sig i Bevgelse. Forrest gik Jerck og Susanna. Paa den anden
Side af hende rokkede Mendel Speyer; noget bagved kom den unge Morian, han
havde talt med. Derpaa hele den glade Svrm af rlige og renlivede Folk fra
Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter, Barselkoner og Mer. Ned ad
Vimmelskaftet gik det langsomt, langsomt, thi Susanna ravede under Byrden.
Hver Gang hun vaklede, for Mendel Speyer op med sin brune Knoglehaand for
at faa Lov til at sttte, og Smrten trak sig over hans Ansigt som efter et
Piskeslag.

Morskaben var rigtig gavmild idag -- sese, Storken var nok ogsaa kommen
paa Stvlerne. Det rde Skrmsel dukkede frem ved Hjrnet af Helliggejstes
Kirke, Ungdommen hilsede ham straks velkommen. Men han slog fra sig den
Gang og stak med Pigkp, Drengene spredtes under forargede Skrig og lod ham
gaa i Fred. Storken havde nok faaet Overskg i Ansigtet, fastslog Folk
smaaleende. Se kuns, hvor travlt han havde med at komme hen og se Pigen.

Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Dre og Vinduer. En
ung Gesel lb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han
gav et vittigt, blufrdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den
i Vejret, saa at hun blottedes til Bltestedet. Men hvorvel Folk tog dette
for vellykket Humor, maatte det ikke vre, det var utilstedeligt, Jerck
vinkede alvorligt med jenlaagene til den muntre Svend og gik nrmere
Susanna for at vrne hende mod Ljer. Idet Jerck saa sig om, bemrkede han
Mikkel Thgersen. Men Jerck gjorde ikke Mine til at kende ham.

Susanna kunde nppe bre Stenene lngere, hun rystede af Trthed, hendes
Kinder blussede som Purpur af Anstrngelse. Et Stykke inde paa stergade
slog hun for frste Gang de store blanke jne op -- og straks brast hun i
Graad -- og stod stille. Da lettede Jerck uden at mle en Stavelse Byrden
ned paa Jorden og stttede sig ventende til sin Kp. Mendel Speyer hviskede
hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han
talte sig bestemt: Susanna bjede Hovedet og grd ikke mere.

Saa gav Jerck hende Stenene at bre igen, og de naaede ud gennem Porten.
Her lste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med
hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen, vilde
hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn, Fader og
Datter steg op tilligemed den fremmede Jde, og de krte bort.

Mikkel Thgersen fulgte bagefter.

Det elendige Kretj kom ikke rask af sted; Kusken, en lille Bonde med
solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrdent til sit g og hyppede
overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste Stvet
paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den prsterede. Det
gik snart Fod for Fod igen.

Det var en tr Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa
Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i den
varme Blst. Sundet gik mrkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede sig i
den klare Sommerdis. Men Solen hldede til Vest, det kunde snart blive
Aften.

Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig en
eneste Gang.

Et Par Mil fra Helsingr tog de ind og bedede i en Kro, Mrket var falden
paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke endnu ud mod
Aftenrden, den klagede, skndte, mjavede utrsteligt som en Kat, der gaar
rundt ved Udhusene og ryster Dugstnk af Poterne og leder og leder efter
sine dde Killinger.

Mikkel Thgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte sig
hen paa Fattigmandsbnken under den store Lind. Da der noget efter blev
tndt Lys inde i Sknkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den aabne
Dr. Han lige blot saa derind.

Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til hende.
Gamle Mendel lod til at ville overbevise og trste hende med hele sin
Erfaring, han talte saa dulmende, hans Holdning udtrykte al den Omhu og
Lngsel efter at hjlpe, en Fader kan vise sit Barn. Den unge Jde med det
store Krlhaar og de kolde jne faldt ind, idet han bevgede Hnderne i
vidt og bredt bevisende Figurer -- var det ikke rigtigt, var det ikke
sandt? Men Susanna overhrte vist alt, hvad de sagde.

Hun sad med Hnderne foldet over Stoleryggen og med det trtte Hoved
hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Dren, hun saa ingenting. Munden
stod lidt aaben, det var hende -- den fine Skyggestreg over Munden, de
forunderlige hvilelse Nsebor. Hvor disse Trk var blde i Sorgen,
usigeligt sknne og srgmodige, jnene sygeligt klare og seende . . . O men
hendes Sorg galdt ikke det, de troede -- det lidende Trk ved Munden kunde
ogsaa vre en gaadefuld Smilen, det trtte, trtte Lys i jnene var ikke
Sorg alene. Udtrykket i de forgrdte jne var delt mellem Sorg og Sdme.

Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingrvejen
Bakke op og Bakke ned. Frst da han jnede Lysene i Byen, sagtnede han
Gangen og satte sig ned i Grften. Han kunde ikke mere. Der var overgaaet
ham meget ondt i det sidste Dgn. Men det bitreste var hndet ham nu, da
han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslrede jne. Han brd sig ikke om
hende mere fra nu af. Han mindedes de modbydelige Tegninger paa Mendel
Speyers Hushjrne (som han fr hemmeligt havde dyrket i sit Hjrte) og kom
i vildt Affekt. Nej vk med hende!

Og medens Mikkel sad der paa Grftekanten, kom hans Livsdrift et jeblik
til at staa alene, han kastede sig ned i Grften og stnnede af Angst. Men
han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de
krvede Objekt. Og saa vendte al hans Smrte sig da til Had, Had mod ham
Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lgge Otte Iversen de. Han blev
straks roligere og begyndte i Tanken at martre og drbe . . . saadan og
saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde han
se ham traadt flad af Ulykke og brkket Led for Led.

Mikkel Thgersen vaagnede af sine brndende Hvndrmme ved at hre Vognen
komme langt borte, Hjulene peb i den stille Aften. Nu naaede de op over
Bakken, Mikkel hrte Kuskens Psi psi -- han rejste sig og gik ind i Byen
saa hurtigt han evnede. Samme Nat fik han Lejlighed med en Skipper til
Grenaa. Da Fartjet lb i Vindstille under Kullen, laa Mikkel Thgersen i
Forrummet og sov, som skulde han aldrig vaagne mere.

Da Solen kom, var det fremdeles totalt Vindstille. Skuden var drevet noget
nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og hans to Mand
lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.

I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker l op fra Rummet og vkkede
Mikkel. Mikkel gned jnene og saa sig blndet om paa det spejlstille Vand.
De ryddede tilside paa Dkket og begyndte at drikke. Og Mikkel blev fuld,
fr han endnu var rigtig vaagen, udsultet og lidende som han var. Han svang
Kruset og gik rent fra Samlingen. Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede
ganske alene.

Jeg er for lnge siden solgt til Undergang, raabte han saglende og
gispende, jeg er saa arg en Sjl, at ikke engang Satan vil eje mig -- men
det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele, naar
jeg ikke vil lngere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra! Kom I til
Festen med mig, alle I dde og halte, der er brndt ihjl og slaaet for
Panden, hej Bordet er dkket, sg Plads allesammen som I er, i
Kisteklderne -- her er Plads for dem, der har Kinderne hngende i Laser og
Haandbagene sat med Smaasten -- kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra
Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart genglde Besget. Hvad
bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hrer ingen til lngere, jeg er
fuldstndig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er en Fugl
til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar bestiger Tronen
i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke lngere se ud af jnene, Farvel,
Farvel!

Fartjet laa fuldstndig ddt paa Sen i Solskinnet, der var ikke anden Lyd
end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mnd morede sig meget godt, Mikkel
drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa Dansk og snart paa Latin, til
han endelig drev om paa Dkket og sov igen.




Hjemkomst


Det var i Hbjrgningstiden, da Mikkel Thgersen kom hjem til den Dal oppe
ved Limfjorden, hvor han var fra.

Ntterne blev ikke videre mrke, og Varmen aftog kun saa meget, at Engen og
Aaen hylledes i Taage, naar det blide Tusmrke faldt paa. Het blev sat i
Stak inde i Engene, og de unge Folk fra tre omliggende Landsbyer blev der
om Natten. Hver Aften sent ld et Raab fra de Kourum Ungfolk: Gaa til
Senge! Raabet gik fra Stak til Stak. Noget efter svarede en fjrn varm
Pigestemme langt borte fra Graablle Hstakke: Gaa til Senge! Ekko
efterlignede Lyden oppe i Bakkerne som Trolde, der stammede. Og saa ld det
uendelig fjrnt og kun i traadfine Brudstykker: . . . til Senge! Det var
fra Thorrildfolkenes Stakke dybest inde i Dalen.

Ga ga, sang det oppe i Brinkerne. Taagen tttedes over Aaen. Natten laa
guddommelig rolig, Himlen slrede over den rene Stilhed.

Denne Dal strakte sig i Vest og st fra Fjorden en halv Mil ind i Landet.
Ved den stre Ende laa Herregaarden Moholm, som Iver Ottesens Enke havde,
hende tilhrte ogsaa baade Dalen og Landsbyerne.

Et lille Stykke fra Fjorden havde Thger Smed sit Hus og sin Smule
Vandmlle. Thger havde boet der i over tredive Aar. Foruden Mikkel, der nu
havde vret otte Aar henne i den sorte Skole, havde han Snnen Niels, der
tog Haandvrket op efter ham.

Thger blev glad ved Snnens Hjemkomst. Han satte sig op paa Kisten og
faldt til at snakke. Mikkel saa, at Faderens Ben var bleven strkt
indadkroget af Gigten. Det brede, strke Ansigt aabenbarede ubarmhjrtigt
Alderdommen, netop fordi den gamle blev hemmelig bevget ved Gensynet.

Du er endda galant i Tjet, sagde Thger oprmt og blinkede til Mikkels
rde Lderbukser. Mikkel slog jnene ned og vilde ikke tage imod Beundring.

Jo, jo, enhver kan se, at du er vel holden, paastod Thger. Noget Korn
spids i Ansigtet er du jo bleven af Lsningen . . . ja Nsen har du ikke
fra andre end mig, tilfjede han lunt smilende. Thgers Nse var usdvanlig
lang, to Gange bjet som Trynen paa et Vildsvin og mangekantet i Tippen,
den gav ham et overdreven klgtigt Udtryk, som Mikkel ogsaa havde. Thger
var ellers en meget dygtig Mand, gennemklog paa mange Omraader og med
naturlige Anlg for al Ting i Verden. I sine yngre Dage havde han drevet en
Kunst, han selv kaldte at _koge_. Mikkel havde undertiden som Barn set ham
smelte besynderlige Ting sammen i en lille Potte, Uld, Bly, rde Smaasten,
Musetnder. Men nu kogte Thger aldrig mere. Hans Begrlighed efter de
vises Sten var gaaet over med Alderen, ja den var.

Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thger skemtende, og hans
Fortrolighed skar Snnen i Hjrtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt
svundne Tider -- men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang nu
for, lad os se . . . ja det er lnge siden, saa kom jeg paa det! Lige med
t, ha, ha . . . naarenstid jeg nu smeltede Opskriften med, som det hele
stod i, saa maatte det komme! Opskriften havde jeg kbt af en Vaabensmed i
Stettin -- det er ellers slemt lnge siden -- der er ingen, der nogentider
har faaet den at se. Han lrte mig ogsaa at tyde den. Saa smeltede jeg da
Opskriften i Panden tilligemed en Hoben andre kraftige Sager. Jeg fik ingen
Guld. Nej, bitte Mikkel. Og saa siden lagde det sig jo af af sig selv.

Thger Smed var bleven gammel. Den buklede Skaldepande begyndte at gro til
med Haar for anden Gang, Rundtenomskgget groede langt ved rene som paa
alle gamle Folk, og det var hvidt. Ansigtet var fuldt af blege Pletter, de
mgtige Hnder var ogsaa falmet.

En Gang imellem gjorde Thger et Stykke Arbejde i Smedjen, ellers passede
han Kvrnen; Niels stillede sig da skummel og sodet ved Blseblgen. Thger
smeddede koldblodigt og med knusende Dygtighed, han knejsede strkt over
Ambolten, fordi han var langsynet nu. Men han kunde gre Besked paa et
varmt Jern. Dog hjest en halv Times Tid, saa holdt han brat op, teede sig
som kom han i Tanker om andre Ting og gik ind i Stuen. Der sad han saa og
snappede efter Vejret og sgte at skjule sin forrderske Aandend.

Her skal du se, hvad jeg har, udbrd den gamle en Dag og rodede ivrigt op i
en lille Trbudike mellem gamle Knapskaller og Metalstumper -- hvor er den
nu henne? Det er en Galskilling, om jeg ellers kunde finde den. Jeg har
gemt den i mange Aar, til du kom hjem. Jeg kan jo ikke lse, hvad der staar
paa den, selv om mine jne var til det, det er nok latinsk. Her er den, jeg
har fundet den i Jorden en Gang. Naa Mikkel, hvad staar der saa paa den?

Mikkel bjede sig med vaade jne over den irrede Mnt og tydede
Indskriften.

Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thger yderst tilfreds med Snnens Kunnen.
Den er af godt Slv.

Tak. Mikkel tog Mnten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den.

Thger omfattede sin Sn med mangt et tankefuldt Blik de frste Dage efter
hans Hjemkomst.

Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne sidder gemt. Se
til Skomagerens Sn i Brndum! Hvor langt er han? Jeg har hrt sige, han
var en hj Mand ved Kongen.

Han er saa, svarede Mikkel uroligt. Besget hos Jens Andersen stod klart og
pinligt for ham. Men han har jo ogsaa haft Mon til at studere i Rom og
Paris.

Ja, det var'et, mumlede Thger, og hans Oldingetrk slappedes ved Tanken om
den vide Verden. Han havde selv vret udenfor men ikke lngere end til nord
i Tyskland.

Ja, det var'et, gentog han og rullede Tommelfingrene om hinanden. Saa du
noget til Junkeren dernede fra Gaarden, Hr. Otte, de kalder ham?

Sprgsmaalet kom saa uventet, at Mikkel hoppede paa Bnken. Hvem, hvor?

Vor egen unge Herremand. Kanske du ikke har set ham, han tog til Kbenhavn
nu i Foraaret. Ja det var jo ellers en noget u--sd--vanlig Historie.

Mikkel rystede paa Hovedet, han saa bort, som om Historien ikke vilde more
ham.

Ja, det var maaske ikke heller noget lig, at du skulde faa ham at se, mente
Thger videre, saadan unge Herrer og I andre lrde Folk har vel sin
Omgngelse hver for sig. Jo, han tog til Kongens By i April Maaned -- efter
eget Hoved og i Unaade med sin Moder. Han behvede det ikke, Krigsudbudet
ramte ham jo ikke, over det Moderen sidder Enke. Men han vilde nu afsted.
Og de siger, det var Ane Mettes Skyld -- ja hende kan du vel huske?

Det kunde Mikkel.

Hun er magels kn bleven, er Ane Mette, sagde gamle Thger i en ligefrem
forundret Tone og med runde jne -- saa gv som jeg har vist aldrig set.
Hun har det efter Moderen, du kan jo faa hende at se. Moderen var Datter
til strke Knud, der blev slaaet ihjel i Bondekrigen. Der blev mange slaaet
ihjel den Gang. Men Jens Sivertsen havde den fejreste Kone paa hele Egnen.
Ja vi var jo aldrende begge to, fr vi tog Koner -- din Moder og hende var
ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa . . . men hvad, nu er de dde og
henne begge to. Ja. Aa ja.

. . . Hvad han sagde til det, Jens -- ja hvad skulde han sige? Han kunde jo
ikke tage en Kp og drive den bitte Herremand fra Dren. En mrkelig Ting
var det nu, som han hngte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos Faderen og
gr Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem med aldrig
saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? -- Fruen paa Gaarden er
ikke tilsinds, sandelig om hun er.

-- Skal vi gaa ned og snakke et Par Ord med Jens Sivertsen, han vil grne
se dig, foreslog Thger nste Dag, jeg kan vel kratte hen til ham, naar vi
sejler Aaen ud.

Thger kldte sig til Turen med et uldent Klde om Halsen. Mikkel roede
Prammen, og efter at de havde fortjet den i Aamundingen, gik de Resten af
Vejen til Jens Sivertsens Hus.

Saa fik Mikkel da Ane Mette at se. Lige til det jeblik han stod foran
hende, havde han ikke kunnet forestille sig hende som anden end den lille
gulhaarede Pige med den skre Hudfarve, og nu saa han hende som ved et
Under forvandlet til en hj fuldstndig Jomfru; hendes Haar lyste i den
stille Stue, hun var hvid og skr som et Barn endnu med en rd Mund og rene
lyseblaa jne. Saadan maatte Freja have set ud.

Ane Mette gav Mikkel Haanden, han saa paa hende, til hun slog jnene ned.
Dejlig var hun. Mikkel flte sig som brndt indeni Haanden: Otte Iversen!
tnkte han -- nu skal du faa det betalt.

Thger frte Ordet, mens de var der. Der blev talt om alt muligt, ogsaa
nrt personlige Ting, men Stillingen med Ane Mette og den unge Herremand
blev ikke berrt med et Ord. Man kunde ikke se noget paa hende heller, hun
var en tilbageholden og blid Pige som alle Piger. Men hun saa ud som et
Menneske, der er blevet hvet over alle andre ved Lykke, hendes af Naturen
fine Trk havde en attenaarigs Frihed og straalede tilmed som af en indre
ung Ligevgt. Mikkel fattede, at Otte Iversen kunde stte Himmel og Jord i
Bevgelse for at faa hende -- des bedre Lejlighed var der til at gre ham
ulykkelig. Beslutningen spndte sig som en Gjord om Mikkels Hjrte.

                                  *

Du skulde haft Ane Mette, sagde gamle Thger halvt i Spg paa Hjemvejen, I
to kunde passet sammen. Ja jeg maa vel ikke sige det. Jens Sivertsen er for
den Sag ikke pengesde heller. -- Jeg har jo ikke kunnet give dig ret
meget. Om du og Ane Mette nu kunde rejse sammen til Rom -- som du snakkede
om. Jens Sivertsen har sejlet _nogle_ tusind rgede Aal til Byen i sin Tid!

Da Mikkel lod til at tage Skemten ilde op, tav Thger. Men lidt efter
afrundede han alligevel sin Drm med flgende Bemrkning: Hun er god nok
endnu, Ane Mette. De siger jo, de _elsker_ hverandre. Hvad det vil sige, er
du kanske ikke gammel nok til at forstaa. Men enhver kan da se, at Kildet
ikke er taget af hende den Dag i Dag . . . ja ja bitte Mikkel, skal vi saa
strbe at komme hjem.




Lngsel


Mikkel var kommen tilbage til det Sted, hvorfra han var gaaet ud, han sov
igen i sin Faders Hus. Han kunde igen vaagne om Natten og se de samme tre
store Stjrner over Lyrehullet i Taget og hre Sprene give sig; Biller og
Orme pikkede i det mre Tmmer. Udenfor pustede Nattevinden fortroligt,
Mikkel kendte den gode Lyd. Men ellers var der saa stille overalt oppe og
nede, at Mikkel plagedes af Suset i sine ren, det ringede, strmmede og
stred i hans ren. Medens han sov her som Barn, kunde han vaagne og hre
Stilheden koge, han tnkte sig da nogen, der rejste evigt forbi.
Sldemeders stille Gliden hen gennem uendelige Snefrer, og af og til en
spd og skrbelig Klang som af fjrne Bjlder. Senere troede han at hre
Svanerne ude fra Fjorden, efter at han en Vinter havde fornemmet deres
fine, frostskre Musik ude fra Vaagerne.

Men nu hrte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa
strk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrkkede ham. Det var
otte Aars Liv i Hjemlshed, der mindede, det var otte Aars endelige
Ingenting, der spillede Salme i hans ren og ikke vilde tie.

En Nat faldt det paa hans Sind med en usigelig tung Vished, at denne
stigende Lyd af Tomhed vilde forflge ham, indtil den en Gang i et
pludseligt Nu svulmede til et Knald, et eneste forfrdeligt Knald, som
spaltede hans Hoved og blste ham over i Usaligheden.

Mikkel lngtes hjemmefra.

Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thger. Tag ud og fisk, det er
en rosom Beskftigelse. Flg ud med Jens, eller du kan jo tage Prammen og
liste gamle Brre med dig -- han er nok taabelig men ikke saa ringe til at
fiske.

Og Mikkel sejlede paa Fiskeri med Brre, en sindssvag Tumling, der havde
vret paa Egnen i umindelige Aar. Brre var god nok, de laa dagelang ude
paa Bredningen uden at mle et Ord eller gik inde paa Fladvandet med
Gliben. Brre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med
stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tt ind i et
Hjrne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og fnise
uhyre oprmt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Brre, og den var
altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig. -- Bedst som de gik og
glibede i Vand op til Brystet, kunde Brre vende sig bort ud mod den aabne
Fjord og le og henrykke sig, saa at Vandet dirrede og ringede ud fra hans
Krop.

Mikkel tog da ogsaa ud med Jens Sivertsen, han saa ofte Ane Mette. Hun
havde faaet et lille hudlst Sted ved Mundvigen, bare Ungdom og Sundhed,
der slog ud.

                                * * *

Hvor Somren var lang og uforanderlig den samme det Aar, Dalen og Engen bar
Grs og Blomster som aldrig fr eller siden. Solen havde ikke travlt paa
sin Bane, alt levende gav sig god Tid. En Fugl flj gennem Luften nu oppe
og nu nede, som rejste den over Hj og Dal, og naar den var borte, lod den
Mindet om et sorglst Kvidder tilbage. Humlebierne dryssede ude over de
fugtige Hngemoser, Vandtgen skrev paa Spejlet over de sorte Hller i
Aaen.

Det var Uddelighedens Dal. Hedebakkerne satte Panderne sammen om den paa
begge Sider, Aaen listede sig vidtlftigt gennem den, og ovenover fld
hvide Skyer med Flyvefdderne drivende under sig.

Vandet i Aaen ilede lattermildt over de stenede Grunde og fordybede sig i
Bugterne og tav stille. Fiskene slog op, holdt deres Vejr og snappede efter
Fluer og Myg. En Skikkelse flimrede i Luften over det blanke Vand, kun et
hvidt Spejlglimt, og en dmpet Latter klang hen. Ekko spgede oppe mellem
Brinkerne.

Middagens hede Stille var dybt som Midnattens Forstenelse, thi Solens
Tavshed rugede over alt, hvad der aandede. Der var en tvungen Stumhed under
Himlens Lys, langt mere svanger med Trusel end Nattens Mrke. Oppe i den
hvide Luft flj Lykken; den faar ingen noget at vide om, fr den er dd,
dd.

Naar Skumringen omsider faldt paa, blev der saa lydt over den vide Jord.
Horsgumren kastede sig voldsomt oppe i de svimmelhje Lufte, gjrp, gjrp
ld dens Skrig i det duggede Mrke. Ude fra Moseholmen gede Rveungerne
fint og stikkende og kaldte sig selv ved Navn: Rv, rv, rv. Og pludselig
lo det oppe i Brinkerne, mangedobbelt og skrkkelig forvildet. Der blev
stille efter det, til Rveungerne tog nsvist paa Veje igen.

Natten kom. Vandet skiltes i den dybe Aabugt, og Manden dernede rejste sine
dyndede Skuldre op i Luften. Ude over de vaade Ufrer hang Ddsrigets
Aander som sorte Terner, der staar stille paa Vingerne og forsker ned i
Dybet.

                                  *

Mikkel stod i Husdren en Aften og saa ind over Engen. Der var et Lys, som
flyttede sig derude i det fjrne Mrke, en Lygtemand. Alle Folk var for
lnge siden inde. Hbjrgningsfolkene overnattede ikke mere i Engen, Het
var krt hjem. Det var i August Maaned.

Alting laa de og stille. Fugle og Dyr tav stille. Paa en saadan Aften
turde Mikkel som Barn ikke en Gang se ud af Dren til Krene af Frygt for
at faa je paa en Lygtemand. Og selv nu stod han og blev ubetvingeligt
bange, han flte sig mtaalig kuldskr, som var han sat vrgelst ngen ud
i en bidende Vind. Men tiltrods for den uovervindelige Legemsangst _maatte_
Mikkel gaa ud mod hvad der saa var i den giftige Nat. Det var som kunde han
ikke leve uden Skrk, han maatte veje sit indre Mismod op med udvendig
Skrk.

Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter, idet han gik ud i Krene.
Rdselen veg fra ham efor og strmmede sammen ebag, han gik som i svidende
Flamme. Lygtemanden foran ham blev borte. Henad Midnat stod Mikkel stille.
Og i samme Nu lo det oppe i Bakkerne, hjt galende og i flyvende Fart.
Genlyden blev ved at svare. Da faldt Mikkel ned paa alle fire og borede
Hovedet ind i sin Arm -- han krb hurtigt et Stykke, vendte sig saa ved en
kluntet Manvre og kravlede hurtigt hjemad. Frst lnge efter at det var
bleven stille, rejste han sig og gik.

-- Jeg vil ikke have, du gaar ude om Ntterne, sagde Thger Smed Dagen
efter til sin Sn, mens de sad og spiste.

Mikkel tav forblffet og nsten velgjort ved den korte Afgrelse.

Senere hen paa Dagen talte Thger om den Slags Ting. Han troede ikke paa
noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for
nr. Men det var usundt at gaa ude om Natten -- man skulde aldrig byde sig
til.

Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han. Det var blot en
Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var
det for Resten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen hrt
den?

Thger lftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der
skroller. Eller ogsaa er det Jven.

Jven?

Ja! Thger lo misfornjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har pinnede
aldrig set en Jve. Det maa du vel kende, som har lrt.

Dermed rejste Thger sig og gik ud og smeddede, saa at Funkerne fg om ham.

Mikkel sejlede paa Fiskeri. Et Stykke fra Aamundingen laa Jens Sivertsen i
sin Baad. Da han saa Mikkel, rejste han sig og raabte over til ham. Mikkel
roede derhen.

Vi har spurgt nyt fra Krigen, fortalte Jens. Der har vret en Krmmer paa
Gaarden, og vi har ogsaa faaet det at vide. Det gaar knusgodt. Kongen har
Heldet med sig hele Tiden.

Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men
Mikkel forstod, de havde hrt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke sprge
og roede bort igen.

-- Skal jeg ellers fortlle dig om Jven, sagde Thger venligt om Aftenen.

Der har vret mange Jver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger. Men
er der nogen nu, saa kommer den Brre ved. Ja, du ser paa mig, men saadan
vil de nu have det til. Ikke ham selv, vel at forstaa, men hans Vid -- som
er fra ham. Brre har jo vret forstyrret i mange Aar. Han er meget ldre
end nogen tror. Jeg kan lige huske det, han blev taabelig et Foraar, og det
var Krestesorg, der skrnede Hovedet paa ham. Men siden den Tid snakkede
de om en Jve, der skulde vre oppe i Bakkerne. Jeg har hrt den mange
Gange. I fordums Aar, da jeg brndte Salt, hrte jeg den tit om Ntterne,
naar jeg sad ved Gryderne nede paa Stranden. Mangen en Gang var Brre med
mig, og han hrte den selv. Ingen har set den. Der er aldrig nogen, der har
set en Jve og kan fortlle om den; for en dr ved at se den.




Tordenvejret


En Nat vaagnede Mikkel ved en svr Rullen i Luften og blndedes i det samme
af en blaa Lysning -- hans Fader sad fuldt paakldt paa Kisten.

Vi faar Torden, sagde Thger stille. Jeg vidste ikke, om jeg skulde vkke
jer.

Mikkel trak i Klderne, Niels vaagnede straks efter og kldte sig ogsaa
paa. Tordenen var endnu langt borte, men den rullede nsten uafbrudt; det
ld som om den i stdvis men stadig Fart kom nrmere og nrmere. Lynene
spillede hurtigt efter hinanden, uregelmssigt som en blaffende Ild.

Det vil blive haardt, sagde Thger og vendte sit Ansigt mod det lille
Vindue; der kom et Lyn, og Mikkel saa det hjtidelige Udtryk i Faderens
Ansigt.

Kan I gaa ud og tage Stigbordet op, sagde han lidt efter, at Vandet ikke
skal stemme ovenud ad al Ting, naar det kommer. Og gr Hjulet godt fast.

Niels og Mikkel gik. Det var ikke meget mrkt. Men sterpaa stod Mulmet som
en Vg, Himlen var farlig opsvulmet og sort. Lynene sprang ud deraf, saa at
smaa Sten paa Jorden blev synlige. Lysningen for helt op mod Himlen over
Hovedet, hvor den var natteren og blaa. Niels surrede Hjulet fast i
Tavshed; da det var gjort, tog Mikkel Stigbordet, og Vandet flusede ned
over Skovlene uden at kunne flytte dem. De gik ind igen og satte sig stille
om paa Bnken.

Vejret kom hastigt nrmere; en Gang imellem lste et hvidt vildt Lyn sig
blandt de bestandige Glimt, og kort efter knaldede det nrmere end fr,
Tordenen klaprede voldsomt tilbage og blandede sig med den fjrne
Varselsdundren.

Et Vindstd rejste sig udenfor og stvede op mod Ydermuren, nu slog en
vldig Regndraabe mod Ruden, flere, og det puslede udenpaa Lyngtaget.
Thger lukkede Lyren. Et hftigt Lyn gjorde det daglyst i Stuen, Mikkel saa
sin Faders klare senile jne. Og nsten i samme Nu skrattede det med
rasende Haardhed over dem, to forfrdelige Skud og en lang skarp Rallen som
af et Stenskred efterfulgt af hul Torden.

Var jeres jne, sagde Thger.

Og da det nste Lyn kom, sad Niels med Huen for Ansigtet for ikke at komme
til at se ind i Himlen og blive blind. Lidt efter lagde han sig tavs i
Seng. Det lynede, gul og grn Ild straalede ind i Stuen; Niels rykkede
Skindene over Hovedet, de saa ham ligge med Knene op mod Hagen som et Barn
i Moders Liv. Og Skra skra, der kom Knaldet saa frygteligt bedvende, som
var det Himlen, der brast ned.

Mon det var saadant et Tordenskrald, der var bestemt til at blive den
sidste Lyd, Mikkel hrte?

Lynene fulgte nu saa hurtigt paa hinanden, at der var lyst i Stuen hele
Tiden, og Skraldene gennemrystede Himmel og Jord fra alle Sider. Regnen
piskede stridt mod Taget, plaskede ude paa Drstenen, susede ned i Aaen.

Pludselig stjede Jernet ude i Smedjen, som om en Stabel skred sammen --
Naadelige Navn! raabte Thger og hvede sit hvide Hoved i en Ildregn -- i
det samme slog Lynet ned i Smedjen, de hrte som et strkt Sug, et Rabalder
og en Knitren. Saa sad de i Gravmrke et jeblik og i Lugt af Svovl, Mikkel
snappede efter Luft.

Da slog Thger Ild, strit, strit arbejdede han med Fyrtjet, til han fik
Flamme. Han aabnede Dren til Smedjen og kiggede ind. Ambolten laa vltet
fra Knobben, Kullene var blst af Essen, men det havde ikke tndt
nogetsteds.

Lidt efter sagtnede Vejret. Regnen kom igen drypvis i sin sidste Vrede.
Thger og Mikkel gik udenfor.

Tordenskyen stod over Fjorden, sorteblaa og tyk, Lynene hakkede ned og drev
Vandet i Skum. Mod st var Himlen klar og renset, Stjrnerne straalede
igen. Aaen svulmede mrk og urolig, alt var i en Vde, og Luften lugtede
svedent. Men da de kom op paa Hjen ovenfor Huset, saa de et jammerligt
Syn. Det brndte inde i Landet, det brndte paa over en halv Snes Steder,
store ganske uforstyrrelige Ildebrande lige op i Luften.

Aa! udbrd gamle Thger harmet.

Han gjorde sig hastig Rede for Beliggenheden. Det brnder baade i Graablle
og i Kourum, sagde han meget modfalden. Pludselig vendte han sig . . . Nej,
udbrd han befriet. Mikkel saa samme Vej, Jens Sivertsens Hus laa helt og
kvit nede ved Stranden. Han tnkte paa Ane Mette og blev hjrtelig bevget.
Thi hun var mere i hans Hjrte, end han vidste.

-- Der skrider Taget, mumlede Thger, som igen havde vendt sig ind mod
Landet -- det var et Sted, hvor Flammerne med et Spring pulsede taarnhjt i
Vejret.

Skyen stod over Salling. For hvert Lyn kunde de skelne Huse og tavlede
Marker derovre, det blev saa lyst, at de jnede Kornnegene, der var sat i
Traver oppe paa Hldene, og saa Blgeskummet mod Strandkanten. Lnge varede
det ikke, fr Ildebrandene blussede op derovre. Lynene straalede ned.
Thger vaandede sig saaret derved.

Det er en strng Nat for somme Folk, sagde han hovedrystende. -- Vi faar se
til Kvrnen.

Der var ingenting i Vejen. Mlledammen var stegen hjt, men Bindingerne
holdt, Hjulet stod midt i Strmmen nsten begravet af Vand. Thger gik
sukkende ind i Huset igen. Men Mikkel begav sig op paa Hjen, tankefuldt
tiltrukken af det vldige Spil.

Skyen var sunken lavt ned, Tordenen ld drnende og meget fjrn, og Lynene
havde ikke saa blndende en Kraft. Ildebrandene lyste op som grove rde
Baal rundt om i Landet.

Mikkel vendte sig mod Syd, og her saa han en hj, slret Sky, der stod op
mod Himlen som en Mur. Dens verste Kant lyste, og den var i sr indre
Bevgelse, levende, gennemkrydset af fine Naalelyn -- nu besloges den af et
rdt Skr, som steg Ilden bagved . . . og pludselig gik der lydlst et Syn
ud i det klare Himmelrum, en Rytter -- Hesten sprang med alle fire fra sig
og med Halen ligeud, Rytterens Fdder pegede i den frie Luft. Efter ham
steg en blgende Rg af Heste og Folk ud i Luften, tusind Lanser vendte sig
alle paa engang, og nye Heste og Lanser sprudede lige i Vejret, gled ud paa
de frie Baner og slyngede sig op og ned, sitrede uroligt ind over Himlen
uden en eneste Lyd. De blev ved at komme med hjtrejste Spr, svimmelhjt
oppe, lutter Hestfolk i Firspring, og de jog frem og fldede Lanserne, som
Korn bjer sig for Blsten -- de havde Hastvrk, og der var vidt at ride.
Som ved indre Pulsslag blegedes Hrene, blev glimtvis tydelige igen -- og
se nu straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog
til, vlige Kngte i udskaarne Klder og med Hagebssen paa Skuldren
skrvede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven
almgtigt stttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler krte i
Karriere, Trninger flj herrelst omkring, unge fede Kvinder vandrede
opskrtet afsted . . . snusende Hunde, Marodrer, Prster og Skyer af
Ravne! Og atter Kngte i Possement og Fljel, Fjer og opskaarne Sko, og
alle med Nsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vkst som Ganymeder,
bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskg stirrede ud, griske under
Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjrnerne . . . alle Lykkens
Ryttere, alle de umttelige Stormere, og de forsvandt som en Dug i det
bundlse Rum.




Hvnen


Mikkel Thgersen laa i Aamundingen og fiskede, en Septemberdag, da han saa
Ane Mette komme; han lagde ind til Bredden og ventede paa hende. Da hun var
naaet paa nogle Skridts Afstand, blev hun staaende og smilede, hun havde et
mrkt Hovedklde om Haaret. Mikkel hilsede, og de tav lidt begge to.
Fuglene flokkedes ude paa de graa Agre, Luften var forunderlig klar og
gennemsigtig. Alle Planter stod falmet i den slsomt forklarede Luft. --
Det var som om Mikkel og Ane Mette begge stiltiende opholdt sig ved Vejret.
Ane Mette blev frst frdig og gik til Sagen.

Jeg skulde bede dig, om du vilde se til min Faders Kroge i Nat, dem udfor
Maageholmen -- hvis jeg fik dig at se. Han er sejlet til Byen. Det kunde
ellers vre det samme, hvis jeg ikke traf dig.

Det skal jeg nok, sagde Mikkel og tog ikke sit Blik fra Ane Mette. Han
tnkte paa helt andre Ting end Jens Sivertsens Kroge. Ane Mette vendte sig
for at gaa men tvede, syntes aabenbart, hun skulde komme jvnere fra det.

Du -- du kunde grne tage en Sejltur med, sagde Mikkel og forsgte at
smile.

Ane Mette blev venligt staaende.

Det bliver saadan en mild Aften, Solen er ikke gaaet ned endnu, vedblev
Mikkel. Han saa Ane Mette ind i Ansigtet. Hun lod jnene lbe ud over
Aamundingen, og Mikkel sporede et flygtigt Liv i hendes blaa jne -- ja
Mindet, Mindet om en anden Gang.

Det kunde jeg grne, svarede hun med et altfor mildt Tonefald, og hun saa
endnu ud over Vandet i sine egne Tanker.

Kom saa! udbrd Mikkel utaalmodig. Hun overhrte det grimme i hans Rst og
strakte Foden ud efter Baadens Rling. Mikkel fik ingen Lejlighed til at
hjlpe hende, hun sprang let til og satte sig straks paa Agtertoften.
Mikkel roede ud i Strmmen.

De tav en lang Tid, Ane Mette saa ud over Vandet. Solen naaede Synsranden
og begyndte at glde. Fjorden farvedes af Skret. Det var saa stille, at
Fuglenes Fljt hrtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav sig til at tale
lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange Ord; Baaden drev
udad med den sidste svage Strm i Udlbet. Ane Mette tav igen.

Og Solen gik ned.

Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod
Skumringen.

Vi faar hjem nu, sagde Ane Mette, hun sukkede sine Tanker bort fra sig.
Mikkel svarede ikke. Hun saa op paa ham og mdte hans hvasse Blik, just som
han med begge Hnder skd Aarerne langt bort fra Baaden. Hun rejste sig med
saa smidig en Kraft, at Baaden krngede, og vendte sig ind mod Land, de var
langt derfra, allerede ude paa det sorte -- hun vilde skreget hjt men
glemte det, lammet af en krydsende Erindring -- hun gav en kort Lyd, et
Hik, og sank ned paa Toften igen.

Mikkel lagde sine ledige Arme over Kors.

Da for Ane Mette op, hun brast ud i Graad og Skrig.

Hvad er det Mikkel, hvad vil du? Aarerne . . .

De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage
dig fra Otte Iversen.

Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfrdet, hun klagede sig og grd
hjt, hun slbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred sine
Hnder op imod ham.

St dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bjede Hovedet dybt
ned i Hnderne og grd.

Mrket faldt paa. Vandet blev mrkt. Strandbredden var nppe synlig mere.
Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grn. Baaden drev lindt
afsted, det blste op, Vandet plaskede stille.

Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire--fem
Timer.

Tiden lngedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet
bjet ned mod Skdet og grd. Pludselig tog hun Hnderne fra Ansigtet og
saa op paa ham.

Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske
trt af Graad.

Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste
Mje.

Du er i mit Hjrte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg. Andet
kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke Sammenhngen, han
flte kun, hvor Smrte og Fortrd var over ham og viede ham til Ulykke.

Baaden drev sagte ud over den mrke Fjord, Landet var ikke at se til nogen
af Siderne mere.




Gengldelsen


Det var en slret Morgen, Stvregn, i Oktober, da et stort Skib fortjede
ved Kbenhavns Brygge. Det kom fra Sverig. Da Broen var bleven lagt ind,
gik flere Herrer i Land under munter og oprmt Snak, de begav sig straks op
i Byen.

En blev staaende, efter at de andre havde taget hjrtelig Afsked med ham.
Det var Otte Iversen. Han ventede paa sin Hest, der var paa Skuden. Krigen
i Sverig var heldig overstaaet, han havde tjent baade re og Fordel. Saa
havde han taget Orlov, og nu vilde han hjem, hjem.

Medens han stod og ventede paa Hesten og saa sig om, underlig betagen af at
vre naaet _saa_ langt -- der laa alle Huse og alting som for et
Fjerdingaar siden -- lagde han Mrke til en gammel Mand i en sort Kappe,
der paa en underdanig Maade nrmede sig Skibet og talte med Freren. Da saa
han Hovedet af sin Hest, to Mnd kom med den og sgte at lokke den ud paa
Landgangsbroen, den strittede imod og rev Hovedet i Vejret. Otte Iversen
vendte sig, den gamle Mand var kommen hen til ham og stod nu hfligt bjet
foran ham.

Er det Hr. Otte Iversen? spurgte han paa Tysk. Og da han fik det bekrftet,
forsvandt det krybende Udtryk fra hans Ansigt, han nrmede sig tt og sagde
med lav Stemme:

Es sind drei Monate her, dass ein Otte Iversen in meinen Garten hereinbrach
und meine Tochter entehrte -- Sie also sind es gewesen, ja ich seh' es
schon . . .

Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i jnene, han krngede
Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvs og vanskabte Ordene:

Verflucht sollst du sein auf Erden, hrest du mich -- ruhelos, schlaflos,
dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde! Du sollst verwesen,
verwesen, dein Glied verfaulen zwischen den Beinen, du sollst deinen Vater
und deine Mutter sterben sehen vor Scham, krr krr -- Unglck ber dich!
Hinwelken sollst du wie ein rudiger Hund, und dein Leichnam soll aus den
Lchern deines Sarges _triefen_. Unglck!

Den gamle Mand vendte Hviden ud af jnene, han hvede sine brune Kraller
forbandende i Vejret.

Otte Iversen var vegen tilbage. Han saa, at Hesten stod rede bagved, han
drejede sig paa Hlen og greb Tmmen. Hesten satte i Lb, og Otte fulgte
den ved Siden. Saa sprang han to Gange paa det ene Ben, fangede Stigbjlen
og hvirvlede sig i Sadlen. Faa Minutter efter galopperede han ud gennem
Vesterport.

Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed, tilstod ikke
for sig selv, at han havde hrt noget. Han gjorde sig tt, snrede Benene
om Hestens Liv og gav sig alene hen i Ridtets Fart og Std. Luften tordnede
forbi hans ren, han holdt Forgrelsen fra sig, lod den slet ikke komme
til. Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og hver Gang han kom i
Tanker om den gamle, arbejdede han med Tmme og Sporer og satte sig i endnu
voldsommere Bevgelse. Saaledes slettede han det onde Mde ud. Da han i
Sved og Damp sprngte ind gennem Roskilde, var den Ting nsten glemt, og da
han ved Aftentid red gennem Sor Skove, opkogt og skoldet af det vilde
Ridt, havde han trngt det ud. -- Frst i Korsr stod han af Hesten og
sgte Herberge, da var det blgmrkt.

Nste Morgen vaagnede Otte Iversen -- Ane Mette! sagde han for sig selv og
sprang ud af Sengen. En halv Time efter sejlede han paa Bltet i udmrket
Velgaaende -- kun utaalmodig, Hjemdriften trak i hans Lemmer som en Feber.

Over Fyen opdagede Otte sin Hest, saa at sige, han havde ikke lagt Mrke
til den fr. Hans egen brune Hest blev skudt under ham for Stockholm, og i
Stedet havde han faaet en rd, hjbenet Hingst. Satan til Dyr til at vinde
over Bunden -- men den stdte som en Trbul, ikke Tale om, den skulde se
sig for paa Vejen. Na! Pisk og Sporer bestandig. _Det_ var ikke Ottes egen
Hest, der havde vret saa bld af Gemyt og villig til det yderste, den laa
dd inde i Sverig nu . . . Ah saa skal da! Og Otte savede den rde Langben
i Mundkrogene. Imidlertid fik han en vis Agtelse for Dyret, der lb,
arbejdede og svedte ustanseligt.

Paa den anden Side Odense kom en Storm med Slagregn op fra Nord, Otte
dukkede sig og red til. Snart brast han igen i Raseri -- se om Trampeldyret
skulde lgge sig den mindste Smule, Otte maatte hnge sig ud paa Siden af
den mod Stormen, han skreg hjt til Hesten og lagde den en fem seks Valk
hen ad Halsen, til den jog i Firspring. Stormen gedes stadig. Otte drev
tnderskrende paa Hesten. Se saa stoppede den pludselig op med nogle uhrt
hensynslse Skump, Otte Iversen ligefrem hylede af Vrede. Han bedede ikke,
fr det blev uomgngelig ndvendigt. Hjem vilde han.

Staldkarlene i alle de Kroer, Otte Iversen saa sig tvungen til at holde
Hvil i, mnstrede Hesten med en egen Hjtidelighed i Kenderminen; deres
tavse Visdom sagde saa meget som: Idag Hest, imorgen Krikke.

Ane Mette! tnkte Otte Iversen paa Lilleblt. Ane Mette, sagde han hjt en
Gang, da han red gennem Skovene ved Vejle. I to Dage sloges og skrmyslede
han med Hesten op og ned ad det bakkede Land, gennem Skov og over
Vadesteder, forbi Bondebyer, Landsbykirker, Bissekrmmere, Hytter og
Ungkvg. Nu regnede det, og nu skinnede Solen. Trkfugle susede i Flokke
over de gule Skove. Det var Nattetid, da han kom til Randers, og Portene
var lukket, men han red udenom Byen, svmmede Hesten over Aaen og rejste
videre.

Og da Otte Iversen i Dagningen red ned ad en stejl Bakke, mrkede han
pludselig, at Hesten bugnede Ryggen op under ham, den brast over i
Forbenene og styrtede paa sit Hoved. Otte kom af Sadlen og fik Hestens Hals
rejst, men dens jne var allerede brustne. Den gav et Par Spjt med de
lange haarede Skanker og dde lige saa tavs, som den havde galopperet,
stridt og stejlet sig det meste af Danmark igennem. Otte Iversen tog
Seletjet af det dde Dyr og gik til den nrmeste By.

Noget over Middag naaede Otte Iversen hjem paa en ny Hest. Han kom i
Firspring ned over Bakkerne, var i faa Minutter over Dalsnkningen og
sprngte op foran Jens Sivertsens Hus, han sprang af Sadlen og vendte sig
gispende mod Dren. Jens Sivertsen aabnede den sindigt og kom ud i bart
Hoved.

Ane Mette, spurgte Otte, hvor er hun?

Ane Mette er ikke hjemme, sagde Jens Sivertsen sagte og med et tvivlraadigt
Blik -- mere, tilfjede han.

Hvad, hvad? Hvor er hun da henne?

Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blst. Han vilde til at
sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev graa
og svag i Trkkene -- han tav bestyrtet.

Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt.

Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande frem
og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten. Den snusede til ham,
Jens strg og glattede og begyndte ganske jvnt at fortlle som det var.

Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thgers
Sn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra Kbenhavn. Han
var tagen ud at fiske, kunde de fortlle, da jeg kom hjem. Saa tnkte jeg,
de kunde vre dreven til Salling.

Her saa Jens Sivertsen uvist op.

Jeg sgte og spurgte de frste mange Dage bestandig derovre, men der var
ingen, der havde set dem eller vidste noget. Det var ikke frend nu for
fire Dage siden, at jeg fandt hende; hun tjener for Pige paa en Gaard i
Vestersalling. Men hjem vilde hun ikke for nogen Sag, hvad jeg saa bd
hende, og hvor meget jeg snakkede for hende.

Jens Sivertsen snkede Stemmen.

Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var hun
jo. Mikkel . . . ham vilde hun ikke hre nvnt. Rejst vk var han jo.

Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at lse paa hans forgrmmede
Mund.

Det var jo ham, der havde gjort det, tilfjede han meget febrilsk sknt
bestemt.

Og da Otte Iversen fremdeles tav, lagde Jens endnu en Lok omhyggeligt
tilrette i Manken og smaasnakkede. Thger Smed er ikke mere tilfreds end
jeg ved dette her. Snnen er helt vk og med Vanre til. Men han har endda
Niels, jeg er alene nu. Der kan times en meget, ogsaa for det en bliver
gammel, ja der kan endda. Hvad jeg skulde sige . . .

Jens lagde Hagen paa Hestens Hals og stirrede i dybe Tanker over den ud paa
Fjorden, hvor Vandet gik koldt under de svangre Skyer. Han vendte sig
endelig igen og saa et Par jeblikke paa Otte Iversens Ansigt. Det var slet
ingen Ansigt, Trkkene var visket ud og pint sammen mod Midten som paa en
Kat, der er bleven kvalt af Rg.

Jens Sivertsen slap Hesten og gik tilside med et dmpet Ord, en Stump af en
Bn.

Men Otte steg i Sadlen og skubbede sig tilrette.

Saa! sagde han til Hesten. Og han red hjem til Moholm i Skridtgang, Fod for
Fod.




Dden


Ved Midsommertid, naar Solen staar hjest og alt er bagende stille, hnder
det, at der slaar Lys ud af Sydhimlen, i Middagsstunden; ind i det hvide
Dagslys farer Glimt, der er endnu hvidere. Just Halvaaret efter spger den
selvsamme Aand, naar Fjorden er tillagt og Landet begravet i Sne. Om Natten
jager der Revner fra den ene Ende af Fjordens Isgulv til den anden, det
lyder som skarpe Skud, som Brl af et vanvittigt Vsen.

Bnderne graver sig Kryler fra deres Husdr gennem Driverne hen til Nset.
Hvor er nu Trolde og Ellefolk, hvor er Naturens Stemme? Mon ikke ogsaa
Jven er dd og forglemt? Der er ingen Forskel mere. Tilvrelsen er svunden
ind. Blot om at bjrge Livet. Rven plumper i Snehoser ude i Egepurlet og
arbejder sig ddsforskrkket op igen.

Det er den stille Tid. Rimtaagen gemmer Fjorden indtil Evighed. Dagen lang
sukker det forunderligt ind fra Isen, det er en Fisker, der staar ensom ude
ved sin Vaage og stanger.

En Nat sner det igen, Luften er Sne, Blsten Strmme af Kuld. Ingen levende
er tilfrds. Da kommer en Rytter til Frgestedet ved Hvalpsund. Der er
ingen Vanskelighed ved at komme over, han sagtner ikke en Gang Fart men
rider i samme skarpe Trav fra Bredden ud paa Isen.

Der gaar Lynslag af Lyd under ham. Isen brler milevidt. Han kommer over og
rider ind i Landet, Hesten klver Snestormen med strakt Hals; det er en
vldig Traver, den kan smide Skankerne.

Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder ngen i de bare
Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Dden, der er ude at ride.
Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud.

Dden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i
Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer op i
Luften og er vk. Nu gaar Dden Resten af Vejen som et Menneske, der har
glemt sine Bekymringer hen og drysser aandsfravrende afsted.

Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved er
meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden og
tindrer med Perlejnene, den skrukker og ler lydlst, klapper Nbbet uhyre
vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige ved at
falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Dden med
gennemtrngende Lystighed.

Dden sejler videre. Pludselig er han ved Siden af en Mand, han slaar ham
med Fingrene paa Ryggen og lader ham ligge.

Et Lys. Dden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben
og slber sig lnge over en frossen Pljemark. Men da han er saa nr, at
Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han
er kommen, jo her hrer han til fra Begyndelsen af. Det har knebet for ham
at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind, og et Par gamle enlige
Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at det er en rejsende
Haandvrkssvend, der er udgaaet og syg. Han lgger sig straks paa Sengen
uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger paa Ryggen -- de gaar med
Lyset i Stuen og snakker -- han glemmer dem.

Han ligger lnge vaagen og stille. Saa begynder han at klage, frst sagte
og afbrudt, som om han prver sig frem, han grder men holder snart op
igen.

Men han bliver ved at klage, hjere, han jamrer med trre jne. Han ligger
i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun paa Nakken og Hlene, han ser i
dybeste Nd op mod Loftet og skriger, skriger som en Barselskvinde.
Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt. Han tier omsider
og ligger stille.




Et Gensyn


Anno 1500 var Junker Slentz paa Marsch op i Holsten med sin Garde, han var
hvervet af Kong Hans og Hertug Frederik, der agtede sig mod Ditmarsken.

Paa hjre Flj af en Fnnik gik Mikkel Thgersen. Han havde for et halvt
Aar siden taget Sold af Junkeren. Mikkel prsenterede sig godt i Geleddet,
han var lang og speget som en Knokkel, det rde Overskg gjorde magels
Virkning. Han lignede Rveren paa Korset -- ikke ham, der skulde vre med
Nazareren, men den anden. Hans Vaaben var Luntebsse og Slagsvrd, han var
ifrt blaa Fljelsbukser med Pomponer, Lderkllert og Jernhat. Hele
Udstyret stammede fra et Lig, Mikkel havde fundet paa Landevejen en
Morgenstund. Ved Siden af sig havde Mikkel Clas, som var levende endnu.

Kammeraterne sang, og Mikkel tog Tonen med efter bedste Skn:

   Gedenkst du noch, es war ein' Nacht in Bhmen --
   O Gotts Marter ja, Kamrad, ein' Nacht gar schn!
   Der hat ein Arm, ein Bein, ein Aug' verloren,
   Und mancher Bube muss seitdem auf Stelzen gehn.
      Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


   Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
   O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
   Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
   O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
      Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


   Du kleiner Vogel, der du fliegst vom Neste
   Schnre Heimat suchend in das fremde Land,
   Sag, kommst du wohl von unbekannten Fluren,
   Oder kommst du von des Herzens tiefem Grund?
      Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


   O Mutter, krieg' ich Schnappsen, weil ich lebe,
   Oder, Mutter, krieg' ich Flgeln, wenn ich sterb';
   O Mutter, krieg' ich Flgeln, weil ich lebe,
   Oder krieg' ich, Mutter, Schnappsen, wenn ich sterb?
      Sss . . . Svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


-- Ud paa Dagen tav de fleste; de havde gaaet langt, og der var langt igen.
Da de endelig hen paa Natten nrmede sig Kongens Lejr, var hver Mand udaset
som et Trkdyr. Det var Maaneskin, og der laa et tyndt Lag Sne paa Jorden.
Mikkel gik og saa ned for sig, han var ddsens trt og havde vret slv de
sidste Timer. Da lagde han pludselig Mrke til Skyggerne, som faldt skraat
fremefter paa Sneen, seks urolige Skygger af det Geled, han gik i. Han saa
med Forundring, at der var stor Forskel paa Skyggerne, et Par var en Grad
lysere, og hans egen forekom ham mrkere end de andres. Han tnkte noget
over det, blev et jeblik kold af Skrk, glemte det igen, kom tilbage til
det . . . og Fremmarchen vedblev, hele den uoverskuelige Masse skred frem.
Hver eneste kunde segne af Overanstrngelse, men de blev ved at vandre
sammen, og Mikkel vandrede med, han havde igen glemt alting i Verden.

De naaede Lejren og fik Hvile. Mikkel kom til at sove i en Lade tilligemed
et hundrede andre. Men da han var falden hen, skd Varmen altfor strkt
igennem ham, han for op med et Gisp. Kun Ladens Mrke var om ham, og dog
havde han set en Hr, der vandrede milelangt ud og fyldte hele Synskresen
-- sorte Faner langt fremme mod den lave Himmel -- og selv var han med, han
flte den umlende Melankoli, der overfalder hver enkelt ddtrt Mand i en
ustanselig Hr. Nsten i det samme for Clas gispende op ved hans Side. Han
hviskede smaaleende og med en egen Venlighed til Mikkel, at han havde
drmt, de marcherede endnu.

Mikkel for op flere Gange den Nat, redet af Vandringssmrte og af kvlende
Hrsyn. Og hver Gang, han var vaagen, hrte han en og anden stte i Halmen
og stnne rundt om i den umilde Lade.

Det var i Januar Maaned, Garden stdte til Kong Hanses Hr. Mikkel kunde
igen tale med Danskere efter to Aars Forlb. Da fik han en Dag at vide, at
Otte Iversen stod ved Kongens Hr -- Fndrik i Rytteriet -- Hadet brndte
op i ham. Han lngtes efter at se ham. Mon Otte Iversen hadede ham dygtigt?
Forhaabentlig gjorde han. Men Mikkel havde ikke Held til at faa Otte
Iversen at se. Derimod traf Clas ham tilfldigt en Dag og fortalte Mikkel
det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i Kbenhavn for tre Aar siden. Det
var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . . han var dd, slaaet
ihjel af dumme Bnder. Clas rystede paa Hovedet, han kunde aldrig glemme
Heinrich.

Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver ved, med umaadelig
Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og endte med aldrig anet Ulykke og
Dd for Kniven. De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Lg Mrke
til Fablens vittige Antitese -- disse Riddersmnd, der i virkelig retfrdig
Tro paa Overmagten lgger Pansret i Trosvognen og bryster sig med Guldkder
paa; denne grausame Oberst Slentz, der er parat til at stange Ditmarskerne
fordrvet med de bare Knebelsbarter -- femten tusind Hjrter, hvori det
hede Blod er sprret inde. Riddernes Skemt, Hertug Per til Meldorf, Grev
Poul af Hemmingsted -- og som en sidste uhyre licentia poetica de
femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette svimlende Apparat skulde
ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet; thi det var jvnt
menneskeligt. Det er naturligt for den levende at brovte med Uddelighed,
den hjeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og Trusel, Menneskets fineste
Potens er den dundrende Lgn. Naar Manden er paa sin Krafts Hjdepunkt, maa
han slaa ihjel. Livet drber.

Og saa anden Akt -- Slagtningen. Disse hje Hoveder blev slaaet ind med
Bondeknipler under en storartet Iscenesttelse af Storm og Tbrud, Sne og
Regn fra Nordvest og Indvlten af det vilde Hav. Der lsnedes en halv Snes
daarlige Kanoner, og Kuglerne braadede ind i det tykke Hrlegeme, Dden
smaskede hjt uopdragent med Kberne i denne Fylde. De druknede, de blev
traadt ned i Mudderet, og Ditmarskerne aabnede flittigt for alle de hidsige
Blodstrmme. Vsken var ikke sen til at styrte ud i det fri. De gamle
Soldater, der blev prikket Hul paa, forbldte ikke saa meget hastigt endda;
men de unge frodige Fyre slog Blodet fra sig nsten i et eneste Plask.
Dette var Stykkets Kynisme og Pointe. Selve Handlingen virkede som fr sagt
ved sin indre Modstning.

Mikkel Thgersen saa Clas falde. En Marskboer kom som et Lyn fra Siden og
slog et stort Hjrne af hans Hoved med sin kse.

Lidt efter blev Mikkel trngt ud i Grften og sank under Laag i det
svidende kolde Vand. Han drev et Stykke tilbage med Strmmen, fr han kom
op. Da han fik haget sig fast og drog Aande, saa han, han var kommen helt
ned til Kongens Rytteri. Det var snarere en Grd af Heste og Mennesker end
en Slagorden, de kunde hverken komme frem eller tilbage. Forvirringen og
Drbningen gik paa . . . men Mikkel spejdede efter Otte Iversen, og han
opdagede ham. Han holdt noget inde i den sammenpakkede Masse med Fanen i
Haanden. Hesten var stuvet fast under ham, han holdt ganske stille og som
det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i Ansigtet.

Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han
havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik je paa ham. Men
Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rrte ham ikke at se
Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost. Huden bliver yderst mfindtlig i
Kulde, selv det mindste Rap over en frossen Kno kan perse Taarer af en
Karl. Man taber Lugtesansen i Kulde. Han lod sig drive endnu et Stykke med
den rivende Strm, i Snegrd og mellem dde Kroppe. Han naaede bagom Hren,
kravlede op og undkom levende til Meldorf.




Axel rider frem


Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense. Lyset faldt
ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mrke By.

Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde Hesten
ved, hrte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstd, hoho; han
havde redet langt. Axel hed Rytteren. Han hrte, hvor Stjen skiftede
deroppe, eftersom der stod Dre aabne mellem Stuerne, og da Larmen med et
steg vldigt og holdt ved som et Vandvld fra aaben Sluse, kunde han
forstaa, at en Dr ud mod Trappen og den aabne Port maatte staa gabaaben.
Han skyndte sig med at fortje Hesten det frste det bedste Sted, mens de
skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en almindelig Hujen skelnede han en
enkelt Mands Grin, der trngte igennem som en Hagl af Stokkeslag og blev
henne og kom igen med ny Kraft, og han forestillede sig med Velbehag
Ophavsmanden til denne Latter som han maatte se ud, idet han hylede med
fuld Trk gennem Halsen, blussende Fyr paa ham, en Ildebrand af en
forvorpen Krop! Axel sprang op ad Trappen og tonede i fuldt Rend ind i
Gildesalen.

Han kom lige tidsnok til at se fire strunke Kngte gaa i Fodslag frem mod
Bordet med en ung Kvinde paa et stort Messingfad. Hun sad ned og holdt sig
til Kanten af Fadet, pyntet med sit sorte frie Haar. Fr nogen ret kunde
besinde sig, satte Kngtene Fadet ned midt paa Bordet mellem de andre
Retter. Faklerne brndte paa de kalkede Vgge, der var en god Snes
Svirebrdre tilstede, og det var dem, der lo, de krummede sig i Sdet, gik
bagover af Latter. I det Axel stansede betaget af Synet og slog Hnderne
sammen, havde han allerede mrket sig, at den knaldende Latter, der
overdvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for Bordenden. _Han_
saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han lo. Det var selve
Bispen.

I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var det,
ligesom Spgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til hinanden
med vaade og rde jne, de trrede sig og tog forgves Tillb til Grin
igen. Pigen paa Fadet snkede langsomt Hovedet, det sorte Haar faldt
fremefter og hang lige ned.

Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra
Bordet. Mens han kom lige ls paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da han
stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville slaa.

Hvad?

Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed havde
Jens Andersen forstaaet ham.

Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om. Velkommen til, se at
faa noget at spise.

Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen i
en mgtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af
tiltagende Munterhed fra Laget.

Naa skal ingen tage en Bid?

Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i jnene, hans
Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune. Han greb ham fast i Skuldren og
snkede Stemmen, med en vis Myndighed, Forsigtighed og med en Slags Godhed:

Den der kommer sidst er mest sulten. Det bedste er tillevns -- tag hende
saa!

Dette Lsen befriede dem allesammen, de lo igen og slog sig vildt paa
Laarene. Men Axel bjede sig frem i smidig Erkendtlighed, han kneb jnene
venligt til og saa forskende paa Pigen, som tog sig sammen og rystede
Haaret under hans Blik.

Tak for det, sagde Axel. Hans ligefremme Svar, den gyldne Stemme, faldt
just i en Pavse og vakte et Bifald, der fik Loftet til at gungre under
Salven. De saa alle et jeblik paa Fyren, som stod der, han var jo godt
kldt, noget vaad og slet derudefra, hans Ansigt var rdt af Regn, og
Haaret tjavsede ham om rene. Han mnstrede Bordet med et levende Blik.
Imidlertid tog Gsterne til Krusene igen. Og Pigen blev baaret ud, ingen
saa efter hende. Men hun vendte sig i Dren og smilede fattigt fra sit hje
Stade, Trkken tog i hendes lange Haar, hun frs gudsjammerligt. Da nikkede
Axel til hende. Det var en Gldespige fra Byen, som Bispen havde lejet.

Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet varede
ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Kngtene, der havde baaret
Skueretten, en hj, rdskgget Hugaf. Det var Mikkel Thgersen, han tjente
i Bispens Flge.

Agnete, oplyste Mikkel.

Hun var ikke ilde.

Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit
Haar, hans Klder var nsten trre, han pustede efter Maaltidet. Da det
ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa
Drikkelaget. Men han var snart ligegyldig ved Gsterne; der var et Par
tarvelige Herremnd i Ridestvler, flere tykke Borgere med Signetringe paa
Tommelfingrene, en Graabrdremunk, en Skriver, lybske Skippere; fulde var
de nsten allesammen. Axel gik rundt i Stuen og klirrede med sine store
Jrnsporer, der lignede Stjrner.

Salen gjorde et forfaldent, hyggelst Indtryk. Jens Andersen havde heller
ikke boet der i lngere Tid, det var frst for nyligt han var kommen hjem
efter sit Fangenskab og sit haarde Klammeri med Kongen. Bispen, som var en
aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den Trn. Og nu beredte han
sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm. Gildet, han holdt, var til
Velkomst og til Afsked paa en Gang.

Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at vre meget
varm, han var rdflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel med
Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer, hvor
Mrket lugtede af Bger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.

Jens Andersen tndte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet.
Medens han lste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skd.
Kamret fld med aabne Brevkister, Bger i Skke og lse Stabler paa Gulvet.

Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som
forvandlet, fuldt af strnge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i
Blikket var der endnu noget sorglst. Axel skulde videre til Bispen paa
Brglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det blev Mikkel
Thgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og Besked. Og det
hastede. For i Aften kunde han gre som han vilde.

Dermed rakte Bispen sin svre Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne paa
Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de andre.
Mikkel Thgersen blev forundret og tillige glad ved at hre, at han skulde
med ad Brglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af Natten angik, de
begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der. Begge flte det
nyttige i at sge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med hinanden ved at
vre flles om en Svaghed, nu da de skulde gre Rejse sammen.

Agnete forrede Axel en Lok af sit Haar.

Klokken var otte nste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge to
forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen. Axel frte Breve til
forskellige Herremnd paa Vejen, Jens Andersen havde mange Jrn i Ilden paa
en Gang.

Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et
Par Gavle og en Vindflj, der flossede bldt ud i Morgentaagen, han
mindedes Agnete og lb i dette Nu over af mhed mod Byen, saa at han kom
til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde.

De frste Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og blev
duggede om Nseborene. Da Dagen klarnede, lagde Axel Mrke til sin Ledsager
og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hnder; men han
kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor Musklerne sidder
hjt oppe i rmerne. Hver Gang Hesten slog over i Galop, bemrkede han, at
Mikkel Thgersen samlede Hesten og gjorde sig til et med den paa en egen
sparsommelig Maade. Han var kldt som en velforsynet Landskngt, Mikkel, og
havde gode Vaaben. Men de prunkende Klder stak af mod Ansigtets Udtryk af
Armod; det rde Brsteskg gav ham nok en farlig Mine, alligevel kunde det
ikke skjule Mundens tavse Sprog, stdig Hjemlshed, Overlben var tyk som
af hemmelig Grden alene.

Lidt efter lidt blev de varme. Mikkel hostede og begyndte at se sig om.
Hestene gik opad Bakke.

Hvordan stod det til i Kbenhavn? spurgte Mikkel.

Pest og Sygdom, svarede Axel rask. Det sidste jeg saa, da jeg red ud af
Vesterport og vendte mig om, var en Ildebrand.

Naa.

Axel blev ved at fortlle og kom ind paa Krigen i Vinter, som han havde
gjort med. Den optog ham strkt endnu, han fortalte om Slaget ved Bogesund
og de uhrte Strabadser i Tivedens Skove. Det var saa koldt, forsikrede
Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man rrte ved det.
Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et slibende Pulver, der
smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede den. Der faldt Snefingre
ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de paa Huden, bed de sig fast
som graadige Igler. Den svenske Sne var srlig brndt eller udpint af
Frosten, i alt Fald _drak_ den paa Haandbagene som Sugedyr, den fortrede
alt hvad den saa. Det var den vrste Slags Sne, den laa florlst, den
groede som et Mos paa Huden; de faldnes Lig var groet til i et jeblik. Jo,
det var haarde Dage. Naar Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine
Splinter, saa man grne kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod
Hestene sammen og mmede sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mnd. Og da
det kom til Slag, blev det frst galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev
ramt, hvllede som Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange
blev baade vilde og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa
Hren for Stokholm . . .

Aprilsolen brd nu og da igennem. De var nr aldrig kommen over Bltet, som
gik med strk Strm i det haardtblsende Vejr. Hestene blev bange og vilde
stte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Frgen. Da de kom paa Land
og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.

Det er saa Jylland, sagde han og smkkede med Tungen, her har jeg aldrig
vret.

Mikkel tav. Axel flte, at den hje trre Landskngt blev ved at tnke paa
andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde i
Ansigtet, som var det en Skrift.

Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hve ved Lejlighed, raabte
Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om rene.
Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfravrende Nik. En stor Skat
. . . saa blev Axel rgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og sporede
sin Hest, de red tt Side om Side, alt hvad Hestene kunde straale ud af
Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene under store
Bevgelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med krumme Kn, det
saa ud som om han nppe aandede.

Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmelse
Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blsten tvang
de bladlse Hegn. Og langt foran satte en Sky Foden paa Jorden og kom imod
de to Ryttere, de red ind i en hvirvlende Mrkning af strid og bitter Regn.
Den sprjtende Vej stod i et Regnpisk, Hestene galopperede rygende, Dampen
reves fra Haarlaget som Rg fra en Hedebrand i Storm. Saaledes red de Dagen
ud.




Hjemkomst paany


De sad i et Herberge oppe i Jylland sent paa Aftenen og skulde for lnge
siden vret henne og sove, men Axel fortalte Mikkel om sin Skat. Mikkel var
bleven opmrksom, han sad med Hnderne under Kinden og med Albuerne paa
Bordet, Lyset brndte lige for hans Ansigt; Axel bjede sig frem og
fortalte:

Den skal findes et Sted midt i Jylland, andet ved jeg ikke, jeg har aldrig
villet vise nogen Papiret. Det er en stor Skat, jeg tnker dagligt paa den,
men det har ingen Hast, da jeg er sikker nok i min Sag. En Gang, naar det
passer mig, saa faar jeg Skriften tydet. Se her.

Axel stak sin Haand ned paa Brystet under den opslidsede Trje, rodede
rundt og drog en stor plump Hornkapsel frem, der hang ved en Snor. Han
antydede med Neglen, hvordan den skulde aabnes og forklarede, at der laa et
Stykke sammenfoldet Pergament i den. Mikkel saa fra Kapslen op paa Axels
Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der nsten lignede
Utilregnelighed. Han havde intet egentlig menneskeligt Blik i sine blaa
jne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem
man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed.
Han var kn, et mrkt Skg og en harmls Mund, Ansigtsfarven var saa skr,
at man nppe skelnede dens Grnse mod Luften. Men Haanden var bred, let
haaret, ikke til at tage fejl af.

Axel puttede Kapslen til sig igen og nikkede flere Gange. Jo jo, sagde han
halvt til sig selv.

Mikkel spurgte, hvor gammel han var.

To Og tyve Aar. Axel saa fornuftigt op. Han fortalte, hvad han havde regnet
ud for ikke at blive snydt Skatten fra; han kunde ikke tyde Skriften selv,
det var hebraisk nemlig . . .

Mikkel sagde, at han kunde hebraisk.

Naa saa det kunde han. Axel blev ved at skinne i jnene, han bjede sig
frem og talte dmpet:

Jeg vil se Tiden an. Jeg vil se Tiden an, til jeg en Gang trffer en eller
anden kyndig Mand, en Prst, der ikke har lnge igen, ham vil jeg passe
paa. Naar han ligger paa sit yderste, saa at han lige kan sanse, vil jeg
lade ham tyde Skriften. Dermed er jeg sikker. Saa haster det endda ikke.
Jeg kan altid komme en Dag og pirre med Foden ved noget Grus i Kanten af et
gammelt Dige eller hvor det nu er. Skatten er gravet ned, en Hj eller i en
Stenkiste under Vejen. Der pirrer jeg en Guldring op, en rd tyk Halsring
af den Slags Guld der vejer til, det gamle, sunde Guld, som der er Varme
ved. Efter hvad jeg ved er det en lovlig Arv, der tilfalder mig. Med mit
tyvende Aar var der en Del rede Penge til mig, ikke saa faa, dem har jeg
ikke en Gang sat til endnu, men Seddelen fik jeg, da jeg var atten Aar
allerede, af en gammel Mand, der kom. Jeg har passet godt paa den. Den skal
ikke komme fra mig heller. Der er frst alle de Guldringe til mig; men
lngere nede ligger et gammelt Skdskind af Lder viklet om et Skrin. Den
frste Gang jeg rrer ved Skatten vil jeg kun have en af Halsringene og saa
en Fingerring til mig selv med en Sten i, det skal vre den strste
Diamant, der er. Resten lader jeg ganske rolig ligge og yngle. Jeg
forestiller mig, hvordan de kostbare delstene forskyder sig i Tidens Lb
og kryber saa smaat ud i den bare Muld og groer. Jeg behver blot at bore
med Fingrene og hente dem frem sidenefter. Guldet bryder jeg mig ikke om,
jeg kommer ikke til at beholde de Penge alligevel, de skal rulle; paa
Rejsen ser jeg, hvordan de ruller. Jeg vil til Kln, og jeg vil til Pavia
. . . desuden er der pragtfulde Svrdgreb, Kder, Spnder, de ligger godt
nok hvor de er forelbigt.

Mikkel begyndte at smile saa stille og se sig omkring i den de Stue. Mon
de ikke skulde gaa i Seng?

Det var Axel jeblikkelig villig til, og de stod op. Men da de kom ind i
Gstesengen, viste det sig, at Skindene var fuldstndigt raadne af Fugt,
ikke til at lgge sig i. De strakte sig bandende ovenpaa i Klderne, og
Axel sov med det samme.

Mikkel laa noget uden at kunne sove. Pludselig lo han godmodigt ved sig
selv. Og han faldt i Tanker, tnkte just ikke paa Fortiden eller paa noget
bestemt, men han flte sin Beskedenhed, sin gamle fortrolige Anger over
Vanskbne, han flte sin Ensomhed. Og da han var ved at falde hen, kom han
alligevel til at forestille sig denne Krop af gedigent Guld, der laa lige
under Jorden, saa at man blot behvede at trre Grus og Smaasten vk for at
se det matte, ridsede Guld, der krb som en Rod ind under Jorden. Han vilde
stille sig paa det med begge Fdder. Paa den anden Side Klften saa han
hvide Kvinder holde Ting siddende i en Rundkreds paa Stenene og med den
store Kvinde hjt i Midten. Da vilde han sende en Due. Noget efter saa han
dem stige ned allesammen. Og en Time efter viste de sig en for en paa hans
Side af Klften, vaade og grnne paa Hnder og Kn af Planterne, de var
krbet igennem. Og han stod rank paa Guldet. Kongen nikkede til ham i det
fjrne.

Nste Dag red de videre i klart, lyst Aprilsvejr. Hestene knuste de blaa
Pytter paa Vejen. Udenfor Skovene strakte Landet sig tyndt overgydt med en
Foraarsfarve, man saa milevidt hen i den nye Luft. Langt borte laa runde
Gravhje dristigt paa de verste Landrygge, hvide af Dug paa den vestre
Side.

Mikkel Thgersen havde ikke sagt et Ord hele den dejlige Morgen, han sad i
dybe Tanker. De nrmede sig hans Hjemegn, hvor han ikke havde vret i over
tyve Aar. Han havde ikke tnkt paa andet, siden han fik Besked om, at han
skulde til Brglum. Bedst som han sad hensunken i sig selv, for han sammen
i Saddelen.

Ligger Moholm ikke paa denne Kant? havde Axel spurgt.

Moholm. Jo.

Jeg har et Brev dertil. Otte Iversen hedder Herremanden.

Mikkel fljtede ad Hesten. Den stansede og saa sig om efter ham, men han
satte den i Gang igen. De talte ikke mere sammen, fr de hen paa
Eftermiddagen kom over Bakkerne og saa Aaen. Den lb gennem de blege Enge
som en blottet Slvaare; Fjorden viste sig i Vest, hjemlig, uomskiftelig.
Mikkel saa Brinkerne og Hjdedragene, som han kendte, de strakte sig ganske
paa samme trolige Maade ind under Himlens pure Blaa, som da han var her
sidst.

De bedede i Graablle Kro. Saa viste Mikkel Axel Vej til Herregaarden. Selv
vilde han ride ned til Fjorden, hvor hans Broder boede. Nste Morgen skulde
de stde til hinanden igen i Kroen.

Axel red ind paa Moholm, ligesom det mrknede. En Hund kftede aldeles
rasende fra Muren, hvor den stod i Lnke; der gik en Dreng i rde Hoser og
puslede ved Trappen. Gaarden saa ud som forladt ellers. Just som Axel holdt
op for Trappen, kom en Mand frem i Dren, det var Herremanden selv. Og da
han havde hrt Axels rinde, frte han ham med op i Stuen. Axel kom til
Sde ved Bordet, og Otte Iversen gik hen ved Arnen og tndte en Fakkel, som
han stak i en Ring paa Muren.

Medens Otte Iversen lste Brevet, betragtede Axel ham, han var en
halvgammel, tr Mand; Ansigtet dkkedes halvt af Skg, der var studs
klippet for Munden. De sure jne gik frem og tilbage over Brevet, man kunde
ikke se paa ham, hvad der stod deri. Otte Iversen afbrd imidlertid
Lsningen og gik hen til en Dr og kaldte. En gammel Karl bragte Kdmad ind
paa Bordet og gik igen. Siden kom der ingen ind, og der hrtes ingen Lyd af
levende i Huset.

Da Otte Iversen havde lst Brevet, tappede han selv l til den fremmede af
et Anker henne i Krogen og satte sig hos ham for at hre Tidender udefra.
Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens
Sejr, om Tiveden og den svenske Sne . . . han blev opstemt af Fortringen
og priste Krigens Rdsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags
ubevidste Vanekremten, som Folk kan lgge sig til. Han knipsede til Faklen,
naar den brndte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser
han pludselig op.

Det er jo midt i Jylland her, saa omtrentlig, er det ikke?

Jo, ikke saa meget fejl.

Der ligger en Skat her et Sted, som jeg har Papiret til, sagde Axel, idet
han spiste, maaske er det ikke saa langt herfra.

Otte Iversen svarede ikke lige straks, og Axel fordybede sig i Kanden, det
hrtes paa Lyden, hvor langt han kom i den.

Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte Axel,
hvad han var for en.

Nu ventede Axel lidt med at svare.

Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt
til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor jeg
blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjlland.

Naa saa.

Ja. Nu tjener jeg Kong Christiern som Rytter og Stafet. -- Den Dag da jeg
fyldte atten Aar, kom der en gammel Mand og gav mig et Dokument, som jeg
skulde gemme vel, han sagde det til mig ude paa Marken, hvor vi spaserede,
og indestod med sit Navn for Rigtigheden af Arven, han hed Mendel Speyer,
sagde han.

Axel spiste med disse Ord videre, men fortrd ivrigt sin Snaksomhed. Han
saa op, Otte Iversen stirrede paa ham. Da lagde Axel Kniven fra sig, han
troede Herremanden blev syg. Men Otte Iversen rejste sig, kremtede og
knipsede til Faklen. Han kremtede en Gang endnu.

Mendel Speyer . . . om Axel var i Slgt med ham?

Ikke han vidste af. Axel saa aabent op. I det samme kendte Otte Iversen
ham. Det var Susannas Sn.

Det var Susannas Sn.

Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i
Helsingr.

Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom frem
med Hnderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slgts korte Klr.
Da fik han som en Rrelse. En stor Uro slog ham ved Hjrtet. Der sad hans
gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle Forbandelse. Hvad var
det for en Snak om en Skat i Jylland, hvad var det for et Dokument?

Otte Iversen gik nogle Skridt ind i Stuen. Han var bedvet ligesom Folk,
der ser Luerne slaa ud af Taget og tnker paa at redde og staar paa et Sted
og snubler over deres egne Ben. Hvad skulde han gribe til?

Otte Iversen havde vret gift i en Snes Aar og havde otte Brn. Hans Frue
hang malet inde i Riddersalen med de tynde Hnder lagt korsvis for Maven,
med Figuren to Gange bugtet som et S i ydmyg Flelse, agtbar og rdrandet
om jnene. Brnene artede sig vel, selv solgte Otte Iversen Vildt fra sine
Skove og drev en Forretning med Stude, han sad godt i det. I dette jeblik,
da den fremmede, Susannas Sn, knasede et Ben mellem Tnderne, laa hans
spde Brn inde og sov, og hans svagelige Frue skulde barsle til Juni --
vilde denne Ulv nu trnge sig ind i Reden og de dem allesammen ud? Nej.
Otte Iversens Moder hvilede i Fljels Kiste under Gulvet i Graablle Kirke,
han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke vre Guds Mening at ramme ham.

Axel spiste ikke lngere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vgge
drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i
Halvmrket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham. Axel sad og
tnkte paa, hvordan mon Nattelejet kunde blive paa denne miserable Gaard,
sagtens et Kammeratskab med rentviste og Museunger, da Herremanden nrmede
sig Bordet igen. Han saa ud til at have tnkt paa en Ulykke. Panden var som
jordslaaet, Munden lod sig ikke se i Skgget.

Natteleje kan vi desvrre ikke byde, sagde Otte Iversen meget lavmlt, idet
han famlede ved Bordkanten og saa ned. Vi har flere syge, og en har vi i
Besg, dede . . . Han saa op.

Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjrtet for det.
Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt.
En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og
tog imod ham.

De fik det hjemligt den Aften i Smedjen. Niels Thgersen stod sig godt; han
havde Kone og Brn, men ellers var han nsten uforandret, lige
tilsyneladende skummel, uopslidelig og i Skdskind.

Det timedes Mikkel, at han fandt sin gamle Fader levende. Thger var nr de
halvfems. Han sad i Krogen ved Arnen med Benene viklet ind i mange Lag
Halm. Han var nsten dv og ikke lngere aandsfrisk men ellers ved Helsen.
Snnen Mikkel havde han ikke genkendt.

Medens de spiste, saa Mikkel hen til sin Fader. Snnekonen passede ham
omsorgsfuldt. Gamle Thgers Hnder var nu hvide som Skimmel, ligesom kogte,
og med vandblege Pletter, men de rystede ikke vrst. Niels fortalte, at
Faderen for otte Aar siden nr var kommen af Dage ved at Jordhulen, de
brugte til Trv, var skreden til om ham. Niels skulde just trffe at vre
fra By, og de andre tnkte ikke paa nogenting. Frst nste Morgen sansede
de, hvor han kunde vre bleven af og fandt ham liggende derinde med
Hnderne boret fast i Klderne og med vidtaabne jne; til alt Held var der
Luft nok over ham, saa han ikke var bleven kvalt. Men siden den
Indesprring havde han til Tider lidt meget af Skrk.

Da de havde spist, satte Mikkel sig hos den gamle. Han prvede at tale med
ham, men det vilde ikke gaa. Saa blev han siddende og saa paa det store
laadne, krafteslse Hoved. Han kendte Faderens Trk, sknt Ansigtet nsten
var groet igen, og jnene uden Blik. Der havde sat sig blde Vkster og
Blegner paa rene og paa den golde Pande.

Langt om lnge tog Mikkel en gammel Slvskilling frem, saa lidt paa den og
sgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at tage den.

Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i ret, han havde glemt de
andre i Stuen.

Ba, ba.

Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme. De
andre holdt sig for sig selv og tav, og Mikkel sad lnge med Hovedet bjet
dybt ned i Hnderne foran den gamles Stol. Snart efter sov gamle Thger med
den de Mund helt aaben.

De sov alle i samme Stue om Natten og hrte Thger lalle og smaatrue som en
Hund, der beklager sig i Svne.

Da Mikkel og Axel holdt frdige paa Hestene nsten Morgen og havde sagt
Farvel, vendte Mikkel sig i Saddelen og spurgte med stor Overvindelse hen
mod sin Broder:

Og Ane Mette, hvordan . . .?

Hun er gift i Salling og har voksne Brn, raabte Niels flydende og lb
nogle Skridt efter Hestene, der var i Gang. Jens Sivertsen dde i Fred og
Rolighed. Jo hun har det godt, Mikkel, det skulde jeg sige . . .

Han raabte endnu mere, men Mikkel jog i Galop. Axel naaede ham frst oppe
over Bakkerne.




Consumatum est


Det var under de store Festligheder i Stokholm efter Kong Christierns
Indtog og Kroning, om Tirsdagen. Mikkel Thgersen stod i Slottets Vagtstue
og skulde bringe Jens Andersen en Besked. Jens Andersen var i Badstuen,
blev der sagt. Men da det hastede ualmindeligt, blev det til, at Mikkel
kldte sig af for at udrette sit rinde. Han kom ind i den hede Badstue og
kunde frst ikke se en Tomme frem for sig, Dampen fyldte Rummet saa tykt
som hvidt Vadmel, han hrte Raslen af Spande og store svidende Klask af
Vandet mod Ovnstenene. Inde i den svedende Tykning ld Stemmer. Mikkel blev
staaende ved Dren, Dampen brndte ham mod Brystet og begyndte at rinde i
Draaber ned ad hans Ben.

Pludselig var det, som om Dampen formede sig til en Skikkelse, der kom imod
ham, et Skridt til og der stod en Mand fuldt synlig, kobberrd af Varmen.
Det var Kong Christiern. Mikkel tog sit Blik hastigt fra Kongens Ansigt og
saa kun paa hans klftede Bryst, der var fyldt med rde Haar, og han hrte
Kongens hftige Stemme. Hvad han skulde her? Mikkel gjorde Rede for sig med
bjet Hoved.

Jens Andersen, kaldte Kongen barsk, her staar en Mand ved Dren med rinde
til dig. Saa trak han sig tilbage ind i Dampen igen. Mikkel rettede sig op,
han rystede endnu i Knene. Lidt efter kom Jens Andersen, og Mikkel
forrettede sit rinde, han vidste ikke selv, hvad de Ord skjulte, som han
havde at overbringe efter Hukommelsen, men de gjorde Bispen meget
eftertnksom. Staa her, sagde han og forsvandt.

Mikkel hrte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den
kogende Rg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord. Der blev nsten stille i
Badstuen, de hrte op med at slaa Vand paa Stenene. Den verste Luge
aabnedes, og Dampen blev et jeblik tt og hvid som en Vg, lidt efter
klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde
troet, de var ti Gange lngere borte, men de var alle lige ved. Kongen sad
paa en Bnk, foruden ham var der Didrik Slagheck, Jon Eriksen og to til,
som Mikkel ikke kendte. Jens Andersen talte til Kongen i en dmpet,
betydningsfuld Tone, de andre lyttede, men Mikkel havde ikke re for, hvad
de talte om, han kunde ikke faa sit Blik fra Kongens Skikkelse. Saa tt en
Bringe og saa strke Overarme havde han ikke set fr, Brystmusklerne laa
haardt og riflet mod Huden, Senerne snoede sig snvert ind under Armene.
Det mrkerde Haar brusede om Kongens Hoved i Dampen som Mos, der rejser
sig i Regnvejr, Vandet drev over det vaade Ansigt ned i Skgget. Kongen var
i farligt Lune, lod det til, han saa fra den ene til den anden med de
stramme jne paa en egen afmaalt Maade, hele hans Mine var tung og ladet.

Mikkel lagde ikke meget Mrke til de andre. Jon Eriksen stod ret op og ned
med et beskedent og forgrmmet Udtryk, han var saa gyselig mager paa
Kroppen, at det saa ud som han var surret sammen af Skind og Ben, hans
lange Knokkelfdder stak i et Par Klamper, Anklerne var dkket af Skorper
og snehvide Ar efter Jrnene, han til for nylig havde siddet i. Ved Siden
af ham stod Jens Andersen med den flettede Ryg til og bjede sig i sine
laadne, sammentrykte Rytterlaar. Men Didrik Slagheck var en velskabt Mand.
Desvrre vanheldedes han over hele Kroppen af violette Stjrner, Mrker
efter den franske Syge, de sad stemplet saa tt som Pilene i St. Sebastians
Legeme. Didrik Slagheck havde en Abes Hoved, fordi hans Nse var falden ind
ved Roden.

Jens Andersen slog pludselig med Hovedet hen mod Mikkel som for at minde
dem paa, at han stod der. Mikkel havde ingenting hrt. Men Kongen saa op og
blev rasende.

Saa lad den Mand gaa! udstdte han tirret. Jens Andersen vendte sig og
viste Mikkel et ligesom formildende Ansigt, Mikkel skyndte sig ud. Slaa
Vand paa! hrte han Kongen raabe. Og medens han ventede udenfor og trak
sine Klder paa, hrte han igen Vandet pladre og hvisle derinde. Ikke en
Lyd af Stemmer skelnedes.

En halv Time efter kom Bispen ud, han var ophedet og meget kortaandet, han
blste Vden fra Lberne og viskede sig over Brynene, hans Fingerender laa
i Lg af det varme Vand. Mikkel fik Besked tilbage til rkebisp Gustav
Trolle, blot to latinske Ord. Mikkel tillod sig at smile, da Jens Andersen
vilde have ham til at repetere dem tre-fire Gange som et Barn.

Ja husk nu paa dem, raabte Bispen endnu en Gang, fr Mikkel for ud af
Dren.

rkebispen stod ved sit Vindue med en Gaasepen i Haanden, han vendte sig
brat, da Mikkel kom. Men da han hrte, hvad Mikkel havde at melde, smed han
Gaasefjeren paa Gulvet og gik strkt berrt op og ned fra den ene Ende af
Gulvet til den anden. Det var vor Herre Jesu Kristi sidste Ord paa Korset,
som Mikkel havde at sige ham fra Kongen; rkebispen gentog dem halvhjt for
sig selv flere Gange, der stod et aabent Rejsealter paa Bordet, han nikkede
og nikkede:

_Consumatum est._

Mikkel ventede paa mulig Genbesked. Men Gustav Trolle syntes at skifte
Tankegang, idet han atter kom hen til ham, han stod noget og saa Mikkel
adspredt i Ansigtet. Der gik en ubestemmelig Trkning over hans blodlse
Mund, det kunde vre et bevget Smil eller et Forbud paa Nysen; Stemmen var
underlig mild, da han spurgte Mikkel, om der ikke var noget han nskede, og
han stammede uvist.

Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besvrlige og golde Soldatertjeneste
blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms nsker som var
det igaar. Om han ikke nskede noget! Hvis han havde tnkt sig nogen sprge
derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han -- lige til nu, da
han blev spurgt. Nu nskede han intet.

Mikkel saa slapt op. Om han kunde komme til at tjene i Kongens Nrhed,
sagde han slvt. Han slog jnene ned igen og begyndte at gnide sig varligt
i Hnderne ligesom en Betler, der staar ved Dren og kommer i Tanker om, at
det er koldt, medens man henter Almissen til ham.

Det var Ret! Gustav Trolle nikkede. Han spurgte, om Mikkel nskede at komme
mellem Skriverne, han kunde jo Latin. Men Mikkel rystede paa Hovedet. Naar
han maatte blive Rytter mellem Kongens nrmeste Folk . . .

Da han gik ned ad Gaden, var han bjet som en gammel Mand. Han havde i
mange Aar lngtes efter at komme i Kongens Brd, og idet han nu flte sig
varm af Glde over at vre ved Maalet, knugedes han tillige ned af den
dybeste Ynkelighed.

Samme Dags Aften var der stort almindeligt Bal paa Slottet.

Mikkel Thgersen stod som resvagt ved Dren i den store Sal, ifrt fuldt
Harnisk, en flunkeny Udrustning. Forfremmelsen var gaaet hurtigt for sig,
Jens Andersen havde gunstigt hjulpet til og belnnet ham tilmed for tro
Tjeneste. Da Mikkel blev fremstillet for Kongen, kendte han ham ikke fra om
Formiddagen, han tog ualmindelig naadigt imod ham. Og dog var det den
samme, Kongen havde vret lige ved at nagle til Badstuedren med sit Blik.
Saaledes kunde det gaa saa bagvendt til, at Ngenhed skjulte og formummede
sin Mand, tnkte Mikkel.

Den foregaaende Aften havde vret forbeholdt Rigens hjeste; idag var det
Kongens Officerer og menige unge Folk, der var indbudt til Dans sammen med
gode Mnd og Fruer fra Stokholm. Det blev en munter Aften for Alvor. Mikkel
stod respektindgydende ved Dren som en Billedsttte, dkket af skinnende
Plader og Skl fra Top til Taa, hans stride Skg stak ud af Visiret, han
fulgte de dansende med jnene.

Og hvem saa han danse der, dristig og knejsende og letbenet, andre end
Axel, hans ungdommelige Rejseflle fra i Foraaret! Endnu var Mikkel ikke
bleven klog paa denne eksempellst urolige Fyr, der omgikkes saa letsindigt
med sine Hemmeligheder, at han fortalte dem til Gud og Hvermand. Se nu,
hvor han svang sig, og det lod til at vre hans naturlige Gangart; naar han
var i Ro, spillede han jo alligevel som et Spejlskaar i Solen, hans Blik
var altid lige saa vanskeligt at holde fast som nu, da han drejede paa
Gulvet med en Sknjomfru i Favnen og blinkede ventyrligt til hjre og
venstre. Mikkel saa ham bugte sig og smutte i Svrmen, til hans gule
Hattefjer blev borte i den anden Ende af Salen; saa kom han igen, lige
springende henrykt, og den unge Piges Ansigt var hele Tiden hldet op imod
ham med et stille, drukkent Smil.

Mikkel flyttede sig over paa et andet Ben. Musiken slog Triumf. Det
ruskende Novembervejr klede ind ad Vinduerne. Mikkel saa ikke lngere,
sknt han stod med aabne jne, han faldt i Tanker. Der var noget, der
begyndte at plage ham, en stakkels Flelse af egen Retskaffenhed og en
Attraa efter at lbe avet om en Gang ogsaa som de andre vrdilse Narre.
Han var over de fyrretyve Aar nu, Mikkel, men han var ingenlunde klogere
end for tyve Aar siden. Hans Forlngsler var ikke bleven gjort til Skamme,
de var ikke gaaet i Opfyldelse nemlig, ikke en eneste en. De var bleven
forlngede. Der var dog god Tid til Daarskab endnu.

Musiken begyndte at stige til den rene stormende Galskab og afleverede
Takterne Slag i Slag, de strygende Instrumenter flj i Vildelse op og ned
ad Tonestigen, saa endte Musiken med en samlet, langt udtrukken Jubelklang.
De dansende spredtes paa Gulvet og talte og lo.

Axel var henne og slaa Mikkel Thgersen paa Skuldrene og nske ham til god
Lykke. Nu var de altsaa i Tjeneste sammen. Siden naar Mikkel blev aflst,
eller i Morgen, maatte de ud og besegle Venskabet! Hvorpaa Axel var
forduftet.

Under Pavsen gik Kongen med et Flge af de fornemste Mnd gennem Salen. Han
blev staaende og talte med forskellige Mnd fra Byen. Kongen var i
Zobelskind og bar det gyldne Vlies om Halsen, han lo et Par Gange hjt og
oprmt. Jens Andersen havde travlt, han brd ud med sin Vid til Besvr for
snart den ene snart den anden. Ved Kongens Side gik rkebisp Matthias af
Strengns. Den gamle Herre slbte sit kostbare Skrud efter sig paa Gulvet,
han bevgede sig adrt, kom med et Par skindmagre Vitser, maaske de eneste
fra en lngst henfaren gldels Studentertid, og han viste sin tandforladte
Mund, idet han smilede hele Salen rundt. Da de gik igen, vendte den gamle
Prlat sig endnu en Gang og kneb de hjrtelige jne til og nikkede ad
Ungdommen med hele sit rynkede Ansigt oplivet af Solskin.

Saasnart de naadige Herrer var borte, blste Musiken med sand Dommedagslyd
til Dans igen. Mikkel spejdede efter Axel, men han lod ikke til at vre paa
Gulvet.

Lidt efter glemte Mikkel alting om sig. Han tnkte igen paa sit mislykkede
Liv, op og ned, han flte sig trt af alle de Mil, han havde vandret efter
Umuligheden. Hvordan det saa var gaaet til, han havde forvist Lykken fra
sit Hjrte og var bleven en hjemls mellem glade Folk. Medens han stod
lnet til Hellebarden, digtede han fire latinske Heksametre, hvis Mening
var:

Jeg mistede mit Livs sande Foraar i Danmark af Lngsel efter Lykken i det
fremmede; og derude fandt jeg ingen Lykke, for jeg led overalt af Hjemve
efter mit eget Land. Men da Alverden tilsidst lokkede mig forgves, da var
endelig ogsaa Danmark det ud af mit Hjrte; saaledes blev jeg hjemls.




Galejen


Axel var ikke paa Gulvet mellem de dansende, han sad nede i Borgestuen,
hvor der var dkket op med Mad og Drikke. Han havde faaet den unge Jomfru,
som han alene dansede med, bragt til Sde paa en Bnk helt inde i det
mrkeste Hjrne. Hun hed Sigrid og var en Raadmands Datter.

Axel havde travlt med at srge for Sigrid. Desvrre sagde hun Nej til
nsten alting, vilde hverken drikke Pryssing eller smage paa Trterne; Axel
betnkte sig og vidste ikke sine levende Raad, han kunde jo se, at Sigrid
havde lrt at sige Nej udenad. Selv spiste han kun tvende, og det smagte
ham ikke; frst da han havde faaet Sigrid til at bide af en Kage, hoppede
Hjrtet i Livet paa ham, og han tog for sig af Retterne i vidt Omfang.

Drik mig til! bad Axel. Hun sagde raadvildt Nej. Sigrid vidste ikke om hun
vilde, nej hun vilde ikke. Axel saa pludselig lngselsfuld paa hendes Mund,
der var fin og fugtig som en Moseblomst, han blev siddende med Kruset og
faldt i Staver. Da lo Sigrid ret sikkert. Axel drak og brast selv i Latter,
de lo voldsomt begge to. Sigrid blev derefter siddende med et Skr af
Munterhed i jnene. Hvor hun var ung og spd. Sigrids Hnder maatte Gud
beskytte, saa rent ud smaa og skrbelige som de var.

Sigrid havde Trk, der gjorde, at hun lignede sig selv som Barn, og dog
kunde man se, hvordan hun vilde blive som gammel Moder; Sigrids milde
Ansigt syntes et Mysterium af Menneskets tre Aldre. Man kunde stemmes i
Aandend ved at betragte hendes tynde gule Haar.

Axel saa med et varsomt Blik over Sigrids Kjole, det brune Tj havde
Udskringer paa Halsen og ved Albuerne, Silken tittede ud. Endelig sukkede
han dybt.

Axel og Sigrid skyndte sig omsider op i Salen igen, Musiken spillede
fyndigt, og nu dansede de lnge, aandelst, hele den salige Nat. Sigrid
kunde blive ved at danse. Hun blev jo lngere jo mere stille, men naar Axel
bd hende op, var hun villig, og hun blev ikke trt. Sigrids smaa Hnder
var aldeles vaade og kolde, hendes Aande ld som lette, nsten usporlige
Pust. Hver Gang en Dans var forbi, smilede hun uden at sanse hvorfor.

Hen paa Natten var Tiden bleven evig om dem, de havde danset saaledes siden
alt begyndte. Axel ramtes af Vemod som et ldgammelt Menneske, der tnker
tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa op i hans
Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld af Hengivenhed
for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han skulde komme hendes
hvide Sjl imde. De dansede mere langsomt og blev puffet fra alle Sider,
de dansede sagte videre som i Drmme.

Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde flge med,
til Dren, blot ned ad Trappen, han bad som en ddsdmt, men Sigrid sagde
Nej. Det var hendes sidste nlende og milde Nej.

Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om sig,
hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Htten skinnede
hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.

Der var ikke mange der dansede mere nu, de fleste sad nedenunder og drak.

Axel fandt Mikkel Thgersen siddende alene over et Krus dernede, han havde
faaet Harnisket af. Og Axel kunde faldet den ordknappe Krigsmand om Halsen.
Han drak et Par varme Bgre med ham.

De sad og smaasnakkede lidt, Axel blev saa vel berrt af Mikkels blde
Stemme. Tummelen rundt i den store Borgestue gik hjt, overalt ld
Bgerklang og glade Raab. Genlyden glammede ned fra Hvlvingerne som en
fordrejet Spejling af Stjen. De tyske Kngte begyndte at blive fulde,
Klammeri tegnede det ogsaa til hist og her. De fleste af Byens Folk var
gaaet hjem.

Da rakte Axel sig frem over Bordet og borede sit Blik i Mikkel Thgersens,
han foreslog ham en Ting, dmpet og som kunde der ikke vre Tale om andet.
Mikkel trak paa Nsetippen, et sjldent Udtryk for Lune hos ham; for sit
indre Blik saa han _Galejen_, han nikkede og strg sit Skg.

Nu var Sagen den, at der laa en lybsk Flaade i Skrgaarden udenfor
Stokholm, Kbmnd, som Kong Christiern havde indbudt til at komme og slge
Levnedsmidler til Hren, mens han belejrede Byen. En Del var sejlet bort nu
igen, men den store bermte Karavel, der var lastet med _farende frouwen_,
laa derude for sine Ankere endnu. Det var en Storkrmmer i Lybk, der holdt
dette Skib paa Sen, det sejlede med samt sin Ladning rundt til alle de
Steder, hvor Landskngte holdt til i strre Styrke.

Axel og Mikkel brd jeblikkelig op, tog deres Vaaben og begav sig ned i
Byen. Det var mrkt og taaget i Vejret, Klokken kunde vre henad tre.
Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige
Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Snderport og
slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede der at
ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke en eneste.
De listede da sterpaa langs den smalle Strandkant og fandt en Baad et godt
Stykke henne, den brkkede de ls og sejlede med den.

Skibet laa temmelig langt udenfor Slotsholmen, det varede noget, inden de
skimtede Lysene fra dem i det tykke Vejr. Det de skulde til laa lngst
tilvenstre. Efter at have roet en halv Snes Minutter i Nattens og Sens
ubehagelige Fugt, naaede de Karavelen, der laa for sit Anker med det hje
Agterkastel ragende op i Mrket og Taagen.

Men de havde _hrt_ Karavelen lnge fr de kom til den, der stod en mgtig
Fest derude. Tre Lygter, en paa hver Mast, spredte Lys over Takkel og Dk,
mange Skikkelser rrte sig deromkring. Tykningen dannede store Ringe om de
tre rde Lygtemaaner.

Der ligger alle Jollerne, sagde Axel dmpet med et Grin, idet de gled ind
under Klyverbommen. Jo en god halv Snes Smaabaade fld i Stime rundt ved
Ankerkttingen.

Der blev raabt an oppe fra Stavnen paa tysk, det var Skudens strnge Frer.
Og Gallionsfiguren, en blodtrstig Drage, viste alle Plkkerne i sit Gab.

Gute Freunde! raabte Axel og satte fra den skvulpende Jolle op i Tovvrket,
Skipperen gav ham en Haand og hjalp ham paa Dkket. Mikkel bandt Jollen og
fulgte efter.

Ved Masterne laa ltnder under Lygten, rundt om paa Dkket var rejst smaa
Halvtag af Sejldug. Kastellet agter ude var oplyst, og herfra ld Larm af
Piber og Skalmejer, Fryd og Bgerklang. Det var Pigestemmer. Og hvor de ld
varmt her paa den salte S. Det var hjemligt, det bevgede Hjrtet at hre
zarte Stemmer paa en havvant og umild Skude. De tjrede Planker rystede
under Festlighederne oppe og nede, hele Skibet vuggede langeligt i Sen.
Der stak Dyner op af Lugerne.

Lette Trin ld paa Dkket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog
fjedrede Plankerne under den sunde Vgt af et voksent Menneske. En Pige i
lyse Klder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun smg
sig bldt imod dem begge to og lod en krtegnende Lyd hre til Velkommen,
uden Ord, de mrkede pludselig Varmen af hendes forunderlige Nrhed.

De gik sammen hen mod Lygten, hvor Krusene blev svunget imod dem med
Hyldestraab, og da Axel saa Pigens Ansigt, bjede han sig hastigt, hun
havde sammenvoksede Bryn. Han bjede sig hastigt og spurgte, snublende i
Tysken:

Hvad hedder du med hvide Tnder?

Hun svarede med lav og varm Stemme, som havde hun kendt ham lnge og vidst,
at han vilde komme:

Lucie.




Historiens Flde


Henad Middag den flgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i
Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et hjt Hus ud til Stortorvet. Her
sad de over en Kande l, begge godt forvaagede og medtagne. Men de
straalede hver for sig underfundigt af jnene, befandt sig vel ved
Hovedpinen og Minderne.

Srlig Mikkel var inderlig oprmt, der var en nsten udfordrende Festlighed
over ham. Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa han ikke ud
til at ville omfavne hele Verden og give den Dden og Djvelen i samme
Aandedrt!

Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting, Axel
vidste. Om Natten havde han hrt et Menneske klage ude paa Skibet, det kom
nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab. Der var noget srlig rystende ved at
hre Jammerskrigene, de ld ikke som fra et menneskeligt Vsen. Og da han
vilde ile til Hjlp, havde man fortalt ham, at det var hans Ven, den
rdskggede, der bare laa ddelig fuld. Han var da gaaet ned i Rummet og
havde set Mikkel ligge ukendelig, fortrukken i Ansigtet som en Misdder paa
Pinebnken. Axel syntes endnu man kunde hre de srgelige Skrig, Mikkel
havde udstdt, mens han laa paa Nakke og Hle og stirrede opad i dybeste
Nd, han hrte ham svlge og knirke med Tnderne. Men nu lod han til at
vre svrt tilpas, ualmindelig tilpas . . .

Axel saa til de runde, grnne Ruder. Solen brdes i dem, han slog hele
Vinduet op. Det var bleven Solskin. Tagene laa i hvidligt Lys; nede paa den
smalle Strm krb en lav Kaag for en Stump Sejl, og langt ude stod det
store Taarn paa Sndermalm skarpt belyst imod Skoven, Gruberne i Muren
efter Beskydningen kunde tydelig ses. Torvet lige nedenunder laa endnu med
Sle og Pytter efter Regnen igaar.

Se! udbrd Axel, nu skal der festes paa Slottet igen, Mikkel!

Langs op ad Gaden mod Slottet red en lang Rkke af Adelsmnd og hje
Herrer.

Mikkel for til Vinduet. Saa maa jeg afsted, mumlede han uroligt. Det var
galt at blive saa lnge borte, hvis nogenting stod paa, han kom rimeligvis
i Forlegenhed nu. Mikkel gik straks.

Axel blev staaende og saa, hvorledes alt hvad stolt og rigt var i Stokholm
langsomt trak op mod Slottet. Der kom Riddersmnd paa langhalede Hingste,
med Agrafer paa Huen og pelsbrmmet Vams, Guldsporerne glittede ved deres
Hle; rkebisp Matthias red bjet og affldig i Sadlen, hans rde
Fljelskaabe hang ned over Siderne paa den lille jvne Graaskimmel og lyste
stikkende som en stor Valmue i Solen. Vgtige Borgermnd skred tilfods,
stive af Tj og med lange Stokke, fornemme Fruer agede i Skridtgang; fra
Sidegaderne kom der mange og sluttede sig til, og de drog alle ind ad
Slotsporten, hvis runde Murbue efterhaanden tog dem ind under sig.

Da Axel havde set sig mt paa Processionen, vendte han sig ind i Stuen,
strakte sig og vidste ikke lngere, hvad han skulde gre af sig selv.

Sigrid! Han rakte sig knagende og smilede strkt bevget. Blodet jo i hans
Hoved og i hans Bryst af Lngsel. Endnu en Gang saa han sig om i Kamret,
der fld med hans Vaaben og Saddeltj, og han fortvivlede. Saa smed han sig
paa Sengen og sov.

Nogle Timer efter vaagnede han og gik ud i Byen. Solen hldede, der var saa
stille paa Gaderne. Kun ud fra Herbergerne ld der Tummel af Soldater, men
selv deres Svir havde faaet en egen neddmpet Lyd; det var paa tredie Dag
Byen jubilerede.

Axel gik gennem Gaderne i et ubestemt Haab. Han ledte efter Sigrid. Og da
han ikke kunde finde hende, tog han ud paa et af de skovkldte Skr og
vankede rundt paa maa og faa, som kunde Sigrid vre at finde bag et eller
andet Tr.

Her stod Axel, da Solen var gaaet ned, og Byen ragede sort og takket fra de
levrede Blger op i den gule Himmel. Klokkerne ringede til Aftenmesse
derovre. Nordfra samlede sig hje mulmende Skybanker, men i Syd laa en lav
Taagerand, som var det den henfarne Dag, der endnu kunde jnes.

Da Axel kom ind til Byen igen, var det mrkt og roligt overalt, meget
stille. Han sgte op paa sit Kammer. Men idet han traadte ind, hrte han en
Kvindes sorgbefriede lille Hvin, som et Fuglefljt, og hun hilsede ham om
hans Hals. Det var Lucie!

Men hvordan var hun dog kommen her, det var jo hende forbudt at vise sig i
Byen, og hvordan havde hun fundet herop? Jo Axel havde selv fortalt hende,
hvor han boede, og hun havde hvad Resten angik overlistet alle mulige
vogtende Mennesker.

Axel hentede Mad og Vin.

                                * * *

Ved samme Lag stod Mikkel Thgersen Vagt i Slottets store Sal. Han blev
Vidne til et skbnesvangert Optrin i Nordens Historie; sknt han kun deltog
som Tilskuer, mrkede det ham for alle hans Dage.

Hvad der skulde ske havde ingen anet. Hele denne udsgte Forsamling, der
talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode
ved at staa i Festklderne tt under Straalerne af den kongelige Sol
. . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der ld kun en enkelt tr
Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og faldende
Rst. Det var Gustav Trolle, der talte. Stemmen alene spaaede Skade, som
naar der er ddsstille i Naturen foran et Uvejr, og kun en Sptte hakker
paa en vissen Gren dybt inde i Skoven. Men ved Ordenes Mening gik Kraften
af Knene paa dem, der hrte til, mere end en blev hed om rene. Det var
fatale Historier, rkebispen var ved at pirre op i.

Gustav Trolle havde ikke mere det Ansigt, Mikkel kendte. Gustav Trolle,
hvem han havde lagt Mrke til, fordi han beundrede ham blindt. Han var
ligesom Jens Andersen den lrdeste Mand i sit Land og tillige den
mgtigste, et Hoved uden Lige og en hrdet Idrtsmand, han var den
helligste og den mest ryggeslse, han forbandt hele sin Tids Viden og
Kunnen med Rigdom paa Gods og Penge; i teologisk og juridisk Indsigt
saavelsom i strategisk Kyndighed overgikkes han af ingen. Men de Gange
Mikkel havde set hans Ansigt, var det furet og beskrevet af hans Ulykker,
usundt af Hadefuldhed, ikke heller fri for kuede Trk. En Alvor, der vilde
dkke over mange gemte Ting, gjorde ham kun nedtrykt, Smil kldte ham ikke,
han kunde ligne en udvisket, narrevorn Skriver.

Men nu var rkebispens Ansigt endelig stbt om -- og bleven koldt. Paa
samme Maade forvandles en Elskers plumrede Hensyntagen, naar Tiden er til
det, hans jnes tiggende Sdme bliver en ubnhrlig Dom, hans Bejlen en raa
Befaling.

Denne deres rkebisp havde Svenskerne behandlet saa haardt, som man
behandler en haard Mand. Foruden at de jvnede hans Slot og Befstning med
Jorden og plyndrede hans Domkirke, rvede de alle hans Ejendomme, smed ham
i Fngsel som en Tyvekngt og pinte ham der. De ventede, at hans Fjende,
Sten Sture, skulde blive siddende som Konge. Nordboen var altid vrst mod
sig selv. Nu blev Christiern Konge, voldeligt, mod alle Svenskeres Vaaben
og Vilje, og nu var der til dem.

Jon Eriksen, hvis Liv som Flge af hans Begavelse havde vret en Rkke af
bitre Ulykker, lste den skriftlige Klage op i Forsamlingen. Han havde
siddet tre Aar Fange paa dette samme til Tnderne befstede Slot, hans
Ankler var ikke lgte endnu.

Medens Jon Eriksen lste, begyndte de at murre i Salen og rre paa sig, de
tabte al Fatning som Dyr i en Faldgrube.

Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag, da de to Folk, der
var lige og dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De var hinanden
bestemt som to Sskendebrn, der ikke kan undvre hinanden og som martrer
hinanden godt, slaar hinanden Saar med behndigt og dygtigt Nnne -- indtil
de skilles, hver for sig med Dden i Hjrtet.

Aftenen bragte et Tillg i Ulykke, som ikke en Gang de onde Viljer havde
udpnset. Det var en Kvinde, der afstedkom det, Sten Stures Enke. Hendes
Livssyn og Kaar medfrte, at hun bar Papirer hos sig, Statspapirer, hun var
ikke stort mere end tyve Aar. Hun alene svarede paa Anklagen ved at
fremlgge et Dokument, der beviste, at alle Forbrydelserne mod Gustav
Trolle og Kirken var en Beslutning af Sveriges samlede Rigsraad, beseglet
af Landets frste Mnd! Men her blev der ikke tillagt Rigsraadsbeslutninger
elementr Magt, nej her drejede det sig om en Sags Inderste. Nu fik Retten
kun i al Magelighed Forbrydernes Navne og Segl. Vand, der plejer at slukke
Ild, nrer den just, naar Ilden er sluppen ls i sin hvideste Majestt; det
var selve Satan, der spillede dette Dokument paa Bordet.

Nu gik Dren op for den bevbnede Vagt, Folk i Harnisk og med ngne Svrd
kom ind og begyndte at gre de anklagede til Fanger.

Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat. Den
store Guds Mand og Studepranger forstod sig paa at forlige Lovens Bogstav
med Sagens Krav, han fulgte heri sit strke Hjrtes Drift. Og det raadede
ham sandt. Men selv den dybest tilgrundeliggende Sandhed, den djvelske
Sandhed, slog Klik her, kunde ikke redde Norden. Saa stor Uvilje til Lykke
kendetegner Nordboen, at netop det yderste, radikale Redningsmiddel slaar
alt Haab ihjel for stedse. Saa mystisk var Folkenes Uenighed, saa stdig
deres Skbne. Nordens Riger sprang i tre som en ildskrnet Sten.

Det var den syvende November 1520.

Men den Mand, der holdt det hele i sin Haand, der havde sat de ustyrlige
Hoveder sammen og benyttet sig for sin Kongesag af de hvngerrige Mnds
Talent, Ondskab, Snuhed, han sad nu fuldstndig ene i sit Kammer, medens
hans Tjenere gjorde det frdigt, der skulde gres.

Mikkel Thgersen saa Kong Christiern sidde inde ved sit Bord, han sad rank
op mod Stoleryggen, kulsort i Skyggen fra Kaminilden bagved. Mikkel bar Lys
ind. Han saa Kongens Ansigt, det var baade spndt og slappet, han saa ud
som den, der endnu tager sig sammen til Beslutningen, som forlngst er
gaaet i Fuldbyrdelse.




Lucie


Lucie, Tusmrkets Barn . . . hun var dog ung. En falden Engel var hun, ja
et Menneske. Hendes Bryn var vokset sammen mellem jnene, Tusmrket havde
signet hende i Panden med en flyvende Flagermus.

Le kunde Lucie slet ikke, kun grine gldelst som et umlende, der venligt
og advarende viser Tnder. Hun lod sig kun nu og da formilde, og da lignede
hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorglse Fugle styrter sig i
Svrm under den forklarede Himmel, medens de falmende Blomster staar stille
og ved bedre Besked. Ak, Lucie var ikke tyve Aar, og hendes Bryst hldede
allerede, det var desvrre sejgt som nedfalden Frugt.

Lucie, hun kunde tralle en Visestump, men glad var hun ikke. Hun forstod
ingenting, andet end at flyde nedad, som et synkende Menneske mod Havsens
Bund. Det var af hendes fri Vilje, og derfor havde hun en uhjemlig Kulde i
sit Vsen; men uden selv at vide deraf udtrykte hun enfoldig Undren ligesom
Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i Hjulsporet og marcherer paa
Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det knusende Hjul kommer.

Men der var jeblikke i denne Nat, da Lucie lyste i Syndens salvede
Majestt. Hun fik Glorie om sit dunkle Hoved af utrtteligt Begr, Rdsel,
hendes Sjl slog ud i et vildt, maallst Blik som i Korsridderens jne,
naar han pludselig ser de rde Blodroser springe ud om det viede Kors paa
hans Bryst.

Axel blundede hen.

Han sov og drmte, han var gledet ind i en anden, halv og vaklende
Virkelighed, han sad ved Havbredden, og hos sig havde han Sigrid; det kom
ham for, at han var ddelig svnig. Imidlertid stod han op og ravede frem
for at rede dem en Seng, og han tumlede lnge med Blgerne, lagde dem
tilrette og tog efter en hvid Blge til Hovedpude, men alt hvad han redte
svandt vk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der lftede
sig og fld ud i ingenting, han brdes tilsidst med de urolige Puder.
Endelig opgav han det.

. . . Lidt efter flj Axel og Sigrid fra Jorden. Ja, de stod lidt stille i
Luften, og Sigrid tog ham i Haanden. Saa flj de vidt og svimlende hjt,
men Axel syntes i dyb Svnighed, at de maatte endnu langt videre ud i
Himlen, det bares ham for, at der var en Udsigt ved Verdens Ende, som de
maatte se. Men da de havde fljet lnge, gav Sigrid efter, hun blev tung og
begyndte at klage sig, og da styrtede de begge ned. Axel vaagnede. Han sov
igen og drmte igen underlige Ting, der ikke lod sig huske.

Vis mig et Modermrke paa dig et Sted, hvis du har et, for at jeg kan kende
dig i Helvede, bad Axel halvt forrykt, da Dagen gryede.

Lucie lo skamfuld, hun var lige ved at grde af Lykke, og hun viste ham
Arrene, hun havde paa Ryggen efter Kagstrygning; de lignede gustne Siv og
endte ligesom Siv i brune Blomster, hvor Piskens Knude havde kysset.

. . . Atter var Axels jne sunkne til, uden at han vidste det, og atter
flyver han, men alene. Han flyver i oprejst Stilling midt ad Gaderne i
Stokholm i Hjde med Tagskggene, han tvinger Armene i Siden som en Lber
og holder sig oppe ved sin indre Kraft, glider strkt og stille frem.
Gaderne er tomme og ligger i lurende Skumring; langt fremme i de dybe Gyder
ser han Skygger rre sig og skynde sig afsted med Ryggen til, men der hvor
han flyver, er der aldrig nogen levende. Himlen er brndende, lysende gul,
det er som rummer den en lykkelig Viden.

Da lukkes Gaden af et hjt Hus, og Axel frygter for at flyve mod den skumle
Mur, utydelige Hoveder lurer i Vindueshullerne; han tager sig sammen og
naar at hve sig skraat i Vejret, han slipper luftigt over Mnningen af
Huset, kan lige naa. Axel svver siden lavt og rrer med sine Fdder ved
Ris og Trer. Men pludselig fylder han sig og vil, vil, han stiger, medens
Luften bliver endnu dybere Og endnu gulere, han gaar stejlt tilvejrs og
hnger over alle Taarne som et Fnug i den lyse, frie Luft.

Axel flyver, og dybt nede huler Vandet sig i lydlse Blger, han ser Skibet
skraat nede og overvejer ngsteligt, om han vil trffe det med den Retning
han har. Det er som formaar han kun med yderste Anstrngelse at styrte
derimod, sknt han flyver af sig selv. Men han naar i Sikkerhed ned paa
Skibets Dk. Det er Lykkens Skib.

I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i
Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer
aandeagtigt let hen i Havet.

Det er Columbi Lykkes Skib. Han selv, den forliste Skipper, staar ved Roret
og bjer sit Ddningeansigt over Kompasset, Kursen er stik Syd; paa hver
Side af sig har han en ngen, rd Skovdvrg, der vdsker giftigt overalt af
lde. Og Sejlene bovner som Spindel fra Rerne, Stjrnerne gennemskinner de
fulde Sejl.

Men agterude i det bratte Tmmerkastel, paa Dkket og under Dkket, i hver
en Vraa og Rede venter Alverdens Kvinder; der er en af hver Slags fra
Jordens tusinde Landskaber. Af hvide er der mange, fra de yngste unge med
Drengeben og spirende Barm til de fre Fruer, hvis Kn er ru af Gangen i
Kjolen; fra de hvide Frkner, som vasker sig tidligt og silde, til
Bondedtrene, der lugter som Mlk af Munden, og hvis haardfre, laadne
Lemmer slaar som Knipler. Der er Piger af rget Ld med jnene fulde af
dristig Uskyldighed, der er Kvinder med luerdt Haar og Fdder saa hvide
som Sne, Negerprinsesser med rosenrde Mundvige og Tigertnder i Krans
rundt om de ranke, sodsorte Lnder. Arabiske Mer, slunkne og smidige som
Leoparder; frodige Jomfruer fra de rige Gaarde i Polen, smaa
blomsterstvede Vsner fra det inderste Asien, og Kvinder, som ingen
Evroper saa, fra erne i Havet.

Paa alle er der Forskel i Hjde og Alder og Skabning, som de er ulige i
Sind og Tanke. En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit
unge alvidende Hjrte, en anden ler nok gstmildt men fortier sit Tungsind;
nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar jnene ned og
skammer sig over deres lydefri Figur. En er ikke fuldstndig lige, fordi
der ogsaa skal vre en af Jordens skve paa Lykkens Skib; en er mindre
hvid, en andens forunderlige Fylde bredte sig rigelig strkt, det er der
spinkle Sknjomfruer for paa Lykkens Skib. Den enkelte er vel aldrig
fuldendt, men ingen er undvrlig; de mange tilsammen stiler mod
Fuldkommenhed. De er alle meget nr ens paa Lykkens Skib, for saa vidt som
hver for sig bedaarer.

Lykkens Skib sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Lykkens Skib,
Axel drmte sig ombord derpaa. Og han flte Sigrids Nrhed.

Da vaagnede han pludselig og havde Lucie.

Det var lys Dag, de blste i Trompet nede paa Torvet, fyrige, pralende
Signaler.

Det er bare at de blser i Trompet, mumlede Lucie svndrukken og krb bedre
i Leje uden at aabne jnene.

Men Axel rejste sig og slog Vinduet op. Da saa han, at der stod to lange,
ubevgelige Rkker Kngte med Hellebarder fra Slottet over Torvet og helt
hen til Raadhuset. Ellers var der tomt paa Torvet. Lige udenfor Raadhusets
Port . . .

Skafottet er rejst, sagde Axel og gik fra Vinduet. Han snappede sit Tj og
kldte sig paa i en Fart. Lucie lagde sig om paa Ryggen og saa lysvaagent
paa ham uden at sige noget. Axel gik ned i Huset.

Men han kom snart op igen. Han havde faaet at vide, at Dren var lukket, og
at Herolderne nylig havde forbudt alle og enhver Borger i Stokholm at gaa
udenfor sit Hus.

Axel stod ved Vinduet og ventede. Der gik en halv Time, der gik en hel, han
blev jo lngere jo mere begrlig efter at faa Rede paa, hvad dette betd.
Men der skete ikke noget. Et Par Mand gik og ordnede ved Skafottet, ellers
var der kun de to rette og rolige Soldaterlinjer tvrs over Torvet og op
mod Slottet. En ganske dmpet Lyd af Mumlen og Hvisken ld op fra dem.
Vejret var raakoldt. Nu og da red en Hvedsmand i bragende Galop langs ned
ad Rkkerne og rettede dem, ellers holdt han stille oppe ved den lukkede
Slotsport.

Da Axel en Timestid efter var henne og se ned igen, stod Soldaterrkkerne
uforandret.




Blodbadet


Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag ld gennem Gaderne, naar
Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Dre holdtes lukkede.

Hvad kunde der ske, hvad maatte de indesprrede Folk forestille sig! De sad
nu forstummet inden Dre, ved hver Rude glanede et uforstaaende Ansigt, til
hver Sprkke laa et spejdende je. Den hele By rejste sig tt og klinet paa
sin  som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i
Vejret som gabende Kber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op
for Sjlene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, lb lbsk i Angster.
Der staar en Syrelugt op fra et Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i
blindt Raseri, saaledes var Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af
Skrkkens Fantasier.

Frst hen ad Middag -- Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt lige
rette og sejge Soldateropstilling dernede -- henad Middag kom det.

Ja, alle de samme Mnd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til Slottet
i deres bedste Stads og i hjeste Flelse af deres Betydning for Landet, de
kom nu tilbage.

Det var som havde de hje Herrer af Sverig brugt Natten ene alene til at
ve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig,
men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige frst, dernst
Adelsmndene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige
Borgmestre, Raad og Rigmnd. Ingen var lngere til Hest, de gik taalmodigt
lige nr ved Jorden allesammen, som slotne Faar. Profossen havde ventet fra
Morgenstunden af, han lngtes. Og de naaede Skafottet i Procession; de
gamle gigtsvage Bisper holdt sig ikke meget ranke, mellem Adelsmndene var
der dem, der traadte i Jorden som udfordrende Vddere; en og anden
Borgermand virrede med Hovedet som et Faar, der vil smge Tjret af sig;
men de fleste gik villigt i Flokken. Der var ved tredive-fyrre Par.

rkebisp Matthias af Strengns tilkom det paa Grund af hans hje Vrdighed
at blive rettet frst; han havde endnu sin rde Fljelskaabe paa. Axel
kendte ham, da han krb paa Kn og hvede sit lille Ansigt opad og lagde
Hnderne sammen. Men det hastede. rkebispen rejste sig igen og begyndte at
klde sig af der under aaben Himmel for Bdlerne.

Da kom Axel i en hamrende Uro. Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag
ham, og skd hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa strk
Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng.

Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. rkebisp Matthias' Krop laa
paa Jorden kun ifrt Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den rde
Kaabe . . . nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.

Endnu medens Axel betragtede dette arme, fraskilte Hoved, hrte han, hvor
Bddelens Svrd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra Blokken
hen ad Jorden med et Blodsprjt efter sig. Det var Bisp Vincents af Skara.
Erik Abrahamsen Leionhufvud stod og kldte sig af. Der var stor Uro
dernede, mange raabte og gav ondt af sig.

Axel stod ophidset og blussende ved Vinduet. Han saa en hj, meget svr
Adelsmand rkke Armene i Vejret og slaa i Luften, mens han talte, den vilde
Stemme var ikke til at forstaa. Oppe i Husene paa den anden Side Torvet var
flere Ansigter synlige i Vinduerne, og den oprrte Mand syntes at henvende
sine Ord til dem. Men de svarede ham ikke. Axel saa de lave graa Skyer
drive over Tagene, af og til slog de ned og fyldte Torverummet med en tynd
Dis.

Axel saa den ene efter den anden blive taget, og han kendte derimellem de
aller hjeste i Sverig. Nogle skyndte sig og kludrede selv med at komme af
Klderne, andre lod Bdlerne flaa og gre med sig som de vilde. Flokken
holdt tt sammen, udenom stod Soldaterne i Vaaben. Axel kendte Mikkel
Thgersen og flere af sine Kammerater dernede.

Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jrgen Homuht ledede
og kommanderede Bdlerne, idet han pegede med sin behandskede Haand, han
var i sin fineste Puds.

Der laa mange Hoveder nu, de _sad_ paa den blodige Jord som Svmmere, der
trder Vande. Blodet fld ud over Torvet og dannede en Figur som et
kmpestort Bogstav. Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne Rune
skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade. Henrettelserne
gik paa med stor Ensformighed. Den glanslse Dag tyknede mere og mere, det
tegnede strkt til Regn. Flokken tyndede ud. Ligene laa i Hobe.

Axel trak Vejret saa stille. Da alle de ukrnkeligt hje Mnd af Byrd var
slaaet ned, og Bdlerne med forget Flid huggede ind paa de borgerlige,
flte han med en Svimlen, for det laa over hans Fatteevne, at _Kongen_
maatte have uhyre, aldrig anet Magt, siden han kunde lade dette gre. Han
saa ham for sig, Kongen over Norden, den korte bredstammede Skikkelse med
de brekraftige Skuldre og Armenes Bomme. Det var en Mand, der kunde tage
mod Byrder og rykke Stene ud af Jorden op foran sit befalende Ansigt. Han
huskede Kongens Blik, der stod som en strakt Lanse, Kongens Bryn, som altid
var i Skiften. Han mindedes Kongens Rst, der var skdesls paa Grund af
Mandens Stolthed. Han flte et Pust af Kongens enevldige Raadslutning, han
bjede sig for Styrken af denne Majestt.

Omsider gik Axel fra Vinduet, slog det i.

Han og Lucie tog sig for at holde Maaltid. Lucie viste ingen Nysgerrighed
efter, hvad der var gaaet for sig. Derpaa lagde de sig til at sove. Det
styrtregnede udenfor.

                                * * *

Det var i Skumringen samme Dag, Axel blev vkket ved en Larm ude paa
Loftet, Trin af en, der gjorde sig Umage for at lbe let, de tabte sig over
Loftet og forsvandt. Axel kom i Tanker om det tomme Vrelse i Gavlen ud til
Gaarden, han sprang op og lb over Loftet.

Just som han aabnede Dren til Kamret, fik han Flelsen af, at en i samme
Nu gemte sig derinde. Han blev staaende i Dren og saa rundt, der var kun
et tomt Sengested i Kamret, Lugen stod halvaaben. Da rejste et lyslevende
Menneske sig op fra Sengen, en fornem kldt Fyr med et langt blegt Ansigt,
han skrvede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt skrmt og halvt
med Forsg paa Lystighed. Han var meget hj, smal om Hofterne, havde en
mrk Streg paa Overlben; der var noget vist ufuldstndigt i hans
Paakldning, Axel saa pludselig, at han manglede alle Vaaben, og i samme Nu
bemrkede han rde Spor af Reb om hans Haandled.

Saa vidste Axel Besked, han sprang ind i Kamret, de talte i Munden paa
hinanden. Kom her, sagde Axel rask. Jeg bliver forfulgt, forklarede den
anden ligesom undskyldende, mit Navn er . . .

I det samme knagede Stigen voldsomt neden for Loftet, en raa Stemme brd
Stilheden i Huset. Flygtningen vendte Hovedet rundt og saa sig om efter
Skjul, raadvild, ikke angst, og dog tog han sig sammen og vilde smile, han
stod paa Spring og kom alligevel ikke af Stedet. Grove Stvleskridt
dundrede ude paa Loftet. Axel skubbede strkt til den fremmede, som vilde
han dog i det mindste have ham hen i Hjrnet, hvor der var mrkere, og den
fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende. Saa rettede han sig
og strammede Brynene. Og der vltede en bred Kngt i Lder, raslende af
Jrn, ind gennem Dren som en rasende Stud med Selen og Hamlen paa Haserne,
hans lange Svrd slog mod Drkarmen og fjedrede i Balgen. Axel stod i
Skjorten, vaabenls, det var som blstes han tilside. Hans Haand kom mod
det skraa Tag, og han brkkede en mr Lgtestump til sig, vidste nppe,
hvad der foregik, Tramp, en kort Hvirvel mellem de to som mellem en Bffel
og en ung Hest. Han slog sin Pind i Stv og Stumper paa Soldatens Hjlm,
hrte hans hede Prust, og da var Kampen aldeles pludselig forbi, de skiltes
ad. Den unge ubekendte gik baglngs, tvede et Nu, som om han hentede
Vejret, og gav saa et hjt, lyst Skrig fra sig.

Dette havde ikke varet mere end tre-fire jeblikke. Den store halvgale
Kngt satte i et Spring op i Lugen og vred sig ud af den.

Nej for Satan, Mand! raabte Axel uvilkaarligt, han vidste, der var tyve
Alen ned. Men han saa Karlens grove, svedige Ansigt lige over Karmen, saa
ham spile Snuden forpustet op og i og hejse sig ned. Nu holdt kun en Haand
i Karmen, et jeblik, saa var ogsaa den vk. Axel for til og saa Mennesket
entre hurtigt og sikkert sidelngs ad en Gesims hen mod Svalegangen i den
skumrende Gaard.

Da Axel vendte sig mod den fremmede, saa han, at han ravede.

Han har stukket mig, hviskede den unge Svensker med en forlegen Mine. Han
skd Brystet strkt frem og stemmede begge Hnder i Siderne, han flakkede
lidt i Blikket, ligesom sygeligt eller trngende. Pludselig drejede han sig
om mod det tomme Sengested og lagde sig langt bagover med Ryggen presset
mod Sengefjlen. En enkelt Smrtelyd, et Hvs pinte sig gennem hans Hals.
Da Axel tog ham, var han dd.

Lige midt i Hjrtet havde han faaet det. Ansigtet sitrede lidt endnu.
Overlben rejste sig et Par Gange. Det var kun et attenaars Menneske, han
var paafaldende mager og saa ud, som var han ldet altfor tidligt, maaske
af Sult under Belejringen nu for nylig. Axel strakte ham ud og sad og saa
paa ham. Og han blev snderknust af Sorg, hele hans Indre lb i et,
kvalfuldt, han gik aldeles fra Samlingen.

Det listede ude paa Loftet, Dren knirkede, og da Axel saa op, var det
Lucie. Hun saa, hvad det var, og hun lagde sig stille ned ved Siden af
Axel, hendes Haar faldt paa den ddes Ansigt.

                                  *

En Ting randt Axel ihu, mens han sad der. En Vinternat ved Baalet inde i
Tivedens frosne Skove, da han havde ligget med et Dkken svbt om Hovedet
og tnkt og tnkt paa en Mands gruelige Fattigdom i Dden. Det var den Gang
Efterretningen om Sten Stures Dd kom til Hren. De danske hrte det med
stor Tilfredshed, der var Glde i den hundekolde Lejr hele Aftenen. Sneen
knirkede festligt under Stvlerne den Aften, Stjrnerne hang i Regnbuens
Farver mellem de de Trtoppe. Det drftedes hyggeligt, hvorledes denne
farlige Mand dde. Men Axel, der med egne jne havde set ham blive ramt paa
Isen ved Bogesund og den Gang gldet sig over det bratte Fald af en Fjende
-- Hest og Rytter styrtede ind i Billedet af Hest og Rytter paa den
spejlende Is! -- Axel var kommen til at tnke sig dette ensomme Menneske,
der dde i Slden paa Mlarens frosne Strmme, med et knust Ben under sig.
Han dde, han maatte d.

Sneen snkede sig i den sorte Luft, eller var det selve Himlen, der hldede
og truede med at komme; Sen gav sig sukkende under Slden, som tvivlede al
Jorden nu om at kunne holde lngere. Da brast et menneskeligt Hjrte af
kongelig Bekymring. Sverigs vide Land sank fra ham som Is og sukkende S,
Sten Stures Kongeomsorg og hans Sygdom og hans Smrte fik Ende i den snvre
Slde som en Barnegraad, der tier, som en Vugge, der staar stille. Da de
saa til Sten Sture, var han dd. Sneen smeltede ikke lngere paa hans
Ansigt. Saa langt jet rakte var der kun Is og Sne, Sten Sture, og du sad
stille, vidt ude fra den frosne rken tonede det som svage Ndraab og
Genlyd af syngende Ndraab, O Sten Sture.

                                * * *

Hen paa Aftenen kom Mikkel Thgersen. Han fandt Axel og Lucie siddende over
Liget med hver en Stump Vokslys. Mikkel sagde ingenting, han var slap og
indfalden i Ansigtet. Da han havde set lidt paa den unge drbte Fyr, der
laa paa Gulvet foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at han kunde
komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hrte Mikkel snakke
halvhjt med sig selv.

Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjrnet, sov
Axel. Lucie laa vaagen, hun nsede ikke Mikkel, hun laa og stirrede fromt
og forknyt ind i Lyset, da han gik.

Lucie var den frste der vaagnede Dagen efter. Lysene var brndt ned paa
Bordet, men det var Dag. Hun satte sig op og saa sig om, hun vendte jnene
fra og til, som lyttede hun, som kaldte nogen paa hende. Saa aabnede hun
med let Haand Hornkapslen, som Axel havde om Halsen, tog Pergamentet ud og
gemte det i sin Vandrepose. Axel havde fortalt Lucie om sin Skat, havde
ogsaa snakket om den i Svne. Lucie blev endda forsigtigt liggende lidt,
Axel sov fast. Hun listede op, kldte sig paa og gik stille sin Vej.




Miserere


Den graa Novembermorgen gik op over Stokholm, uden Gry, ulystelig; de
frste Tegn paa Liv og Bevgelse var en Skikkelse, der bugtede sig et Par
Gange, idet den flj tilvejrs i Galgen.

Op paa Dagen begyndte Folk at komme frem og se, hvad der var forefaldet. De
halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn. Soldater
stod Vagt og friskede sig med l og Vin i det ramme Vejr. Over Middag gik
Bddelen i Gang med endnu en Del overbeviste Kttere og Landsforrddere.

Det blev en saare stille Dag. Dagen syntes mere karrig og kort end ellers,
paa en Gang lavede den til Aften, uden at det var bleven til mere.

I sin Undergang flammede Solens Baal igennem, og alle Skyerne gled fra
Himlen som et je, der langsomt aabner sig. Da Solen var gaaet ned, stod
Himlen lnge efter klar og bleg. Fjrnt ude paa Havet laa en halv Snes
svindende Punkter, det var de lybske Skibe, der var lettet om Eftermiddagen
og gaaet under Sejl. Aftenrden dybedes i Vest, Himlen tnkte, der var saa
vidt ud i den faldende Efterdag, der var saa fattet en Kulde over Aftenen.

I dette Stille brd Klokkerne i St. Nicolaj Kirke ud med en sorgstemt
ringende Klang. Ja, ja svarede det straks fra St. Klara Kloster paa
Nrremalm og fra St. Jakobs Kirke. Og fra Sndermalm lftede Klokkerne i
Marie Magdalene Kirke deres Stemmer. Mens de ringede med hver sin
anklagende Rst, faldt flere hurtigt jamrende Klokker ind fra de smaa
Kapeller.

Der laa nu Byen som et mrkt Jordskud ude i Vandet, Usalighedens , hvor al
Lyd er Klage, hvor Metaltunger uroer Luften og raaber, saa at det sukker,
under den smrteklare Himmel. Luften runger fra og til som en levende, der
duver af Pine, Klangen fdes hjt grdende og dr som en affldig Blge hen
i Luften. Det samme Klagemaal vender tilbage, Luften mmer sig, de usete
Ganer kvkker med stdig Bedrvelse, og Luften svirrer.

Men da Klokkerne i Byen havde talet og forklaget lnge, tog de pludselig
alle haardt paa Vej, de klemtede, de stormede. Og med et friedes lange
Luftskrig af Klokkernes blandede Tumult, klare og skingre Raab sprang ud
hjt oppe; vilde Klange, der var renere end nogen jordisk Lyd, blev til
inde i selve Rummet. Det var som kastede usynlige Vsner sig oppe i den
ildgule Luft, store hvide Legemer styrtede sig med Lynkraft omkring oppe i
Luften og raabte ned, sang, klagede og sang.

Mikkel Thgersen kom over Broen fra Sndermalm. Han hrte Klokkerne, han
kom ind i Byen og gik omkring der. Aldrig fr havde han vidst, hvor lavt
det er at gaa paa Jorden, han flte sig paa Bunden mere end nogensinde fr
i sit ufrie Liv, _nede_. De usle Huse forlod Bunden mere end han, der gik
under dem; han saa op ad de skumle Trrnner, bjede Hovedet og gik frem
som et Dyr under Aaget. Langs Grunden af Husene i den ene Side af Strdet
laa Rendestenen med gammelt smudsigt Blod, der var flydt ned fra Torvet.
Det blste, Luften var hj og ligesom udhungret, det var koldt, koldt.

Mikkel kom over Torvet, hvor alle de henrettede laa, en Dynge fuldstndigt
ubevgelige Kroppe; han gik hen mod St. Nicolaj Kirke.

Udenfor paa Trappen rejste de syge og vrkbrudne sig og vendte sig mod
Mikkel, de fik travlt med deres Elendighed; idet de stod op, rystede de
Lugten af raadne Saar ud af Klderne.

En Mand i hvide Vadmelspjalter viste begge sine Hnder frem, der var gaaet
for tidligt i Aadsel, og strakte Lberne ud efter Almisse. En Dreng
sknnede sig frem efter Lyden og saa med to store blodige Kdhuller, hvor
han havde haft jne. En ung Krbling sad ned og holdt sit ngne Ben paa et
Brt, det vejede flere Lispund af Betndelse og stank varmt. Der var en
Lunhed paa Trapperne fra dem, der svedte i Feber.

Men helt nede i Skumringen ved Kirkemurens Fod sad et Vsen, kun en Bylt
Klude og et Hoved. Det er et Kvindehoved, skvt og bulet af Vandsot, hun
har ingen Lemmer, hun rrer kun jnene. Blikket staar op gennem Tusmrket,
og da Mikkel ser med Ynk ned paa hende, forfrder hun ham ved et Udtryk af
Ondskab, et dyrisk ondt nske for ham og for alle.

Da Mikkel kom ind i Kirken, fornam han Rgelse, Kirkerummet stod i sin
Hjhed, de tunge Kvaderstene syntes at spille og spinde dunkelt, det var
Orglet, der tonede sagte; der gik som en Lydtrk oppe under Hvlvingernes
Mrke. Kun faa Lys brndte her og der paa de festlige Altre.

Mikkel gik ikke langt ind i Kirken, han blev i et Hjrne tt ved Dren, og
da han flte sig som brudt i Benene af Trthed, satte han sig ned paa
Gulvet helt inde i Mrket. Han lukkede jnene.

Orglet blev ved at suse stille. Det dulmede, det gjorde ham tillige tungere
om Hjrtet. Han var den, der stod udenfor som ellers altid, derfor hrte
han den kvgende Musik saa kvalt og langt borte. Han stod hjemls udenfor.

Da, just som Mikkel tnkte saaledes, vldede Tonerne ud med fuld Styrke,
som blev alle de store Porte aabnet! Og et Kor af skre Stemmer lftede
sig, en Sang. Alle Orglets fine Piber stormede ungt og lyst ud sammen med
de dybe Sorgklange og de allerdunkleste bldende Toner. Sangen steg.

Mikkel sank sammen i sit Hjrte. Herre Jesus! klagede han. Han betroede sig
til den mgtige. Han flte sine Aars Byrde af Ensomhed smelte.

Ja, han havde vret ensom. Men den ensomme er fordmt, det kommer endelig
en Gang for Dagen. Gennem sammenhngslse Tider fortykkes Tanken, alle
simple Klarheder viger langt ud og forlader dig. Den vldige Evne, du
sporede i dig med en Stolthed, som var du den eneste i Verden, der
undergraves af Tvivl; hvad er din Indbildnings Kraft, siden den ikke kan
holde Verden oppe? Du er som de andre, ikke strkere -- men den eneste i
Verden skal du vre, ja ensom.

Og hvordan gik det dig, hvad blev der af den fdte Mildhed i dit Hjrte,
den dybe Trang til at bruge Godhed mod alle, der holdt dig svnls i din
Ungdom? Livet vilde ikke forlse din overmgtige Trang til Lykke, det ndte
dig til Had, Hvn, og du blev hjemls. Tilsidst fablede du om at befinde
dig som hjemme paa et vildfremmed Sted lngst ude i Verden og klage der, om
ikke andet saa grde din ufattelige Sygdom ud. Men heller ikke, ikke en
Gang din Sjls grnselse Mon af Klage og Smrte vilde Livet forlse.

Orglet strmmer med Forlsning. Smrte og Lyst rinder endelig sammen i en
lykkelig Klage. Salmens Toner rejser Sindet i lgende Syner. Hjrtet rrer
sig pludselig i Brystets Indre med egen levende Vilje som et Foster.

Hr, hvor de klare Stemmer synger vaandefuldt og lyst. Orglet raaber og
stormer, hvisker, alle Dyrestemmer taler med, de umlende kvder med deres
vilde Rster, Dommens Basuner hres og Himmerigs hvide Fljter.

Da glimter det, saa at Vejen ses fra Ddsriget ind i den store Sommer. Alle
forkomne Mennesker sger sammen derimod, fra Slagmarker og fra Byer; de
gaar fra Plovene, de lander ved Kysten og forlader Skibene, de kommer ud af
deres Grave, og de sger sammen for at gaa ad Vejen.

Om dem blser Skuffelsernes pibende Blst. De rejser efter Forbarmelse, de
havde ikke andet end ondt, mens de levede. Deres Tnder klaprer, de grder
i Tusindvis, de vrider Hnder, fordi der var bittert paa Jorderig. De
kaster en Stormklage ud i Vejret, mens de vandrer, de hver de blege
Ansigter og beder i Vildelse til Stjrnernes Barmhjrtighed.

Fra den fjendtlige Jord stiger en Lyd af det der foregaar, et Sus af alt,
hvad Tiden delgger. Der blser en Vind af den evige Visnen paa Jorden, af
alle Tings Henfald. Det er den koldeste Vind i Zonerne, den er giftigere
end enhver Vinter, den brer Genlyd i sig, som Isnaales knitrende Sagtevals
i Skyerne, det er Ekko af Hovslag og Latter og Liv, som for hen, det er
stille jamrende Koncerter. Tys! Det er hemmeligt en Stj af Ben, den
inderste Lyd er som sagte Skred i Kisten.

Stille! Det fyger i dit Minde, hvis du tnker; der gaar et isnende Pust af
Glemthed over dig. Du hrer kun Sneens Fygevise i din vinterlige Erindring.
Der jager et Sting gennem din Bevidsthed, det maner dig om et ulideligt
Mrke.

Saaledes lytter de arme, der er sat ud paa Jorden, og de bliver bange. De
flokkes, ikke af Sammenhold, men som Kreaturer i Hststormen paa en Holm,
hvor de sger ud paa den yderste Pynt og kalder indstndigt mod Land.

Der er halvmrkt her at bo, ingen Varme, de forviste lever adskilt uden at
kende til Venlighed. Den frysende skal nok srge for Trk til sin nste;
den der savner og nages, drypper Nid i sin Medfanges Hjrte. Ntterne er
lange og fredlse for de ensomme, for de ubeskyttede.

Men Mikkel saa Smrtens Fyrste! Han hrte ham i Salmen. Han saa Frelseren
og Herren tage de utrstelige til sig; en efter en tages de op fra Vejen,
ngne, gode nok for Gud. Den barmhjrtige Forlser trster med sin Varme.
Mikkel ser alle de besvrede Sjle modtage Retfrdighed, de rejser sig, de
faar Part i Himmerigs Orden. Musik strmmer ned over dem. Mikkel ser alle
dem, han har kendt i sit Liv og som Aarene spredte, forsamlede igen;
ynkelige Ansigter, han blot saa et Glimt af mellem de faldne paa
Valpladsen, dem ser han igen i deres Oprejsthed. Han ser sin Fader Thger
Nielssn staa frem for Gud, mishandlet af Alder, i sit Legems tunge Bevis.
Han ser Himlen aaben, og han brister ned for Gud i sit Hjrte. Han kryber
paa sine Kn ud paa Kirkens Gulv, hvor han synker sammen.




Den lille Skbne


Det sneede. Stortorvet i Stokholm laa med et bldt, skinnende Tppe, og
Sneen blev ved at strmme jvnt fra oven. Mrket var ikke falden helt paa,
men der var tndt Lys i Ruderne.

Fra alle Gader, der mundede ud paa Torvet, kom festkldte Folk, de gik i
den nysfaldne Sne, og alle sgte op ad Raadhusets Trappe. Der var Ruderne
oplyste til Gilde, Stokholms Stad gav et Gstebud til Kong Christierns re.
Da Spisningen var endt i Salen, strmmede de unge ind, de havde lnge
ventet i Trngsel uden for Drene. Nu skulde der danses.

Saa spillede Musiken. Axel var den frste paa Gulvet. Han svang sig
hensynslst en Times Tid, hengav sig alene til Dansens Strabadser uden at
tnke paa, hvem han delte dem med. Da han kom ned for at slukke Trsten og
kiggede ud, var det mrkt som i en Blg, den hvide svrmende Sne trngte
ind ad Dren som Ml, der sger Lyset. Axel strg ud og lb et Par Gader
hen for at se til Mikkel Thgersen, der laa syg. Mikkel havde holdt Sengen
i en Uge, det tegnede til at blive ringe med ham.

Inde i det simple Herberge, hvor Mikkel havde Kvarter, sad et Selskab af
Kngte ved Drikken. Axel gik dem forbi med en Hilsen og ind bagved i et af
Kamrene, hvor Mikkel laa. Der var mrkt derinde, og Luften var meget kvalm.
Mikkel, som laa i Feber, spurgte, hvem det var; hans Stemme ld svag og
hed. Axel tndte Lys og trykkede Mikkels svedige Haand. Hvordan det stod
til?

Det saa ikke bedst ud. Mikkel laa rdskjoldet og med dryppende Bryn, hans
Magerhed gjorde et uhyggeligt Indtryk. Han aabnede jnene grumme trt og
lukkede dem igen, de var blodsprngte og slve.

Ho, sagde Axel nedslaaet. Han satte sig paa Halmstolen udenfor Sengen og
saa ufravendt i flere Minutter paa det syge Ansigt. Mikkel trak Vejret kort
og vendte Hovedet fra og til, som vilde han flytte paa sig uden at evne
det. Axel holdt Vand hen for ham, men han afslog det ved at fortrkke
Munden.

Det saa ud til, at Mikkel skulde d her i dette ngne Kammer. Saa langt
naaede han. Paa den hvidtede Vg hang Slagsvrdet, hvis Skft var slidt af
hans Haand. Men nu var Mikkels Hnder bleven saa modlse og slje. Det
stride Mundskg, som var begyndt at graane om Nsen, klistrede af Slim. Den
skaldede Pande sprang underlig kantet frem, baade barsk og fattig som
tmret, umageligt Bohave. Og Kinderne var faldet helt ind.

Axel kunde ikke sige noget. Hvad var der at tale om. Det var saa usigelig
tungt. Han vilde grne have trret Slimen af Mikkels Skg men kunde ikke
beslutte sig til det. Han blev siddende i lang Tid og saa, hvor Mikkel
djede Sygdommen paa sin sdvanlige indadvendte Maade.

Ja ja, mumlede Axel omsider og stod op. Han sgte Mikkels Blik, idet han
bjede sig for at slukke Lyset. Saa greb han den hede Haand, stammede
Farvel og gik.

Ude i det brandstagende Mrke, hvor man tilmed maatte knibe jnene i for
Sneen, lb Axel bus paa et Menneske, han lo, og Mennesket lo, en kort
Pigelatter.

Sigrid! Sigrid! raabte Axel i Fryd og langede Armen ud for at faa hende fat
igen. Men han hrte paa Skridtene, at der var flere, og de tav, han havde
gjort noget galt i at raabe, indsaa han. Det var lige ved Raadhustrappen,
og da Dren gik op for Lyset, saa Axel, at Sigrid fulgtes med sin Broder og
desuden en ldre Kvinde. Han hilsede rbdigt.

Axel havde ikke kunnet finde Sigrid, sknt han havde tnkt paa hende
uafbrudt lige siden den Aften, de frst saa hinanden. Nu vidste han ikke
rigtigt, hvordan han turde vre. Men Sigrid saa ham straks aabent i
Ansigtet. De traadte ind i Dansen. Sigrid var kold endnu udefra, hendes
Kjole aandede Kulde mod Axel, hendes Haar var fuldt af duftende Kulde; det
friske Ansigt straalede.

Hvordan kan det vre, jeg ikke har kunnet finde dig? hviskede Axel
brndende bevget under Dansen. Sigrid dansede eftertnksomt:

Ja, svarede Jomfru Sigrid.

Lysene uttede overstadigt paa Vggene, som kunde de vvre Flammer ikke vre
rolige, mens de diede og drak af Talgen. Gulvet dundrede under de svimle
Par. Den store Hal var kun daarlig oplyst. Hjrnerne laa i Skummelhed, ude
i Salen dansede der flere lemmelse Skygger, end der var Mennesker.
Tpperne blgede paa Vggen i den kolde Trk. Og Musiken skrattede. Parrene
svang sig, de vindige Skygger sprang rene Ddsspring over Hjrnernes
Afgrunde.

Jeg har ikke husket dig som du er, hviskede Axel aandelst krlig i Dansen,
jeg huskede dig helt anderledes. Men du er . . . han tav lnge og med et
arbejdende Bryst. Sigrid!

Sigrid dansede uudgrundelig svrmerisk.

Ja, svarede Sigrid med en sagte Klang.

Spillemndene, de Mnd med ubetalelig Frdighed, gav ikke fortabt;
Klarinetten hvirvlede med Tungen, de klare Horn tuttede, og Trommen holdt
Takten stiv.

Uforanderlig er den dansende Nat. Axel og Sigrid danser i Evighed sammen.
Da ser Axel, hvor blegt Sigrids Ansigt er.

Om Blodet nu styrtede ud af din Mund! udbryder han strkt og staar nsten
stille. Sigrid ser op med runde, sorte jne og bliver endnu blegere, han
slutter hende tt til sig med sklvende Arm og frer hende ganske langsomt
videre i Dansen.

De sad paa den hyndebredte Bnk ved Vggen. Axel talte, og Sigrid begyndte
at spille af Liv imod ham. Hun saa frit paa Axel som for at undersge ham,
og han gjorde uvilkaarlig et Kast med Kroppen, se kun. Han var i blaa
Skrmer, der var skaaret op for gul Silke underneden, og grnne Hoser,
hans Sko lignede Hammerhajer, de var forlnget paatvrs i Snuden. Sigrid
havde en Kjole paa af blaat Fljl, der var aaben for det fine Lin paa
Halsen; hendes spde Haar, og det var gult som Byg, fld hende om Kinderne.
Hun lod Axel se sin Ring, en tindrende Diamant paa den korte, butte Finger.

Vi har samme Slags Hnder, sagde Axel. Han snkede Stemmen: Vil du have en
Ring af mig? Jeg har en hel Del. Sigrid?

Sigrid afbrd ham udeltagende. Han spurgte igen. Sigrid sagde let Nej og
rystede Haaret tilbage.

Aa jo! bad Axel forfrdet ved Afslaget. Hans Munds veltalende Bevgelighed
satte sig, han tav og trngte paa med sit lange, bejlende Blik. Og han
sukkede sindsbevget.

Da nikkede Sigrid men saa ikke paa ham. Han fik et nedslaaet Udtryk, tav. I
det samme lo Sigrid, og hans Ansigt vekslede. Han bjede sig henrevet og
begyndte at fortlle saa inderlig om sine Skatte. Hun skulde have alle de
ldige Halsringe, alle delstenene, funklende fra Jordens Skd, friske som
de kom fra deres Hvile i den sorte Muld. Hun skulde faa tunge Armbaand,
Kder saa dle og gte som der ikke var Mage, hvis hun blot vilde.

Skal vi danse? mente Sigrid og lo. Hun rejste sig og pustede ud, som havde
hun kedet sig rligt ved hans Snak.

Axel dansede krnket. Men han var fuldt lykkelig, og i denne Stemning reves
Sigrid med, saa at hun smilede forelsket til ham, med en Jomfrus sre
Varme. Hun dansede ung og skrbelig, nr og dog fjrn.

Men saaledes gik Natten. Hver Gang Sigrid gav ham Haab, blev Axel
besynderlig modfalden; naar hun paa Pigevis vejrede al hans Tro bort, led
han, men lykkeligt. Og da forbarmede hun sig, droges mod ham og kom ud af
sin Fjrnhed. Naar han da flte ligesom Anger over Sejren, lo hun, til han
blev usalig og henrykt. Saaledes gik Natten.

Klokken tre kom Sigrids Broder og en ldre Kvinde, hun skulde hjem. Axel
fik Lov at flge med. Det var hrt op at sne, Natten laa ren og kold. Sneen
lyste. Nu fik Axel da at vide, hvor Sigrid boede. Han gik hjem i sit
Kammer, lftet, fast bestemt paa at vinde Sigrid.

Der gik nogle Dage. Axel blev trolovet med Sigrid. Hendes Slgt var ikke
udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Frstningen. Men han
slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han
nu ellers var, fare med Lgn? Hvorfor kunde der ikke netop vre en stor Arv
til et Menneske uden Efternavn? Hvilede der et Mrke over hans Byrd, saa
meget des bedre; naar han hvede Arven, men dermed hastede det ikke, vilde
man nok ogsaa faa at vide, hvem han egentlig var. Derved blev det; hvem
kunde staa for et Menneske, som ikke kendte til Tvivl. Fstellet blev
fejret med megen Herlighed.

. . . Stokholm By laa under den kyske Sne, der blev ved at falde og
udslette alle Spor. Hver Dag blev der festet saa smaat; snart hver Aften
stod der en Dans i et eller andet formaaende Borgerhus.

Axel satte en Stige til Sigrids Kammervindue en Nat men blev halet ned igen
af hendes Brdre under megen Munterhed, hvorpaa han maatte give Vin paa
Raadhuset, Bryllupet blev bestemt til kort fr Jul.

Ja, Stokholm festede under den skjulende Sne. Altid Gildefolk paa Gaderne!
En sen Aften, da Axel kom gaaende hjemad, saa han en Kvindeskikkelse foran
sig, hun gik langsomt tt ind til Husene med Htten ned over Hovedet, hun
var alene, og hun grd. Axel saa ikke andet, end at hun var ung, hvorfor
gik hun alene paa Gaden og grd? Da han talte til hende, svarede hun ikke,
men da han tog hende ved Haanden, fulgte hun ham. Hun var hos ham uden at
sige et eneste Ord. Snart grd hun, snart sukkede hun utrstelig, hele
Natten. Hver Gang Axel vaagnede, hrte han hendes stumme Sorg, han fik ikke
at vide, hvorfor hun var saa fortvivlet. Om Morgenen tog hun sine sorte
Klder paa og gik igen, grdende som hun var kommen.

Samme Dag Axel havde fstet Sigrid, var han henne og se til Mikkel
Thgersen, som ikke kunde komme sig. Mikkel led ikke lngere, men han var
falden i en dyb Afkrftelse, og det gik hurtigt nedad.

Axel saa, hvor Mikkel var bleven ddelig bleg, han lod til selv at vre
klar over, at han laa paa sit yderste.

Da Axel havde siddet en Time hos den dende i raadvild Bedrvelse, vilde
han gaa. Mikkel slog jnene op og hviskede Farvel, men da Axel vendte sig
bort, kaldte han ad ham. Mikkel vilde sige noget, og Axel bjede sig
varsomt ned til ham.

Skatten . . . skal jeg nu lse Seddelen for dig? sagde den dende nsten
ikke hrligt.

Axel rettede sig og fik vaade jne. Men da saa han pludselig paa Mikkel,
meget vist.

Nej, svarede han kort og godt. Han drejede sin Hue forlegent.

Nu tror jeg alligevel . . . du skal se, du kommer dig, Mikkel!

Mikkel Thgersen laa maalls. Men Synet af Axels Ryg i Dren slog ham med
Harme, han tilsvor ham Hvn. Han hadede igen.

Nste Morgen var Mikkel Thgersen i Bedring. Og han kom sig.




I Urskoven


I to Aar saas Mikkel Thgersen og Axel ikke. Da Mikkel var bleven rask,
fulgte han Kongen ned til Danmark. Men forinden var Axel forsvundet fra
Stokholm. Det gik der megen Snak om, han forsvandt lige fr Jul, Andendagen
efter sit Bryllup, og lod sig ikke siden se. Det var en forstyrret
Historie, der gik Ord af Besvimelserne i Familjen; Sigrid kom til at sidde
for tidlig Enke.

Den der tog sig Sagen mindst nr, og tillige mest, var Axel, den angerlse.
Det hang saa enkelt sammen for hans vedkommende, og dog var det ham en
vidtlftig Historie. To Dage efter at han var bleven gift, red han sig en
Morgentur ud i Landet snden for Byen. Og da han nu var saa ubeskrivelig
glad ved Tanken om Sigrid, saa strk og vaagen, kom han til at tnke paa
Kirsten i Danmark. Det var hans eget Hjrte, der raabte, men han hrte
Raabet som kom det langt borte fra; hans Hjrte raabte af sin Rigdom ved
Sigrid, og han hrte det som om Kirsten kaldte. Han blev saa stormende varm
af Elskov, at han red til i Firspring. Mindet om Kirsten rykkede ham nr,
han maatte se hende.

Axel glemte, at der var gaaet nsten et Aar siden sidst, at der laa
hundrede Mile imellem, han red i strakt Galop vesterpaa ad Kongevejen. Da
Hesten efter en Times uafbrudt Galop slog over i Trav, huskede Axel
naturligvis paa, at der var langvejs til Danmark. Han kunde ikke vre der
lige med det samme. Men nu var hans gale Tilskyndelse allerede bleven til
sund Beslutning, han red jvnt til og saa Tingen an. Vel, han agtede sig
paa en Rejse til Danmark for at besge Kirsten, hans Kreste fra i Fjor.

Om Aftenen var Axel tyve Mil borte fra Stokholm. Han tog ind i en Kro og
satte sig for sig selv i Stuen. Der var mange Bnder tilstede. Talen var om
Gustav Eriksen Vasa, men Axel hrte ikke efter. Man henvendte sig hfligt
til ham og vilde sprge nyt fra Stokholm, men Axel fortalte dem ikke mange
Tidender. For Resten tog de Afstand fra ham, da de hrte, han var dansk.
Axel vilde ikke tale, han tnkte paa Sigrid.

Selvsamme Dags Morgen -- der laa nu tyve Vejmil, flere Herreder imellem,
Skove og Byer i Sne; og der laa en Sindsforandring imellem, Tingenes Ansigt
var kommen til at vende Proflien til -- samme Dags Morgen havde Axel kysset
Sigrid. Han var staaet frst op og vilde ud, men hun syntes, det var saa
koldt. Da han kyssede hende, havde hun vovet de hvide Arme ud af Dynerne
for at tage ham om Halsen. Hun var forunderlig klejn og hvid. Og da Axel
kom ud i Luften, havde han maattet kaste sig paa sin Hest og ride, saa det
peb, for at bedve sin Lykke.

Saaledes var det gaaet til. Om saa og saa mange Dage, naar han havde redet
Vejen, der skilte imellem, skulde han se Kirsten! Han gldede sig, han vred
sine Fingre knagende i hinanden ved Tanken. Kirsten. O du Kirsten!

Det var som _saa_ han Gaarden deroppe paa Brinken med den skve Abild
hldende over Taget. De bitre Ser gik vel endnu ind paa Sandet nedenfor
som den Martsdag, han sidst vendte sig og saa det fra Hesteryggen.

Axel sov godt den Nat i Kroen. Men en Gang vaagnede han pludselig, Kirstens
Ansigt havde vret lige over hans, hendes Lber ikke en Tomme fra hans
Mund. Sigrid! hviskede han og sov.

Han red nste Dag i klingrende Frostvejr. Vejen gik i ujvne Blger, stenet
og vanskelig, men Hesten vedligeholdt et stift Galop. Den strke Luft
susede Axel om rene, han sad i en klippende Larm af Hestens Hovslag og
Luftens Bulder. Og han sang. Hans Stemme gik som en skrende Strime mere i
Ridtets Stj. Han red og sang som i et piskende Stormsus, Sne og Sten
strmmede under ham. De sneede Agre vekslede i Solskinnet, en sjlden Gang
saas en rd Bjlkebytte; store rimede Klipper ragede op af Jorden som
Pandeskaller af begravne Riser. Han susede gennem Granskov, han straalede
ind i enge Pas og ud igen. Og han sang. Det var som ludede han sig ud over
en dende Kvrn og lod sin Sang forsvinde som en tynd Kornstraale ned i
Larmens Tykning.

Om otte, om ti Dage . . . pludselig holdt Axel ikke lngere ud at ride mod
Vest, naar han _skulde_ snderpaa. Hvorfor flge Vejen, det maatte vre
nrmere at rejse tvrspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red ud i det
vejlse Skovland.

Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive stenet.
Gamle vildtudseende Fyrretrer ludede fra Klippeblokkene, Smaakrat fyldte
op derimellem, overalt laa Sne; Axel maatte staa af og lede Hesten. Det var
ikke opmuntrende, han kom kun meget smaat frem. Da Mrket nsten var falden
paa, naaede han ind i en smal og de Klft, der dog var saa jvn, at han
kunde ride langs Bunden, han fulgte den til langt ud paa Natten. Saa slap
Klften op, og Axel maatte trkke sin Hest videre ind i den tykke Skov,
Skridt for Skridt. Det gik stadig opad. Trerne stod tttere og tttere.

Natten var fuldstndig stille. Trerne sov i Frosten, ikke en Lyd hrtes.
Axel tnkte ikke over Stillingens Mislighed just. To Dgn var gaaet over
ham, og det var bleven hans Skbne at trkke sin Hest efter sig i en
haabls Skov om Natten og i bidende Kulde; hans Liv var nu saadan.

Ved Midnatstid fandt Axel et Hus i Skoven, hvor han fik Nattely.

Men i dette Hus blev Axel; thi Brndehuggerens Datter var dejlig.

Kese hed Manden, og hans unge Datter hed Magdalene. Da Axel kom ned fra
Loftet Morgenen efter at han havde fundet Huset, var Kese gaaet til Skovs,
og Magdalene stod og kogte ved Gruen. Axel saa hende, og de gik hinanden
hastigt imde, snusede en Gang til hinanden og var jeblikkeligt
fortrolige, han slog ud efter hende og lo, styrket af Svnen, og hun lo
kampberedt med lftet Slev. Derpaa tog Axel hende alvorligt om Livet og
undersgte hende ind i det dybe af jnene. Magdalene veg under hans Blik,
men han kyssede hende med Bestemhed. Og de klamrede sig i et Nu om
hinandens Hals.

Da Kese kom hjem, gik han lnge tiende rundt i den lille Stue, hvorpaa han
nikkede adskillige Gange hen i Vejret; de unge tog sig hans Nik til
Indtgt. Saaledes gik det til, at Axel blev Svigersn i Hytten.

Du skal have hende, sagde Kese flere Dage efter, idet han pludselig snkede
ksen; de stod og fldede Trer. Han saa op paa Axel, som havde han endelig
faaet Sagen tnkt igennem i de Dage, der var gaaet.

Du skal have hende. Kese lnede sig til ksen og tnkte efter. Det var ikke
andet end ved et Trf at han selv havde faaet hende, erklrede han videre.
Det var gaaet til uden al Ordentlighed, ved at han havde haft et Kvindfolk
i Huset. Hun var siden lbet vk og havde ladet ham sidde med Barnet, de
var slumpet til at faa. Magdalene kaldte han hende, fordi det var et Navn,
men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags Skyld . . . kort
sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige saa strk og kn som
et andet Menneske.

Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa!

Kese spyttede i Hnderne og svang ksen mod Tret. Han holdt ikke flere
Taler siden.

                                * * *

Og Vinteren strngedes, det blev saa knagende koldt. Alle Vinde lagde sig,
Luften dde ud.

Solen stod tindrende hvid og kold ved Middagstid som en sleben Isklump
langt borte, om Aftenen tidlig sank den i en dunkel Blods bag Skovene. De
lange Ntters Stilhed brdes kun, naar en mat Fugl flj nr nok til at
stve Sne fra Trerne, eller naar vilde Dyr lod deres Sorg og Sult hre i
det fjrne.

I Keses Hytte holdt de Kulden ude. Den var polstret med Mos baade oppe og
nede, der var Faareskind at lgge sig i, og Ilden gik aldrig ud, Ilden
brndte bestandig. I Hjrnet ved Arnen laa Trstubbene friske og vaade fra
Skoven, Mosset paa Barken blev levende i Varmen, det skre Ved udsondrede
Harpiks, naar Frossenheden var tet ud. Tret lngtes efter Ilden, og det
strakte sig, saasnart Flammerne havde fat. Rgen sgte rundt i Stuen og
satte sig i Ansigtet, saa man smagte af Skov paa Lberne. Tret svedte
lifligt i Ilden, Kraften i det dunstede ud og krydrede i Stuen.

Men de havde ingen rigtig god Jul, der var kun Brd og gammelt, garvet
Spegekd i Huset. Snart var der heller ikke mere at fde Axels Hest med. Og
hvorfor holde Hesten, mente Kese. Han fik et vist Liv i sit laadne Ansigt
den Dag, der blev Tale om det, han blev saa virksom og tankefuld. De enedes
da om at slaa Hesten ned, og Kese paatog sig at gre det. Han opsatte det
imidlertid til nste Dag og havde mange Hemmeligheder for.

Tidlig om Morgenen vkkede Kese de to unge og frte dem hjtideligt ud.
Hesten laa dd udenfor Dren, varm endnu. Og nu begyndte Kese at slagte
den, frst lidt tvende, men efterhaanden med Liv og Lyst.

Da det gik op for Axel, at Kese var en Hedning, blev han noget ilde
tilmode; men idet han uden Betnkning gjorde Springet og fik Blod paa Tand,
grebes han af Vellysten ved det forbudne og blev dobbelt begrlig.
Magdalene hjalp ogsaa til, de sled flittigt alle tre.

Kese slog i al Stilhed flere Boller Blod ud mod sten og Syden. Han viste
en nsten kejtet Glde ved sin Kyndighed i at snderdele, Kese, han pegede
med Knivsspidsen paa de dle Livsdele, eftersom de kom til dem, nikkede, jo
jo.

Den var otte Aar, hviskede han og plirrede fortroligt til Axel. Og da Axel
maatte bekende det, aabnede Kese sin Haand og fremviste det lille blodige
Ben, hvoraf han havde bedmt Alderen. Kese laa med sin Nse til Spalten i
Bugen, uhyre travl, han havde begge sine Arme derinde lige til Albuen.
Tilfreds var han. Slagtningen kunde ikke vre sknnere; det havde vret en
frisk og fyrig Hest. Det var svrt, den Livsvarme den havde haft og som var
i den endnu, man kunde nsten skolde Armene i dens Indre.

Op paa Formiddagen kaldte Magdalene ind til det frste Maaltid, de fineste
Stykker af Dyret, kogt og rygende; Kese skar Tnder, da han saa det hede
Kd, han kunde faa Fingrene frem!

Men Magdalene saa med et kysk Blik til Axel og satte Hestens Hjrte frem
for ham, det havde hun stegt over levende Ild, Dampen stod ud af Venerne.
Axel spiste frst idet han lod som ingenting, men da han havde smagt nogle
Bidder, gav han sig hen.

Det var klart og stille Frostvejr hele Dagen, de gik fra og til, slagtede
og spiste det meste af Dagen. Lugten af den kogte og stegte Mad, der var
liflig, indeholdt ligesom en Mindelse om den nys aabnede, dunstende Krop og
om Tarmene mens de endnu gik. Hele Huset rg af Slagtning, Osen volmede ud
af den lave Dr og rullede op ad Taget. Sneen smeltede i Tagskgget over
Dren og frs igen til blodbrune Istappe.

Henad Aften vendte Magdalene tilbage til Begyndelsen og bagte
Blodpandekager. De to unge var bleven aldeles stille; men Kese kunde ikke
lngere styre sig, han begyndte at snurre og svlge over Maden, han sang og
gjorde henrykt Fagter til Sol og Maane. Han havde spist nsten siden
imorges og var i et Sovs og Fedt lige til jnene, den gamle Mand laa med
Armene i Skindtrjen langt ind over Bordet og favnede om den Overflod, der
var, han tyggede, stoppede Talg ind ved Mundvigen, snurrede og sang.
Magdalene gik fra og til, hun puttede ogsaa imellem en skr Bid ind til
sine smaa Tnder.

. . . Hele den lange stille Nat drmte Kese oppe i Moslejet paa Loftet, lo
og snakkede sort med sig selv i Svne. De unge vaagnede og hrte ham. Og en
Gang i den sorte, stillestaaende Nat hrte de en Bven ude fra Skoven; der
var gaaet et Pust over Trerne, og ved at Rimen og den hrdede Sne faldt
fra Kvistene, klingede det fint, grd det afmgtigt i Skoven.

Axel kiggede ud af Ruden, som var grn, og saa Hesten ligge ude i Sneen med
alle Ribben i Vejret som et Vrag. De stivfrosne Skanker kastede Skygger paa
Sneen i det grnne Maaneskin.

Nste Dag spiste de igen, saalnge de kunde, Kese indtil hans jne faldt i.
Men forinden havde han gjort Axel og Magdalene halvt bange ved rene Udbrud
af Galskab, han stirrede paa dem i den hjeste Madrus, det rablede for ham,
han sang et Vers om de dde Heste, der vrinsker i Helvede, hans Haar og
Skg stod ud fra Hovedet aldeles stindt af Fedt. Han udstdte overgivent de
farligste Trusler mod Axel og Magdalene, i samme Aandedrt tog han dem til
Naade igen, gispende af Rrelse; han fordybede sig hovedrystende i sig selv
og lb over af Minder. Axel hrte ham nvne flere gammeldags Kvindenavne
for sig selv, og Axel kunde ikke andet end forestille sig Keses
lngstforsvundne Veninder, alt efter som Kese var bevget til, den ene
blond og buttet, den anden slank og sorthaaret, en med glade jne, en anden
galsindet og fin som en Rveunge . . . Kese viftede med sine blodsmurte
Laller og vendte det hvide ud af jnene, sang og gramsede i Maden.

Da han var faldet hen, bar de ham i Seng. Ogsaa Trediedagen festede de, saa
blev Kese dru og satte Hverdag ind igen.

                                * * *

Men det svenske Foraar kom. Det varede usigelig lnge. En Dag skinnede
Solen hjt og ilddryppende fra Himlens blde Blaa; sknt der ikke var en
Sky paa Himlen, laa Jorden i smeltende Vde, Sneen styrtede vaskende ind i
sig selv, Lyset brdes i Vand, i Draaber overalt.

Da den frste klige, snefri Dag indfandt sig med lbende Skygger og kruset
Vand, gik Axel ud i Skovene. En eneste Fugl kvidrede i en Trtop, hvor de
hvide Skyer drev, de luftige Foraarsdampe. Foraaret var brudt ud. Der
lugtede som af en glemt Sommer i Skoven, det visne Grs og Trernes vaade
Bark duftede gribende. Hvor var nu hans Hest, hvor var nu hans Hest?

Der var saa trangt i Keses Hus nu, det lignede en Skibskahyt efter
Maaneders Rejse, Stuen laa med en Indesprringens og Vanens Smuds.
Magdalene sad derinde. Magdalene var bleven saa moden; skn var hun, der
flj en Blussen over hendes Ansigt og Hals, bedst som hun sad.

Solen fik mere og mere Varme. En Dag da Axel saa i Vejret og fik et varmt
Vift i Ansigtet og et blndende Stik ind under jenlaagene, foregreb han
Tidens Gang og lovede sig Sommer straks. Han blev urolig, det slog ham, at
Sommeren hang over Danmark nu. Axel havde fr redet over Hederne i det
milde Danmark og mdt en Pige, der vogtede Faar, missende mod Solen, og kom
gaaende med Grstoppe og Blomsterhoveder mellem Terne. Medens der var
milevidt mellem Hjene.

Samme Dag gik Axel fra Keses Hus.




Kapslen


Nu bliver at berette om Axel, Bastarden, at han under uafbrudte
Omskiftelser naaede viden om. Bestemmelsen at rejse til Danmark til Kirsten
og bagefter naturligvis tilbage til Sigrid, blev ikke ved at vre Stammen i
hans Skbne, den var kun en vissen Stump deraf mellem andre kraftige Grene,
som havde bemgtiget sig Grden. Axel frtes omkring af en vekslende
Beundring for de unge Kvinder i Verden. Det maa bemrkes, at han gennem
smukke Erfaringer lidt efter lidt fik Afsmag for de dejligste Piger. Ikke
saaledes, at han skyede dem, slet ikke, men han var lige saa unjsom som
han var taknemlig, han vilde have den halve og kvarte Lykke ogsaa, naar den
var at faa, foruden den hele.

Axel, den harmlse, han kom godt ud af det med alle Mennesker. Der var det
ved ham nemlig, at han iflge sin Natur regnede alt for lige godt; naar det
gik ham pinegalt, trivedes han mgtigt endda, netop, han kunde kun _faa_,
miste blev der ikke Tid til. Han kendte kun til Indtgt, der gik aldrig
noget fra ham. Han flyttede sit Hjrte med sig.

Men til Danmark kom Axel omsider, for der ventede ham den store Sommer. Vel
et Aar eller mere efter at han havde taget sig den lille Ridetur efter sit
Bryllup i Stokholm, kom han gennem mange Tilfldigheder, ad lunefulde
Omveje til Danmark igen.

Imidlertid var der sket meget. Sverig _var_ faldet fra Danmark, det trak op
til Krig og Rebellion paa alle Kanter, fra alle fire Verdenshjrner.
Christiern, den store Konge, var ved at stte sine Riger overstyr.

Hr nu her, hvordan det traf. Mikkel Thgersen var paa Rejse i Jylland for
Kongen. Han kom fra Thy og havde sidst vret paa Spttrup i Salling, da han
fik i Sinde at gre en Afstikker til sin Hjemegn, nu var han den saa nr.
Det var ikke vist, han kom paa den Kant igen for det frste, maaske aldrig,
Mikkel havde faaet Lfte paa Orlov af Kongen, han agtede sig ad Aare som
Pilgrim til det hellige Land.

I en Kro i Salling ikke langt fra Hvalpsund spurgte Mikkel underligt nyt.
Vrten berettede hist op og her ned om et magelst Gilde, der stod en
Fjerdingvej oppe ad Kysten i Byen Kvorne. Det var begyndt Dagen fr, og det
kom vist til at vare baade en og to Dage til, endda det kun var et Fstel.
En sre Historie, for Fstemanden skulde nok have Penge som Skidt, han hed
Axel og lod til at vre af fornem Stand. Ivrigt var han Officer, men hvor
han egentlig kom fra, vidste ingen. Man fortalte om samme Axel, at han
ejede en uhyre Skat, ialtfald var han mdt op som en Hertug i Klderne. Men
Bruden var heller ikke ngen, det var Inger, Datter til den rige Steffen i
Kvorne. Ja nu var de trolovede. De holdt Gilde paa Gaarden, saa man kunde
hre det halve Mile hen.

Saaledes fortalte Vrten, og Mikkel Thgersen hrte efter, han var en
taknemlig Tilhrer. Han spurgte selv ud og fik at vide, at Steffens Kone
hed Ane Mette. Ane Mette . . . om hende gik der nok en Historie. Inger var
ikke Steffens Datter. Men Ane Mette havde vret Steffen en Hustru nu i over
tyve Aar og havde gte Brn med ham, saa det var nsten glemt. Der var
forresten ingen, der vidste klar Besked; nogle sagde, at Ane Mette var
bleven bortfrt og krnket af en Student i sin Ungdom.

Studenten var Mikkel Thgersen. Ingen skulde se det paa ham nu. Han var
ogsaa overfldig. En fremmed, der stod og sludrede for sin Kronrings
Skyld, oplyste ham, sig selv uafvidende, om, at han i tyve Aar havde haft
en Datter uden at ane det. Da Vrten havde leveret passende Snak til llet,
lod han Gsten sidde ene ved Bordet. Jo Mikkel sad for sig selv, _alienus_,
det var hans Omkvd.

_Alienus_.

Det forholdt sig rigtigt nok med Axel, han skulde have Inger, Steffens
Datter i Kvorne. Efter at have set sig meget om i Verden var Axel kommen
ridende til dette ringe Sted, det var nogle Maaneder siden. Han havde hrt
Ingers Ry allerede langt nede i Landet, han fik hende at se, og nu stod
deres Forlovelsesgilde med en Storhed uden Lige! Steffen i Kvorne var
Herredets rigeste Bonde; foruden sin Part af Landsbymarken ejede han en
Egeskov, og desuden drev han Fiskeri og Saltsyderi i det store.

Mikkel Thgersen lod sin Hest staa i Kroen og gik op langs Stranden. Det
var mod Aften. Han kom til Kvorne meget fr end han nskede. Da han hrte
Violinen fra Gildegaarden, stod han stille, lnede sig op ad et Havedige og
kom ikke lngere. Aftenen var saa sval, der var god Tid i den, de lyse
Ntter var jo inde. Frerne sang frodigt i Kret, ude fra Stranden hrtes
nu og da et Pip af en fredls Terne. Der var en Hyld i den Kaalgaard, som
Mikkel var stanset ved, han kendte Duften af dens Lv, og det gjorde ham
saa sorgfuld i et gammelt Minde, at han blev bange for sig selv. Han vendte
om og gik hjem til Kroen gennem Aftenens milde Luft.

Nste Formiddag stod Mikkel paa samme Sted og gik igen. Han kom tilbage
over Middag, men denne Gang nrmede han sig Gaarden mere. Tilsidst stod han
paa Vejen ligefor Porten uden at kunne gaa ind. Gaarden holdt fuld af
Stadsvogne, fra Indhuset ld Fest og Hallj.

Et Barn kom ud i Porten, lb ind igen og fortalte, at der stod en stor
Krigsmand udenfor. Da der kom flere for at se, trak Mikkel sig tilbage. Men
han var ikke gaaet langt, fr nogen kom lbende efter ham og raabte ham ved
Navn.

Det var Axel selv. Han blev uendelig glad ved Gensynet, kunde ikke komme
sig af sin Forundring. Men det nedslog ham straks, at Mikkel ikke vilde
lade sig bevge til at gaa med ind, sknt han var kommen. Axel kunde ikke
forstaa det. De stod og talte forlegent midt paa Vejen, Axel i Festklder
og barhovedet, han vidste ikke, hvad venligt han vilde sige. Mikkel ludede,
han gned sig vedholdende paa Hagens graanede Skgstubbe, sagde ikke meget.

Axel havde forandret sig, saa Mikkel, han var bleven jvnere; men det var
som havde al hans tidligere Urolighed samlet sig i jnene, de skd Straaler
af Livsmod.

Om Mikkel saa dog ikke vilde gaa med ind, bad Axel for tyvende Gang. Han
kendte Mikkels Srhed men vilde ikke opgive Haabet. For at se Inger? Han
maatte. De vilde saa grne hilse paa ham. Bordet stod med Mad og Drikke
. . .

Ingers Moder blev syg, da jeg talte om dig, bemrkede Axel let leende som
en Pudsighed. Kom nu! Du maa gre hende rask igen.

Mikkel saa sidelngs ud i Vejret med sine lyse jne, han sagde ikke Nej,
men han vilde ikke. Axel rykkede i ham, han strittede imod og gned sig paa
Hagen i dyb Eftertnksomhed.

Jaja. Axel sukkede modfalden og opgav det. Men saa vilde han besge Mikkel
nede paa Kroen. Det hastede vel ikke med hans Rejse. Mikkel maatte love at
blive paa Kroen til nste Dag. Jamen kom alene! sagde Mikkel barsk. Saa
skiltes de.

Da Axel kom ned til Kroen nste Dag, gik Mikkel rejseberedt udenfor, sin
Hest havde han sendt over med Frgen i Forvejen. Han var opsat paa at komme
videre. Axel saa mildt til sin gamle Krigskammerat, og da han mrkede, han
helst vilde afsted, foreslog han det selv for dog at gre Mikkel noget
godt; han vilde saa gre ham Flgeslag over Sundet.

De sejlede det frste Stykke i Tavshed, Mikkel kom sig ikke af sin
Fortrykthed. Men ude midt paa Sundet -- Solen skinnede langt ned i den
grnne S, Kysterne laa lyse og sommervenlige for og bag -- da saa Axel i
Vejret og smilede, han kunde ikke holde sig lngere. Han begyndte at
fortlle, om Inger, om hvordan de skulde have det, han vilde kbe en
Herregaard! Nu med det frste skulde Skatten endelig hentes . . . Inger
. . .

Axel talte, hans Stemme blev saa uendelig varm og varsom, han saa hen for
sig, greben i sit Inderste; af og til smaalo han bevget ved hvad han selv
sagde. Han blev urolig, han virrede med Hovedet, han saa udtryksfuldt paa
Mikkel, glemte alt andet . . . Og Mikkel flte Drengens guddommelige Godhed
som en Uret, der var regnet hjrtelst ud.

Axel lagde knap nok Mrke til, at de gik fra Borde ovre paa
Himmerlandssiden, han blev ved at fortlle, medens de fulgtes ad op over
Vejen.

Mikkel hrte ikke lngere efter hvad han sagde, han gik strkt
foroverbjet. De kom op paa Heden og omsluttedes snart af Stilheden der.
Middagsvarmen lokkede en krydret Luft fra de trre Smaaurter i Lyngbunden.
En Bi summede over Vejen. Grshoppernes Musik ld som et gispende Aandedrt
i Lyngbuskene. Men ellers var der ikke andet Tegn paa at Landet var
befolket end den brede Krevej, der krinklede sine Snese af Spor ud og ind
lngere og lngere frem mod Himmelranden. En Mil borte stod Graablle
Bjrge. Den skre Himmel hvlvede sig udstrakt over Landet.

Her -- da de var bleven godt alene i Heden -- tog Mikkel sin Hvn.

Det var ham ikke muligt at tilgive Axel. Inger havde Mikkel jo aldrig set.
Han tnkte heller ikke paa Ane Mette nu, uden forsaavidt som han pintes.
Han tnkte ikke paa andet, end at Axel havde fornrmet ham den Gang i
Stokholm. Ja og . . . ja han hadede ham ustyrligt. Men Hjrtet sad i hans
Hals. Mikkel flte sin Svaghed stige i samme Forhold som han svor at
handle. Han var en Afmagt nr, ligesom et Menneske, der ikke kan faa sagt,
at han elsker, og _vil_ sige det. Alt vel betragtet var det kun en kold
Sag; men Mikkel tvede for sin egen Fornjelses Skyld, for sin Pinsels
Skyld. Han var ydmyget til Grunden, sansels, hans Hjrte sved. Han gik
under Flelsen af alle Tings Sammensvrgelse mod ham alene. Tilsidst
formrkedes han og kunde dog ikke bekvemme sig til Mrkets Gerning. Indtil
det jeblik kom, da det var som om et andet Vsen end han selv handlede.

Det gik saaledes til, at Mikkel pludselig ravede og stod stille, han
stirrede paa Axel. Axel holdt op at fortlle. Saa drog Mikkel sit lange
Tohaandssvrd og gik ind paa Axel, der var ubevbnet; han fejede underlig
hjlpelst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af sig selv.
Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel sagde ikke et
Ord, han saa efter Svrdet, sgte at hytte sig med Armene, han greb med
Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knet. Det sang ham op gennem
alle Knogler, hans Nakke dansede paa Halsbenet, og han segnede til Jorden.

Mikkel frte langsomt Svrdet i Skeden. Han strg sit Skg og tnkte sig
om. Saa bjede han sig ned og stak Haanden ind ved Axels Halslinning, sgte
rundt paa det varme Bryst, til han fandt Hornkapslen. Den tog han og gik
nogle Skridt bort, fr han aabnede den.

Kapslen var tom, og da Mikkel havde gjort sig klar over det, smed han den
fra sig i Lyngen og satte i fuldt Lb frem ad Vejen.




Hjemfalden


Axel kom til sig selv nogle Timer efter. Han kunde ikke sttte paa Benet og
led strke Smrter, han slbte sig en halv Snes Skridt frem ad Vejen, saa
satte han sig i et Hjulspor og ventede, trak Vejret saa stille og ventede.
Han havde saa ondt i Hovedet, at han nsten ikke kunde se ud af jnene.
Knet vrkede, han turde lnge ikke se til det. Endelig lste han rask for
Tjet og undersgte, hvad han havde faaet. Der var kun et ringe blaat Hug
paa Ydersiden af Knet, det bldte ikke en Gang; men Ledet var opsvulmet og
ulidelig mt.

Det led mod Aften. Fuglene fljtede mod den nedgaaende Sol. En sagte Blst
aandede ude fra Heden. Lige ved Siden af Axel stod en Rvlingbusk med Br,
men de var haarde og umodne.

Langt borte hrte han en knirkende Vogn, den kom fra Frgestedet. Det var
en Studebefordring; det gik smaat med den, usigelig smaat. Men endelig kom
den saa nr, at Axel kunde hvvte Manden til sig. Han bad ham ikke om at
blive krt til Frgestedet, han spurgte ham om den nrmeste Kro stefter,
og da Graablle Herberge var det nrmeste, lod han sig kre dertil. Det var
mod Natten, da han kom til Maalet, og sknt Axel havde ligget temmelig
bldt i et stort Knippe Lyng, var han i en ussel Forfatning.

Han blev bragt tilsengs i Herbergets eneste Gstekammer, og der faldt han
hen i en Slummer.

Da Axel vaagnede om Morgenen og saa det hvide Gry paa Ruderne, ventede der
ham ikke Befrielse efter hans kvlende Drmme, det frste han flte var et
Hug, Benets Smrte, og han blev hed om rene, over at det var sandt. Men da
han saa efter, blev han prikkende kold af Frygt, Knet var dobbelt saa tykt
som naturligt, rdt og fuldt af Uro. Da lagde han sig tilbage og brast i
Graad, skjalv som et Straa i Vinden, han foldede Hnderne og knyede mod sin
Skbne, Taarerne lb ham salt ind i Mundvigene.

Hen paa Formiddagen kom der et Menneske ind til Axel, en lille brun Mand,
der kaldte sig Zacharias. Han var omrejsende Badskr og holdt tilfldigvis
til paa denne Egn. Da Axel saa ham, fik han jeblikkelig bedre Mod.
Godmorgen, raabte Zacharias muntert, hans Stemme var som Tr, naa lad os
saa se!

Dermed slog han Dynen vk og greb med begge Hnder paa det saarede Kn.
Axel skreg hjt en eneste Gang.

Ho ho, sagde Zacharias og knurrede, han flte med haarde Klr, men Axel
strakte sig ud og tav. Ho ho, Zacharias bjede sig og begyndte at spinde
. . . saa! Jo det var som han nok tnkte. Han rettede sig og fortalte Axel,
at han maatte skre ind til Skaden, det var ingen farlig Historie. Og nu
gjorde han sig rede, hentede et Bkken med Vand og pakkede sin Taske ud.

Axel fulgte ham trofast med jnene og fik et uudsletteligt Indtryk af denne
Mand. Han var graabrun og vissen i Huden, de flade Lber var skimlede.
Gummerne og de halvraadne Tnder saa ud, som havde han drukket dende
Syrer. jnene skinnede i det rde, og der var krudtblaa Skygger under dem,
Haaret lignede H, som er bleven fordrvet af Fugt, selv det lille Overskg
var jordslaaet i Kulren ligesom gret H. Han var rap i Vendingen som et
Firben, Zacharias, de mrke Hnder saa ud til at have vret i mange Slags
Svinerier. Og der var en Lugt ved ham, en tr og harsk Lugt som den, Padder
og andre Krybdyr udsondrer.

Zacharias fortalte imidlertid en Historie, medens han lagde Knive og smaa
Messingtnger tilrette paa Halmstolen, en fuldstndig tom og taabelig
Sludder om ingenting, og han lo, pludselig ramlede der et Spektakel ud af
Halsen paa ham.

Naa, sagde han omsider og blev meget alvorlig, han strakte Hnderne
langeligt frem mod Knet og flte efter et Sted at begynde. Medens han
skar, forholdt han sig tavs.

Axel blev frst ligesom lam ved den utrolige Raahed, der var i Smrten
mellem Kniven og Saaret. Men han spndte sig, og idet han holdt Vejret af
al Kraft og tvang sit susende Baghoved ned, faldt han langsomt i
Besvimelse.

Da Axel vaagnede, saa han Badskrens Ansigt over sig og hrte ham befale:
Aand ud! Trk Vejret! Han syntes, der var dunkelt i Kamret, Dren stod
aaben, og et Par Ansigter kiggede ved Karmen.

Axel lagde sig ud over Sengekanten og kastede op, saa faldt han ind i
Sengen igen, kraftesls. Og Smrterne var der, saa srgelige, saa gruelige,
de virkede stille men med en forfrdelig Magt. Aa nej, aa nej! Men de blev
ved. Han spillede i Sengen som en der har vret falden i Isen, han nikkede
forkomment, og Tnderne klamrede sammen, Luften gik i hans arbejdende
Bryst. Han vdede Lberne med Tungen, de var som brndte eller skamferede.

Saa saa saa, tyssede Zacharias, der stod og rrte en sort Grd sammen i en
Kovse, saa nu skal det snart lindre. Se her er en god Smrelse, den bestaar
af syvoghalvfjersindstyve Elementer, der er Kraft af hele Naturen i den;
naar vi nu faar den paa, hoho . . .

Zacharias smurte Salven i Saaret, og Axel sank hen i en ny Bedvelse. Da
han igen blev klar, laa Benet stramt og forbundet ved ham. Det brndende
Saar tav lidt, som var Smrtens frste Hunger bleven stillet. Men det tav
ikke lnge. Zacharias var gaaet.

Resten af Dagen laa Axel hen i Smrter, Smrter der slog sammen over hans
Hoved, eller i dybe Udmattelser. Man bragte ham Mad, og han spiste, i
Feber, med klaprende Tnder, han havde et Hastvrk med at faa spist, og han
skyndte sig bagefter at lukke jnene og stride igen.

Da han slog jnene op Timer efter, ventede han, at det skulde vre Nat. Men
det var jo ikke mrkt, de lyse Ntter var inde. Og da han nu saa, det var
en lys Nat, begreb han som i et Syn sin Vaande. Han led overordentlig.
Knet smrtede i Takt, som var det et Vsen, der havde sat sit Overfald i
System. Han var alene, han hulkede hjrteligt. Og han laa vaagen hele den
lyse Nat, blev sygere og sygere.

Men da Solen kom, gik der en Rytme gennem hans Hjrte, en Kraftsang, han
flte sig som Gud, hver Blodslag fornyede Smrtebevidstheden i hans Hoved.
Det var, som stod der en dundrende Larm om ham, sknt han laa i fuldkomment
Stille; nej Gud, hvor dulmende det var at hre ligesom en Halsen i Luften,
han laa og voksede i Styrke, vldigt, han flte sin uhyre Ddsdmthed.

                                * * *

Axel for op i Sengen af Svne, thi der straalede en Visnen ud fra et Sted
paa hans ene Laar, som var det Dden, der havde sat sin Mund der og suget.
Sveden haglede af ham. Men han var sklvende trt, han maatte falde hen
igen.

Han saa Ansigter for sig. Bedst som hans Skrk havde sat sig, lb en Hare
imod ham, dens jne voksede! Spyfluer summede med Metalvinger paa Dynen,
det blev til en voksende Lyd! En Sang af en Stenkvrn! Og Axel fandt sig i
sin Angst, sank lydig. Men han vaagnede atter og genfandt sin Pine.

Zacharias kom og tog Forbindingen af. Han kneb Munden misfornjet sammen,
der var mgtig Brand i Saaret. Han skar lidt igen og smkkede en ny,
kraftig Salve paa. Derefter satte han sig ved Sengen og fortalte frit vk
Historier. Axel havde det bedre, Smrterne belejrede ham ikke saa haardt,
han hvilede . . .

Hvad var det Zacharias fortalte? En rask lille Fortlling om en mrkelig
By, han engang var kommen igennem nede i det indre Tyskland. Alle Folk var
Krblinge der, og vilde man levende gennem Byen, maatte man binde sit ene
Ben op og kravle igennem paa Krykker. Det var der ikke noget at sige til.

Axel saa Zacharias' Ansigt som i en Taage, det ubekymrede Grin, han syntes,
at Badskren lignede en stor Sklbider.

Brudstykkevis hrte Axel en anden Historie. Det var ogsaa en af disse smaa
befstede Byer nede i Tyskland. Zacharias var kommen derigennem og havde
set Folk flygte nede i Gaden som ved Magi; Dre og Porte trak dem til sig,
de _blste_ vk. Hvorfor? Fordi der travede en enkelt gal Hund med Fraade
for Munden midt ad Gaden.

Axel smaaslumrede.

Zacharias fortalte en Legende. Det var om en Munk, der rejste ad en Genvej
til Jerusalem. Frst var han kommen forbi to klare Ser og over en lille
Hj og var gaaet udenom en Grav. Efter en lang Rejse Bakke op og Bakke ned
var han saa kommen til to store, hvide Bjrge, og der havde han bedet. Saa
var han rejst milevidt over et rundt Hjland, frst op og saa ned. Fra
Toppen havde han jnet Getsemane Have. Saa var han kommen til Jerusalem.

. . . Pludselig laa Axel lysvaagen ved noget Badskren fortalte. Og han saa
Lystigheden i det misfarvede Ansigt.

Det var ikke andet end en kvalmende Historie om en ung Pige i Holland. Hun
var kommen til Zacharias og havde bedt ham om en Medicin mod Rotter i sin
Husbonds Navn, det var en stor frodig Pige i Tyveaarsalderen, netop den
tidligmodne Type, der ligefrem bruser. Og saa var der -- lg nu Mrke til
det -- en Dovenskab over hende . . . den Slags har mttet sig med forbudt
Elskov i saadan noget som et halvt Aar, det skal aldrig slaa fejl. Se, to
Dage efter blev Zacharias hentet for at foretage et Ligsyn. Det var jo
hende. Hun var frugtsommelig. Ho ho ho. Hun havde sat otte Lod Rottekrudt
tillivs, den Portion, hun under falske Foregivender havde faaet af ham. Der
laa hun paa et Bord. Og hun saa ud i Dden, som havde Gud den almgtige,
den Gang han i sin Tid indblste hende Livsens Aande, pustet lige almgtigt
nok til, saa at der var bleven en Bule paa hende . . .

Her knaldede Zacharias i Grin. Det var som faldt en Stabel Brnde pludselig
ned.

Men Axel saa paa ham i dybeste Rdsel. Han havde ikke faaet andet ud af
det, end at han _saa_ dette dde Legeme paa Bordet. Og han mindedes
_Inger_, der havde snappet en Blomst paa Marken og gaaet med den i Haanden
som et Lys . . . ved hans Side. Hele hans Vsen rejste sig og forngtede,
det var ikke muligt, vk, vk! Han lukkede til for sine hede jenstene og
vendte Ansigtet mod Vggen, han holdt sit Vejr og grd.




Den danske Dd


Axel, den sorglse, dde om Aftenen under aaben Himmel, de sidste Timer var
han ved fuld Bevidsthed.

Trediedagen efter at han havde faaet Saaret, blev han ddssyg. Og han var
trt af Evigheden, han havde slidt Livet ud gennem to Dgns legemlige
Smrter. Da han mrkede den sidste Hede, lod han sig bre ud, han skreg som
et Dyr de Minutter, de havde ham paa Armene. Nu sad han i en Stol udenfor
Huset Dagen over.

Da han slog jnene op i Solskinnet -- nderne snadrede ved Brnden -- saa
han Mikkel Thgersen, han havde staaet der noget.

Kan du ikke komme dig? spurgte det gamle ulykkelige Menneske. Axel rystede
ligegyldigt paa Hovedet og lukkede jnene. Lnge efter da han saa op, stod
Mikkel der endnu.

Det var bagende varmt og stille. Solen glittede i et Potteskaar paa Jorden.

Bien di svalmer, sagde en trohjrtig Bondestemme henne fra Krohusdren. Der
hang en Svrm Bier oppe i den snehvide Luft over Kaalgaarden, den stod tt
ved Solen som en kuglerund levende Sky; snart spndte den sig ud, snart
tttedes den igen om sin mylrende Krne, nu og da blev den helt usynlig i
Solilden; der ld en hed Syden ned derfra.

Axel hrte Mikkel sige, at Kapslen havde vret tom. Der var ingenting i
den, Axel! Men Axel var ligeglad. Mens han levede, var det aldrig faldet
ham ind at tvivle paa, han jo havde Dokumentet; nu han skulde d bekymrede
det ham ikke, at det var vk.

Vil du da tilgive mig? bad Mikkel i sin dybe Usselhed. Han plagede kun den
dende, Axel rrte sig ikke. Siden bemrkede han, at Mikkel var gaaet.

Axel tnkte ustanseligt paa Inger nu. Havde de glemt ham? De kom ikke. Han
havde jo ikke sendt noget Bud, men han troede i Stilhed, de skulde fundet
ham alligevel. For noget siden vilde han ikke have set hende, men nu
. . . hvorfor havde de ikke fundet ham? Mikkel havde dog kunnet finde ham!
Hvorfor saa han ingen af dem? Det grd i hans Bryst. Han sad ganske stille.
Der var ingen Lindring, han kunde ikke en Gang gre en Synkebevgelse for
at hjlpe sit svidende Bryst. Hans Svlg var trret ud.

                                * * *

Hen paa Eftermiddagen vaagnede Axel i Flelsen af Smrtefrihed!

Ja. Han blev saa taknemlig, at han rdmede. Smrterne blev ved ikke at vre
der! Han mrkede Forlsningen uafbrudt og kunde ikke bare sig for indre
Lykke. Han holdt sig rolig i sin uendelige Mathed og oplstes vidunderlig
smrtefrit. Nu og da hoppede Hjrtet tyst i Livet paa ham som et trt Barn,
der fryder sig ved at komme i Seng og ler hulkende.

Hans Tanker var bleven saa klare, glemte Ting faldt ham ind; han mindedes
fr og nu i en Samtidighed, der ikke gjorde ondt. Erindringssmrten havde
forladt ham. Det var ikke bittert at d. Det er ikke saa haardt, siden man
kan d, inden man er dd.

Axel erindrede Trk fra sin Barndom, da han havde vret saa stolt, at haard
Behandling, Prygl smagte ham bedre end Venlighed. Den Kampesten laa der vel
endnu, han en Gang havde klbet til i over en Time, aa det var en Sten paa
et Par tusinde Pund, som han i blind Vrede vilde kaste efter en anden
Dreng; og da han ikke kunde rykke den ud af Jorden, blev han hngende paa
den fastklamret med Hnder og Fdder som en rasende Myre. De maatte slide
ham derfra. Hvor det var kort Tid siden.

Axel tnkte paa Tilflde, da han havde nyst flere Gange i Trk. Axel
mindedes en Skruptudse, der i Regn og Aftenmrke var krben paa Maven
gennem Nlderne som en Spejder. Han kom til at huske et luvslidt Sted paa
rmet af en Trje, han en Gang havde haft. Han dde, mens han kom lutter
Smaating ihu, de glemte Smaating, der smrter som gloende Jrn; men
Erindringens Grusomhed var bleven et med den lykkelige Flelse af dens
Ophr. Saaledes dde Axel levende. Som Sne, der smelter. Han levede sig ind
i Dden . . .

Inger! O ho ho! Hun var langt borte, sknt han mindedes hende i Dden. Kre
Inger, Farvel! Men det var ikke svrt at d.

                                * * *

Den Aften lavede Bnderne i Graablle til Fest, det var Helgaften. Da
Mrket, Sommerens nnsomme Skumring, begyndte at falde paa, slog Himlen ud
i gult, og Grsset duggede. Det tunge grnne Korn hang som i Kager ud over
de sunde Agre, der kom en gejl Lugt fra Grden i alle de tusinde unge Aks.
Nede i Engene ved Aaen brlede Kerne efter Malkepige. Langt borte paa
Graablle Hedebjrge stod et Punkt mod den miledybe Himmel, det var en
Hyrdedreng, der sgte ovenud nu mod Aften.

Der var saa aftenligt stille og duftende svalt under Himlen, selve
Skumringen syntes grn, som var Luften en frugtbar S. Alle Lyde kom bldt
til ret. Ethvert Raab fra det fjrne ld som en Melding om Lykke der hvor
det kom fra, det fik Lykkeklang undervejs under den algode Himmel. Det
skulde jo ikke blive Nat, det var de lyse Ntters Tid.

Og da der nu var rgtet ind og fredeligt spist Nadver, samlede Godtfolk i
Graablle sig sammen paa Bygaden udenfor Kroen. Der ld Musik af en enkelt
Violin, der sang som en menneskelig Stemme.

En og anden stillede sig hen nogle Minuter og saa til den fremmede, der sad
udenfor Kroen; de kunde blive enige om, at han nok saa grumme ringe ud.

Snart drog alle Byens Folk, gamle og unge, op til Kirken, hvor Gildet
skulde staa. Spillemanden gik i Spidsen. Kun en gammel Kone blev i Kroen
for den syges Skyld; hun satte sig i Dren med sin Rok og spandt Time ud og
Time ind uden selv at gre ringeste Stj.

Tider gik. Oppe fra Kirken kom nu og da en svag Blge af Stemmers Lyd. Et
Vindpust frte stigende Larm med sig derfra, Latter, Udbrud af de dansende.

Axel aabnede jnene, halvt henne som han var, og saa, at Natten var lys.

De sang oppe i Kirken. Det kunde hres, at de bankede Spundset ud af en
ltnde. De sang hjt og overstadigt deroppe, som dansede de nu allesammen
i Ring. Festen blev saa stormende, at den hrtes vidt ud i Landet.

Axel aabnede jnene endnu en Gang og saa den lyse Nat.

Himlen var som hvide Roser.

Langt ude, en Mil ude brndte en Gldesild paa en Hj.

Der flj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dmring.
Piletret ved Brnden hldede sig stille med alle de milde, hvide Blade i
den lyse Nat. En spd, askehvid Mlsvrmer flakkede i Natluften. Himlen var
taaget af Stjrnelys. Axel lukkede sine jne.

Og han flj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens
Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjrnernes Lys. Og da de havde
sejlet let og lnge, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den
forunderlige Sommer. Du mrker med lukkede jne den sde Lugt af Jordens
Grnsvr, Landet er bldt og grnt som en frisk Seng i Havet, Fdeseng,
Ddsseng. Himlen hvlver sig med Forkrlighed over det, Skyerne staar
stille over det, Blgerne rkker ind og klapper den lyse Strand. To blaa
Have bejler til Kysterne, hvor Sandet er fint, og hvor den magre Grsbund
er pikket med lutter runde, brogede Sten. I Landet er en Fjord, der aldrig
glemmes, dr staar Solens Sttter. Landets Kyster og er viser sig med
vidunderlig Ynde i Havet. Fjordene synger, og Sundene er som Porte ind til
Overfldighedens Land. Her er alting dybt farvet. Jorden er grn, grn, og
Himlen mdes med Havet i blaa Stemning. Det er den store Sommers Land,
Ddens Land.




Kongen falder


Inden Mikkel Thgersen fik Orlov og begav sig til Jerusalem, begyndte
Kongens haarde Tid; Mikkel kom til at flge ham et Stykke, han var med den
Nat, da Kongen rejste paa Lilleblt.

Kong Christiern fik Betalingen for sin Manddoms Arbejde nu; Stenene, han
havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens
Kraft hvnede sig.

Historien beretter kortelig om Kongens tungeste Nat. Det var den tiende
Februar 1523, Tvivlens og Fortvivlelsens Nat; den stammede ned fra den
syvende November 1520, da Kongens Kraft faldt. Ja, da Kongens Kraft
ophrte, idet han anvendte den.

Kong Christiern havde faaet Opsigelsen i Ry, hans Stilling var yderlig
svr. Men naar Kongens Sag stod saa redningslst, saa var det, fordi det
var hans eget kmpemssige Arbejde, der styrtede sammen om ham. Han havde
erobret Sverig med det onde og knyttet det til sig ved Haardhed, det faldt
ham nu lidenskabeligt fra; han havde regeret dygtigt og hensynslst i
Danmark, derfor stod de nu uforsonligt i Oprr. Den, der slaar, faar.

Nu sidst havde Kongen sgt Forlig med Farbroderen, der efterstrbte Riget,
han havde gjort besvrlige Rejser frem og tilbage og om igen i Jylland,
skrevet og underhandlet til ingen Nytte. Han var udslidt, hele hans Politik
syntes haablst strandet. Da tvivlede han.

Om Aftenen den tiende Februar opgav han sin Sag. Han gik ombord i Frgen
for at sejle over til Fyn. erne havde ikke svigtet Kongen, og hele Norge
hang jo endnu ved ham; men som Sagerne stod, var han sig bevidst, at han
opgav sin Sag, Danmarks Sag, naar han slap Underhandlingerne og forlod
Jylland. Lilleblt var det Vand, Karon frger over.

Det var en raakold Aften, hverken mrk eller lys, det regnede ikke, men
Luften var fuld af Fugt. Kongen gik i Frgen ved Hneborg Slot tilligemed
en halv Snes af sine Mnd; det gik for sig i Stilhed, kun Indladningen af
Hestene foraarsagede nogen Tummel. De vrige af Kongens Flge blev paa Land
for at komme efter nste Dag, de stod med Fakler inde paa Bredden, da
Frgen gled ud paa det mrke Blt.

Kongen sad bagest i Frgen, de kunde allesammen se hans Ansigt i
Fakkellyset fra Stavnen, og de anede, hvorledes det stod til, ingen sagde
et Ord. Men da de havde sejlet et Stykke, brd Kongen selv Tavsheden med en
ganske dagligdags Bemrkning, han spurgte til Strmmen og Afdriften. Hans
Stemme var saa fattet, den ld saa tonlst der paa den aabne Frge, at de
der fulgte ham, berrtes unaturligt og bange, de tav.

Kongen vilde noget efter have Besked om en af Hestene, som var gaaet halt
den Dag, Mikkel Thgersen svarede saa vidtlftigt han kunde. Og de tav
igen. Sen bugnede om Frgen, i Stavnen stod en Mand med en Fakkel, det var
som om Blgerne sgte Lyset. Af og til vendte alle jne sig mod Faklen for
at se, om den holdt ved at brnde godt; de sad rundt om Rlingen med Ryggen
ud mod Vandet. Tavsheden plagede dem, red dem alle.

Vi vil ikke have, at I holder Mund, sagde Kongen pludselig lavt og med
noget af sit Vsens Farlighed i Rsten. Det er opstsigt, tilfjede han
saaret og vred.

Da rmmede de fleste af Mndene sig, samlede Tankerne og gav sig til at
sprge hinanden ud om Prisen paa Harnisk, om hvor tit de havde vret i
Hamborg, og hvad de nu kunde sige. Men de talte som de syge, der snakker om
Trkken fra Vinduet og mener Dden. Dog da de var kommen paa Gled, faldt
Kongen i Ro. Stemmerne holdt hans Sind oppe som hos en ung Pige, der er
kommen til at gaa alene i Skoven med en ukendt Mand; hun taler, taler, hun
hrer sin egen fattige Stemme i Skoven.

Frgekarlene roede sindigt, de sad i deres klamme Faareskindspelse og
duvede over Aarerne; Kabudserne skyggede dem over jnene, de var saa
forsete paa Kongen, deres Hundejne veg ikke fra ham. Hestene i Midten af
Frgen holdt sig saa roligt som de kunde, men de snorkede jo noget
betnkeligt ved Vandets Nrhed og skelede det hvide ud af jnene. Faklen
lyste ujvnt ind i den grove, tjrede Baad; nu var Snakken almindelig
ombord.

Og Kongen fik Ro til at gaa i sig selv. Saalnge Jyllands Kyst var at se,
flte han sig nogenlunde rolig, derfra drog han! Han havde opgivet sin Sag.
Alle de tusinde Enkeltheder og Forviklinger i hans knuste Regeringsplan gik
endnu en Gang gennem hans Hoved. Han overskuede sin hele Stilling, drog
Tiden sammen i et og beregnede Afstande, han vejede Muligheder og
Genmuligheder, og idet han med en smrtende Anstrngelse _saa_ Summen
deraf, maatte han bje sit Hoved og lade Sagen ligge.

Men da Faklerne inde paa Land var flammet hen og sunken af Syne, da Frgen
laa paa det aabne Blt, hvor Farten ikke sporedes, blev Kongen uvis. Og da
han jnede Lysene i Middelfart, kom han til at tnke paa det Land, han
havde forladt. Det var dog hans Rige, han saa som i et Syn Danmark, der er
en Virkelighed i Havet, en Sum af Strkninger i alle Farver, _et Land_.

Det er i al Evighed sandt, at Danmark ligger mellem de to blaa Have, grnt
om Sommeren, rustent om Hsten og hvidt under Vinterhimlen. De danske
Strande viser sig vidunderligt vinkende, Agrene derinde runder sig
fortroligt, de kldes med Korn og flder Kornet igen. Solen staar i Vifter
over Bakkerne ved Limfjorden, hvor Vestenvinden blser hjemligt; Dagenes
Veksel i Danmark er altid forskellig og altid den samme. De smaa Fjorde og
Bifjorde gentager Danmark hundrede Gange, resund er som en Port ind til
det endelige Land. Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene gror i Havets
Nrhed, du ser en Maage, du jner en sttende Hare i Heden, Sol og
Sorgfrihed, det er Danmark.

Og da nu Kongen _havde_ forladt sit Land, forsaavidt han havde vret helt
henne i Visheden om, at han forlod det, saa blev Tanken paa Danmark saa
strk i hans Hjrte, at han ikke kunde forlade det.

Vend om! befalede Kongen pludselig og rejste sig op i Frgen. Alle de, der
var med ham, tav som med een Mund, Frgekarlene blev liggende stille paa
Aarerne og stirrede. Kong Christiern gav dem Ordren igen i en utaalmodig og
dog fredelig Tone. De lystrede og fik den tunge Frge vendt i Sen. Saa gik
det snart ensformigt tilbage ud i Bltet, Lysene i Middelfart svandt. Ingen
dristede sig til at sprge Kongen om hans Mening, men de blev allesammen
saa lettede, at de af den Grund tav. Indtil de huskede Kongens Befaling fra
fr og srgede for at holde Snakken vedlige.

Kongens Mod tog hurtigt til, da han frst var vendt om. Thi han vendte jo
om til sine Kongeformaal, sit Livs Planer, og idet de steg op for ham,
styrkedes han. I selve den Afgrelse, at han nu sejlede mod Jylland igen,
var der jo en Fortrstning om, at Vanskelighederne lod sig overvinde, han
tnkte nu kun paa sine Planer. Han saa frem paa det enige Norden,
forestillede sig Roligheden og den fuldstndige Anerkendelse, han skulde
nyde i Rigernes Midte. Han bekrftede for sig selv de Foranstaltninger, han
vilde trffe; han saa Lovene og Forbedringerne, han havde skabt, og
erkendte dem gode. Han mindedes sin Plan om at stemme Handelens Nring fra
Lybk og lede den ind over sine Lande; endnu en Gang gennemskuede han det
urimelige og skadelige i Adelens Privilegier, han blev lys tilmode ved
Tanken om Kbstderne, der skulde dyrkes i Vejret, og Bondestanden, som
skulde have Frihed til at plje Rigdom ud af Jorden. For sin indre Tanke
saa han Stnderne i sit Rige som uhyre, milevide Planer eller Gulve, og han
saa, hvorledes det ene uhyre Gulv skulde hve sig, medens det andet sank,
indtil de stod lige, ved et stadigt Tryk paa Vgtstangen i hans regerende
Haand. Og saa . . .

Saa sad Kong Henrik paa Englands Trone. Med hvad Ret? England havde hrt
til Danmark fr. Der var gaaet danske Flaader den Vej i tidligere Tid, et
enigt Norden kunde vel endnu en Gang vende Klerne vesterpaa. Saa og saa
mange Penge -- naar Lov og Enighed og Handel og Jordbrug lokkede Guld
sammen i Norden -- saa og saa mange Skibe og Kngte . . . og hvad Storm og
Vejr saa sagde, skulde danske Kanonkugler rende Panden i Dover Klint.

Kejser Carl i Tyskland var Kongens Svoger, ham kendte han, og han beundrede
ham ikke. Kong Frants i Frankrig var ingen mrkeligt overlegen Mand heller.
Nuvel, blev de end siddende, hvor de sad, saa vilde Kongen dog nappes med
dem om Rigerne i den ny Verden, som Columbus havde udstrakt under Evropa:
Skibe, Skibe! Norden havde sin Part tilgode og skulde faa sin Part. Deraf
fld Penge og ny Magt og nye Skibe, Skibe. Nordboen skulde komme langt, saa
lnge der var Verdener at erobre.

Ja. Men Kongens Tro svandt, da han fik Jylland at se igen. Der var ingen
Lys paa Stranden, og Frgen gik tt ind under Land, saa at Kysten og
Hneborg Slot pludselig dukkede frem af den graa Nat. Landet derinde laa
med spredte Rester af Tsne, Krager og Alliker flj skrigende op fra de
ngne Trer. Paa Slottet var alt slukt, Natten laa tung og klam overalt.

Synet af den faste Kyst ramte Kongen som et Slag. Han flte, hvor sandt det
var, at Landet stod i Oprr. Det var ramme Alvor. Og da Stillingens
Haablshed allerede en Gang havde vret ham indlysende nok, var Vejen kort
til samme bitre Bekendelse igen. Der var Forestillinger, Erindringer nok,
der kunde hjlpe til at nedslaa Kongen, Erfaringer fra alle de Aar, han
havde staaet for Styret. Uendelig Mje, Skuffelser, daglig Udregning og
Anspndelse ti Aar igennem. Sverig havde han erobret to Gange med Svrdet,
det havde kostet ham dyrt og uopretteligt i mange Henseender, og nu var han
lige nr. Danmark havde han ofret sine Evner til det yderste. Ntter og
Dage, de takkede ham for det ved at afstte ham som en utro Forvalter. Var
der da noget at stille op med disse Folk, som ikke vilde? Paa hver Gaard i
hans udstrakte Rige sad en Stdighed, i hver Mand havde han en
Kortsynethed, som han skulde slaas med eller overliste. Alt for et Formaals
Skyld, som ingen kunde se. Det var en ulige Kamp. De var mange om
Forstokkethed, og han var ene om den kongelige Tanke. Det var en Kamp mod
Skildpadder. Og nu de lavtboende og fortrykte, dem han vilde lfte, de saa
ikke lngere end til jeblikkets Ndtrft, de var nu gaaet ud af Hytterne
fra Skagen til Vejle Fjord med deres kser og Plejle, fordi han vilde lgge
en Skat paa dem til Rigets Redning. Nej, der var ikke noget at stille op.
Smaa Hoveder og haarde Halse overalt i Danmark, lukkede Hjrter og Lommer,
Stivhed, Ildesindethed, Dumhed.

De havde fortjet Frgen og skulde til at lgge Landgangen ud, da Kongen
bd dem at kaste los og sejle til Fyn igen. Hans Stemme var modls, men da
de ikke skyndte sig, for han op i rasende Vrede. Der blev ddsstille i
Kongens Flge. Og medens de for anden Gang sejlede over til Fyn, faldt der
ikke et Ord.

Da Kongen kom til Middelfart, forlod han jeblikkelig Frgen og gik op i
det nrmeste Hus. Det var ud paa Natten, Folkene blev banket op, deres
Forvirring var stor. Kongen forlangte Natteleje, og mens der blev gjort i
Stand til ham, fik han Lys bragt ind og satte sig til at skrive. Han vilde
nu gre et sidste Forsg og skrive til forskellige af Oprrsmndene. Thi
den Lede ved Danmark og ved hele Stillingen, der havde grebet ham, da han
saa Jyllands Kyst igen, den var han bleven lettet for i samme Stund, han
besluttede og vendte om derfra. Da han nu havde skrevet disse Breve i
Middelfart, blev han beroliget og i al Hemmelighed forhaabningsfuld.

Kongen spiste en Smule til Aften sammen med Ambrosius Bogbinder, der var
med ham den Nat. De talte saa sammen i en Time, hidsigt, Kongen blev
heftig, og Ambrosius glemte ogsaa sig selv. Han var mod al Underhandling og
vilde bevge Kongen til at samle Hren paa erne og gaa i Gang med at
udrydde de jammerlige Hundesjle i Landet. Ambrosius dirrede ved Tanken om
det danske Pak.

Ja, ja, ja, sagde Kongen og gav ham Ret. Men han var adspredt i Blikket,
hrte ikke efter. Lyset osede paa Bordet i den smalle Smaaborgerstue. Det
var over Midnat. Kongen gik til Vinduet og slog det op for at se efter
Vejret; Natten var uforandret fugtig og skyet. Ja, sagde Kongen og vendte
sig fra Vinduet, han gik flere Gange rundt om sig selv. Saa stansede han og
saa op, nikkede, det var afgjort. Ambrosius Bogbinder blev som forstenet.

Vi tager derover, det er vor Bestemmelse, sagde Kongen med dybt Mle. En
halv Time efter sejlede de.

Og Kongens Forst var uafvendeligt. Han tnkte sig langt frem i Jylland,
_var_ i Tanken til Hest ad Viborg til. For han havde nu besluttet sig til
det tungeste, det vanskeligste af alt, til at slaa af! Ja, han vilde slaa
af paa sin Ret for Endemaalets Skyld. Om han saa skulde vente, naar han
blot forelbigt fik Tag igen . . . han vilde samle Stnderne paa Viborg
Ting og love dem den Eftergivenhed, de forlangte.

Medens Frgen sled sig over, fyldtes Kongen mere og mere af denne Tanke. Og
_nu_ forstod han, hvor galt han havde gjort den Gang i Stokholm, da han
slog til. Ikke nogen Synd, ingen Urigtighed, det maatte til . . . men det
_var_ dog urigtigt, forsaavidt som Flgerne blev saa store og fordrvelige.
Han havde jo glemt at regne med sine Undersaatters Mening, der er en
Virkelighed, selv om den er taabelig. Herefter skulde han visselig ogsaa
regne med Smaafolks Hvngerrighed, Dumhed og Uvidenhed, ligesom man sigter
over Maalet af Hensyn til Pilens Neddrift. Han vilde slaa af, gre
Indrmmelser! Kom han saa frst igen til Magten, var der Lejlighed til at
forkorte de gode Mnd, der vilde tage til af hans Indrmmelser; han oversaa
saa lseligt et hundrede danske Hoveder, valgte dem ud, han vilde bje sig
for.

Men Kongen naaede ikke over Bltet. Midtvejs ude blev han svag. Han flte
sig ilde ved Hjrtet, angrebet af Trthed og Sindsbevgelser. Da de nsten
havde naaet Jyllandskysten, gav han Ordre til at vende om, han vilde til
Middelfart og sove i Ro Natten over idetmindste.

Saa sejlede han da mod Fyn. Ja det var ham, der sejlede fra det hele igen.
Og da han nu var saa snderknust, at han dirrede, saa nedtrykt og tillige
rystet, blev han slaaet med Skrk over selve sin ddelige Raadvildhed. Han
saa, hvorledes han der sejlede frem og tilbage, han saa, hvor umuligt det
var for ham at trffe en Afgrelse til en af Siderne. Det var Tvivlen, der
slog ind i ham selv, han opdagede den, og den forvrredes. Det var nu ikke
selve Sagen lngere, hans Tvivl gjaldt, nej det var ham selv. Rigernes
Skbne, Hrenes Bevgelser, Krig og Modkrig, alt skrnkede sig ind til at
blive Processer i Kongens Tanke, og han var sig det bevidst. Saaledes drog
Tvivlen hans Kongelighed ned og levnede ikke andet af ham end et febersygt,
raadvildt Menneske.

Og dog vendte Kong Christiern om, da han saa Lysene i Middelfart. For da
han havde opdaget, at han tvivlede, blev han saa afblanket og slagen, saa
bundls udtmt for Haab, at han kom til en Slags Rolighed, en
_Fortvivlelse_. Han blev sikker paa sin Tvivl, og det saa afgjort, at han
paa en mrkelig omvendt Vis fattede Haab igen.

Imidlertid svandt hans Krfter. Og da han nrmede sig Jylland, kom han til
at indse, at han nu dog aldrig vilde blive Mand i Danmark mere, siden
Danmark havde gjort ham til en Tvivler. Han maatte forlade Landet, som man
forlader en Kvinde, der har set ens Nederlag. Og han sejlede tilbage til
Fyn, syg af Sorg og Smrte.

Men Frgen var ikke kommen over Midten af Bltet, fr Kongen droges mod
Jylland, Danmark, som man drages mod en Kvinde, der har set ens Afmagt. For
der hvor man havde sit Nederlag, maa man hente sin Oprejsning. Man kan
sejre over al Jorden, men fr man har sejret igen paa det Sted, hvor ens
Nederlag er fra, fr har man ikke faaet Oprejsning. Kongen lod vende og
sejle ad Jylland til. Men han var trt og angst, han var saa elendig som et
Menneske kan blive.

Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat.

Den brd ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da
Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfldigvis
var der.

Nej men det var ikke tilfldigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde
en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed. Nej der staar skrevet, at
den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med
at lade den Sag _falde_, der er Genstand for hans Tvivl.




Skatten


I Aaret 1523 kom der fire tyske Landskngte ind til en jdisk Kbmand i
Amsterdam og prsenterede ham et Dokument, der var affattet paa hebraisk,
en Fordring paa tredive tusinde Gylden. Fordringen var gte nok, og
Kbmanden havde Pengene i Forvaring, men han gjorde gldende, at Pengene i
Flge Papiret tilkom en vis Axel eller Absalon, Dattersn af Mendel Speyer,
der havde sat Pengene hos ham.

Kngtene forklarede imidlertid, at de havde Dokumentet fra en Pige ved Navn
Lucie, og hun havde faaet det af Ejermanden; de havde nu ladet det tyde og
paastod, at Pengene tilfaldt Ihndehaveren af Dokumentet.

Da Kbmanden ikke vilde udlevere Pengene, bragte de fire Kngte Sagen for
Domstolene, som gav dem Ret, og de fik den store Sum udbetalt i de samme
tredive tusind prgede Guldstykker, Mendel Speyer i sin Tid havde deponeret
hos Kbmanden.

Kngtene delte Pengene og rejste som rige Mnd mod hver sit Verdenshjrne.

Den ene kbte sig, straks da han havde faaet sin Del af Skatten, et
Studekretj for at fragte den, han krte i Mag og blev slaaet ihjel samme
Nat i en Landsby to Mil fra Amsterdam.

Den anden for til sit Hjemland ved Rinen og gravede alle Pengene ned der et
Sted, han dde ensom og i strste Usselhed uden at have brugt en Hvid.

Den tredie spillede sig til Bettelstaven i Turin otte Aar efter.

Den fjerde gik det ogsaa galt, han dde fra Rigdom, Fester og Fraadseri i
sit syv og helvfemsindstyvende Aar.

Axel laa lykkelig dd paa Graablle Kirkegaard.




Inger


Men Inger hun var saa sorgfuld. Hun vred Hnderne og grd for sin Fstemand
Dag og Nat. Inger saa over Fjorden mod Himmerland hver Nat fra Vinduet i
sit Kammer, naar hun grd. Det var de lyse Ntter, Himlen stod aaben Dag og
Nat.

Inger, hun var saa sorgfuld. Det hrte Axel i sin Grav paa Graablle
Kirkegaard, da rejste han sit mdige Hoved i den vaade Jord og stod op. Der
var saa blsende aabent paa Kirkegaarden; inde mellem Gravene tuntede
Helhesten, den rimmede langmodigt hen efter ham, men Axel vandrede gennem
Laagen med Kisten paa sin Nakke.

Han gik ud over Heden ad Fjorden til, mjsommelig, mjsommelig, gennem den
lyse Nat i Danmark. Himlen var hvid og gul, og Jorden laa i Skumring.
Fjorden lyste, Brinkerne ovre i Salling strakte sig trygt.

Ude paa Heden gik en dd Mand i Ring, han stod stille og saa forgrmmet
efter Axel, til han var af Syne med sin Kiste i Hulvejen, saa begyndte han
igen at gaa rundt i sin Ensomhed.

Solen dukkede sig under Landet i Nord, hvor Himlen var gul. Blsten gik med
Dug og tung Blomstersved, alle Vkster sov og drmte svangert.

Axel kom til Hvalpsund og saa, hvor Blgerne fulgte hverandre troligt
derude, han gik uopholdeligt over og kom til Kvorne.

Han stod i sine Ligklder for Ingers Kammerdr og bankede paa, han var saa
forkommen.

Staa op Inger, luk mig ind.

Inger hun hrte det, men hun blev liggende noget og lyttede efter. Blsten
peb ganske sagte i Nglehullet. Var det maaske kun den husvilde Vind, der
bad derude? Da flyttede nogen sin Fod paa Drstenen udenfor, da bankede det
saa naadeligt.

Staa op Inger, luk mig ind.

Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubndigt til at grde. Men da
blev hun bange og maatte tve. Hun tnkte paa, om det nu mon ogsaa var
Axel.

Kan du nvne Jesu Navn? spurgte hun grdende derindefra, saa lukker jeg op.

Ja jeg kan, svarede Axels Rst, han var hs, ja jeg kan nvne Jesu Navn
lige saa vel nu som fr. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind.

Hun aabnede rystende Dren og saa ham staa udenfor bjet under den sorte
Kiste i lange muldede Klder, hun saa, at det godt nok var Axel.

Men da de var kommen til Sde hos hinanden, havde Axel ingenting at sige,
hvormed han kunde trste og dmpe. Inger grd af al sin Magt, hendes Mund
stod aaben. Bevgelsen rystede hendes Hjrte. Inger grd lnge og blindt,
den uimodstaaelige Fryd i Sorgen vakte hendes Kraft, saa at hun nsten
knustes.

                                * * *

Natten var stille, kun den blsende Vind. Inger havde grdt, grdt, hun var
saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at grde, men hun
grd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som en
Graasten paa Marken.

Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrdt. Der
sidder Smaasten paa Bagen af dine Hnder.

Axel vendte sine livlse Hnder og tnkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i
Munden.

Du er saa kold! udbrd Inger, og hendes Stemme blev raa af den Frysning,
der rystede hende fra Hoved til Fod. Hun stillede sig tilfreds, grd og lo,
hun hikkede. Hun redte saa saare, og Axel bjede Panden imod sin Elskede.

Natten var stille, det gule Skr fra Nord stod paa Ruderne. Vinden lullede
udenfor.

                                * * *

Sig mig, hvordan der er under den sorte Jord i Graven hos dig? spurgte
Inger krligt, fuld af Frygt og Omsorg. De sad saa godt sammen i den
venlige Nat, i det hvide Kammer. Og hvorfor har du din Kiste med?

Min Kiste har jeg med, fordi jeg ellers kunde blive hjemls, den er mit
Hus, svarede Axel tro. I min Grav har jeg det godt. Jeg har det godt, naar
du trster dig, Inger. Naar du synger og er glad, da glemmer jeg. Jo min
Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mrke. Det er
vidunderligt at hvile i Jorden. Naar du traller i din Stue og er glad.

Da lad mig komme med dig! bad Inger under en Storm af Graad, da tag mig med
ned i Jorden.

Naar du srger og klager for mig, Inger, naar du grder, da lber min Kiste
fuld af levret Blod! Der er forfrdeligt i Graven. Kre Inger, hvorfor
lnges du efter mig? De dde skal blive nede, hvorfor begrder du mig, jeg
er dd, hvorfor elsker du mig?

Det sagde Axel taalmodigt og med Styrke som et Sigende, han kunde. Han var
bleven over al Forstand klog, Axel, han var rusten i Mlet af en
uigenkaldelig Erfaring.

                                * * *

Skal du saa ikke kysse mig? hviskede hun knap hrligt, hun nrmede sig i
Sklven. Han rrte sig ikke. Da vilde hun varme ham, hun lagde sit Hjrte
til hans for at varme ham, hun prvede at vise ham mhed. Men han var ikke
levende. Hun kaldte ham forknyt ved Navn, i den Tro at han var faldet hen.
Men han laa vaagen. Ja han laa vaagen.

Og Natten gik.

Nu galer Hanen ad Dag, sagde Axel. Inger vilde ikke slippe ham.

Nu bliver Himlen hvid, alle Lig sger Jorden, sagde Axel og fik Uro paa
sig. Men Inger lagde sit Hoved ved hans dde Hjrte.

Nu bliver Ruderne rde, Solen kommer snart, stammede Axel klanglst, nu maa
jeg tilbage til Jorden.

Men da Axel var gaaet, blev Inger saa fortvivlet, at hun glemte hans Bud,
hun gik hndervridende efter ham og indhentede ham nede i den mrke Skov.
Hun fulgte ham og grd for hvert Skridt, til de kom ud af Skoven ved den
aabne Strand. Da saa hun, at Axel falmede. Der drev Blod og Vand af hans
Mund.

Tag mig med, bad hun vild af Sorg og Gru, og han tog hende med over Sundet,
hvis Blger lysnede. Det tndte i sten, mens de gik over Heden.

Og da de stod paa Kirkegaarden, da randt Solen. Inger saa i den skrende
Dagning, at Axels jne oplstes, hans Kinder svandt fra Benet. Hans
blottede Fdder, som han stod paa, havde lidt gyseligt af Jorden.

Nu grder du saa aldrig mere for mig! sagde Axel til sin Allerkreste,
forvaaget og med Kulde i sin Rst.

Grd ikke tiere for mig! bad og befalede han. Men hun kunde ikke slippe
ham.

Axel lo saa stille.

Han stod lidt der i sin Snderknuselse, i sin Myndighed.

Se op til Himlen, sagde han og lo uendelig mildt, ja og lngselsfuldt, han
var udtmt af Trthed og Lngsel efter Jorden. Ser du, hvor gladeligt
Natten den gaar!

Inger saa i Vejret efter de blege Stjrner. Og den dde Mand slap i Jorden.
Hun saa ham ikke mere.




Atter Hjemkomst


En gammel Mand med Pilgrimenes Htte over Hovedet og en Muslingskal
hngende i en Snor om Halsen naaede op paa Bakkerne sndenfor Graablle;
han foldede Armene om sin Stav og blev staaende lidt, saa ud over Dalen,
Fjordarmen og de lave Hje. Det var Mikkel Thgersen.

Han kom igen hjem. Egnen var uforandret, men lavere, syntes han. Det var i
September, Solen skinnede kligt. Spurve og Stre flj i Flokke om
Kornstakkene i Byen ovre paa den anden Side Dalen. Nede ved Aaens Udlb laa
Mikkels Fdested. Han saa, at der var bygget et stort nyt Hus dernede
foruden de gamle. Og der laa Agre, som ikke havde vret opdyrket fr, helt
op mod Brinkerne. Mon Niels er levende? tnkte Mikkel.

Jo Niels levede endnu, men han var en aldrende Mand. Det traf sig, at Niels
var alene i Stuen, da Mikkel kom, han sad for Bordenden, svnig og med Halm
og Avner i det graa Haar, han var lige staaet op af sin Middagssvn.
Fluerne mylrede paa Kanten af lstoben og flj surrende i Vejret ved
Mikkels Komme.

Da Niels saa sin Broder i hellige Klder, korsede han sig i Stilhed. Han
blev langsomt overrasket og lidt efter lidt glad. Mikkel satte sig stille,
de talte smaat af Hensyn til Roen i Huset.

Drengene er henne og sove, sagde Niels. Velkommen, Broder! Er du trt, ja
det maa du vre -- er du ikke trstig? De skammelige Fluer! Bi lidt.

Niels tappede friskt l og satte sig igen til at snakke. Han blev saa
inderlig glad. Sprgsmaal og Udbrud vekslede i hans Mund paa den sre stive
Maade, der altid havde vret ham egen. Han var forresten livligere i
Blikket og meget friere end den Niels, Mikkel huskede fra Fortiden; men han
havde jo ogsaa vret selvstndig Mand paa Stedet nu i mange Aar.

Ja den gamle er jo henne, din og min Fader, udbrd Niels med lav Stemme, da
han kom i Tanker om det. Ikke mange Uger efter at du havde vret hjemme og
set ham, saa kunde vi bre ham ud. Det er vel tolv Aar siden nu. Ja han var
gammel.

Mikkel tav. Fluerne summede og lb paa det skurede Bord.

Jeg havde knap tnkt, du skulde komme indom vor Dr mere, lo Niels og
undgik Mikkels Blik. Men pludselig saa han grebet paa Broderen: Vi to
bliver ogsaa gamle.

Mikkel vendte i Tanker Ansigtet opad og nikkede.

Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han
rejste sig.

Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal vre en Mindedag. Jeg faar
kalde paa de andre.

Niels stod udenfor Dren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa sine
Snner, tre Navne: Anders, Thger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen og saa
sig om og flyttede paa sine mdige Ben. Ja, jo, sang det ude i Laden fra
Niels' Snner, der blev vkket saa brat. Den ene af dem hujede lnge i
Halvsvne, som blev han grueligt forskrkket, og Mikkel hrte Niels smaale
ude paa Stenbroen. I det samme gik Dren til Frammerset op, og Niels' Kone
kom ind. Snnerne viste sig en efter en, hver med et stort Blik til
Pilgrimen paa Bnken. Det var voksne Karle alle tre.

Se jeres Farbror! sagde Niels fornjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter
og genfandt Slgtens Trk i dem alle.

Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om
ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og gldede sig ved hans Appetit,
Konen og Snnerne holdt sig smmeligt tilbage og tav, men de betragtede
Mikkel uafbrudt med mgtig og velment Nysgerrighed. Mikkel spiste og
svarede paa alt, hvad Niels spurgte om.

Og den store Musling, hvad betyder den?

Den er fra Jerusalem, sagde Mikkel. Vi spiste af den, hvad Folk vilde give
os paa Vejen.

Naa se saadan. Niels tav og tnkte sig om. Han saa med t sky og hjrteligt
til Broderen, vilde sprge om en Ting men opgav det, idet han bjede sig
for noget, han ikke forstod. Han sad lidt i Tanker.

Naa ja. Ja du bliver vel ved os nu en bitte Tid. Du skal fortlle os mange
Ting, som har set noget.

Niels saa stift frem for sig. Pludselig satte han sig haardt med Ryggen
imod Vggen:

Her er ellers noget paa Frde, her paa Egnen, sagde han med snket Rst,
mon du ikke skulde have spurgt noget?

Mikkel saa op fra Maden og rystede paa Hovedet. Men Niels lod ham ved sin
Mine forstaa, at det skulde de siden snakke om. De andre vidste, hvad Niels
rrte ved, hans Kone saa hurtigt ned med et Udtryk af Frygt, Thger, den
ldste Sn blev tt og vaagen i Trkkene som en Mand paa Spring.

Om Eftermiddagen var Mikkel og Niels ude omkring og se paa Gaarden. Niels
smeddede nu ikke meget lngere, han havde kbt Jord og dyrket op og sad i
en stor Landbedrift, Elkrgaarden, som den blev kaldt, var en af de strste
Ejendomme ved Aaen. En Gang, da de stod stille oppe i Marken, blev Niels
pludselig srt urolig men fattede sig samtidigt. Han tog et Straa op mellem
Stubbene og talte med en Stilfrdighed, der opskrmmede Mikkel:

Vi er ved og skal have Krig, sagde han. Han holdt inde og stdte Luften et
Par Gange ud af Nsen. Saa fortsatte han ganske jvnt:

Ja du kender vel ikke meget til Stillingen, siden du har vret saa lnge
udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du
hre . . .

Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde
varet for lnge. Herremndene holdt Kongen indesprret paa Snderborg, Kong
Christiern, men nu vilde Bnderne i hele Landet have ham ud igen. De vilde
tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde lnge vret bestemt paa det, og
i Salling var Bnderne ogsaa begyndt at samle sig.

Men vi andre Himmerlndere vil ikke klatte ebag, erklrede Niels, idet han
beherskede sig nsten over Evne. Vi har begyndt at skrpe kserne.

Niels for sig med Haanden over jnene, der var bleven hede, og rmmede sig
med Voldsomhed.

Kom her, flg med mig, skal du se!

Niels gik i Forvejen hjemad og frte Mikkel ind i den lille Smedje, hvor
alt var uforandret som i Thgers Dage.

Vi har haft meget at bestille i det sidste, hviskede Niels. Men baade
Anders og Thger er dygtige til Hammeren. Vi har skftet mange Hleer for
Folk. Vi har ogsaa faaet Stunder til at srge for os selv, her skal du se!

Niels hentede en stor nysmeddet kse frem fra Hjrnet. Bladet spillede
endnu i Regnbuens Farver efter Gldningen.

Vi har gjort mange af det Slav, sagde Niels dmpet. Han rakte ind efter en
anden.

Se den her er min egen, kan du kende den? Ja jeg har lagt nyt Staal i den.

Mikkel kendte ksen, det havde vret hans Faders, saa lnge han huskede.

Den vilde den gamle ikke skille sig ved, sagde Niels. For den blev taget af
Haanden paa vor Bedstefader, da han laa dd paa Aagaard Mark i Han Herred.
Det er tre og halvfemsindstyve Aar siden. Da var det, Bnderfolk krigede og
blev slaaet fordrvet. Det skal vi ikke glemme nu.

Anders, Thger, Jens! kaldte Niels med usdvanlig Myndighed. Og de tre
lange Karle stillede nsten i samme jeblik. Da rejste Niels sit uanseelige
Hoved og lagde Haanden paa den fdrene kse. Snnerne stod rundt om ham og
saa ham spndt ind i Ansigtet. Han sagde ingenting, men de forstod ham.

Mikkel slog jnene ned. Han vilde ikke se paa Broderen med Krigerhjrtet.
Det kldte ham ikke. Og dog flte Mikkel sig bitterligt beskmmet. Men han
mindedes Faderen, der havde vret en fornemmere Mand.

I de flgende Dage kom der mange Folk til Niels Elkr med et eller andet
Vrktj, der skulde gres om til et Vaaben. Der blev talt meget, undertiden
hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende Ting; Mikkel
fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem Egnens Folk. Dog
var det en anden Mand oppe i Graablle ved Navn Sren Brok, der var den
vedtagne Frer. Gamle Thger kunde ikke bleven andet end frste Mand, havde
det vret i hans Dage.

Tiderne blev hurtigt urolige. Snart hver Dag saa man en eller anden Rytter
flyve paa Landevejen, og man mdte ofte Bnderfolk, som slet ikke var
kendt. Saaledes trak Tiden hen, til September Maaned var gaaet.

Vi kunde jo let skaffe dig nogle andre Klder, sagde Niels en Dag til
Mikkel, idet han busede ud med, hvad han lnge havde gaaet med. Mikkel
smilede.

Hvis du vilde gaa flles med os. Niels stod og holdt et helt frdigt St
Tj frem imod ham.

Men Mikkel rystede paa Hovedet. Og da han i samme Anledning tnkte sig om,
flte han, at han var bleven gammel.

Nej Niels, sagde han alvorlig. Nej, jeg har vret i Slag nok i mine Dage,
selv om det var paa Steder, hvor jeg ikke havde noget at gre. Men nu er
jeg trt. Der er voksne Folk nu, som var spde Brn, da jeg begyndte at
tjene som Soldat. Nej, skal jeg gre Kongen nogen Gavn, da bliver det paa
en anden Led. Men du kan lade mig blive her og se, hvordan det gaar.

Niels nikkede skuffet men overbevist.

Nu fulgte et Par meget stille Dage. Alt var rede, og man ventede kun. Det
var for alle, som maatte Krigen begynde udenfra. Ingen var rigtig klar
over, hvordan det vilde komme. Niels vandkmmede sit tynde, jrngraa Haar
hver Dag som til Hjtid. Der blev ikke bestilt mere paa Gaarden end
ndvendigt. Snnerne var fra By det meste af Tiden, de holdt til oppe i
Graablle ved de andre unge Karle. Niels' Kone bandt Hoser, hun sad Dagen
lang som et Menneske, der knap aander, ret op og ned paa Bnken.

I disse Par Dage talte Niels og Mikkel meget sammen om Faderen. Niels gik
fra og til og puslede paa Gaarden og fordybede sig i Erindringer om den
gamle. Mikkel fulgte ved Siden af i sin hvide Pilgrimskittel og hrte alle
Smaatrkkene fra den fremfarne Tid. Niels fortalte levende, naar han kom i
Aande, med et eget sagte Lune, og hvert nok saa lille Frasagn nrede
Mikkels Fantasi. Selv talte han nsten aldrig.

Saa den sidste Dag berettede Niels noget, han aabenbart havde opsat saa
lnge som muligt, fordi det angik Mikkel personligt. For godt to Aar siden
var der kommen et srt Par ovre fra Salling, og de havde spurgt efter
Mikkel. Den ene var en halvgammel, noget Korn forfalden Spillemand, der hed
Jakob, den anden var en dvstum Pige, som han havde med sig. Hun var en sr
sygelig bitte en. Jakob fortalte, at han havde taget hende til sig, for det
ingen anden vilde have hende. Hun var Datter af en Pige, der hed Inger, og
saa af en vistnok fornem Mand. Han havde hedt Axel og var bleven slaaet
ihjel, han skulde nok ligge paa Graablle Kirkegaard. Nu vilde Jakob hjlpe
den lille Pige til at finde sin Slgt, for at de kunde tage sig af hende.
Men hvorfor de nu spurgte efter Mikkel, det var fordi . . .

Her afbrd Niels Fortllingen og saa paa Broderen som for at forberede ham.

Ja Ane Mette er jo dd, sagde han varligt.

Mikkel rrte sig ikke. Det var et Slag for ham. Men det var som havde han
ventet det i hundrede Aar, det gjorde ikke ondt. Han havde _vidst_ det,
eller hans Sind var selv ddt paa det Sted.

Jo, fortsatte Niels omsider, og det er lnge siden. Hun har vret dd nu i
flere Aar. Men nu synes jeg, jeg vil sige dig, hvad den Spillemand kom
efter. Han forklarede, at Pigen, der hed Inger, nok var dit Barn med Ane
Mette. Saa du er Bedstefader til den bitte Pige, Jakob havde med. Han
kaldte hende Ide. De var her nogle Dage, saa rejste de, og jeg ved ikke
hvorhen.

Niels tav og lod Mikkel summe sig. Og da Mikkel ikke ytrede noget, fortalte
han videre:

Se Sagen var vist den, at Steffen i Kvorne aldrig kunde lide Inger,
Steddatteren, sknt han jo ellers udstyrede hende redelig, som en Fader
vilde have gjort. Det gik hende meget elendig; Manden hun fik -- som Folk
knap vidste hvem var -- kom af Dage, ja han gjorde nok saa . . .

Niels tav og snusede flere Gange, inden han kunde fortstte:

Nsten inden de havde faaet hinanden, og selv dde hun i Barselseng. Da var
det Ide blev fdt. Men da Ane Mette nu ogsaa dde, vilde Steffen ikke
lngere srge for hendes Familje ved Siden af. Saa var det, Jakob
Spillemand tog sig af Ide.

Niels tav.

Vi kan ellers vente at se Steffen med alle sine Snner, naar det nu
begynder, oplyste Niels lidt efter i en anden Tankegang. Han fik seks
Drenge med Ane Mette, foruden nogle Tser, store Plger allesammen og
jvngamle med mine.

Det var ude paa Agrene, Niels fortalte dette. Mrket faldt paa. Nu tav de
meget lnge begge to. Mikkel gik med Hovedet skjult i Htten. Niels var
inde paa Marken og flytte et Par Faar. Da han kom tilbage igen, stod han
stille ved Siden af Mikkel og vilde sige noget men kunde ikke.

Hvad vil du sige, Niels? spurgte Mikkel syngende.

Jeg har hrt en Ting fortlle, stammede Niels med stort Besvr. Hvis det er
sandt -- ja eller det kan vre mig ligemeget. Men jeg vil snakke om det, da
det maaske kan hnde, vi bliver skilt. Folk i Graablle har fortalt, at det
var dig, der slog ham den Axel ihjel -- din egen Svigersn paa den Maade --
for at tage hans Penge. Du var i alt Fald paa Egnen i de Dage, men jeg saa
dig ikke, du kom ikke ind til vort. Er det sandt, Mikkel?

Ja, svarede Mikkel med den Ro og Trods, som Niels kendte fra gammel Tid, og
som han nu ogsaa straks bjede sig for.

Saa har du haft din Aarsag, sagde han dmpet og lettet. Det vil jeg ikke
forske i. Men du skulde ikke gaaet min Dr forbi. Der er meget, som mig og
mine Lige ikke kan stte sig ind i. Lad os gaa hjem og se til Konens
Nadver.

Da de stod udenfor det mrke Hus, hviskede Niels hastigt:

Skulde du leve efter mig, Mikkel, saa kunde du jo holde et je med hvad
_her_ er.

Ja, svarede Mikkel med en forkommen Rst. De gik ind.




Den rde Hane


Samme Nat saa Folkene i Graablle Herregaardene brnde ovre i Salling.

Men endnu vidste de ikke, hvordan de for deres eget Vedkommende skulde
gribe Tingen an. Ved Midnatstid saa de Fakler bevge sig paa Fjorden, og en
Time efter landede tre store Pramme med bevbnede Sallingboere ved
Hvalpsund. De sprang fra Borde med hje Hvl, de lo og sang, mange af dem
var ikke fri for at vre besknkede. Men da Himmerlandsbnderne hrte jvne
Folk af deres eget Slags vrinske og ble som lse Dyr, begyndte Blodet
ogsaa at suse i deres Hoved.

Der blev en Stimen og et Spektakel i Mrket paa Strandbredden. Steffen i
Kvorne, der frte Sallingboerne, raadfrte sig med Sren Brok, og da frst
ingen rigtig vidste, hvordan det gik til, bevgede hele Massen sig. Begge
de forenede Flokke rykkede ind i Landet.

Mikkel blev hjemme ved Gaarden. Foruden ham var der kun Niels' Kone, men
hun gik grdende i sin Seng. Mikkel tog Stade oppe paa Hjen. De fire
Ildebrande ovre i Salling steg og sank. Men et af Stederne var Baalet paa
sit hjeste. Brandskret slog undertiden helt over Fjorden, Mikkel saa de
hvide Gavle, der vendte mod Vest oppe i Graablle, lysne og glane mod
Branden. Ellers var Natten stille. Men der var opstaaet en Grumhed i
Naturen, det rde Skr paa Vandet og i Skyen var saa foruroligende. I denne
Nat vilde mangen blodig Vrangside blive vendt udad.

Al Lyd fra Flokken var forstummet. Men Mikkel havde stadig paa Flelsen,
hvor langt de var kommen. Og da der var gaaet henved en Time, vidste han,
de nrmede sig Moholm. Han lyttede skarpt i Retning mod Gaarden men sporede
ikke en Lyd. Ti Minutter efter skelnede han en blodrd Funke paa det Sted i
Mrket, hvor Gaarden laa. Det tndte hurtigt, en hj bugtet Flamme slog i
Vejret. Snart saa han den skre Ild springe ud af Vinduerne. Gaarden blev
synlig i Blusset fra sig selv. Rgen vltede tyk og gulgrn op i Natten.
Men stadig hrtes ikke en Lyd.

Da satte Mikkel sig ned. Og Tiden blev ham lang. Noget efter flte han sig
svnig, han gik ned i Stuen og lagde sig paa Bnken. Det var Daggry, da han
vaagnede. Niels' Kone laa endnu og grd inde under Dynen. Mikkel gik op paa
Hjen og saa, at Moholm var saa omtrentlig brndt ned. Det rgte strkt fra
Grunden, og der stod ligesom en kobberrd Glorie om hele Ruinen, sorte og
sprngte Murrester dukkede nu og da frem af Dampen. Det var i de stille
Minutter fr Solopgang. Rgen laa over hele Aalejet og Dalen, den drev
langsomt vesterpaa. Da Mikkel sporede Brandlugten, fik han Flelsen af den
svidende Hede, der havde vret, hans Hjrte begyndte at banke.

Men idet han nu vendte sig, saa han en ny vild Brand lidt lngere nord paa.
Det maatte vre Herregaarden Stenerslev. Luerne slog hvide og nsten
usynlige op i Morgengryet -- splitterngen Ild -- og Rgen pulsede som et
drejende Hjul hjt op i Luften over Stedet.

Nu stod Solen op. Mikkel hrte Fiskene snappe efter Fluer nede i Aaen.

En halv Time efter kom Jens, Niels' yngste Sn, hjem. Mikkel saa ham komme
rendende langt borte paa Agrene og blive ved at rende uafbrudt. Hans Lber
var saa trre, at han ikke kunde samle dem om Tnderne, og hans Bryst gik
som en Blg, da han naaede Gaarden, han styrtede hen til Kelden og drak af
selve Truget. Da han saa op, bemrkede Mikkel i hans jne, at han havde set
Blod og var bleven ustyrlig.

Hvor er din Fader? spurgte Mikkel barsk.

Han er reddet, svarede Jens. Det skulde jeg sige til min Moder.

Knsen var forstyrret. Mikkel kunde ingen fornuftig Besked faa af ham. Jens
begravede Ansigtet i Keldtruget igen.

Nu kan du passe paa din Moder, sagde Mikkel skndende, og dermed begav han
sig hurtigt langs Aaen ad Moholm til.

Bnderne havde forladt Gaarden, da han kom dertil. Kun en halv Snes Stykker
gik temmelig roligt og syslede med Lsret, der var bleven bjrget ud af de
brndende Bygninger. Mikkel kendte en af dem, der var fra Egnen, og spurgte
ham om Besked. Og Manden svarede ham med stor Sorglshed. Jo de havde
brndt Gaarden, som han kunde se, det havde ikke vret nogen lang
Forestilling. Nu var alle de andre henne og gre Ild op paa Stenerslev.
Naar de kom igen, skulde der Spise og Drikke til'en. Manden pegede paa en
Dynge Kdvarer og Tnder, der var bleven slbt ud. Varmen var utaalelig i
Nrheden af den gloende Tomt.

Var der ingen, der forsvarede sig? spurgte Mikkel.

Jo, rigtignok. Herremanden havde lnge hrt Nys om Stillingen og holdt
mange Folk paa Gaarden. Men Kampen stod ikke lnge paa, Bnderne var meget
de fleste, og de kunde jo gaa lige ind i Gaarden, da den ikke var befstet.
Otte Iversen og en af hans Snner blev straks slaaet ihjel tilligemed en
Hoben af Karlene. Herremandens vrige Familje havde faaet Held til at
rmme. Bnderne mistede en halv Snes Mand, og mange blev skamferet. Steffen
i Kvorne blev skudt, straks da de rendte paa Gaarden.

Mikkel saa sig om. En af Mndene gik og samlede Bly op, der var smeltet ned
fra Taget og strknet i Grsset; det var hedt endnu, og han bandte og
blste paa Fingrene. De andre havde ogsaa travlt med at samle og vrne om
Stumperne af Gaarden, de lige havde brndt.

Hvor har I gjort af Ligene? spurgte Mikkel.

De ligger inde i Kaalgaarden, oplyste en af Mndene let. Vi skal vel have
dem kastet hen, naar Sren Brok kommer tilbage.

Mikkel gik ind i Haven langs den rygende hede Mur og saa en Snes
menneskelige Legemer ligge udstrakt paa Rad i Grsset under Abildtrerne.
De var lagt til Rette med Omtanke, Bnderne for sig og Herremanden og hans
Folk for sig. Mikkel kendte ingen af Bnderne uden Steffen i Kvorne. Det
var en meget fr Mand, han havde Slvknapper i Vesten, han laa yderst i
Rkken. Faa Skridt fra ham laa Otte Iversen med sin unge Sn lagt tt op
til sig, Hovedet var snderslaaet paa dem begge to. Da Mikkel saa sin Uven
fra gamle Dage, krympede Hjrtet sig i hans Bryst. Han flte, hvor alt var
svundet tilligemed Tiderne, der var nu ingenting igen. Han satte sig ned i
Grsset mellem Steffen og Otte Iversen. Ja de var dde, de laa med
blussende Saar. Den svre Bondemand laa med Hagen presset ned i sin Hals,
Maven var falden sammen til den ene Side; der var en, der havde lukket hans
jne. Men Otte Iversen laa med vidt opspilede jenlaag og med visne
jenstene. Otte Iversen var skaldet, og hans Skg var hvidt. Trkkene, som
Livet havde furet, udtrykte bitter Misnje i Dden. Ved Siden af ham og ind
under hans dde Arm laa en Sn af ham, hvis Pande og Haar var en knust
Masse; han havde et lille Overskg, ligesom Otte Iversen havde haft i sine
unge Dage.

Her er vi nu alle tre, Ane Mette, tnkte Mikkel. Hans Mund aabnede sig,
uden at der kom nogen Lyd, som paa en Fisk, der kvles i Grsset. Nu er vi
samlet -- den du holdt af, og den der holdt af dig, og den du blev gift
med. Ane Mette, her er dine Mnd!




Nederlaget


Sent om Aftenen kom Niels hjem tilligemed Thger og Anders. De var i et
Stv og Skidt over det hele, og Niels, som jo ikke var ung mere, kunde
nppe slbe sig frem. Foruden Moholm og Stenerslev havde de vret med til
at brnde endnu en Herregaard lngere sterpaa. Men Niels var uglad over
det altsammen. Han smed sig paa Bnken og gav Mikkel Beretning.

Jeg lider det ikke, sagde han nedslaaet. Vi kunde have sparet Moholm, havde
det ikke vret for Sallingboernes Skyld. De siger, det var Folk fra
Himmerland, der var de frste til at begynde ovre i Salling. Naa, vor
Herremand var endelig ikke bedre vrd, men jeg syntes alligevel, han var
sagesls Mand, da de slog ham. Der fik Steffen Ende! Aa vi for grusselig
frem, og jeg ved knap, hvem jeg har lagt til med ksen og hvem ikke.
Herremanden paa Stenerslev skraalede som en Gris, da de tog Livet af ham.
Men nu har vi begyndt, det kan ikke modbevises, og nu faar vi blive ved.
Imorgen gaar vi nord paa og samles med Vendelboerne. Ja. Men jeg troede
Krig var noget andet, tilvisse jeg gjorde.

Nste Dag rejste de, og Mikkel tog med. Jens blev hjemme ved Moderen og
Gaarden. De vilde vist faa det fredeligt nok, mente Niels, da Herremndene
rundt omkring var slaaet ihjel -- saa det var maaske godt nok, de havde
gjort det.

Saaledes lettede nu Bnderne over hele Jylland. Tiden var af Lave. Der gik
fjorten Dage, og Flokkene rejste hertil og dertil, brndte og svirede og
vidste snart hverken ud eller ind. Det er saa sin Sag, naar Bnderfolk
bliver rykket vk fra deres Sted og slynget ud paa det vilde. Saalnge de
kender hverandre, er der en Slags Sammenhold, men Folk fra to forskellige
Herreder er allerede halve Fjender. Saa forenes to Flokke under en Frer,
og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa bliver de mange
Frere selv uenige. Det var en Frer fra frst af de manglede. Da Flokkene
fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Klement Kommandoen over
dem. Der var seks tusind Mand med nsten lige saa mange Slags Vaaben, da de
stod samlet ved Svenstrup By. Her mdtes de med Adelsmndene. De talte kun
seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bnderne fik Sejr.

Mikkel Thgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt
Herremndene kom afsted. De to Hre nrmede sig hinanden ved Solopgang. De
fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store,
mrke Pletter, der skred mod hinanden i det milevide Land og under den
store Himmel. Naturen selv var udeltagende, det var en graa Morgen, Jorden
var kold efter Regn. Mikkel saa ud over de lavt svungne Bakker og tnkte
paa, at Landet alene varer, medens Slgterne skrider hen over det som
Skygger af Skyer.

Saa begyndte de at trne sammen. Men Adelsmndene var for faa. Mikkel kunde
paa lang Afstand se, hvor Bnderne i Flokkevis samlede sig om hver enkelt
Rytter og bogstavelig talt plejlede ham af Sadlen. Det var sigtbart Vejr,
Mikkel saa, hvor Stvet rg af Herremndenes Tj under Harnisket, naar
Bnderne bankede ls paa dem. Engang imellem bar Vinden Gnyet op paa
Bakken, hvor Mikkel stod, han hrte det skratte, naar kserne traf
Rytternes Skinner og Skl. Men Herremndene slagtede ogsaa svrt ind paa
Bnderne, inden de gav sig fortabt. Fgtningen spredte sig mere og mere,
den sparsomme Bsseskydning var helt hrt op. Naar en Herremand blev
overvldet og trsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bnder omkring ham
og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende
Hestene og tnke paa at komme i Ly.

Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pljede. Han ikke saa
meget som standsede gene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt passe
Ploven og se til paa en Gang.

Omsider opgav Herremndene Striden, som man kunde vente, de maatte, og
flygtede i Trav og Galop snderpaa ned i Landet. De havde stolet for meget
paa deres Vrdighed denne Gang og havde ikke husket paa, at alle er lige
for ksen. Der kom mange Herremnd af med Livet i den Trfning.

Men det var sidste Gang de danske Bnder leverede et Slag med Ret til at
slaas. For det blev sidste Gang de sejrede. To Maaneder efter satte de
deres Ret overstyr og blev dmt Oprrere, fordi de tabte. Og ved den
Lejlighed hrte Danskerne op at vre et nordisk Folk.

Det var en srgelig Dag, Mikkel saa, da Bnderne forsvarede Aalborg og led
Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau frte
Herremndene, som nu var mere mandstrke, men desuden havde han sine tyske
Landskngte og Bsseskytter med.

Og de tog haardhndet fat. Bnderne glippede med jnene for hele det
moderne Bsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom
straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller mde. Det tog Pippet
fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar mod Mand.
Strategiske Regnestykker havde deres Fdre heller ikke overleveret dem
noget om. Da de endelig kom i Nrkamp, som de saa inderligt vilde, og fik
fat med Nverne, da var det jo for sent, da havde Slaget allerede lnge
vret tabt.

Stillingen var haabls, men Bnderne for ud som Grvlingen mellem Hundene,
da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands Styrke hver
for sig, de klippede nsten Herremndene i Stykker med deres Leer og
Hakkelseknive, naar de kunde faa dem indenfor Hnders Rkkevidde. Men de
blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang en Koldblodighed over
dem, de var solgt.

Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over
Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De vede Landskngte spndte dem
ind, Herremndene traadte i dem. Dr stod de pakket sammen. De slog og stak
om sig, mens Sejrherrerne drbte paa dem, de grd i det bidende Vintervejr,
de faldt hulkende om i Sneen med klvede Hoveder.

Den allersidste lille Flok vrgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig, de
grd tnderskrende, men Svrdet var over dem, Jrn og Bly slog gennem
deres Lammeskindstrjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber knuste deres
Hnder, drev gennem Kabudserne og sprngte Hovedet paa dem, der var ingen
Pardon, de blev lagt de til sidste Mand.

Havde Kong Christiern drbt alle Herremndene i Stokholm istedet for nogle
faa Snese, saa havde der ikke vret saa mange til at beklage sig bagefter.
Den Halshugning spurgtes gennem Aarhundreder; men der blev ikke jamret
farlig meget over de to tusinde Mennesker, som Johan Ranzau gruttede ved
Aalborg. Dr blev Bnderne knust saa tilgavns, at ikke en Gang Urettens
Historie kunde blive overleveret. Efter den Strid faldt der en svr Stilhed
over Jylland.

Til Graablle kom der ikke mange hjem. Niels Thgersen faldt ved Aalborg,
hans ldste Sn var bleven efter i Slaget ved Svenstrup. Mikkel opsgte
Broderens Lig udenfor Aalborg og dkkede hans Ansigt til med Jord. Niels
var falden som en hderlig Mand, hans Bag var knust af en Kanonkugle.

Anders, den nstldste Sn, kom hjem ldet og hulkindet med Tidenden. Han
tog siden Gaarden som en ufri Mand under den ny Herremand paa Moholm.




Tiden


Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene
udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt. Det
Folk tog sig for, fik de halvt begyndt; det de skimtede frdigt i det
fjrne, slyngede Tiden som et Makvrk for deres Fdder. Og det var allerede
Aar og Dag siden altsammen; gamle Folk talte derom som noget de kunde
huske. Famlende Frsteforsg blev forladt af Tiden, men det var endelige
Kendsgrninger, da Solkuglen allerede hvirvlede sin Ild og sin Aske ind i
et nyt Aarhundrede. Mndene sank forglemte i Jorden, men deres Tillb til
Handling blev staaende som ubestemmelige Sttter ved Vejen indtil evig Tid.
Deres Historie saa ud som et Landskab efter Flod, hvor Grushobe og sorte
Trer med blottede Rdder bedkker Jorden, som er gold af Salt og Slam, saa
langt jet naar.

Gustav Trolle -- han fik et ddeligt Saar i Slaget ved ksnebjrg og sank
om. Han laa udstrakt paa Jorden i sin Bevbning, jrnkldt fra Top til Taa,
han flte sit Sind delt mellem Smrte og inderlig Glde. Da han med
Ulivssaaret in mente overtnkte sin Tid og sin Grning, flte han vel en
brndende Vrede, over at han blev mejet ned; men Sindsoprret angreb ham
saa strkt, at han trt og elendig hilsede sin Hvile velkommen. Der var dog
Mening i hans Endeligt, forsaavidt en Rkke af Meningslsheder herved fik
en rimelig Afslutning. Ingen Anger paakom ham uden Anger over ugjorte Ting.
Her laa han og var naaet saa langt som til Begyndelsen, sknt han var
bleven en gammel Mand. Han havde gjort sig ensom for en Sags Skyld, og
dermed endte han. Hans Livs Ramme lukkede sig uden at indeslutte andet end
Forelbighed og Savn. Der kunde siges om ham, at han for ivrigt ukendte
Formaals Skyld havde isoleret sig og stillet sig fjendtlig til alle
levende. Da Gustav Trolle mrkede sin Skbnes Overtag, smagte han endelig
Sdmen i at bje sig, han laa varm og lydig; da han flte Ddsfeberen, gav
han sig hen for frste Gang i sit Liv.

Man bar ham bort sansels, og han kom ikke mere til sin Bevidsthed. Han laa
i et Hus bevogtet som Fange, og Folk der gik til og fra, hrte Bispen
skoggerle. De saa ham ligge med rde Kinder og bitter om Munden som en
Djvel. Han var fra Samlingen, de hede jne havde et overnaturligt
forskende og advarende Blik. Siden da Ddskampen begyndte, hrte de ham
ralle eller smaagrde i Vildelse som et stivsindet Barn, han laa en hel Dag
og hulkede med lngere og lngere Mellemrum, efterhaanden som Livet og
Trodsen faldt i ham. Ddskampen varede i to Dage. Han havde et Anfald af
Skrk, da han fraadede og lyste Forbandelse over Syner, som han lod til at
se. Da Kramperne fik fat i ham, spndte hans Lemmer sig og sprang som
Staalbuer, eller han laa stiv under Veerne, knyttet i Knuder og haard som
Sten over hele Kroppen. Den sidste Nat fik han Lindring og brd ud i hje
Klager. Han dde skrigende under et vildt Hurtiglb af alle Lemmer.

Efter Slaget ved ksnebjrg var Modstanden brudt i Fyn. Nu var det kun
Sjllnderne, der holdt deres Liv og Ejendom til Kong Christierns Haand.
Men da ogsaa de blev bjet, havde Johan Ranzau erobret det hele Land. Han
havde maattet vriste hver enkelt Landsdel til sig, som man Ben for Ben
plukker en stdig Hest af Stedet. De samme Danskere, der for ti Aar siden
faldt fra Kongen, de var nu bleven af det Sind, at de vilde have ham igen
eller d. Ligesaa vgelsindede de var i Danmark lige saa forstokkede.
Kbenhavn lod sig belejre i et Aar. Under de sidste Maaneder blev de sat
saa langt tilbage, som Mennesker kan komme; de bekvemmede sig frst til at
spise Rakkeres og Hedningers vanrende Kost, Heste, Katte og Hunde, siden
tog de til Takke med samme Slags Mad som de allerlaveste ormespisende
Vilde, Mus og Sklbidere; tilsidst mttede de sig paa dyrisk Vis med
Aadsler og andet Affald. Brn dde ved Moderbrystet som altid under en
rigtig Hungersnd, der manglede heller ikke paa Folk, som faldt dde om,
bedst som de stod og gik. Og da de havde ofret disse usigelige Lidelser paa
at bevare Byen for Kongen, da der ikke var den Nd, de ikke havde lidt,
eller den Pine, der ikke var prvet, saa overgav de Byen, for at den store
Frugteslshed kunde fuldkommes.

Ambrosius Bogbinder, Kong Christierns Barndomsven, der aldrig havde kendt
Maadehold i sin Iver for Kongens Sag, han tog Gift! Hans Liv og Energi
vendte susende tilbage i sig selv som Bumerangens Bane.

Aaret efter dde Jens Andersen Beldenak som en landflygtig i Lybk. Sine
sidste Aar var han rolig, for Alderen faldt paa ham; tilmed var han en
Krbling. Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev dselt
mishandlet af sine Fjender, da han kom saa vidt, at de kunde naa ham. Han
var en gammel Mand, da de stillede Aaringers Hvntrst ved langsomme og
grove Pinsler paa hans Person. Stikkende Vitser, der i hans Frodigheds Dage
var undsluppen ham mod Gud og Hvermand, fik han tilbage paa sin Krop, da
han blev skrbelig. De kldte den faldne Guds Mand af til Skindet og
salvede ham med Honning og satte ham ud i Solen til Skive for Fluer og Myg.
Se ham, se denne Kmpeskikkelse, som Alderen har plyndret, blottet og
prisgivet Insektsvrmen! Det var den store Biskop og Soldat, det var den
utrttelige Studepranger, Levemanden og Juristen! Det var Sortekunstneren,
det var Adepten, der manede med Bogen paa Saddelknappen! Tiden var falden
fra ham. Tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne Ruin var en Gang et
ukueligt Forstandsmenneske og en blind Spiller. Hvor der nu kvalmede en lav
Rg, der stod i fordums Tid et Baal af Drifter.

Jens Andersen, Naturens kongeligt begavede Slegfredsn, hans Hoved var
Sdet for den lykkeligste Forening af Teologi og Jura, der nogensinde er
bleven set i Danmark. Og han, der efter Tidens Forhold var en fremragende
Sknaand, kunde resumere sit Levned og sin Filosofi i to ganske smaa
latinske Digte. Det ene var en tr Gravskrift. Det andet meddelte i en
Stabel radmagre Distika Realregistret over hans Plager.

Jamen der var Sandhed i Jens Andersens benede Poesi! Hans Vers lignede
Skelettet til den menneskelige Historie. To af dem klaprer som saa:

   Os, dentes, nares, genita ia, brachia dantur
   Torturis, quibus adjunge manusque pedes.


Men Kongen havde vret en Fange paa Snderborg nu i mange Aar. Siden Slaget
ved Aalborg delte Mikkel Thgersen Fangenskabet med Kongen og fik derfor
seks lybske Mark om Aaret.

Nu da Mikkel havde faaet denne faste Stilling som Fange sammen med Kongen,
saa han sig foranlediget til at leve stille. Mikkel havde hele sit Liv
igennem flt sin Skbne knyttet til Kongens. De havde fulgtes ad paa en
Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nrmere, var Kongen
falden!

Det var nu fyrretyve Aar siden Mikkel saa Kongen frste Gang som
sekstenaarig Prins, da han svrmede i de rige Kbmnds Boder i Kbenhavn.
Da havde Kongen sit vinrde Haar, og da var hans Haandbage endnu glatte og
ubeskrevne. Nu stod Haaret ham vintergraat og busket om Hovedet som en
forladt Fuglerede, og hans knoklede Hnder var tt gennemvvet af Rynker og
svulne Aarer.




Jakob og Ide


Medens Kongen og Mikkel Thgersen nu saaledes befandt sig i strste
Sikkerhed indenfor Snderborgs Slots Befstning, var der to der vandrede
husvilde om i Landet, Jakob Spillemand og lille Ide.

Jakob var en Mand af ubestemmelig Alder, og han blev ikke ldre i de mange
Aar, han og Ide vandrede. Men Ide, der var et Barn, da de forlod Kvorne,
voksede paa Landevejene og blev en Jomfru under aaben Himmel.

De drog fra Salling samme Dag som Ane Mette, Bedstemoderen, var bleven
jordet. Da Ane Mette laa maalls i sin Seng med Ddens Hellighed om det
gamle magre Hoved, gjaldt hendes sidste Blik Barnebarnet Ide. Alle hendes
store Brn stod om hende, men hun saa efter Ide. Da hun nu var bleven
begravet, tog Jakob den lille ubeskyttede Pige ved Haanden og gik bort med
hende fra Kirkegaarden.

Den Dag var Viben kommen til Egnen. Jakob hrte dens friske Klageskrig, da
de gik over Kret. Der var luftigt om dem, de var fri, og de gik mod st,
mod den hvide Sol, over den optede Jord. Den Hj, som lille Ide havde set
hele sin Barndom igennem og som laa yderst ude, der hvor Solen hvilede paa
Skysttterne, den gik de forbi, ja den gik de totalt forbi, og nu drejede
en vildfremmed Egn sig slsomt for Ide som en Port ud til Verden.

Jakob og Ide kom til Graablle, hvor Jakob forgves spurgte efter Mikkel
Thgersen. Han var i det hellige Land, hvis han ikke var dd, oplyste
Niels, og med den Besked drog de spillende videre.

Jakob og Ide var i to Dage paa Moholm og forlystede Gaardens Folk med
Musik. Herskabet fik de ikke at se. Lille Ide spillede paa Triangel til
Jakobs Violin, hun saa Takten paa hans Hnder og spillede meget fint; hre
kunde hun jo ikke. Men en Aften kom den graa Herremand ud med sit
misundelige Ansigt og bad dem pakke sig, han vilde ikke hre deres Kvidder.
Saa stoppede Jakob Violinen i Rveblgen igen, og de gik Haand i Haand ud
af Gaarden. Ides Triangel klingrede ved hendes Blte, naar hun gik, som
spde Klokker.

Og de drog nordud i Landet over Heden. Foraaret kom, men det lod sig nde
som en grdende Brud. Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde
forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig
i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og
om Aftenen var det Vde. Det var den evige trtte Vgelsindethed, der dog
hele Tiden haaber.

Regnen vaskede Ides Haar ned over hendes Ansigt, det blege Haar, og Solen
trrede det igen, saa at hun fik et skinnende Pur om Hovedet. Regnen varede
lngst, Ide gik paa Vejene og saa frem for sig med sine hvidlige jne under
det klamme Haar, der var blegt som Linned.

Ide med Regnhaaret! sagde Jakob for sig selv og saa opmuntrende til hende.

Alle Danmarks Fugle kom hjem nu. Stren fljtede lidenskabeligt hver
Morgenstund, naar Solen randt funklende op og slettede Rimen af Agrene.
Lrkerne hang trilrende paa Vingen taarnhjt oppe over de golde Marker.
Vinden lb i det visne Grs paa Bakkehldene og krusede det blaa iskolde
Vand i Pljemarkerne. De frste gule Blomster stirrede ud af Jorden,
Svalerne red tavse paa stenstormen. Og saa blev det endelig stille. Varme
Ntter. Det groede. Tudserne begyndte at g saa inderligt dulgt og trstigt
i Sigene. Jorden blev grn, og Frerne sang deres uendelige Aftensang om
Grde og Frugtbarhed paa Jorden.

Der blev grnt i Landevejsgrfterne, hvor Ide grne gik, fordi der var saa
meget at se. Hun plukkede hvide Musser af Dvrgpilen og frte dem op til
sin Mund, strg sig paa Kinden med dem, hun flettede sig Baand af Sivene,
som det var saa lifligt at rykke op med Rod. Ide saa de nyfdte Lam paa
Marken, der ikke kunde rejse sig endnu men laa ved Faarets ludende Hoved.

Det blev varme Dage med blndende Solskin. Den frste Maj spillede Jakob og
Ide til Dans i Aalborg og tjente store Penge. Der kbte Jakob nye Trsko
til dem begge to, og de rejste saa videre i allerbedste Velgaaende. Folk
hrte grne Musik, de to savnede aldrig Mad eller Husly. Saaledes kom de
til Skagen, hvor Ide saa det store Hav. Sandet var det hvideste og fineste
her, hun nogetsteds var truffet paa. Og da de var naaet yderst ud paa
Grenen, sang Jakob den Vise, han havde lagt om sig selv og Ide. De havde
ikke andre Tilhrere end Maagerne, som flj nr til dem.

Jakob lo og slog ud med Haanden imod dem, mens han sang. Ide saa de hvide
Fugle aabne Nbbet, men hun hrte ikke noget, hrte heller ikke Havet ligge
og spinde og knurre i det gode Vejr. Visen, som Jakob sang, ld saaledes:

   Gi Husly til to Persowner,
   Der haar saa grusselig traant,
   Vi kommer fr Mannemilherfr
   Og er paa Vejen til Laant.
   Gi Husly!


   Gssen' di goer i dj baa Bien,
   Der hu vi to er fj,
   Og Husen' stoer ud' om Ntten
   I den sam' sturige Bj.
   Gi Husly!


   Vor Gaard i Mannemilherfr
   Den kan I tro den er pn,
   Vggen' er gjow o jenne Vind,
   Og Stowen er tkket m Rn.
   Gi Husly!


   Og tror I et, de' er Sandhied,
   Saa ka I min Dtter spr,
   Som aaller haar hat no Foreller
   Og hverken ka snak' eller hr.
   Gi Husly!


Da Jakob og Ide nu havde vret saa langt nordpaa, som de kunde komme i
Danmark, gjorde de sig gode Venner med en Skipper og sejlede med ham i de
to lyse Maaneder. De kom baade til Ls og Anholt, de fik de grnne Bakker
i Randersfjord at se, de laa inde i Limfjorden, hvor Bnderne gik i
Stranden og glibede og ofte lettedes hjt op i Vejret af Solspejlingen. Det
var lange Dage.

Men da Sommeren hldede, og alle Agre inde paa Landet blev gule, tog Jakob
og Ide paa en lang Rejse med Skipperen til Sjlland. De gik i Land i
Helsingr, og her spillede de i mange Dage med godt Udbytte. Jakob drak sig
tit fuld og sang og turede. Medens han sov Rusen ud, skjulte Ide sig i
Rugmarkerne ved Byen. Hun flettede modne Straa i sit Haar og badede
Hnderne i det hede Stv.

En Dag blev der en ualmindelig Uro i Byen. Alle Mennesker skyndte sig ned
til Havnen og skyggede med Haanden over jnene, de talte ivrigt og grebet
sammen og pegede snderpaa ned i Sundet. Dr kom tre store mrke Skibe i
den friske Kuling, og det midterste af dem frte det rde Flag fra
Mastetoppen. Snart var alle, der kunde krybe og gaa i Helsingr forsamlet
nede ved Stranden, og der bredte sig en Stemning af dyb Beklagelse mellem
dem alle, sknt kun de frreste vidste hvorfor. De tre Orlogsskibe kom
skridende saa dumpt i det flade Sund og i Augustdagens sparsomme Solskin.
Det varede to Timer inden de naaede Helsingr.

Jakob spurgte en Mand, hvem det var der kom sejlende, og fik at vide, at
det var Kong Christiern selv. Nogle kunde fortlle, at han kom fra
Kbenhavn, hvor han havde underhandlet med Rigsraadet efter sin mangeaarige
Landflygtighed i Holland og Norge, men ingen vidste rigtig, hvor han nu
agtede sig hen. Kun saa meget anede de allesammen, at nu skulde de miste
ham.

Da de tre tunge Karaveler var lige udfor og passerede med hjtbugnende
Sejl, begyndte en og anden i Flokken paa Stranden at raabe ud imod dem.
Skibene ligesom dukkede sig og slog Serne ud fra de stumpe Bove. Ingen
rrte Hattene derude, der ld ikke et Skud og ikke et Signal.

Men alle Borgerne i Helsingr fulgte et Stykke med langs Stranden. Og der
var kommen endnu flere Folk til, Bnder inde fra Landet og langs Kysten,
som havde faaet je paa Skibene; der var mange hundrede Mennesker, gamle og
unge, og de lb vinkende og kaldende langs Strandbredden, til de kom til
den yderste Pynt. Her blev de staaende, her trngte de sig sammen i en lang
tt Stimmel saa nr ud til Vandet, som de kunde komme.

Farvel, Kong Christiern! raabte en gammel Mand. De der stod ved Siden af og
hrte den skrbelige Rst, brast i Graad og gentog Raabet.

Farvel! ld det enigt som et svingende Stormsus fra dem alle paa en Gang.
De tav lidt for ngsteligt at flge Skibene med jnene. Der ld Klager og
Suk. De rakte sig over hverandre og viftede og viftede ud mod Skibene. Saa
rejste de sorgfulde Raab sig igen, men nu var Skibene allerede langt ude,
og det ld svagere og mere forknyt:

Farvel, Kong Christiern!

Allersidst i Flokken stod en gammel Kone, hun havde haft saa svrt ved at
vinde med. Nu stod hun og stttede sig nikkende af Trthed til Stokken
foran sig. Det brungule Mumieansigt indfattedes af Hovedlinet, hun grd,
hun kvkkede hjt, da Raabet stormede:

Farvel, Kong Christiern!

Hun stod med den svage Ryg ganske sammenbjet af Alder, hun var ikke stort
mere end en Alen hj, hun rystede og vimrede over denne flles Smrte, hun
selv som gammelt Menneske nppe fattede. Denne Morlille var Mendel Speyers
Datter Susanna.

En sidste Gang ld det klagende:

Farvel, Kong Christiern.

Jakob Spillemand rev Violinen ud af Blgen og gned en falsk Melodi, mens
Taarerne lb ham ned i de fortvivlet leende Mundkroge. Lille Ide stod ved
Siden af og legede paa Trianglen og saa alle Folk aabne Munden og fare
sammen, som gik der med Smrte noget ud af dem; hun bladede med Tungen i
Munden for ligesom at begribe det.




Hjemls


Jakob Spillemand havde faaet opspurgt, at Axel, Ides dde Fader, var fdt i
Helsingr; han var ugte Sn af den jdiske Kone, der hed Susanna
Nathansohn, Jakob og Ide kom ogsaa til Samtale med hende, hun boede i et
stort fornemt Hus midt i Byen. Susanna talte om sin Mand og sine voksne
Brn, men hun viste sig villig til at indrmme Fejltrinet, som hun havde
begaaet for fyrretyve Aar siden, og erkendte, at hun havde faaet Axel. Han
var imidlertid blevet sat ud hos fremmede, straks da han kom til Verden, og
siden havde hun ikke hrt noget til ham. At Ide var en Datter af ham, kunde
jo godt vre muligt. Den gamle Kone saa paa Ide, men hun kendte ikke
Trkkene. Ide lignede sin Bedstefader paa mdrene Side, Mikkel Thgersen.
Da Jakob og Ide nu stod der raadvilde, blev det til, at den gamle Kone gav
dem lidt Penge og noget at spise. Hun havde ogsaa saa daarlig Tid netop den
Dag, da det var en Lrdag.

Jakob og Ide rejste fra Helsingr og gik hele Sjlland igennem. Det var de
to Aar om. Da Krigen brd ud, og der blev usikkert paa Landevejene, sejlede
Jakob med Ide over til Sams, og her flakkede de om i over et Aar. Ide
voksede til. Beboerne paa en blev godt kendt med de to, og der gik siden
mange Fortllinger om den fattige Spillemand, der ikke regnede nogenting.
Efter at Krigen var endt, begav Jakob og Ide sig igen paa Vandring ind i
Jylland. De var kommen til at lnges efter Hjemegnen. Inden de naaede hjem,
spurgte de imidlertid, at alle kendte Folk var bleven slaaet ihjel i
Krigen, de blev derfor slet ikke i Kvorne men vandrede lige igennem uden at
trffe nogen, der standsede dem. De havde ikke hjemme i Kvorne mere, det
var endda som om de aldrig havde haft hjemme der.

Et Aar efter naaede Jakob og Ide igen til Skagen. De vendte om og Stod med
Ryggen til de to Have, der trner sammen udenfor Grenen. De saa ned i
Landet, som bredte sig svimlende dybt ned i Snder. Jakob lo og tog sin
stumme Kammerat ved Haanden, og de gik ned langs den nordre Strand.

Hststormen snurrede dem rundt. Tit maatte de skynde sig op mod Klitten,
naar en strk S vltede ind over hele den lave Forstrand, hvor de gik. Det
var svalt og aabent Vejr. Maagerne skruede sig tavse op i Modvinden. Den
bitre Fraade flj fra Serne og hjt op paa Land, hvor den satte sig paa
Sandet og dirrede i Vinden som frysende Fugle. Himlen var lav og laa hele
Tiden paa Rejse fra Nordvest.

Ved Aftenstid kom Jakob og Ide til et Fiskerhus, det eneste der var at se
paa den de Strand. Jakob stillede sig udenfor Dren og for kraftigt med
Buen over Strngene fra Bas til Kvint. Dren gik jeblikkelig op, og der
viste sig et bevget Ansigt, en gammel Mands Ansigt. Tre--fire smaa Brn
tumlede ud, den ene ovenpaa den anden.

Hvad var det ikke for en Klang! Jakob spillede, og det ld som Guld og
Diamant og brogede Stoffer. Violinen var som en stor Stjrne, hvorfra der
straalede rd og blaa og gul og hvid Ild. Den fremtryllede Synet af
Blomster. Der var et vildt Hjrte i den.

Kom indentil! bad den gamle Fisker rent hjtidelig, da Jakob havde
afspillet. De blev bnket derinde og bevrtet, der var ingen Ende paa
Folkenes Glde over at have faaet Musik til Huse. Og da Jakob havde spillet
nogle Toner mere, slog den gamle Aftgtsmand pludselig i Bordet.

Min Sn er paa  Hav, udbrd han med lange jne. I Dag vil jeg raade.
Srine!

Men Snnekonen var saa blid. Den gamle lod sin Vrede fare. Han rejste sig
kry for Bordenden. Der stod han i hvidt Vadmel og Toplue, med halmgult Haar
og Skg, og nu var han Manden fra de henfarne Dage:

Srine, kom med Flasken!

Hu-i! Jakob lb i Galop paa Fjolen. Men han gik om i en sagte, kyssende
Melodi, idet Flasken bares paa Bordet.

Det var de klare Draaber. Og den Aften laa Hytten ikke der midt i
Sandflugten som det usle Ly for Hststorm og Mrke. Klynelyset brndte som
en Sol, der hang sydlandsk Varme under Taget. Hele Stuen lftede sig snart
som et flammende Kretj, hvor Jakob sad Kusk med sin dumdristige Mine og
sit piskende Violinspil, medens den gamle Fisker svingede i Agestolen,
forklaret af ny Ungdom, og Ides og Brnenes Engleansigter svvede over den
skybaarne Konkylie. Havet kogte ude i Stranden, og Stormen jog Flyvesand
mod Blreruden, men det var Stjrnerne, der stvede imod dem, mens de krte
i Stads gennem alle syv brusende Himle.

Nste Morgen tidlig vaagnede Jakob, usalig til Mode, han vkkede lille Ide,
og de gik sagte deres Vej fra Familjen, som laa og sov med tomme Ansigter.
De gik videre ned langs Kysten.

Efteraaret overtog dem, de gik ind i de korte, modlse Dage, da det mrkes,
at alle Trkfugle har forladt Landet, og Kulden kommer i Luften.

Og en Dag, som de var vandrende fra Kysten ind mod Landet og hele Tiden
kunde se Vestervig Kirke, faldt Aarets frste Sne.




Paa Snderborg


Men det blev Foraar og Sommer igen.

Jakob og Ide rejste saa saare. Det var som om hvert Sted i Landet lngtes
efter dem, de fik mere og mere travlt, sknt de vist nsten havde glemt
deres rinde. De vandrede om i Landet i syv Aar. Alle Folk kendte dem og
tog vel imod dem, naar de kom. Men de var srlig godt kendt i
Limfjordsegnen, hvor de trak om en stor Del af Aaret. Der gik siden mange
Fortllinger om Jakob Spillemand, som Folk kunde blive ved at huske; hans
Viser blev ogsaa trofast sunget i mange Aaringer. Han var en grusselig en,
Jakob, synge og spille kunde han; der var Kunster i ham, naar han blev
svirende, og det blev han ikke saa helt sjldent. De fortalte om ham, at
han havde spillet til Dans en Nat i Lunden ved Bjrnsholm og smagt paa
Drammerne, og da han blev funden om Morgenen, var Buen bleven henne for
ham; men han var ikke derfor sat fast, han tog sin Kp og harpiksede den og
spillede med den, saa en maatte undre sig. Han var en Torn!

Men saa et Aar kom Jakob Spillemand og Ide ikke til Limfjorden. De blev
savnet ogsaa alle andre Steder i Landet, og de indfandt sig aldrig siden.

Jakob var nemlig tilsidst kommen efter, hvor Mikkel Thgersen, Ides
Bedstefader, opholdt sig, og de begav sig sporenstrengs paa Vej til Als.
Ide var nitten Aar nu, saa det var paa Tide at faa hende anbragt hos rette
vedkommende.

Det var en Dag frst i Oktober Maaned at de sejlede over Alssund. Skovene
hvlvede sig med falmede Kanter derovre, det rde Slot laa saa bart ud til
Stranden. Da de nsten var ovre, flj en stor Flok snehvide Duer op fra
Taarnet og kastede sig ud over Sundet, snart synlige og snart usynlige mod
den blegblaa Himmel, Jakob saa efter dem og nikkede til Ide, det var et
Mde, der varslede godt. De sad trstig i Baaden og omfavnede deres Bylter,
Jakob saa til sine Trsko, hvor den ene Gjord var sprungen, jo det var paa
Tide.

Men de havde ikke straks Held med sig, det blev dem forment at komme ind
paa Slottet den frste Dag, saa at de maatte sge Herberge i Byen. Nste
Dag naaede Jakob saa vidt, at han fik Slotshvedsmanden, Bertram Ahlefeld,
i Tale, og han lovede, han skulde tnke over det. Der er mange Lag at komme
igennem, naar man skal ind til Kongen. Endelig den tredie Dag slap de over
Vindebroen og fik Lov til at spille for Slottets Folk i den ydre Gaard. Men
da de endelig ved Middagstid fik Foretrde hos Slotshvedsmanden igen, var
der kommen det i Vejen, at Mikkel Thgersen, som de havde rinde til, netop
laa for at skulle paa Rejse.

De fik ham lige at se. Hvedsmanden tillod dem at gaa ind i Slotsgaarden,
og just som de kom, var Mikkel ved at stige til Hest. Den gamle Mand holdt
nedenfor Trappen, og to Trin oppe stod Kongen og snakkede til ham. Jakob og
Ide blev staaende under Porthvlvingen og vilde ikke gaa frem, saalnge
Kongen var der.

Det tog Tid med at faa Mikkel afsted, der var mange Forberedelser. Hesten
sparkede og skrabede i Stenbroen, Kongens Stemme gjenld i den hje Gaard,
og det blev ikke til mere. Mikkel Thgersen var i nye fine Klder, grnne
Hoser og brun Vams, han gik rundt omkring Hesten den ene Gang efter den
anden og stak Fingeren ind ved Buggjorden og flte til Hovedlaget; det var
en ung, urolig Hest, og Mikkel, der var brudt i Knene, lod ikke til at
vre modig ved det.

Nu er du vist frdig, Mikkel, raabte Kongen og lo misfornjet, se nu at
komme op!

Mikkel slog hfligt med Hovedet og sluttede Undersgelserne. Saa skulde han
til det. Svenden, der stod ved Bidslet og holdt Hesten, rakte sig saa langt
han kunde for at give en Haandsrkning, han skelede op til et aabent Vindue
i Stegerset, gjorde Svenden, hvor et Par forleede Pigeansigter tittede
frem. Mikkel fik Foden i Stigbjlen og hvede sig langsomt og fattet op.

Fald nu ikke ned paa den anden Side! raabte Kongen med et ngsteligt Grin.
Nej, Mikkel landede lykkeligt i Saddelen. Og da han sad der, skubbede han
Hatten tilrette og vendte med fornrmet Honnr sit hvidskggede Ansigt op
mod Kongen.

Saa Farvel, Mikkel, sagde Kongen lidt rrt. Lad os nu se, du kommer godt
hjem igen.

Jo, Deres Majestt, svarede Mikkel. Han samlede pustende Tmmerne og skd
sine hvide Knebelsbarter standhaftig op under Nsen. Saa slap Svenden, og
Hesten satte i Trav. Mikkel svajede kraftesls i Saddelen.

Nej det gaar aldrig godt, raabte Kongen og slog i Gelnderet, nej, nej,
nej! Men det gik. Mikkel stindede sig og gjorde sig gldende. Vagten holdt
Porten aaben for ham, og han red ganske strunk igennem, forbi Jakob og Ide.
Porten lukkede sig straks efter ham igen, og de hrte ham ride over den
ydre Gaard og dundre ud paa Vindebroen.

Da der var bleven stille i Gaarden, vendte Kongen sig paa Trappen for at
gaa ind. Han stod og sagde noget til sig selv. Da fik han je paa Jakob og
Ide.

Hvad er I for to? spurgte han og gik ned fra Trappen med Blikket rettet
gennemtrngende paa dem. Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til
den anden, i hjeste Grad interesseret.

Jakob svarede ikke, for han gik fra Snvsen. Ide stod med sit de, fine
Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Nsen og saa
undersgende paa dem.

Hvad er I for Folk?

Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod
igen. Vi er af det Slav, der kommer meget omkring -- den her lille Pige er
ellers Datterdatter til ham, der red ud af Porten lige nu. Hm, naa. En
Slgtning af Mikkel. I er kanske kommen for at besge ham. Saa var det
slemt, han just skulde rejse i det samme. Hvorfor snakkede I ikke til ham?

Sde Gud nej. Jakob smilede uhyre hvisk og saa ned for sig og gjorde et
rundt Spor i Sandet med Kppen.

Jaja, sagde Kongen trstende. De tav, og han saa paa dem.

Jaja, udbrd han igen strkere. Der er ingen Ulykke sket endnu. Mikkel
kommer igen. I kan . . . I kan blive her saalnge, vi skal snakke med
Bertram. Kom I kun denne Vej. Naa saa I spiller?

Jo! Jakob slog glad og undselig paa Violinblgen, mens de satte sig i Gang.
Den gamle Konge gik foran og rmmede sig i ypperligt Lune. Ho! Det skulde
nok ordne sig altsammen. Ho, ho!

Og de var henne og forhandle med Hvedsmanden. Jakob og Ide stod smmeligt
i Afstand, mens Kongen talte deres Sag. Bertram Ahlefeld lyttede
forbindtlig og med strste Ro. Han var meget hjere end Kongen, men han
bjede sig ikke, Kongen saa op paa ham og talte ivrigt og gik over paa den
anden Side af ham; han fik sin Vilje og takkede varmt, men Bertram Ahlefeld
bevarede sin underdanige Kulde.

Kongen gik selv i sine udtraadte Sko over i den ydre Gaard og srgede for,
at Jakob og Ide blev indkvarteret i en af Bygningerne der. Om Aftenen
maatte de spille for Kongen inde i Taarnstuen, hvor han for det meste
opholdt sig. De blev bevrtet med Vin, og Jakob spillede sine Hopsaer med
al den Kunst, han raadede over. Det ld saa srt her under Murene. Kongen
var tilfreds, han blev vemodig og sad med Haand under Kind. Vokslysene
brndte paa Bordet, hvor Spndebogen laa opslaaet.

Vinen begyndte at stte Sving i Jakob, der for et sygeligt Trk over hans
Ansigt, og han gav en ellevild Springdans tilbedste. Ide stod spinkel og
pn ved Siden af Stolen med Trianglen.

I en Pavse spurgte Jakob, hvornaar Mikkel kom hjem igen -- saadan hen i
Vejret, for at Kongen skulde overhre det, hvis det var upasende spurgt.
Men Kongen svarede ligefremt, at det varede ti--tolv Dage.

Kongen tav herefter, og Jakob mente ikke at burde sige noget. Han spillede,
hvad han kunde huske. En Gang da han sad med Fjolen under Hagen og tnkte
sig om efter en ny Tone, stjal han sig til at se paa Kongens slappe,
rvrdige Trk. Kongen saa op i det samme og bemrkede, at Jakob var en
hrget og sammenfalden Mand.

Skal vi ikke have mere? spurgte Kongen hjrteligt, i sine egne Tanker.

Jakob spillede igen og traadte Takt med Hlen! Tju! Det var Trskovalsen.

Kongen beholdt dem hos sig hele Aftenen, han flte sig saa alene, det var
frste Gang i ni Aar, at Mikkel havde vret borte fra Slottet. Kuren blste
Midnat fra Taarnet, inden Jakob og Ide kom fra Audiensen, og da var baade
Kongen og Jakob strkt blissede. Kongen lagde sin Haand paa Ides Skulder,
fr hun gik, og maalte hendes Skikkelse med en gammel Kenders dristige og
forsagende Artighed.

Jakob og Ide blev laaset ud gennem alle Drene af Slotsforvareren, som var
dygtig mut. Vagten nede i Porten havde bedre Humr, han lyste med Lygten
paa Ide og saa, hvor hun var fin og hvid. Da hvede han lumskelig Lygten i
Vejret, saa at de stod i Mrke, og tog Ide om Hoften med sin store Nve.
Hun kastede sig til Side, og der kom et Brl fra hende, fra Struben, dybt
og raat som fra et ukendt Dyr, det gjaldede under Porthvlvingen og hrtes
over hele Slottet.

Herre Jesus! Soldaten sank i Kn og veg baglngs tilbage ind i Porten. Der
blev aabnet Lemme og Ruder overalt oppe og nede i det store Slot, og
forfrdede Stemmer spurgte svndrukkent ud, om hvad der var sket. Uroen
lagde sig frst lnge efter, at Jakob og Ide var i Behold i deres Kamre.

Ogsaa Kongen hrte Brlet, han stod ved Vinduet og saa efter Vejret, og han
_sprang_ dybt ind i Taarnvrelset, Haarene rejste sig paa hans Hoved. Han
sneg sig til Dren og strakte en Haand ud og prvede, om den var lukket, jo
den var jo forsvarligt laaset og riglet til. Aa, han trak Vejret dybt, gik
sklvende til en Stol og sank om ddelig mat. Saa slog han Bibelen op og
satte sig til at lse med Lysene tt foran sig. En Gang imellem rejste han
lydlst Hovedet fra Bogen og stirrede forbi de sydende Lysflammer med stive
skrmte jne.

Lidt efter lidt blev han rolig, han vovede sig ud fra Bordet, tndte flere
Lys og hengav sig taknemlig til Lsningen af Ruths Bog, sad nidkr med sit
store hvide Hoved mellem Lysene og lste den ud. Og da han var frdig,
meldte den Tanke sig, der altid anfgtede ham, naar han havde vret
fordybet i Skriften og atter mindedes det timelige: at hans Venner var dde
og borte, at de var faldne ham fra allesammen, og at det var lnge siden.

Han sad lidt og gravede sig med Haanden i Haaret. Saa slukkede han alle
Lysene paa nr tre. Han lagde sig omstndeligt paa Kn midt i Taarnstuen og
bad sit Fadervor, hviskede halvhjt og lnge, til Regnskabet var gjort op.
Han gik derpaa i sin Seng, lod Lysene brnde og laa med Hnderne foldet
foran sig paa Felden og med rolige, vaagne jne.

I denne Stue havde han nu boet i elleve Aar. Her var det, han gik som et
Rovdyr fra Mur til Mur de frste Maaneder, da Indesprringen slog ham med
Feber. Her svedte han, her spiste og drak han som en rasende og faldt fuld
og gal i Svn om Aftenen for at vaagne under hvislende Eder om Morgenen.
Her gik han sparkende op og ned mellem de dinglende Stole, her sendte han
Tinkrusene fra sig, saa de faldt flade ned fra Vggen. Her havde han gaaet
og hrt Aandepustet fra sine egne haarede Nsebor.

Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og
saa frem mod Lysene uden at kunne blive svnig. Der for Skygger over hans
Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.

Pludselig lo han, og det var den dybe naadige Latter fra gamle Dage, han
var kommen til at tnke paa den unge Kvinde, som Ditlev Brokdorp listede
ind til ham her for elleve Aar siden, da han havde lagt sig til Sengs og
ikke vilde staa op. Han havde ungtelig vret lykkelig ved Pigen, som ogsaa
var virkelig kn. Men det var syndigt, det var en grov Overtrdelse. Gud
beskytte hende, hvor hun saa var!

Kongen sukkede dybt og saa med et fugtigt Blik ind i Lysene. Om lidt
haabede han at falde i Svn, takket vre Vorherre, der frier os lempeligt
af Vaade og vender vor Utaalmodighed til Visnen.




Carolus


Mikkel Thgersen red over Vindebroen. Men da han kom ud i den frie Luft,
svimlede han og var nr dinglet af Hesten; Udsigten til alle Sider
fortumlede ham, det var som skulde han skilles ad. Han red det korte Stykke
Vej ned til Frgestedet, prajede Baaden og blev sat over. Men saa kom han
heller ikke lngere den Dag, han maatte syg og halvt forstyrret tage ind
paa Frgekroen, hvor han straks gik i Seng. Nste Morgen var han ved godt
Mod igen, han slog nogle af sine Penge i Stykker paa Kroen og begyndte at
se lysere paa hele denne Rejse, som han havde vret bange for, lige fra den
blev bestemt. Han og Vrten pglede lidt sammen paa Formiddagen. Men saa
fik Mikkel pludselig travlt og beordrede Hesten frem.

Jeg skal til Lybk, erklrede han betydningsfuldt. Jeg har langt at ride.
Det er i Kongens rinde.

Mere vilde han ikke sige, han omgav sig med en Statsmands skbnesvangre
Hemmelighedsfuldhed:

Lad min Ganger fre frem!

Vrten fik ikke mere at vide, og han var vist ogsaa saa temmelig ligeglad.
Mikkel var en Smule kfret, han besteg Hesten med rullende jne og svang en
stor Mnt i Stvet til Staldkarlen. Saa red han, og Skam slaa, den gamle
Negl viste sig til sin Fordel i en Galop, han red som Edder og Forgift ud
ad Landevejen.

Mikkel rejste for Alvor, han var inde i hver eneste Kro paa Vejen. Hvert
Sted lod han sig forlyde med det vigtige og paatrngende rinde, han var i
for Kongen. Folk undrede sig over den affldige gamle Mand og spekulerede
paa, om det mon var en forrykt, bansat Kardinal eller en hjempermitteret
Oberst eller en alderdomssvag Markedsggler. Han saa ud som en hjbaaren
Mand med sin side Skaldepande, men han tog sin Snaps som en Geworben. Der
stod Respekt af ham, og dog gik man bag om ham og lo. Hvad mon det var for
et rinde, han talte om? Det maatte haste svrt og krve stor Erfaring,
siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der knap kunde hnge sammen.
Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med det, der var ingen der fik
ringeste Besked.

Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm, Bladene
suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig syg ind paa
en Kro. Her troede de, han skulde vre himlet, men nej, han var paa Benene
allerede nste Morgen og vaklede i Saddelen, han ilede gennem
Snderjylland, som skrevet staar, og ankom endelig mere dd end levende til
Lybk.

Mikkel tog ind paa den gyldne Stvle. Dagen ud hvilede han og gjorde sig
tilgode, og han sov til nste Dags Middag, hvorpaa han vandrede i
Raadhusklderen. Men saa skulde han ogsaa vre frdig med sin private
Fornjelse af Rejsen, nu gjaldt det at faa rindet udrettet. Han spurgte
sin Vrt efter Veilchenstrasse.

Veilchenstrasse! Vrten saa paa ham med rundbuede jenbryn. Hm! Naa ja, den
kunde han jo godt vise ham. Den laa der og der. Og Mikkel begav sig afsted.
Da var det langt hen paa Eftermiddagen. Han havde nr aldrig fundet den,
det viste sig at vre en snver Gyde, som allerede laa nsten i Mrke. Oppe
i Vinduerne sad velnrede unge Kvinder, og mere end en af dem kaldte
henrykt paa Mikkel, som gensaa hun en lnge savnet, kr Ven. Mikkel tog dog
ingen af dem alvorlig. Omsider fandt han det Hus, han sgte. Det var kun et
Fag bredt, og der var ingen Vinduer i det, kun et Par Lemme hjt oppe. Over
Drkarmen hang et irret Messingbkken. Dren var laaset, Mikkel tog
Hammeren og lod den falde.

Der gik flere Minutter. Men Mikkel var taalmodig. Endelig hrte han Skridt
udenfor, og en Ngle blev stukken i Dren. I det samme mindedes Mikkel srt
nok en Gang for mange mange Aar siden, da han havde hvisket ind ad
Nglehullet i St. Nicolaj Kirke i Kbenhavn. Dren gik op paa Klem, og
Mikkel saa et Ansigt med store sorte Briller.

Er det Mester Zacharias? spurgte Mikkel.

Ja, min Herre, hviskede det bldt.

De tav begge lidt. Saa begyndte Mikkel med svag Stemme at klare for sig.
Men Zacharias havde nppe hrt Kongen nvne, fr han med solemne Fagter
aabnede Dren helt.

Kom ind, kom ind, raabte han kvkkende. Ah saa! Min kre Ven!

Mikkel traadte over Trskelen, og Zacharias laasede Dren igen. De stod i
Mrke. Zacharias slog Ild og tndte en Spaan og frte an hen til Stigen.

Flg efter mig. Der er lysere ovenpaa.

De kom op i en stor Stue, som fik Lys fra et Vindue ud til Gaarden. Men der
var meget skummelt derinde. Mikkel saa et Krokodilskelet og nogle
Fuglehamme hnge under Loftet, paa Gulvet fld Bger og gamle Klder. Der
stod en Globus paa Bordet mellem en Mngde stvede Papirer. Rundt paa
Vghylderne skimtedes Flasker i alle Strrelser. Der var en grim doven
Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.

Nej se! raabte Zacharias fremdeles overrasket og hjrtelig. Kom dog til
Sde! Naa saa Kong Christiern sender Bud til mig ringe Lrde! -- Dog det er
ikke min kirurgiske Kunst, Kongen har Brug for!

Nej, bekrftede Mikkel slaaet.

Zacharias satte sit gule Kranium i en vuggende Bevgelse fremefter og
tilbage. Og han begyndte at knurre.

Vi bliver gamle, _Mikkel Thgersen_, sagde han saa overrumplende, han sad
med fremstrakt Hals og et fast Blik.

Mikkel for sammen og saa op. Han maabede:

Hvorledes, kender . . .?

Zacharias satte igen sit Hoved i en vuggende Bevgelse og nd Triumfen.
Joh! sagde han. Joh! Men dermed skulde Spgen vre forbi, han gjorde sig
alvorlig. Naa!

De tav i nogle Minutter. Mikkel saa med virrende Hoved ned i Gulvet. Denne
Mand maatte man holde sig gode Venner med. Han lagde Hovedet lidt skvt og
saa trohjrtig paa Zacharias.

Gammel -- Aa! De ser endda ikke ud til at vre saa gammel. Jeg er over de
halvfjers. Saa gammel er De ikke.

Da for Zacharias ud paa Gulvet og opslog en voldsom, kaglende Latter, gik
rundt med lange Skridt. Pludselig lo han endnu skrkkeligere og slog Knips
foran Mikkels Ansigt:

Jeg er vel endogsaa ung!

Og idet han tog endda lngere Skridt, citerede han for Mikkel, hylende af
Lystighed:

   Mugit et in teneris . . .


Han hujede af Grin:

   Formosus . . .


Han storkede skogrende rundt:

   Obambulat herbis.


Det varede lnge inden Zacharias blev frdig med at more sig over denne
blodige Strime af Ovid.

Mikkel sad forlegen og vaskede sine gamle Hnder i Uskyldighed. Han tnkte
paa sit rinde, skottede til Globen paa Bordet.

Zacharias opfangede gridsk hans Blik og indstillede sit Spektakel.

Kongen nsker Besked om himmelske Konstellationer? sagde han hurtigt.

Ja, Mikkel indrmmede det med en Oldings Ydmyghed og Fatning. Denne Mand
der vidste altsaa al Ting.

Fortl! raabte Zacharias.

Og Mikkel gjorde saa i al Korthed Rede for sit rinde. Kongen og han var
kommen paa Kant med hinanden om et astronomisk Sprgsmaal for et halvt Aars
Tid siden. I Jerusalem havde Mikkel truffet en tysk Munk, der fortalte ham
som sin Overbevisning, at Solen ikke gik rundt om Jorden, men at det var
omvendt. Siden havde han ogsaa hrt det i Italien. Og en Dag, da han
fortalte Kongen om sine Rejser, var han kommen til at nvne det. Kongen var
straks bleven forfrdelig ophidset. Siden havde de nsten daglig vret oppe
at trttes om det. Mikkel havde nu en Gang indset Rimeligheden i det,
Munken fortalte; han havde maattet give ham Ret, da de red paa Kameler
gennem Lilleasien og fulgte Stjrnernes Baner om Natten. Desuden var det en
personlig Erfaring, han selv ad anden Vej havde gjort. Hans Liv havde
virkelig lrt ham det samme; han var begyndt med at tro, at hele
Tilvrelsen drejede sig om ham alene, og havde lidt efter lidt gjort den
Iagttagelse, at det kun var tilsyneladende. Men Kongen vilde ikke taale, at
han troede det, han var rasende.

Mikkel tav og pustede lidt angrebet ved Tanken om Uretten, han i den
Anledning havde lidt. Det var hndt mere end en Gang, at Kongen havde
listet sig op om Natten og gennempryglet ham i Sengen i Mrket, naar han
ikke havde kunnet klare sig i Disputationen om Dagen.

Saa var de endelig bleven enige om at anke Sagen ind for Zacharias, om hvis
store Lrdom der gik Ry.

Zacharias kneb jnene sammen. Mikkels ljerligt udslukte Fortllemaade
imponerede ham nsten. Et saa grufuldt Ktteri som at endevende Firmamentet
vilde han selv have nydt anderledes. Han rejste sig og vimsede omkring i
Stuen, satte Brillerne paa og bladede lnge i forskellige Papirer. Saa kom
han endelig hen til Mikkel igen, han havde anlagt en koldblodig og resolut
Mine og udbrd paa Latin:

Godt, saa stter vi en Undersgelse i Gang. Kom igen imorgen.

Mikkel rejste sig med Besvr og takkede. Saa skulde han gaa. Men han blev
staaende og lod et langt, sgende Blik glide rundt i Stuen paa alle de sre
Flasker.

Jeg skal flge Dem ud.

Mikkel saa paa Flaskerne og rrte Munden. Det lod ikke til, at Zacharias
kunde lse hans Tanker mere nu. Han sukkede og smaalo:

Jeg er saa trstig, Mester, det skulde ikke vre muligt . . .?

Zacharias beklagede meget, han havde ikke andet end Medikamenter i Huset.
Han var saaret over Mikkels lge Smag og begyndte med klangls Stemme at
underholde ham om lrde Folks Njsomhed og Tarvelighed. Imidlertid fandt
han alligevel en Stob og et Tinbger frem og sknkede det halvfuldt. Mikkel
smagte, det var en strk spansk Vin, han drak med Begrlighed og var saa
heldig at huske et Vers af Horats bagefter. Zacharias nikkede oprmt og tog
sig en Slurk selv. Men da han havde faaet den i sig, slog han de smalle
Gummer sammen:

Gigigi!

De tmte Kanden. Mikkel genfandt sin Ungdoms Latin og lod staa til uden om
Konjunktiverne. Men Citaterne strmmede fra Zacharias. Han fortalte svinske
Historier fra sine Studenterdage i Leipzig, han trngte ind paa Mikkel med
smaa hundske Anekdoter, han skreg af Latter og blev snart fuldstndig vild.
En Gang imellem pokulerede de med strste klassiske Gravitet. Mikkel sgte
at flge Zacharias og afgav Billedet paa en svirende Alumnus saa godt han
kunde. Men han havde glemt meget og var bleven stiv i Ledemodene, Mikkel.
Han sad der som et gammelt slidt Orgel med hullet Blg, og naar Zacharias
traadte ham, gav han maaske Lyd paa rette Sted, men han gav ligesaa ofte
Vind. Mrket faldt paa. Fuglehammene begyndte at gro og vifte under Loftet.

Zacharias blev fuld og desperat. Han stod op paa Stolen og udsang hele den
sknne Metamorfose om Europe og Jupiter. Men pludselig saa Mikkel rystet op
paa ham, med en gammel Mands hellige Enfoldighed, og han blev nsten dru.
Kunde han ogsaa flge ham her? Hvad var det nu, han slog Skidt paa?

Ved du, hvem jeg er? hujede Zacharias.

Nej, det vidste Mikkel ikke.

Det var mig, der krte Solen for nr. Jeg har vret paa et varmt Sted. Kan
du ikke se, jeg er afbrndt?

Mikkel maatte sande det. Der var ikke et Haar paa Zacharias' rdgule Hoved
eller paa hans Hnder, ikke en Gang paa jenlaagene var der Haar. Huden var
skrumpen og poleret som lutter Ar.

Det var i Magdeburg for tolv Aar siden, lo Zacharias pludselig dmpet og
med skurrende Rst, der kom jeg Ilden for nr. Men vi fik Befordringen
vendt.

Han lo som en Pisk. Tog sig saa sammen og tav alvorlig med brndende onde
jne. Mikkel sad og var helt forvirret.

Skal vi gaa op og se mit Orakel? spurgte Zacharias. Hvad? Du holder jo Tand
for Tunge, min fine Mikkel. Kom!

De ravede op ad Stigen og kom ind i et lille Kammer i verste Stokvrk. Der
var mrkt, og Mikkel fik nsten ondt af Lugten derinde, det var en tung,
srgelig Lugt som af smaa Brn eller af syrnet Kd.

Ja jeg ved selv ingen Besked om Stjrner og om Filosofi, raabte Zacharias
stjende, jeg har al min Tid vret Kirurg og har ikke beskftiget mig med
Forholdet mellem Organerne eller Sjlen. Men da jeg praktiserer som
almindelig Vismand, har jeg srget for et _alter ego_. Og der er ikke det
metafysiske Sprgsmaal, som man ikke kan faa besvaret hos mig. Jeg skal
prsentere to rede Kolleger for hinanden.

Dermed slog Zacharias Lemmen op. Dagslyset faldt ind, og Mikkel saa, at de
var tre i Kamret. Henne ved Vggen paa en lav Bnk laa et Vsen og stirrede
paa dem med syge, dybe jne. Men Hovedet var af en unaturlig Strrelse og
Form, det syntes at vre sunken fladt sammen paa Bnken. Det var hvidt som
Talg og laa i store Valker.

Ja se paa ham! raabte Zacharias. Han er tam. Det er min alvidende Makker.
Han hedder Carolus. Men i jeblikket kan han ikke sige meget. Det tager
sine to Timer at faa ham gjort varm, og der skal en Kradser af et Problem
til. Rejs dig, Carolus, og hils paa os!

Carolus hentede to spgelsetynde Arme ud fra Felden, som han laa under,
stemmede dem mod Bnken og rejste sig mjsommeligt op i siddende Stilling.
Det var frst som om det store, blde Hoved ikke vilde flge med, men han
fik det samlet fra Bnken. Og da han sad op, hang Hovedet ham som en Dejg
ned over jnene og naaede Skuldrene.

Han er meget slap i Dag, oplyste Zacharias, men han grublede ogsaa
betydeligt igaar. Derfor er det, han skal ligge i Mrke. Lg dig kun ned
igen, Carolus, og lad Hvile falde paa dig!

Carolus lod sig langsomt synke bagover og ordnede sig med Hovedet paa
Bnken, saa at han havde jnene fri. Det lille usigeligt gammelagtige
Ansigt antog et forstenet Udtryk. Kun Munden, der sad opadvendt som paa en
Flynder, gik i sre lidende Trkninger.

Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning,
Hukommelsesarbejde -- giv ham et Tal at hve i anden Grad.

3719, sagde Mikkel.

Carolus lukkede jnene og aabnede dem nsten straks igen.

13830961, svarede han med en svag, belagt Stemme, der ld som Kvkket af en
Padde.

Det er godt. -- Ja vi kommer med en Opgave til dig, Carolus, du kan godt
begynde paa den med det samme. Kongen af Danmark vil vide for bestemt, om
Solen gaar rundt om Jorden, eller om det er Jorden, der o. s. v. Vrsgod.

Zacharias vendte sig stadig hjrstet konverserende mod Mikkel og henledte
hans Opmrksomhed paa en meget stor Klokke af grsgrnt Glar, der stod inde
i Kamrets Hjrne.

Den er Carolus bleven dyrket op i. Aa, den kostede mig mange Penge, den
Glasklokke! Det er nu ni Aar siden, jeg fik Carolus. Jeg kbte ham af en
omlbende Rakkerkvinde. Han var to Aar gammel den Gang, saa nu er han jo
ikke saa ung. Jeg har haft Held med ham. For en sytten Aar siden begyndte
jeg med et Barn i Magdeburg, det var i en mindre Klokke, men han dde af en
Betndelse, da han kun var halvt saa udviklet som Carolus. Han var nu
heller ikke af fineste Ekstraktion, han var Frugten af den radikale Elskov
mellem en ganske menig Munk og saa en rigtignok fribaaren og hjfornem
Frue. Carolus derimod er en fdt Fyrste! Han har kongeligt Blod i sine
Aarer, og det frisk fra Fad -- _ved du, hvem han er_!

Zacharias var komplet ellevild, han stirrede paa Mikkel med Ddsforagt, han
lettede det ene Ben og slap en Vind.

Skal jeg fortlle dig, hvem Carolus er, kan du tie stille med det? Han er
Sn af Kongen af Danmark! Ja. Han blev fdt paa Snderborg Slot! Kongen fik
ham i sit Fngsel! Hans Moder var en Pige af Folket. Barnet blev taget fra
hende af velbaarne Hr. Knud Pedersen Gyldenstirne og givet til den
Taterkone, som jeg kbte det af. Jeg har Papirer paa det. Jo, Carolus er
den dleste Spire, der nogensinde er blevet podet paa Kundskabens Tr,
Carolus, Kongens Sn, Prins af Danmark! Hans Hoved har vist sig at vre af
en enestaaaende Ekspansionsevne. Jeg fjrner Hovedskallen, forstaar du jo,
og lader Hinden over Hjrnen danne sig til en Hud, og saa ernrer jeg
kraftigt men srger for hj Temperatur omkring Hovedet. Derfor er Klokken
ndvendig. Carolus holder saamnd endnu af at kravle ind i sin Klokke, hvor
han har siddet saa mange Aar, sknt den nu er lovlig lille til ham. Han er
det bedste Hoved i Evropa. Ikke alene er han grundig, men han er hurtig!
Der er ikke Mage til Apparat. Han er nemlig nogenlunde fr paa Kroppen og
Lemmerne ogsaa, ingen Vanskabning, og han nyder et udmrket Helbred; der er
godt Blod i ham til Hovedets Brug. Han er en Finmrker som faa. Jeg behver
blot at _vise_ ham Jrn, saa begynder han straks at sagle, han skelner
mellem Metallerne ved Berring alene; Bly og alle udle Legeringer gr ham
svedig paa Fingerspidserne med det samme, men Guld eller Slv har en
lgende Indflydelse paa ham. Og saa maa jeg sige, han er slet ikke ensidig
lrd, han kan Talsystemet, og saa har jeg lrt ham Latin. Men alt andet har
jeg holdt ude fra ham, netop for at han skulde blive, hvad Plato vilde
kalde en Norm. Der er alting i ham, han er rigtig, han har Universet
indvendig paa Hinderne . . . se nu paa ham!

De traadte hen til Bnken, og Mikkel saa, at Carolus' Hoved var bleven
mrkere, alle de blde Valker var rosenrde og havde hvet sig en Del. Han
laa med lukkede jne. Zacharias slog Felden tilside og viste Mikkel det
stakkels spinkle Legeme, der laa foldet sammen i Fosterstillingen. Lemmerne
var ved at blive dde og kolde.

Nu har han begyndt, hviskede Zacharias. Se, hvor han er forpint i Ansigtet.
Mrk her, mrk Pulsen!

Mikkel flte modvilligt paa det blde Hoved, der allerede var meget varmt
og bankede uroligt.

Ja vi kan godt gaa, sagde Zacharias, han er langt inde i Opgaven. Men det
vil vare over en Time, inden Hovedet er fyldt og udspndt. Han ser rigtig
godt ud, naar han er fuldt opsvulmet og sidder som en Stilk paa sit eget
modne Hoved. -- Jeg ved ikke, om Kollega vil vente og faa Besked om et Par
Timer eller komme igen i Morgen?

Hvorfor ligger han og ser saa elendig ud i Ansigtet? spurgte Mikkel bange
og deltagende. Mikkel var nsten ude af sig selv, af Vinen, af Skrk og
Ynk.

Det er kun naturligt, svarede Zacharias, det flger med Tnkeevnen.

Jeg troede, man blev glad af Klogskab, stammede Mikkel, og han blev saa
svag.

Skal vi gaa? foreslog Zacharias. Hr. Mikkel! Visdom fordobler Gaaderne.
Carolus har sagt mig det som Essensen af sin Grublen. Hans Hoved vejer et
Lispund og nogle og fyrre Kvint, kold Vgt, og hver Gang han lser et
Problem, tager Vgten til med et Kvint. Carolus har ogsaa sagt mig, at man
under abstrakt Tnkning efter et vist Tidsrum kommer tilbage til
Udgangspunktet. Det vil sige, at i samme jeblik man nrmer sig den
virkelige Lsning af et Problem, ophrer Problemet at eksistere som
saadant. Men selve Processen, der ivrigt ytrer sig som Smrte, og hvis
Udstrkning er ligegyldig, har jo sin Interesse og sin Vrdi. Jeg ved ikke,
om Kollega forstaar. Skal vi gaa ned? Jeg tror, jeg har en Kande dernede
endnu.

Men Mikkel vilde ikke blive, han vilde hjem, han flte sig syg og bedvet.
Zacharias fulgte ham ned ad Stigerne, han var ikke fuldkommen dru, han
knebrede en hel Del med sin skaanselslse Livlighed, men Mikkel hrte
ingenting mere. Nede i Dren aftalte de, at Mikkel skulde komme igen Dagen
efter og hente Besked.




Ilden


Det var Aften, da Mikkel tumlede ud paa Gaden. Beboerne holdt et farligt
Levned, de sang og vinkede ud af Vinduerne med store Krus. Soldater og
Sfolk gik larmende gennem Gyden. Mikkel skyndte sig, han dinglede afsted,
og Soldaterne hilste ham med hje Lattersalver, men han slap igennem og
naaede halvt i Blinde hjem til Den gyldne Stvle. Her forlangte han Vin
og drak som en febersyg, med Graaden i Halsen. Han opnaaede hurtigt at
blive bevidstls.

Vrten lod ham bre ind paa Sengen i Gstekamret. Nogle Minutter efter
hrte de ham ligge og grde afmgtigt derinde, og da de gik ind for at se
til den gamle Mand, laa han paa Ryggen i Sengen med Albuerne i Siden og
stirrede som en usalig op mod Loftet. Der var ikke noget at gre ved ham
andet end at lade ham sukke og snfte, indtil han holdt op igen. Nogle
Timer efter, da de saa til ham, havde han strk Feber, og han vaagnede ud
paa Natten i Vildelse, saa at de maatte vaage ved ham. Men ved den
Lejlighed snakkede han over sig, om hvad han havde set, og om Morgenen gik
Vrten til Politiet og meldte det hele. En Time efter var Zacharias i Bolt
og Jrn, og hans _homunculus_ under Rettens Forvaring. Det kan nok vre.
Borgerne i Lybk fik noget at korse sig over.

Mikkel laa betnkelig syg i to Dage, saa kom han sig og kunde staa op igen.
Men han var meget svag og gik ved to Kppe. Samme Dag, som han rejste om
Eftermiddagen, blev Zacharias og Carolus brndt om Formiddagen, Mikkel var
henne paa Torvet og se det. Hele Lybk var paa Benene og havde stuvet sig
sammen paa Torvet allerede fra Morgenstunden af, men Mikkel fik en god
Plads nr ved, fordi han var skrbelig. Baalet var rejst og tog sig saa
tillidsvkkende ud, der var en halv Snes Favne Ved af den allerreneste
Sort, og Mestermanden havde stablet det kunstfrdigt op, saa at der var
Kanaler for Trkken. Zacharias skulde nemlig brndes levende, det vil sige
ikke kvles af Rg, den rene Ild skulde tre paa ham. Folk ventede sig
noget ualmindeligt af denne Henrettelse, for Zacharias havde nok om man saa
maatte sige velsen; han havde vret paa Baal fr og badet Fdderne i den
trre Ild. Det var i Magdeburg og for samme Misgrnings Skyld som nu; man
havde faaet det oplyst under Retsforflgningen. Men den Gang var Zacharias
bleven benaadet i yderste jeblik, fordi han havde reddet Kurfyrstens Liv
en Gang.

Ved Ellevetiden kom Toget, Drabanterne ryddede Vej ind gennem Folkemassen
med Hellebarderne. Zacharias gik bag Bddelen med en Rakkerkngt paa hver
Side af sig, han var barfodet og havde kun en Lrredskittel paa Kroppen;
den var smurt til med teglstensrd Maling, som skulde forestille Flammer.
Paa Hovedet havde han et hjt spidst Papirhylster, der var bemalet med
Snoge og Tudser og Skorpioner. Zacharias krykkede sammen og holdt Hnderne
om hinanden ind mod Brystet, han frs bitterligt i den raa Oktoberluft og
lod ikke til at fle andet.

Folk skreg rasende imod ham og strakte knyttede Hnder frem over og under
de Indhegninger af Lanser, som Drabanterne spndte Mngden sammen med.
Zacharias saa ikke hverken til Hjre eller Venstre. Bag ham kom en af
Bddelens Haandlangere brende med Carolus, som var puttet i en Sk, ingen
kunde se ham. Dernst fulgte Raadet og Dommerne og Gejstligheden i
Procession.

Medens Dommen blev lst op, stod Zacharias ligegyldig og uden saa meget som
en trodsig Mine. En Gang imellem bvrede han over hele Kroppen, nsten sank
i Jorden, men det var af Kulde, han var stiv og forkommen i Ansigtet. Det
var nu ogsaa en hundekold Dag. De nrmeststaaende lagde Mrke til, at
Forbryderens Arme og Ben var lyserde af indtrret Blodvand. Man havde haft
ham i pinligt Forhr og vasket ham bagefter. Begge hans Tommelfingre var
blaa og hang brkkede ved Haanden.

Dommeren blev frdig, og Bddelen frte Zacharias hen til Stigen, han gik
villigt op. Derpaa bar Rakkerkngten Carolus op paa Vedstabelen og tog ham
ud af Skken. Der gik en Orkan over Menneskemngden, de skreg og truede, da
de saa det gyselige Misfoster, nogle svor og andre sang Salmer. Carolus
blev lagt ned tt ved Plen, som ragede op midt i Baalet; Zacharias fik en
Lnke om Livet.

Saa gik Bddelen ned og tndte Baalet. Der var nu ddsensstille paa hele
Torvet.

Til at begynde med rg det strkt, og der bredte sig en ngstelse mellem
Tilskuerne, for at Ofrene skulde blive kvalt. Men Tret var knastrt, og da
Ilden frst havde faaet rigtigt fat og begyndte at brumme i Trkhullerne,
rg det ikke videre. Tret knitrede og sprang med hje Knald, de frste
klare Luer hoppede begrligt ud mellem Brndestykkerne og fangede op efter
Synderne.

Da gik Zacharias frem fra Plen, saa langt som Lnken kunde naa, og raabte
roligt:

Er Mikkel Thgersen her tilstede?

Mikkel blev frygtelig angst, der hvor han stod. Han tog jnene til sig, og
det lykkedes ham at staa fuldstndig som uberrt. Han dukkede sig og vendte
Hattepulden mod Baalet for ikke at blive opdaget af Zacharias. Ikke en
eneste fattede Mistanke om, at det var ham, hvis Navn var bleven raabt,
heldigvis. Han aandede op igen.

Luerne tog forfrdelig hurtig til i Magt, de slog op, saa at man kunde
mrke Lufttrykket og Heden langt hen. Zacharias flyttede sig frem og
tilbage for Ilden. Da ingen svarede, stod han stille og syntes at belave
sig paa at sige noget.

Men i det samme ramte en lang glubsk Lue ham og sved i et eneste Pust
Kitlen og Hatten af ham. Han stod ngen, de skruplo nede i Forsamlingen,
han krummede sig sammen og krb i Ly ind til Plen. Men nu slog Luerne op
fra alle Sider, Zacharias kunde ikke blive siddende ved Plen. Han rejste
sig, og blev yderligt levende, han sprang omkring i Ilden, han dansede paa
de brndende Planker. Pludselig brd han ud i et Par dyriske Hyl.

   Mugit et in teneris formosus obambulat herbis.


Mikkel huskede Verset. Det kom ubetvingeligt over ham, han lo i ddelig
Smrte.

Zacharias faldt nu om, tav og krllede sig sammen. Hans ene Haand laa ud
over Kanten af Baalet, og Mikkel saa, hvorledes Finger efter Finger
buldnede ud i Ilden, indtil den sprang, dryppede og blev sort.

Se, se, se! ld det med stormende Vlde fra hundrede Munde mellem
Tilskuerne. Og da Mikkel saa til, bemrkede han, at Carolus' Hoved havde
rejst sig deroppe paa Baalet. Han laa midt i Ilden og var jensynligt
levende endnu, men Hovedet laa ikke formlst, det stod fuldt ud fra Brynene
i to tydeligt adskilte Halvdele, som hver for sig igen var delt i fyldige
Vindinger.

Se! skreg Mngden i Rdsel. Og det var et grufuldt Syn, Blodet stred i det
voldsomt spndte Hoved, Aarerne brd tykke og levende ud mod Huden. Hele
Hovedet rrte paa sig, det lavede sig til Spring. Der maatte foregaa en
Kamp i dets Indre.

_Se nu!_ ld det i vildeste Ophidselse, se nu, se, se! Aarerne havde aabnet
sig, og det sorte Blod krb ud som Orme, der vltede sig i Ilden. Hovedet
revnede paa flere Steder og begyndte at forkulle, der satte sig smaa
Flammer rundt om paa det. Men ovenover det falmede Ilden snart og blev grn
som Edder, snart blussede den og lb i rde Hvirvler.

Baalet var nu paa sit hjeste, det var en eneste stormsusende Lue. Der var
kun en lille sort Stump tilbage af Zacharias. Saa skred hele Baalet paa en
Gang sammen og blev en hvidgldende Hob. Heden slog saa strkt ud derfra,
at de nrmeste fik Vabler i Ansigtet, der opstod Trngsel og Panik. Men saa
var det forbi.

Mange vilde siden paastaa, at de havde set Satan spille i Flammerne, blaa
som Staal, og fare ud med Rgen, da Baalet skred.




Vinterens Rst


Kongen havde befalet Kurren paa Taarnet at blse Velkomstsignal, naar han
saa Mikkel komme tilbage. Og godt og vel fjorten Dage efter Afrejsen
begyndte Kureren ogsaa at blse en Formiddag, men han holdt op midt i, som
var han ikke vis i sin Sag. Efter et jebliks Tven tog han fat igen og
blste med fuld Kraft Signalet ud. Mikkel kom ikke ridende tilbage, han var
krende, hans Hest gik bagefter Vognen med tom Saddel. Det regnede.

Port efter Port aabnede sig for Kretjet og lukkede sig efter det igen, og
omsider naaede det ind i Slotsgaarden.

Oppe paa Trappen stod Kong Christiern med Baret paa Hovedet og i sin
falmede Skarlagens Kappe. Og paa hver sin Side af Trappen havde han plantet
Jakob Spillemand og lille Ide. De stod smukke og tilfredse i Tagdryppet.
Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med Fjolen parat og
hyttede den for Vde under Frakkeopslaget.

Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa! Velkommen
hjem.

Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen.

Guds Dros! udbrd Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat med
dig, Mikkel?

Ja det var nok saa. Mikkel laa gusten og med halvt lukkede jne, det saa
ud, som han var dd. Kongen lagde hastig Bagen af sin Finger til Mikkels
Ansigt og fornam, at han var varm endnu.

Lad os faa ham baaret op, befalede Kongen med blege Lber. Jakob, hent
Portvagten! Hvor er de henne allesammen, kald paa Berent! Saa! Tag nu ved
ham.

Mikkel kom til Live, mens de bar ham op; men han var yderst svag. De fik
ham lagt i hans Seng oppe i Taarnstuen, og Kongen satte sig hos ham. Efter
en Timestids Forlb begyndte Mikkel at se bedre ud, han fik lidt Farve
igen. Nu laa han ogsaa saa godt.

Hvordan er det, Mikkel? spurgte Kongen bekymret.

Jo, Mikkel syntes endda. Men pludselig blev han igen ligbleg og svag. Han
var saa bange for, at Kongen skulde begynde at snakke om rindet.

Hvor er du syg? spurgte Kongen.

Jeg er lam i venstre Side, lspede Mikkel. Der var noget i Vejen med
Tungen.

Hum! Kongen sukkede meget beklemt. De tav en Stund. Mikkel blev snart
urolig, han famlede omkring med hjre Haand og aabnede Munden, saa paa
Kongen og saa fra ham igen. Det laa saa tungt paa ham, det med rindet, nu
vilde han have det overstaaet. Kongen forstod ham endelig og slog det hen;
det kunde de jo altid snakke om. Men Mikkel havde paa Hjemvejen udtnkt en
Historie om Udfaldet af Rejsen, den vilde han have fortalt. Kongen skulde
ikke vide Sandheden.

Da Kongen saa, at Mikkel absolut vilde af med Besked, sgte han at hjlpe
ham:

Du naaede altsaa derned?

Jo, stammede Mikkel forpustet, han saa bort for at skjule, hvor ulykkelig
han var. Jo. Men jeg fik ingen Besked. Jeg fik ingen Besked. Jeg blev syg
og maatte rejse forinden. Mikkel vendte under hede Taarer Ansigtet mod
Vggen.

Naa jaja, sang Kongen beroligende. Jamen det gr ingen Ting, Mikkel. Du
skulde slet ikke vre sendt afsted. Vi har angret det hver Dag siden. Nu
skal du se at blive rask igen.

Kongen talte mange trstende Ord til sin gamle Fngselskammerat, og Mikkel
laa ganske stille i den gode Seng, taknemlig og snderknust. Noget efter
saa Kongen, at han var ved at falde hen, de forgrmmede Trk glattedes. Han
for op et Par Gange i Halvsvne med lukkede jne, og Sorgfuldhed og Smrte
drog sig over hans Ansigt, saa glattedes det igen langsomt ud, indtil han
endelig sov med tomme Trk. Kongen listede forsigtigt fra Sengen og satte
sig til at lse.

Nste Dag var Mikkel bedre, og han kom sig nogenlunde. Men rask blev han
aldrig mere, han var sengeliggende hele Vinteren og Foraaret til sin Dd i
Marte Maaned.

Det var en stille Vinter. Kongen ldedes meget i den Tid han gik om Mikkel
og saa ham falde sammen.

Men Tiden blev lang for Mikkel. Han kunde alligevel ikke rigtig d. Livet
hang endelig ved ham, nu da han vilde af med det. Nu hvnede det sig.
Mikkel havde jo aldrig ladet Livet vederfares Retfrdighed, fordi han hele
sit Liv igennem aldrig havde villet d. Han laa og tilstod det for sig selv
i de lange Ntter, naar Kongen sov i sin Seng, og Mikkel var alene med sine
vinterlige Tanker. Vinden sukkede dybt og fortroligt udenfor Taarnet som en
erfaren, der lyttede til hans Forladtheds Tanker. Den der ikke dr hver
Dag, skal aldrig leve. Men Mikkel havde aldrig villet d.

Kongen lod en Dag lille Ide komme op og fremstillede hende for Mikkel, han
tnkte, at nu skulde han blive rigtig glad, naar han saa sit Barnebarn. Men
Mikkel vendte Ansigtet mod Vggen. Han vidste ikke af, at han havde noget
Barnebarn, han havde aldrig haft noget Barn, han havde ikke vret gift. Han
var alene. Han laa mere ensom end den, der dr barnls, han var dobbelt
alene. Sknt Ane Mette _var_ den, han holdt af, havde hans Lngsel aldrig
vret hjemme hos hende. Det var gaaet ham saadan, at han mistede netop den
Kvinde, han fik!

Saa lod Kongen lille Ide gaa igen.

Og der var de nu, de to Stormere! Kong Christiern, der sprang ud som selve
den flammende Utaalmodighed, med uhyre Planer, og blev Skaberen af Danmarks
Mangel paa Historie. Mikkel Thgersen, der med sin suverne Stolthed og
alfavnende Lngsel blev Stamfader til en vidtforgrenet, tnkt Slgt. Der
sad de i Celle hos hinanden, tilsammen Grundlggere af et Dynasti i det
Blaa.

Den Nat Mikkel dde, vendte hans Ungdoms dybe og vldige Flelser tilbage.
Han fik sit Vsens Varme, Hjrtets favre Vaar tilbage i samme jeblik som
hans Hjrte holdt op at slaa.

Men det var Evigheden, der gik, inden Mikkel naaede saa vidt. Han blev
skuffet Gang efter Gang. Ved Midvinterstid saa det endogsaa ud, som han
skulde staa det over, han laa helt fyrig i Sengen, og hans Nses rde Kulr
var kommen igen.

Kongen begyndte at klapre regelmssigt med Kruslaagene som fr Mikkels
Rejse, og de optog den gamle Levevis paa Taarnstuen blot med den Forskel,
at Mikkel laa. Kongen sparede ham nu heller ikke lngere for Urimeligheder.
Han forlangte som fr Underholdning af ham, og Mikkel sad henne i Sengen og
repeterede sine Historier derude fra Slagmarkerne. Han havde fortalt dem om
og om igen, sknt det var mange, han kunde. Mikkel havde vret med i alle
de store, bermte Slag, der havde staaet i Evropa i den sidste
Menneskealder, han havde tjent nsten alle Evropas Fyrster og kunde
fortlle Trk om dem, og hvordan de saa ud. Hvad der srlig interesserede
Kongen var Slagenes Mekanik, Artilleriet og alt dette, som Mikkel nok havde
lagt Mrke til men aldrig hftet sig videre ved; Kongen kunde sprge ham ud
i det uendelige; og Mikkel gravede i sin Hukommelse for at stille Kongen
tilfreds.

Mikkel havde en sluttet, fremadskridende Maade at fortlle paa. Historier,
han havde fortalt fr, berettede han altid njagtig med samme Enkeltheder
igen, selv om han paa det nrmeste havde opdigtet dem selv frste Gang.
Kongen bad ham ofte om den og den Historie, som han saa ofte havde hrt, og
som det adspredte ham at hre igen.

Naar Kongen vaagnede om Natten, vaagnede Mikkel af gammel Vane ogsaa
straks, de kunde da ligge i flere Timer og udveksle fredelig Snak. De laa i
hver sin Alkove med Skindene godt op om Hagen og aandede den kolde Luft,
der kom ind i Taarnvrelset fra Kaminen, naar Ilden var slukket.
Maaneskinnet lysnede i de dybe Vinduesnicher gennem de grnne, frosne
Ruder. Kongen vendte Sanduret ved sit Hovedgrde. Tiden var lang, og Mikkel
maatte komme i Tanker om en ny god Historie, som Kongen ledsagede med sine
Naa og Hm, sit Bifald eller sin Hovedrysten.

Om Morgenen var Kongen altid ladet og farlig, saa tav Mikkel og laa
musestille, medens Kongen gik og kldte sig paa og vltede Stolene. Berent
blev laaset ind tidlig om Morgenen og fyrede i Kaminen, og naar Kulden var
dreven ud, stod Kongen op. Han lagde sig straks paa sine bare Kn paa
Stengulvet og bad Morgenbnnen, der rigtignok mange Gange ld som dende
Forbandelser. Naar det var besrget, gik han i Lag med den svre Stenkugle,
som han hver Morgen stdte hundrede Gange op over sit Hoved,
halvtredsinstyve Gange med hver Arm. Mikkel hrte hans Tllen og hans Fnys,
der blev forsonligere efterhaanden som han udmattede sig. Medens han gjorde
Toilette, talte han hviskende og hedt med sig selv. Vandet plaskede nu og
da paa Gulvet, naar han greb ustyrlig i det. Han pustede truende, og naar
Mikkel skvede stjaalent hen til ham, kunde han se ham staa med Haandkldet
og trre sig, rd af det kolde Vand, stivnet om Brynene og om Munden og med
vilde jekast til alle Sider.

Naar Kongen havde vasket sig, plejede han at lse ondartet behersket i
Skriften, til Slaaerne blev taget fra Dren, og Berent viste sig med
Morgendrikken, varmt l med Nelliker og Ingefr i. Mikkel fik sin Part, og
de drak uden at tale sammen. Var llet for varmt, smed Kongen Kruset og det
hele paa Gulvet.

Kongen gik saa ned en Times Tid eller to og spadserede i Gaarden. Hans fire
Tjenere, der skulde ledsage ham, naar han bevgede sig udenfor Taarnet, gik
bagved. Kongen morede sig med at trde de hvide Isblrer snder i
Rendestenen, eller han lod sig bringe en Armbrst og skd efter Kragerne i
de rimede Trer udenfor Runddelen. Men naar det hndte, at der var kommen
Brev til Kongen, gik han altid ud i Abildgaarden, sendte Tjenerne fra sig
og spadserede ene op og ned mellem Trerne. Her havde han vnnet sig til at
sge hen, naar Minderne blev levende.

Naar Kongen kom op i Taarnstuen igen, var han blid og kaldte muntert paa
Mikkel. Saa begyndte Dagens Spisninger og Andagtsvelser. Nu da Mikkel laa
til Sengs, var der ikke Tale om at spille Kegler mere. Kongen havde ikke
desto mindre nok at bestille hele Dagen, han havde endogsaa saa travlt med
tusind betydningslse Ting, at han maatte skynde sig Dagen lang, han
skyndte sig uafbrudt. Om Aftenen gik han rigtig trt og gudhengiven til
Hvile.

Medens Julen stod paa, blev der festet dygtigt paa Slottet. Kongen srgede
paa det omhyggeligste for, at Mikkel fik noget, som maatte ligge alene
nsten hele Tiden. Der gik Dage, hvor Kongen slet ikke var oppe i Taarnet,
han sad i den store Vagtstue nede i den ydre Gaard og soldede sammen med
Jakob Spillemand og Landskngtene. Jakob bragte Liv til Huse.

Om Aftenen, naar det led mod Lukketid, kom Kongen krydsende hjem. Han gik
bidevind over den ydre Slotsgaard, idet han holdt Kursen mod Porten, og
naar han havde slret sig igennem den sejlede han nynnende og hikkende over
den indre Gaard, hilsede op mod Frostmaanen og gik over Stag, med sin
Skygge efter sig paa den hvide Sne.

Jakob Spillemand var ikke dru een Dag i Juletiden heller. Og Julen varede
ved til Paaske.

Over Nytaar blev det et klingrende Frostvejr. Sundet var tillagt, og de
milevide Isgulve sukkede og sang om Ntterne. Der var en vanvittig Magt i
Isens Drn. Det var Frostens Lynslag fra Kyst til Kyst, det var Mindelser
om forfrdelige, bundne Krfter.

Mikkel hrte det, hvor han laa. Han vkkede Kongen en Nat, han troede han
skulde d.

Det ringer saa voldsomt for mit venstre re, fortalte han isnende kold.
Kongen gik op og tndte Lys, han ravede, og Haaret stod ham pjusket om
Hovedet, han havde ikke sovet Dagens Rus ud endnu. Da han saa, at Mikkel
havde et angstfuldt Udtryk i Ansigtet, tnkte han, at han vel ikke kunde
vre dende. Det er bare Isen, Mikkel! trstede han, hvorpaa han slukkede
Lysene og kravlede i Seng igen.

Oppe i et Kammer i Slottets venstre Flj var der en, der hrte de dybe
uhyggelige Skud, en ung Drabant af Slottets Bestning, og han sluttede sig
sammenfarende ind til sin stumme Elskede, til lille Ide. Ide hrte
ingenting, men hun gren betaget imod sin Ven, naar han saa uforklarligt
bange sgte ind til hende. Hun saa ham, der var stor og strk, pludselig
blive sky som ramt af en indre Rdsel og ligge med fattig Mund og syge,
raadvilde jne. Ide elskede ham, hun kyssede ham. Der kom Ro og Fryd igen i
hans Blik, han holdt Ide i sin Favn. De laa i Skinnet af Lyset, der brndte
som Guld i Kamret, og han kyssede den hvide, fine Filt paa Ides jomfruelige
Bryst.




Grotte


Hver Nat kom en ringende, sndrende Lyd nrmere til Mikkels venstre re.

Det var som Lyden af en Mllesten ikke langt fra hans Hoved. Han laa ofte
og tnkte, at nu var han dd. Der gik Aarhundreder, hvor han var strakt lam
ud i Mrkets staalskarpe Syngen.

Og dog vaagnede han endnu af og til og kunde rre en Haand eller skimte
noget af Stuen omkring sig. Men hver Gang den uhyre Lyd begyndte paany i
hans re, var den kommen nrmere og gennemskingrede ham forfrdeligere end
fr.

Det var den samme Lyd, han havde sporet i sin Ungdom, men da var den svag
og fjrn, tusinde Mile borte. Siden var den vokset, hver Gang den mindede
ham. Og nu var Gnyet saa vldigt, at der ikke _var_ andet, Mikkel blev
borte deri. Det var Lyden af en Stenkvrn.

Det var den nre Lyd af _Grotte_, som Fenja og Menja svinger i
Nordpolsnatten.

Deres Mllesang skal tage dig, den skal komme indenfra i din Hjrne som
sndermalende Stenlyd. Dit Hoved skal blive Centret for Grottes Hvirvler af
Verdensstv, for Fenjas og Menjas splintrende Kvrnsang.

Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der er tung som Jorden, vi maler
dig Solopgang og Hveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende Skyer og
Grderegn, Klver, gule og hvide Blomster.

Og vi maler dig Sygdom og Trke, synger samtidigt Menja, afsvedne Marker,
Vandlshed, og vi maler dig Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en Tordensky op
fra Vest, Mrke, Lyn og ulmende Tomter.

Vi maler dig Foraar og blaa Blger, stnner Fenja, vi faar Sommeren frdig
i Tide, vi maler dig grnne Skove fulde af Sangfugle, vi maler dig
Krlighed, Glemsel og lyse Ntter.

Og vi maler dig Fimbuls Mrke, lyder Menjas skurrende Sang, Askeregn,
Visnen, vi maler dig Vinteren ind i Sommerens Hjrte. Vi synger dig en
Hststorm, vi svinger Rim og Frost over alt groende, vi maler Varmen ud af
Menneskenes Sind.

Og dog maler vi nyt Foraar og ny Grde, synger Fenja rasende, vi maler dig
Solhverv og Blikstille paa Havet, vi maler dig Fl og fimrende Hundehvalpe
og Sndenvind, vi maler dig Lvspring og Tro.

Ja, og vi svinger Kvrnen, saa det knager, skogrer Menja, vi maler til
Barsel og vi maler i Kisten, vi maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger
sidst.

Og nu skyder de Ryg, de vrede Jttepiger, og planter Benene dybt i Mulmet
og svinger den rygende Kvrnsten. De synger sammen, Fenja og Menja:

Vi maler dig Sol, Maane og Stjrner lbske om Jorden. Dagen og Natten skal
veksle i Blink, hvidt og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi maler dig
Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve paa dig og vige igen for Kulde.

Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi trller i Aartusinder, men vi maler
dig endelig Istid.

Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid Is og Aaret fuldt af
Nordenstorme og fygende Sne. Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger
Regnestykker, hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig evige Ntter, vi
svinger Solen ud paa fjrne Veje. Vi maler hostende Isbjrge med knust
Fjld ned fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser Byerne under
Bren, vi grutter al Frugtbarhed.

Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler de ud, vi synger med frostkoldt
Hjrte, til Kvrnen springer.




Spillemandens Afsked


Mikkel Thgersen laa dd en Morgenstund i Marts Maaned, da Kongen skulde se
til ham. Kongen havde lnge ventet det, men han blev alligevel utrstelig.

Det var saa srgeligt for ham at se Mikkels stivnede Ansigt. Det
foruroligede ham, ligesaa meget som det smrtede ham. Han kunde ikke vnne
sig til, at Mikkels Ansigt slet ikke rrte sig det ringeste mere. Kongen
gik grdende op og ned i Taarnet, og hver Gang han kom til at se hen til
Mikkel, laa han der saa stenrolig, ikke lngere bleg, men hvid. Kongens
Hjrte blev underlig panisk berrt, han snappede efter Vejret, han fattede
det ikke.

Aldrig havde Kongen, set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i
sit Ansigt. Nu da Trkkene havde sat sig i Dden, kom Skuffelsen saa
tydeligt frem. Den hje, de Pande var som en Kuppel over uafbrudt,
uafbrudt Tavshed. jnene laa dybt under de stejle, gabende Bryn, de var
lukkede men syntes at se med et sovende, stort Blik. Nu var Mikkels lange,
vgelsindede Nse helt hvid, han var ngtern; de fire Facetter i Tippen,
som havde givet ham en klog Mine, mens han var levende, saa ud som et
Signet eller et lille Kryds af Brusk. Mikkels hvide Knebelsbarter hang
stridt ned fra Mundvigene. Munden var bittert lukket. Den dde Mund var en
Verden af forstummet Smrte. Det var en Mund, der havde bragt det til at
tie om Grmmelse. Den var som en mystisk Ciffer, der gemmer Nglen til
Sorgens Lndom.

Der laa Mikkel og tav om hvad han vidste, men de stumme Trk anklagede. Jeg
tnkte det nok! stod der at lse i hans Ansigt. Hvad kunde det nytte! Nu
var det forbi med hans Vildfarelser, uigenkaldeligt, og han laa jo ogsaa
lydig. Kinderne var falden ind mellem de strke Kber. Det var en Mands
barske og triste Maske. Det var en dd Mands stiltiende Bekendelse, en Mand
der havde bidt fra sig til ingen Gavn i en Menneskealder og vrget sig
ubjelig men forgves mellem gabende Misforstaaelser. Der laa Mikkel med
Ddens noble Ydmyghed paa Lben, Tavsheden, den slukte Trods.

Mikkels arme Hoved var som en stbt Ting, der har spillet halvfjersindstyve
Aar i Formen, inden den kunde blive afklet og frdig. I halvfjersindstyve
Aar var hans Ansigt flydende og bespejlet af Livets tusinde Udtryk, hans
jne var som levende Metal, der fanger Lys, indtil en Hinde drager sig hen
over det, og det bliver fast og koldt, strkner, som Meningen er. Nu var
Mikkel frdig. Stbningen var endt.

Han blev lagt paa Straa nede i Slottets Rustkammer. Og i de Dage der gik
inden han blev jordet, var der stor Hjtidelighed mellem alle paa Slottet.
Det mrkrdde Tyende turde ikke gaa ned i Gaarden om Aftenen af Frygt for
at komme til at se hen paa den lukkede Port, bag hvilken Liget laa. Den
mindste sre Lyd i Mrket skrmmede dem halvt fordrvet.

Men Mikkel laa uskadelig i det tyste Rustkammer, hvor Vaaben og Faner
dkkede Murene og skumle, tomme Harnisk stod i Rkke langs Vggene rundt om
Baaren.

Kongen gik ind og saa til Mikkel hver Dag og grd bitterligt. Mikkel
forandrede ikke Stilling. Han begyndte at skimle paa Panden. Kongen stod og
rystede paa Hovedet over ham og grd. Han var gammel nu Kongen, man saa det
paa ham, naar han var ulykkelig. Han var lang og slap i Trkkene om Munden,
og han bjede forover. Jorden havde Bud ogsaa efter ham.

Mikkel blev jordfstet paa Snderborg Kirkegaard. Kongen kunde ikke flge
ham lngere end til Vindebroen. Der stod et stort hdrende Begravelsesgilde
efter ham paa Slottet. Kongen lod to Fade tysk l lgge frem i Gaarden til
fri Afbenyttelse for alle. Om Aftenen var hver Mand rusende. Jakob
Spillemand, der var fortvivlet over Mikkels Dd, blev baaret totalt bedvet
i Seng.

Og Dagene gik. Det blev Foraar. De unge Landskngte eksercerede indenfor
Ringmuren. Signalerne ld. Tra ra ra!

Frst i Maj Maaned lagde Jakob Spillemand sig et underligt Vsen til. Det
begyndte med, at han til Forbavselse for alle sparkede ud efter noget,
bedst som han sad og spillede, og han fik det med at stirre hen i Hjrner
og fortrkke Ansigtet af Vmmelse. Da man spurgte ham ud, klagede han over
Talrigheden af Rotter allevegne. De andre kunde ingen Rotter se.

Jakob drak for at komme sig, men det varede ikke lnge, fr han begyndte at
se Kaniner. Han jagede rundt med Kaniner, som alene han kunde se, og
Folkene paa Slottet havde mange Ljer af ham. En Dag mdte Jakob til sin
Skrk en Kmpekanin i Porten, den var saa stor som en Ko, og han kaldte
Vagten til Hjlp, skreg, fgtede og tog Livtag, og alle Drabanterne paa
Slottet stod rundt om ham og vred sig af Latter. I en tre Dages Tid var
Jakobs vilde Kampe med usynlige Dyr Kilden til den strste Morskab. Han
jagede i Timevis inde i Slotsgaarden, hvor man lod ham gaa, da han ingen
Skade kunde gre der, og de saa ham stable Hjrnerne fulde af dde Rotter
og Kaniner; han slog saa mange ihjel, at han maatte rkke sig paa Terne
for at naa op paa den indbildte Bunke. Allerbedst som han gik og klemte
Rotter flade mod Muren i den ene Ende af Gaarden, sprang der Kaniner i den
anden Ende, og Jakob afsted efter dem. En Gang imellem for han uforsagt ud
midt i Slotsgaarden og leverede en Brydekamp med et Dyr, som efter hans
Fagter og Armfang at dmme maatte vre meget stort og vildt.

Naar Mrket faldt paa, var der ingen, der blev inde i den dybe Slotsgaard,
hvor Mikkel Thgersen maaske spgede. Jakob brd sig ikke om det, han blev
der grne hele Natten, hvis ingen hentede ham vk.

En Aften i Skumringen saa Jakob et Dyr komme ind i Slotsgaarden gennem
Porten, det var saa stort som et Hls og kunde lige knibe sig igennem. Der
blev han den lille. Vagten hrte, at Jakob var i yderste Ddsfare, men fr
han havde faaet et Par Kammerater til at flge med turde han ikke gaa ind i
Gaarden. De fandt Jakob paa Stenbroen midt i Gaarden, hvor han laa
skrigende og med Fraade for Munden. Han havde Krampeslag og blev bragt i
Seng.

Efter nogle Dages Feber og Raseanfald kom Jakob sig og begyndte at spille
saa smaat igen. Han var rolig og afholdende i nogle Uger og gik og
skravlede i Trskoene, bleggrn om Nsen og med et elendigt jesyn. Saa en
sknne Aften i Maj blev han svirende. Og nu drak han fremdeles hver Dag
tt.

Det var St. Hansaften, Solhvervsdag. Over hele Danmarks Land brndte
Blussene for Balders Genkomst. _Thk_ sad taarels ude paa Marken, alene.

St. Hansaften kbte Jakob Spillemand en Tnde Kakkebille for alle sine
Penge og indbd Landskngtene til Svir. Den Aften var han fin, han spillede
saa det var en Lyst og Fryd. Og da det var bleven sent, sang Jakob en
splinterny Vise, som han havde gaaet og lagt. Den ld saadan:

   No wil a sej Jer Godnt,
   For a er nj Kon trt.
   Og no kan I tru m og teg m,
   No wil a hen og leg m.


   A sow i Groven far
   For Vindens gaboben Dar',
   Og a haar sit i en Svimmel
   Vorher' hans sywend Himmel.


   Men no skal a saligen sow
   I min ijen suet bette Stow,
   I Juen, som er saa wenle
   Ved jen, der er swne og jenle.


   Fowal og saa mj manne Tak
   Til Godtfolk saawal som Pak!
   I er wal kij o mit Lwne,
   Og sjl er a osse swne.


   A reser fr ingen Gjald,
   Det hiele er betald.
   Di Baank, a skylder min Fjender,
   Dem foer di nok o hveranner.


   Fowal min Fjol og min Bow!
   No wil a hen og sow.
   Hvis jen no wil byt' sin Bedrwels,
   Saa kan han fo min Fornwels.


   Fowal o Tak, bette I!
   A ga Jer, hvad a ku gi.
   Og tt I et om Musiken,
   Da war'et Skaad -- for no gik'en.


Nste Morgen fandt de Jakob hngende hjt i den store Slvabild i
Rosengaarden. Der sad en Krage paa hans Hoved med Terne i hans graa Haar.







End of the Project Gutenberg EBook of Kongens Fald, by Johannes Vilhelm Jensen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KONGENS FALD ***

***** This file should be named 36942-8.txt or 36942-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/6/9/4/36942/

Produced by Jens Sadowski

Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
